M e p h i s t o
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Stille og roligt slentrede den blodrøde hingst gennem den dunkle skovs dyb. Det var endnu tidligt på aftenen, og derfor var mørket ej faldet på endnu - men alligevel virkede der dystert og skummelt mellem de mange, visne træer. Han vidste ikke, hvad der havde drevet ham herind; faktisk var han ganske usikker på, om han overhovedet havde bevæget sig herind med vilje? Han var ikke helt klar over det. Pludselig havde de mange træer bare omfavnet ham, og han fandt sig selv dybt begravet i denne døde skovs dyb. Han var heldigvis ikke en hest, der var særligt bange af sig. Bevares, det endeløse dyb tiltalte ham da ikke; men det skræmte ham heller ikke. Han var ligeglad med de dunkle farver og de døde omgivelser - det var mere tanken om at være indelukket, han ikke brød sig specielt om.

Skoven føltes endeløs. Ligegyldigt hvor længe Mephisto traskede rundt, syntes han at gå rundt og rundt i cirkler. Alt lignede sig selv, og der var ikke udsigt til noget lys i miles omkreds. Uanset hvor hans blik faldt, var der bare mørke, død og en rådden atmosfære. Han ventede hele tiden at se lys for enden af tunnelen af træer - men det kom aldrig.
Efter at have vandret i hvad, der føltes som timer, var Mephisto ved at blive ganske utålmodig. Hvad i himlens navn var dette for et irriterende sted? Han sparkede hidsigt ud med sit kraftige forben og satte frem i en fyrrig trav. Han bar den kraftige hale i en høj bule bag sig og var i det hele taget noget anspændt at se på. Han kastede med det snehvide hoved og lod et desperat hvin give genlyd gennem skoven. Hvordan pokker kom man ud herfra?

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

- Trinse

På ny fandt den skimle hoppe sig blandt Kanto's golde træer. Hun burde ikke være her, det vidste hun udemærket godt, men hun tillod sig selv at tage chancen denne gang; at udfordre det, som hun burde holde sig fra. Der var intet definitivt bevis på, at mørket vandrede mellem træernes lyse, døde stammer, men hun følte sig helt sikker på, at de var her; at de ventede tålmodigt såvel som utålmodigt på, at de rette og de urette gjorde deres fejl og faldt i deres dyb. Der var intet hun direkte kunne gøre for at forhindre dette og det var ej heller hendes lod i livet, men hun kunne ikke beskytte sig selv, medmindre hun kendte sin fjende.

Aftenen var tiltagende og det kastede lidt ønskede farver ind i skoven. I dagslys var det blot de golde stammer og kolde skygger, men i den nedgående sol spillede røde, orange og gyldne nuancer deres skyggespil blandt træerne og gav liv, hvor det ellers manglede. Astraia kunne ikke andet end smile over den forestilling, hendes kære skabte for verden.

Et hvin trak dog den store hoppe ud af forestillingen. Dets desperate klang dansede omkring imellem træerne, men det var ej en tone som ville få hende til at springe frem for at give hjælp. Det var ikke frygten eller rædslens desperation, men frustrationens. Irritationens lyd over endeligt at have fået nok.

Det var ej heller hendes lod at føre andre ud af skovens dyb, men det var et lod i livet, som hun var villig til at tage, indtil andre beviste for hende, at det ej var det værd. Stilfærdigt rystede hun derfor hovedet og lod et sidste blik falde på det af solen, som kunne skimtes i det fjerne, før hun lod et dæmpet vrinsk lyde. Med en kortlivet lyst til at lade være, trådte hoppen fremad før hun lod sine store, rolige skridt fører hende mod desperationens ejer.

