Aida den bolle fede hoppe, med den bare lidt spinkle og skrøbelige ben kom gående, eller retter sagt slentrede mod den smukke sø. Hun kunne selv knap huske hvordan hun var kommet til at se sådanne ud, men maven var blot vokset, vokset og atter vokset. Så nu lignede hun en stor fed ballon, der var lige ved at springe. Det så ikke lige frem kønt ud. Smerterne i maven var store og ulidelige. Hvordan var det enteligt gået til? Det vidste hun knapt selv. Hun havde prøvet at finde sin fader i flere dage, når altså hun ikke æd sig prop mæt. Hun prustede tungt og hivende efter vejret. Det var ej nemt at bevæge sig og slet ikke med disse smerte. Hun stoppede op foran søen og stak mulen ned for at drikke af vandet, ikke fordi det smagte godt, men fordi hun var så tørstig efter vandringen herhen. Hun lod atter det lyse skrøblige vrinsk kalde efter sin fader. Blot for at være sikker at han ikke var her. For han var ingen steder at finde. Hun kunne ikke engang huske hingstens navn som havde bedækket hende, hvad enden bedækket helt i bund og grund betød vidste hun ikke. Hun hev kort tungt, da endnu en smerte røg igennem kroppen, men hendes stædighed gav hende ikke lov til at lægge og pive.

Det var mørkt. Meget mørkt. Men det ville ændre sig. Han havde ligget i dvale i 11 måneder og nu. Nu var der udsyn til at det snart skulle få en ende. Det var tid til at han skulle få del i den verden, som var hans mors. Den verden hun sammen med hans far ville give ham i dåbsgave. Ligesom hendes mor havde gjordt. Og hendes mor før hende...

Undrende hævede den orange hingst det store hoved, idet at en både fremmed og genkendende løyd lod sig skære igennem den stilhed der havde omringet ham. De røde glimrende øjne blev kort knebet mistænksomt sammen, idet at han gennemgik listen med sine føl i hovedet. Cen? Nej. Det var Aida. Den forvirrede og kære datter efter ham.. Men hvem mon hun kaldte på? Nysgerrigt vippede de duned ører let frem, og jan tog nogle tøvende skridt frem imod der hvor han mente at den klare lyd var kommet fra. Det var nu længe siden at hinten havde set hende, og derfor trak det kort i ham at finde hende. Med hastige skridt bevægede han sig da frem, imod sin datter. Dog uden at give en lyd fra sig,

Hun sukkede trist... Far havde ej svaret hende.. Kun ej hjælpe hende. Hun var forlandt med denne forfærkelige smerte. Ørene lå hængede tilbage, men hun gav ikke op. Hun nægtede stadig at ligge sig ned.. Det ville nu være det klogeste i dette øjeblik, men hun nægtede. Hun var for stadig.. Hun vidste jo heller intet om det her. Endnu en smerte røg igennem kroppen, mere end før, benene rystede farer turende under hende, imens lod hun et smerte fuldt hiv forlade mulen. Hun tvang sine ben i gang, mod det næste sted for at finde sin fader. Hun lod det sidste vrinsk forlade mulen, før hun for alvor satte farten op mere op. Hvilket var ret langsomt, for smerte skød som hormoner igennem kroppen.

En uro herskede i den spæde krop. Han ville ud! Ud og se lyset! Men bevæge sig meget gjorde han ikke - det tog lang tid, og han måtte blot ligge og vente tålmodigt...

endnu et vrinsk, denne gang med smerter fik den orange skikkelse til at brumme en anelse uroligt over hvad der mon skete. For ej kunne hans se hende, men han vidste at hun var der et eller andet sted. Endelig syntes han at beslutte sig for at give et kald fra sig, og et rungende vrinsk bredte sig over stedet. Dog kun rettet imod Aida. Hvad fejlede hun?
endelig kunne han se hende, og han kneb undrende øjnene let i. Hun virkede rimelig fed..

Pludselig ramte faderens kald hendes øre. Hun drejede om og tøffede mod sin fader. Ben arbejde derud af, mod far. Han kom til syne. Et piv forlod mulen, imens tårerne løb ned af hendes kinder af bare smerte. Hun forsatte frem mod, hen til trykhed, hen til støtten. Hun måede endelig ret langt. Hun manglede blot tre skridt.. Hun prøvede at komme videre, prøvede at samle bene under sig.. Men rysterserne var forstore.. Endnu en smerte skød igennem den lille krop. "Far?!!??" Den lille pivede stemme, fuld af smerte og bestemthed var rettet mod ham. Hun mærkede bene skride, men hun blev ved at at kæmpe, så i stedet stod hun nu blot i en underlig stilling.

