"I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments of genius..
wich to angels look like torment and insanity". 

Det irriterede blik fængede Fuego, før at han med sammenknebne øjne gengældte hendes rødlige glimt. Dog bar blikket ikke den velkendte undertone af et sind der flakkede vidt og bredt omkring inde i den røde krop, men holdt nærmere en noget mere drillende undertone. Et blik, der havde været ganske bekendt i hans yngre dage. Hvornår dette ungdommelige blik skiftede til hvad der afspejlede hele hans holdning nu, vidste han ikke helt. og om han overhovedet selv lagde mærke til forandringen, var slet ikke sikkert. Men noget var sikkert. Den hvidlige havde fanget ham på et godt ben, hvilket ikke sagde så lidt.

Overlegent svarede hun ham, og med et skjult grin nikkede han tænkende. Nappe... det var åbenbart ikke noget hun kunne li'. Det røde blik glimtede svagt, inden at han med en trissende bevægelse gled om end ikke nærmede. Tirrende skubbede han så mulen fremad, og puffede let til hendes kæbe. Det var ikke et nap joh..

Tidsfordriv var vigtigt. Og hoppen her bragte en hel ny bølge af muligheder med sig... "Hvor kommer du egentlig fra..?" sagde han, og stoppede sin måske irriterende puffen. Oprigtigt interesseret vippede ørene frem, som han afventede svar.

"I Dont suffer from insanity. I enjoy every minute of it". - Fuego

Inilteir

Inilteir fandt sig med utrolig tålmodighed - hvis hun selv skulle sige det - i at han igen bevægede sig nærmere. Nogen burde måske forklare ham at man normalt holdt en hvis høflig afstatnd.. På den anden side.. Han var nok bare så overvældet af hendes personlighed og skønhed at han ikke kunne andet end prøve at komme så tæt på som muligt. Det blev lidt sværere for hende at holde fast i den tanke da hen begyndte at puffe til hende. Hvis hun nogensinde havde haft yngre søskende ville hun have sammenlignet ham med et føl der kedede sig og ville irritere sin storesøster. Det havde hun dog ikke så hun trak bare hovedet lidt væk og stirrede på ham igen. Hun prøvede at finde en måde hun kunne forklare ham at det altså ikke var pænt at gøre sådan som han ville kunne forstå. Han var begyndt at vise mere fornuft men hun var alligevel ikke helt sikker på at han ikke var mindrebegavet.

Hans ord fik dog hurtigt distraheret hende fra den tanke. "En næsten uendelig slette, langt væk herfra." Hendes ord var måske ret vage men hun vidste faktisk ikke hvor hendes fødested var. Det var et eller andet sted på den store slette men hun kunne jo ikke ligefrem huske hvor og hun havde rejst så meget rundt siden at hun sikker ikke engang ville kunne finde sletten mere hvis hun prøvede. Hun prøvede at tænke tilbage på sin rute men opgav så med et skuldertræk - det var jo egentlig ret lige meget! Hun var her nu, hendes fortid var ikke interessant.