M e p h i s t o
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

De forvirrende tanker fløj rundt i et virvar af rod i Mephistos hoved. Der var noget unormalt over denne skov, det var selv en uvidende sjæl som ham klar over. Noget var ikke, som det plejede at være blandt de mange, bladløse træer. Atmosfæren var mystisk; den var på én måde både frastødende og dragende, alt efter hvem man var. Mephisto var ej sikker på, hvilken stemning denne skov vakte i ham - udover irritation, frustration og desperation. Han frygtede ikke skovens mystik, ej heller frastødte de døde omgivelser ham; men fornemmelsen af at være fanget stod ham langt ud af halsen. Han var en en fri hingst - strejferblodet flød i hans årer. Han brød sig på ingen måde om at være holdt inde af disse spinkle, nøgne træer.

Stilhed. Den tomme fornemmelse af intethed dominerede den dybe skov og omringede én med en følelse af at være helt alene, fortabt i en alt for stor verden. Som en lille mus i en labyrint. Mephisto mærkede, hvordan en fornemmelse af klaustrofobi skyllede over hans krop. Han var ellers ikke nem at påvirke, men dette sted fik de værste følelser frem i ham. Det var så afgjort ikke normalt. Mephisto var normalt tiltrukket af det unormale, det sære... det, som ingen kunne forklare. Men man kunne få for meget af det gode - det var denne skov et tydeligt bevis på.

Stilheden var så omklamrende, at det næsten føltes som larm i den blodrøde hingsts hoved. Dunkene fra hans kraftige hovslag kunne tydeligt høres gennem træerne, og hans desperate skrig overdøvede alt og rungede som et ekko gennem den tomme skov. Hvis der var noget, Mephisto ikke havde forventet fra dette uforudsigelige sted, så var det selskab. Men intet gav mening i denne skov, så naturligvis var der en anden hest fanget i denne skov som ham selv. Han spidsede nysgerrigt sine ører og lyttede til vrinsket, som tydeligt stammede fra en hoppe. Han viftede let med halen og satte farten ned til en almindelig gang. Med skærpede sanser skridtede han gennem skoven i sin søgen efter denne anden sjæl. Mephisto havde normalt ikke noget imod sit eget selskab, men på dette gudsforladte sted måtte han krybe til korset og bede om hjælp.

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

- Trinse

Stilheden lagde sig uhyggeligt hurtigt over den døde skov på ny og virkede til at kvæle hvilket som helst tiltag til at fjerne den, som den skimle lavede. Lyden af hendes store hove syntes at forsvinde, på trods af at den monotone lyd burde have klinget et stykke tid mellem træerne, for stien hun gik på kunne ej tage lyden. Den var ikke blød som Sweyitak's, men derimod hård og støvet; ikke en sti, som skulle være lydløs. Et fnys forlod hende inden hun lod sit gløende blik glide henover træerne, årvågen og på vagt. Nej, selvom hun var her villigt, stolede hun ikke på disse træerne og ville næppe nogensinde gøre det. Nok kunne hun ikke høre deres stemmer eller tyde deres hvisken som hendes far havde været i stand til, men han havde heller aldrig givet denne skov synderligt meget taletid, hvis den da nogensinde havde været villig til at kommunikere med ham.

Efter en tid, en tid som virkede unaturligt lang, kom en skikkelse til syne. Den var prydet med en kraftig rød og sort farve, på en ellers hvid krop. Den skimle hoppe gjorde holdt, mens hun iagttog denne fremmede, som var på irritationens rand til desperation. Hans nød var ikke en som gav hende lysten til at storme frem og hjælpe ham ud, så hun blev stående, afventende på et tegn fra ham, om hvordan dette skulle gå.

Enten kunne hun hjælpe ham ud, eller han kunne gøre ting, der ville få hende til at efterlade ham blandt træernes omklamrende grene.

M e p h i s t o
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Det føltes som en evighed. Mephisto traskede rundt i skovens dyb, opsat på at finde denne hoppe, der havde kaldt gennem skovens mange træer. Han gik og gik, men syntes ikke at komme nogen vegne. Denne skov var så afgjort ikke normal. Den var faretruende og mystisk, og hvis ikke han tog meget fejl, virkede det som om, at den holdt én fanget. Han havde i sandhed fået nok nu. Han ville ud herfra, og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Desperat satte han farten op og pilede gennem skoven. Han forsøgte konsekvent at løbe i retning af den fremmede hoppe, men det virkede ikke som om, at han kom nogen vegne. Han løb bare rundt og følte sig mere og mere fortabt.