Hvorfor skete der ikke noget? Han ville jo ud..

[Ja ved ikke hvad jeg ellers skal skrive x3]

Overrasket så den røde hingst på sin datter, der besværet tøffede imod hende. hun var tydligvis i smerter.. hingsten kom med et overrasket udbrud, inden at han satte i trav imod hende. Hendes stemme ramte de dunede ører, og vredt vred han dem tilbage. Hvem havde gjort det her? hvad fejlede hun? den der end havde påført hans datter sådan en skade, skulle nu tage sig i agt.

Hun hostede smertefuldt. "undskyld.. jeg.." hun kunne knapt fremstamme ordne. Hun gav op. Hun ville se sin far som det sidste, eller det troede hun. Kroppen gav under, hun gispede kort "undskyld.." mumlede hun stille. Endnu en smerte lå over hende, men hun vidste ej hvad hun skulle, hun havde hidtil kæmpet imod, men det kunne ej lykkes mere. Hun lagde kroppen helt ned af den store smerten der bankede i hendes krop. Tårerne rendte ned at hendes kinder, hun slap sine kræfter, lod blot tankerne slukke og kroppen arbejde.. Det eneste der faktisk var tændt for i tankerne var undskyld.. Hun så ikke noget mere, tårerne blev holdt inde, smerterne forsatte mere end før. Hun gispede efter vejret. Forstod ikke hvad der skete. Nu måtte hun betalte konsekvenserne ved sin egen dumhed.

Endelig skete der noget. Langsomt og stabilt arbejde det nyfødte føl sig ud af sin mor og pludselig var han født.

[Ej kan være jeg ændre lidt - er ikke lige i skrivehumør, men tråden skal ikke gå i stå x3]

hun folede...?! hingsten hvinede vredt, idet at han kastede sig de sidste meter frem imod hende. nej, nej, nej.. hun havde et føl inde i maven? Fuego kunne ikke forstå hvordan det var gået til... de røde øjne glimtede faretruende idet at han langsomt nærmede sig hende. hvad.. havde hun gjort?
Fuego var ikke i stand til at stoppe en foling.. så han kunne blot se passivt til, imens at hun folede en eller andens føl. dog var det tydeligt.. hingsten var ikke glad.

Hun fik endelig føllet ud af maven. Hun åbne sine øjne, hun levede, hun åndende og hun var træt. Far så ikke glad ud på nogen som helst måder. Ørene røg bange tilbage, ville han slå det ihjel? Hun kæmpede sig igen træt op af ligge, så mod sit føl, for stille at hive hul på hinden, så luft kunne komme ind til den. Hun turde ikke at slikke, turde ikke at røre sig mere. Øjne hvilede blot usikkert mod sin fader. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre og dog, det eneste hun kunne få frem var "vil du dræbe ham?" den usikker stemme lød spørgende, hun skimte kort mod det føl af hende. "mor er død" hun så ned. "og det er Jaws også" hun prøvede at få ham på andre tanker. Træt sukkede hun og lod kroppen blive liggende der. Hun kunne og magtede ikke at få bene op og stå.

De brune ben, med diverse hvide, orange, lila og sorte aftegn fægtede let inde under den gennemsigtige fosterhinde, indtil at hans mor endelig bed ham ud. Overrasket og en smule bange indåndede han luften og lod det fylde de ubrugte lunger. Det føltes underligt, men han fandt hurtigt ind i at det blev en naturlig ting. De røde-lyserøde øjne åbnes med et 'Z' og en overrasket lyd kom fra den nyfødte strube. Sikke meget han kunne se! Sikke en flot blå-gul plet de var ved - en sø? Da han havde ligget lidt og set landskabet deromkring, ledte han efter sin mor med øjnene, før han tiltende forsøgte at få stablet de lange, ranglede ben ind under sig.

Hingsten så med blandet forundring og alligevel en alt overskyggende afsky på den brunlige skikkelse med de mange farver der nu kom til. Fjernt hørte han hendes spørgsmål, det at han havde travlt med at betragte den lille.. ting. Så lille, og så skrøbelig. Da var det at han kom tilbage til den virkelighed de var i. Om han ville dræbe den? Jo, ved gud ville han det.. for hvorfor ikke? Fuego skældnede ikke imellem føl eller voksne, og for ham kunne det være lige meget om den så havde været 3 år. Dog måtte han kort vende blikket imod Aida igen, da hun talte.. Kali? En brummen lød fra ham, selvom den ikke ligefrem var trist. For det var han ikke. nok nærmere tænkende – sikke en skam.

”det ved jeg ikke endnu Aida.. er det et ønsket føl?”

Kom det fra ham, og han kneb øjnene utilfreds sammen.