Roligt, efter myggen for væk fortsatte hun ved Atlas' side, lod blikket nysgerrigt glide rundt og imens en roligt brummen lød fra hende. Dog da de nåede lysningen og Atlas stoppede, stoppede Peach også selv, hun lod blikket glide rundt og kunne umildbart ikke finde en ny vej de skulle gå på. De var nået lidt en blindvej, der var i hvert fald ikke en vej de kunne gå, eller jo, de kunne godt bevæge sig en af vejene, men det var nok ikke en rar vej, og der var ingen sti. Dog da hingstens stemme lød lod hun blikket glide over på ham, hvor det efterfølgende roligt hvilede. En fin latter slap hendes mule over hans kommentar. Hun hoppede så på stedet for at prøve at blive højere end Atlas, dog hjalp dette ikke meget. Peach var bare lille. ,, Jamen, så min store helt " grinte hun drillende, hvorefter hun puffede til hans kind. ,, Store Atlas skal passe på lille Mig.. " lød kækt den fine stemme. Dog var undertonen drillende.
Kort slog hoppen med den kraftige hale bag hende. Hun lod så kort blikket glide rundt, men det faldt igen over på Atlas, hans stemme lød nemlig igen. Hun rykkede så svagt på mulen og vippede svagt de smalle ører. ,, Du fører vores vej, så.. " lød det så fra hende, igen drillende, men dog kom der en tænkende mine over hoppen. ,, Vi må enten tage en chance " lød det så fra hende imens et udfordrende blik lå over de rødlige øjne,. ,, Eller bare stå og kigge... Eller vende om " lød det så fra hende. Hun var tydeligt tænkende.

Atlas
What will it be, should we go to Heaven or Hell

Hoppens lille hoppedans fik Atlas til at smile bredt og alligevel til at få en kæmpe lyst til at ryste på hovedet. Ryste på hovedet gjorde den brogede dog ikke, for han ville ikke stoppe hoppens fine lille hopperi, det var ganske bedårende at se på, specielt fordi det fik hendes latter til at bølge så hendes høje toner fik ham til at spidse ører.
Hoppen foreslog da at han måtte passe på hende. Hingsten kunne ikke lade være med at smile varmt ved tanken, for kom der farer på farer var det lige hvad han ville, farer ville de dog nok ikke møde, eller forhåbentligt ikke. Atlas fornemmede dog drilleriet i hendes stemme og ville ikke gøre noget alvorligt ud af deres snak, det ville blot ødelægge den violettes humør, om det så var muligt. Han los stille sin mule glide over hendes næseryg for at fjerne en lok fra hendes øjne, nok med noget mere ro end den violette virkede til at have. Da dette var gjort lagde han hovedet let på skrå.

"Kære miniature Peach, jeg vil ofre mit uduelige liv for Deres."

Atlas blinkede med det ene øje mens et drillende, skævt smil spillede om hans mule.
Endnu en gang virkede den violette til at udfordre ham. Han kiggede endnu en gang omkring og skævede kun mod Peach mens han udregnede hvad bedst ville være. Men længere ind i junglens grønne væsen ville han gerne, om end så vandringen ville blive en smule svær. Han skridtede stille længere ind mod krattet der omringede lysningen inden han sænkede hovedet mod en af de mange slynger og fik puffet den til side. Bag den lå et net af naturlige stier, lige nok til at de ville kunne sno sig rundt derinde. Atlas skævede med et stort smil tilbage på hoppen, de havde deres vej.
Endnu med slyngen skubbet til side henvendte han sig til hoppen.

"Efter Dem frøken."

div align="right"]The place where both collide[/div]