Pludselig dukkede hoppen op på stien foran ham. Mephisto stoppede brat op med et sæt. Hvad var der dog sket med hans sanser? Han havde på ingen måde sanset, at han var i nærheden af denne hoppe, og han havde følt det som om, at han bare var løbet rundt i ring. Og alligevel stod denne hoppe lyslevende foran ham. Han lod sit blik falde på hoppen. Han havde været så forvirret over sine manglende sanser, at han slet ikke havde bemærket, hvordan denne hoppe overhovedet så ud - for hun var så sandelig ikke én, man så overalt. Hendes sorte man og hale flammede, som var de i brand, og hendes gråskimlede krop var dækket af gyldne aftegn, der virkede til at gløde. Han tabte underkæben og stod blot måbende og stirrede på hende. Hvem var hun? Hvad var hun?

Han rystede kraftigt på hovedet i et forsøg på at ryste hendes mærkværdige udseende ud af hovedet. Han måtte huske på sin egen situation; han var desperat og måtte ud herfra. Forklaringen på hoppens prægtige udseende kunne han altid finde ud af. Han samlede derfor kæben op fra jorden og så på hende med store, intense øjne. „Du dér! Kan du vejen ud af dette fordømte sted?"

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

- Trinse

Et øjeblik virkede hingsten til at stirre på hende, hvilket ikke direkte var noget nyt for gudedatteren, men måden hvorpå det blev gjort, var nok lidt anderledes end det, hun havde været udefor før. Dog virkede han til at samle sig hurtigt igen, hvorefter hans stemme lød; en anelse for kommanderende efter hendes mening, men hun var ikke den, som efterlod en fremmede i nød, medmindre de var direkte ubehøvlede og han var ikke ubehøvlet. Blot desperat og frustreret. Stilfærdigt vippede hun blikket op mod himlen for en kort stund, uden at svare hans ord. Hun orienterede sig, fandt en vejviser hvor ingen anden kunne, inden hendes stemm så lød.

,,Følg med,” sagde hun roligt, inden hun lod blikket falde på ham for en kort stund.

Uden flere ord eller nogen direkte venten på at se, om han viste tegn på at ville følge med, satte hun frem i skridt mod ham. Han var faktisk gået næsten stik modsat af den retning, han skulle følge, hvis han ville ud. Dette kunne han dog, selvfølgeligt, ikke vide og da hun ej kendte ham, fandt hun ingen grund til at fortælle ham dette. Han skulle nok opdage det før eller siden.
Da hun trådte forbi ham, så hun op og ned af ham på ny, velvidende om at dette ikke kunne ses på hendes øjne, medmindre man var van til at følge hendes blik, inden hun så vendte blikket fremad; nok udforskning, nu var det tid til at bevæge sig hurtigt, inden mørket overtog landet og hun ville være nødsaget til at bede sin søsters måne og hjælp.

Medmindre skoven spillede hende et puds, burde dette dog ikke blive en nødvendighed.

M e p h i s t o
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Hans syregrønne øjne betragtede hende skarpt, da han ventede på at få at vide, hvorvidt hun kunne føre ham ud af denne skov eller ej. Hun havde uden tvivl hørt hans spørgsmål, men i stedet for at svare, lod hun sit blik glide op i himlen og så en anelse fraværende ud. Han rynkede forvirret på mulen og mærkede irritationen vokse inden i ham. Havde denne hoppe i sinde at hjælpe ham eller ej? Stik imod hans natur holdt han dog irritationen inde og ventede tålmodigt på hendes reaktion. Det lå virkelig ikke til ham at være høflig, men i denne desperate situation måtte han spille på alle kort for at få hjælp og komme ud herfra.
Der gik ikke lang tid, før hoppen lod sine lysende øjne glide ned på ham igen og bad ham om at følge med. Han nikkede tavst og forsøgte at møde hendes blik. Det var ikke let, for hendes øjne syntes at være ét stort lys. Han kunne end ikke se, hvor hendes pupiller var; om hun overhovedet havde pupiller? Det ledte ham tilbage til sin forhenværende undren. Hvem var denne hoppe, og hvorfor var hendes udseende så særpræget?

