Dawn rettede de mandelformede ører mod hende og brummede nu blot maskulint. Han lod hende blot tale ud og han hvælvede en anelse i den enorme hals, som en hingst nu gjorde en gang i mellem. Helt dyrisk var han trods alt ikke. Han trådte frem mod hende og granskede hende, mens han skridtede en runde omkring hende. De røde øjne hvilede stadig på hende og han kunne nu besvare hendes spørgsmål.

” Alt sammen, verdens situationen, hvem mobilisere, alt hvad der er relevant for Slavian, min mage, afkom og skyggeklanen. Til gengæld har du en base hvor du er sikker. ”

Det var egentlig ikke så omfattende, og havde han ikke haft Slavian og Inari at bekymre sig om havde han nok selv kunne gøre det, men faktum var at sådan lå landet ikke og han måtte derfor søge hjælp andet steds.

Shadow nikkede roligt og piskede igen med sin sølvhale for at høre den rytmiske klirren fra amuletten.
"Jamen Dawn, så vil jeg stå dig fuldt til rådighed." Sagde hun let imens hun nejede roligt med hovedet i hans retning.
Det var ikke den sværeste opgave han kunne have givet hende, med mindre hendes cover blev afsløret ihvertfald.
Hun satte sig selv i bevægelse bare for at få stilheden ud af sine ben, efter at have stået så længe.
-En base hvor du er sikker- sød musik for hoppens øre. Endelig et sted hvor hun kunne føle sig tryg.

Dawn nikkede galant som han nu engang var. Han stolede på at hun var hendes opgave værdig, hvis ikke så skulle Rhea nok få besked. Han rømmede sig en anelse og puffede nu roligt til den mørke skyggehoppe. Der var ikke flere formaliteter han ønskede at dele med hende, men han blev dog stående for han ønskede da at vide hvem hans spion var. Så vidste han nemlig hvem han havde med at gøre.
Han trådte nogle skridt til siden for at give hende lidt plads til at beslutte om hun ønskede mere af hans selskab eller om hun blot ville fortrække sig for en stund. Dawn knejsede da i nakken og lod sig blot gøre indbydende, samt afventende.

Stilheden der havde prydet denne døde skov var igen gennemtrængende og lød højere end nogle stemmer eller nogle lyde kunne være. Det var mærkelig, og en smugle skræmmende, men samtidig skøn og befriende følelse. Hun lod blikket glide rundt om dem for at konstatere at der virkelig ikke var nogen der lavede denne så gennemtrængende lyd. Her var kun lyden af stilhed.
Hun lod blikket falde på hingsten med at næsten skjult smil, og tvang så sin mund op for at bryde stilheden.
"Jeg vil glæde mig til vi ses igen." Sagde hun blot roligt og lod så et suk forlade mulen, for ikke at lade stilheden bryde igennem igen. Hun måtte ud af denne skov...
"Jeg må hellere se at komme videre." Sagde hun så stille og lod igen blikket falde på den store hingst.