Han ventede, at hun ville sige noget mere, men det skete ikke. I stedet satte hun i skridt og bevægede sig mod den retning, han selv var kommet fra. Han rullede øjne for sig selv indvendigt. Hvor var det dog typisk, at han havde brugt så lang tid på at finde vejen ud, og så havde han vandret den helt forkerte vej... Den mærkværdige hoppe stoppede op foran ham og vendte sit hoved mod hans. Det var ikke til at tyde noget i hendes øjne, men hvis ikke han tog meget fejl, stirrede hun direkte på ham... bedømte ham. Han mærkede en let kuldegysen glide gennem hans trefarvede krop. Hvad var der dog galt med denne hoppe?

Lige så hurtigt som hun var stoppet op, satte hun i gang igen og gik forbi ham. Han stirrede mistroisk efter hende. Var det mon en god idé at følge efter hende? De var helt alene i dette endeløse dyb, og der var derfor ingen til at hjælpe, hvis han kom til skade. Han tog en hurtig beslutning og valgte at følge efter hende. Han havde ikke noget valg, hvis han gerne ville slippe levende ud fra dette dyb. Han nåede op på siden af hende og drejede sit hoved mod hendes.
„Hvem er du?" Normalt var Mephisto ubehøvlet og rap i kæften. Men der var ikke det mindste af den slags at tyde i hans stemme nu. Han var oprigtigt nysgerrig, og der lå en lille klang af et eller andet i hans tonefald. Frygt...?

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Den sagte lyd af hans hove mod Kantos tørre jord vidnede om, at hingsten fulgte efter hende. Hun ville måske være stoppet op, hvis han ikke fulgte hende, men hun ville hverken tvinge eller tigge ham om at følge hende, for det var hans eget problem, hvis han nægtede at tro på dem, som blot ville hjælpe. Han kunne selvfølgeligt ikke være sikker på, at det var hendes hensigt, men han var så heldig, at hun aldrig ville have en anden hensigt end en god en, hvis hun bad nogen følge hende. En kort stund lød hans skridt hurtigere og tungere, før de så faldt i takt med hendes, da han nåede hendes side. På trods af at han drejede sit hoved, forsatte hun blot med at se fremad, indtil hans ord lød, denne gang mindre hårdt... faktisk næsten med en snert af frygt til sidst, hvilket hun ikke brød sig om; hvad end hun havde gjort for at skræmme ham, så havde hun ikke ment at gøre det.

,,Jeg kan ikke forklare dem hvem jeg er, for det ved end ikke jeg, men mit navn er Astraia,” svarede hun roligt og lod blikket falde på ham et øjeblik, før hun så vendte blikket fremad. Der forblev det dog kun for en kort stund, inden hun så hævede sit hoved lidt og stirrede mod noget mellem stammerne, som hingsten næppe havde opfattet. Efter et par øjeblikke sænkede hun hovedet på ny og vendte opmærksomheden mod ham.

,,Hvem er de?” spurgte hun så. Hvad end hun mente hun havde set, så følte hun ikke, at hvad end det var ville komme nærmere, så hun fandt det sikkert nok at forsætte samtalen.. eller hvad man nu kunne kalde det.

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Den brændende hoppes svar forvirrede ham noget så groft. Det irriterede ham grusomt, at hun ikke kunne besvare hans spørgsmål - for når Mephisto ville have svar, havde han virkelig brug for at vide det. Men han kunne simpelthen ikke få sig selv til at provokere denne hoppe. Han kunne slet ikke kende sig selv i hendes nærhed, men et eller andet ved hendes blotte tilstedeværelse fik det til at ryste helt inde i hans sind. Han var ikke bekendt med fornemmelsen af frygt, og derfor var det - naturligvis - meget ubehageligt for ham at være i hendes nærvær. Han vidste ikke, hvad der skete med ham. Det var jo ikke fordi, at hoppen havde gjort ham fortræd på nogen som helst måde. Så hvorfor reagerede hans sind sådan her?

„Dit navn kan jeg ej bruge til noget, fremmede. Men dit udseende... Dine øjne, der lyser som selveste solen. Og de flammer, der synes at omfavne din krop. Det er dét, jeg har brug for at vide mere om!" Udtrykket i hans syregrønne øjne ændrede sig og virkede næsten helt neurotisk. Han forsøgte virkelig ikke at være ond eller på andre måder provokere - men han var virkelig ikke god til de sociale spilleregler, så i hans verden var det helt fair at spørge så direkte ind til noget, man ville have svar på. Og svar om denne hoppes strålende udseende... det havde han virkelig brug for! Han virkede næsten helt besat ved tanken, hvilket ikke just hjalp på hans mangel på situationsfornemmelse.

„Hvem, jeg er, er ikke relevant her, frue. Men jeg holder ikke ud at leve i uvidenhed om dette... særpræg, der omringer din krop. Der må være noget, De kan fortælle mig!" Hans syregrønne øjne søgte hendes lysende blik. Han kunne slet ikke genkende sin egen talemåde. Men denne hoppe havde en effekt på ham. Han var så opsat på den viden, han var sikker på, at hun besad, at han ville gøre alt for at få den. Og eftersom han ikke var en særlig høflig hingst, der kunne finde ud af at spørge pænt om tingene, blev hans ord til en blanding af høflig tale og kommanderende ord.

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Den tunge hingst, som dog stod lavere end hende, virkede ikke viderligt tilfreds med hendes svar, men det var et svar hun gav til alle og et som hun ikke havde i sinde at ændre for nogen. Måske en dag, når hendes liv ikke længere ville stå på linjen, kunne hun gå som værende den gudedatter hun var, i stedet for at vandre i landet som blot en skimlet hoppe. Det var ikke fordi hun følte, at hun manglede den rang, hun var blevet giver. Hun var ingen hoppe af pomt eller pragt, så det ville aldrig blive hende at gå i Himmelriget som nogle af de andre, men at kunne tale om ting, fortælle hvem man egentligt var, ville bestemt være rart. Den dag hun ikke længere skulle frygte den hun var, ville blive en glædens dag.
At han fandt hendes navn fuldstændigt ligegyldigt var dog en lettere fornærmelse. Hendes navn fortalte langt mere end noget hun kunne fortælle ham, hvis blot han vidste hvad der var sket i landet og hvem, som havde gået her. Åbenlyst havde han absolut ingen anelse.

,,Jeg har mine farver, mine øjne, og mine flammer fra præcis de samme, som de har deres spraglede aftegn og rød, hvide og sorte skind; mine forældre,” svarede hun roligt og lod blikket falde på stien foran dem. Solens farve var blevet endnu mere rød og lyset som blev kastet ind mellem stammerne havde en næsten blodig farve. Sorte skygger dansede over stien foran dem og indbød til en dans, som for Astraias vedkommende dog var højest uønsket; hun levede med lyset, men dansede ikke med skyggerne. ,,Men hvorfor bør jeg egentligt dele noget med dem, når de sådan nægter at dele noget om dem selv? De vil ikke leve i uvidenhed om mine særpræg, men jeg vil ej heller leve uvidende om dem, jeg hjælper ud af Kantos dyb,” forsatte hun, inden hun lod sit blik falde på ham et øjeblik, for så at gemme sin glød bort fra omverdenen for en kort stund. ,,Hvis de fortæller noget om hvem de er, så vil jeg give noget til gengæld.”

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Hans tofarvede ører bevægede sig lyttende rundt, da hun gav sig til at fortælle om sit udseende. Men som forventet var det stadig ikke et svar, han kunne bruge til noget. Hun havde fået sit særprægede udseende fra hendes forældre, så det var altså ikke noget, der var kommet til hende i sit voksne liv. Men det var stadig ikke nok for Mephisto. Hun kunne da ikke bare sige sådan uden at forklare nærmere?
Han så på hende med et intenst, stirrende blik i de giftige øjne. „Så du siger altså, at dine forældre også så sådan ud? Men hvorfor? Der må da være en grund til, at I... brænder?"
Udtrykket i hans øjne ændrede sig og blev mere desperat at se på. Hans videnbegær omkring hende var snart ikke til at holde ud længere. Det var jo tydeligt for enhver, at hun ikke var en almindelig hest - men hvad var hendes hemmelighed?

Han lyttede til hendes næste ord og fik et lettere utilfredst udtryk i ansigtet. Hun havde jo egentlig ret... Hvis han skulle se det fra almindelige hestes syn, så var det vel meget fair, at han gav hende noget til gengæld, hvis hun skulle fortælle ham noget. Men for ham var det så inderligt ligegyldigt sådan noget. Han havde brug for at få at vide, hvad der var "i vejen" med hende. Men hvad i alverden kunne han selv indeholde, der ville være spændende for denne hoppe at vide? Han rynkede forvirret på den sorte mule. „Deres ord er forståelige nok. Men du må da kunne se, at min grund, til at ville vide noget om dig, er reel. Men hvad er der så spændende ved mig, at det ville være interessant for dig at høre?"

Til sidst sagde hun dog, at hun ville fortælle noget om sig selv, hvis han ville gøre det samme. Han rullede kort med øjnene. Han var ellers ikke meget for ikke at få sin vilje, men sommetider måtte man jo give nogle ofre for at få, hvad man ville.
„Fint..." brummede han lettere irriteret. „Så fortæl mig, hvad, der absolut er så vigtigt, at du bliver nødt til at vide det."

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Den skimle hoppe smilte for sig selv ved hingstens ord. En grund til hvorfor hun så ud som hun gjorde; hun havde allerede givet ham den eneste rigtige grund, som man kunne finde; hendes forældre havde givet det til hende. Hendes far havde båret de samme aftegn, men ikke givet det videre til andre afkom, end dem han havde fået med Artemis, hvilket i sidste ende måtte betyde, at begge hendes forældre havde været bag det. Hvorfor hendes far havde dem kunne hun ærligt talt ikke forklare; han var skabt af Flakezé, det vidste hun udemærket godt, men det var ingen forklaring bag de aftegn, hendes familie havde; det var ikke et svar på hvor deres kendetegn kom fra. Og alligevel var det måske... måske var det et symbol på grunden til, at hendes faders eksistens var begyndt; han skulle være en ledetråd, men vejviser for guden i hans mørkeste stund. Måske var det grunden, men hvis det var, var det ikke af reel betydning i hendes øjne. Det var ikke grunden til, at hun selv glødede som solen.

,,Brænder er for meget sagt, for ingen har rørt mine aftegn og endt med et sår,” svarede hun blot stilfærdigt. Hun undlod at kommentere på hans alt for store ivrighed efter at få grunden bag det hele, for hun ville jo alligevel ikke give ham den, uanset hvilke midler han prøvede at bruge. Dog virkede hendes ord til at være gået forbi hingsten, for han gik videre til hendes andre ord.

,,Hmm... de taler som en, der ikke kan se sig selv,” sagde hun, da han endeligt havde indvilget til at dele viden om sig selv. ,,De er mindst lige så spændende for mig, som jeg virker til at være for dem; jeg forstår blot at undlade at presse mig på og virke som en overivrig forårsplag.”

,,Men i modsætning til dem, kan jeg ikke udpege noget, som jeg vil høre noget om; fortæl om dem selv, hvad de ønsker at dele; jeg er sikker på, at uanset hvad det er, så finder jeg det mere interessant end de umiddelbart tror.” Det var sande ord. Der var ikke noget specifikt hun ville vide om ham, for hun kunne næppe stille de rigtige spørgsmål. Hvad hun kunne spørge om, ville ikke give hende de svar hun ønskede; at han sagde hvad han ville, kunne derimod give hende uanet viden. ,,Hvis de ikke ved hvad de først vil dele, kan de jo blot starte med deres navn,” tilføjede hun til sidst, inden hun sendte ham et roligt smil. På trods af hans tydelige irritation var hun urørt af alt andet end skovens skyggedans.

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Hendes ord nåede hans ører, men de påvirkede ham ikke. Han var generelt ikke en hingst, der tog sig synderligt af, hvad andre opfattede ham som. I hendes øjne virkede han måske som en ivrig forårsplag, der var nysgerrig om alt omkring sig og ikke kunne holde mund. Og måske var han også sådan? Han havde aldrig selv tænkt på, hvordan han fremtrådte overfor andre, da det var ham så inderligt ligegyldigt. Han så derfor på hoppen med et blik, der tydeligt viste, at han ikke var enig i hendes ord. „Det er bestemt muligt, at jeg giver udtryk for at være en ivrig forårsplag. Men hvis ikke man presser på, får man aldrig svar. For ingen deler noget gratis i denne verden."

Hun bekræftede hans teori i, at der ikke umiddelbart var noget ved ham, hun specifikt ønskede at få at vide. Han rystede kort på hovedet. Han ville altså aldrig lære at forstå, hvorfor hun dog insisterede på at lære ham at kende, når han ikke indeholdt noget interessant? Det var tydeligt, at det i Mephistos hoved ikke betød noget at føre en høflig samtale. Han var ikke typen, der sludrede om alt muligt for at bygge venskaber op. Han spurgte om ting, han var interesseret i. Og han fortalte ting, han var interesseret i at dele. „Jeg finder det lige umiddelbart svært at tro, at du vil kunne finde noget ved mig, der er interessant. I modsætning til dig er jeg som alle andre."

For det var virkelig sådan, Mephisto så sig selv. Bevares, han vidste da godt, at hans interesser og måde at gebærde sig på blandt andre ikke altid stemte helt overens med normen. Men han var slet ikke klar over, hvor underlig, uhøflig og upassende han kunne virke overfor andre. „Men når alt kommer til alt, er det vel kun fair, at du lærer mit navn at kende. Jeg hedder Mephisto."
Hans grønne øjne stirrede atter på hende. Han var stadig ikke i stand til at se fornuften bag denne samtale, så i hans hoved måtte dette være nok information for hende. „Så hvad er så hemmeligheden bag Deres udseende?"

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Den skimle hoppe iagttog hingsten for en kort stund og trods en anden måske ville have sagt ham imod, have påstået at ting skam kunne komme gratis til dem, som forstod det at vente, så var alt hun gjorde at give et let fnys, som tilkendegav, at hun havde hørt hans ord, men ikke havde nogen videre mening om det. For det havde hun egentligt heller ikke, medmindre man satte sig op mod hende og stålsat beordrede at få et svar. I så fald ville man få et, men medmindre man gjorde dette, ville hun holde sig selv ude af diskussion om hvorvidt ting kunne modtages uden en pris.

,,Så De er som alle andre, Mephisto?” svarede hun endeligt, da hans talestrøm var ovre og han på ny havde bedt om hendes... hemmelighed. Med et let smil, som bestemt fortalte ham, at hun fandt hans ord næsten morsomme, fordi hun ikke var enig i dem, rystede hun let sit hoved inden hun hævedet det og så mod himlen på ny. Hendes pejlemærke. Hendes guide. De havde en god fart og burde være ude, inden alt for længe, medmindre skoven spillede dem et puds og sendte dem bort fra den rute, hun havde fastlagt for dem. Hvem vidste, det kunne jo ske? ,,De er langt fra så almindelig, som de umiddelbart tror. De er påtrængende. Uhøflig også. De mener, at alt hvad de ønsker, bør de få, uanset om andre ønsker at dele det med dem; ingen af disse træk er særligt normale heromkring, tro det eller lad endeligt være."

Den skimle hoppe flyttede sit blik tilbage mod ham og fangede hans stirrende blik, inden hun kneb sine egne let sammen. Han generede hende som sådan ikke, men hans påtrængen var... ildevarslende. Hvis hun ikke kunne få ham til at acceptere et forenklet svar eller han nægtede at lade spørgsmålet falde til jorden, så kunne hun ende med at måtte ty til andre metoder, hvilket hun ikke ønskede og hun ønskede i den grad ikke, at give nogen information, om præcis hvorfor hun var som hun var, ud. Ikke at han nogensinde ville kunne få hende til det... hvad hemmeligheder hun bar på, blev hos hende til hun enten gav dem fri eller de forsvandt med hende ud i evigheden.

,,Egentligt vil jeg tro, at det interessante ved Dem er deres komplette mangel på forståelse for andre og deres grænser, hvorimod de blot finder mit ydre anderledes,” sagde hun så afsluttende, før hun standsede uden tilsyneladende at have nogen grund. Herefter hævede hun sit hoved og vejrede vinden; noget havde ændret sig; dog ikke noget, som var så ildevarslende, at det ville betyde en ændring af deres rute og snart forsatte hendes langsomme, men store, skridt. Hun holdt sig bevidst fra at besvare hans spørgsmål for at se, om han klamrede sig til det.

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Det eneste, hoppen udtrykte ved hans ord, var et snerpet fnys. Tsk, sikke en snobbet hoppe! Betød hans ord virkelig så lidt for hende, at hun ikke havde andet at sige end dét? Sådan forholdt det sig selvfølgelig ikke i virkeligheden, men i hans hoved var hendes fnys en form for fornærmelse; et tegn på, at han intet var værd i hendes hoved.
Endelig fik hun dog fremsagt nogle ord. Han rykkede skeptisk rundt på sine ører, mens han lyttede til hende. Han var, ikke overraskende, bestemt ikke enig. „Ja, i modsætning til dig er jeg så sandelig lige som alle andre. Det kan godt være, at jeg er påtrængende... og uhøflig."
Han fnøs irriteret for at vise, at han ikke var tilfreds med de egenskaber, hun havde givet ham. „Men det er jo blot min personlighed. Jeg er en helt normal hingst, der ingen særlige evner har. Og jeg tror aldeles ikke, at jeg kan få alt, hvad jeg ønsker! Jeg kender til denne egoistiske verden - ingen deler ud af sin viden, hvis ikke man tager den!"
Hans verdensbillede var helt forskruet, og hans syn på sig selv var helt forkert. Men det kunne han ikke selv se. „Så jeg er absolut ikke unormal - i modsætning til dig! Din krop står i flammer; men du bliver ikke skadet!"

Han kunne mærke, at han var kommet lidt op at køre. Han følte ikke, at denne samtale med hoppen kom nogen vegne. Hun havde tydeligvis ikke tænkt sig at besvare hans spørgsmål - så hvad i alverden var meningen med at fortsætte denne samtale? Så egoistisk var han nemlig. Hvis ikke der var nogen fordele for ham, så gad han slet ikke at fortsætte. Han tænkte aldrig på andre, og han overvejede aldrig det faktum, at de måske ønskede at snakke om andre ting. Samtalen skulle gå efter hans hoved - ellers var det ikke interessant.
„Du har ikke tænkt dig at bevare mit spørgsmål, vel?" sagde han surmulende og viftede kort med halen.
Han betragtede hende, da hun endnu en gang løftede sit hoved og så op mod himlen - det havde hun efterhånden gjort mange gange på deres tur. Denne gang kunne han ikke lade det passere. Han tippede undrende hovedet på skrå og så på hende med et nyt spørgsmål i de grønne øjne. „Hvad er der deroppe?"

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"