Athena


En udmagret, skrøbelig hoppe - Som i virkeligheden bar de smukkeste farver, havde de skønneste former, og det helt igennem levende udtryk - var ej indenifor flokkens område. Hun vandrede hvileløst omkring ved foden af Penna Terrant, meget tæt på flokgrænsen. Men hendes hjerte slog forgæves. Hun havde sagt det før, og var nødsaget til at sige det igen. "Jeg min Gud... Er dit største.. værk." hun trak vejret tungt, så rundt gennem de mørke, men så ødelagte nærmere tomme øjne. Kærligheden selv havde svigtet hende. DEMENTER. Havde sviget hende. Det var en ubeskrivelig følelse. At være ladt til sig selv nu. Hendes hjerte bankede så ubarmhjertigt at det gjorde helt ond. Hans sorte pels, og hans grønne øjne. Hvor var han?

Hun standsede tomt ved en lille bæks bred. Ser du.. Det var her hun første gang mødte Dementer. Hun sank. "Hvis jeg atter falder... Og alt atter er fortabt. Så er jeg bare tilbage, der hvor jeg høre til." hun studerede bækkens vand, med et par intense, men igen så forpinte øjne. Hendes mørke feminine stemme var ødelagt total. Smerten lyste ud af den som en klar stråle. Hun kneb øjnene i. Intet. Absolut intet kunne trænge igennem den mur hun nu havde sat op. "Han er væk."

Fuego Semental
A demon... Or what?

Den orange hest med de røde øjne og aftegn havde bevæget sig imod denne såkaldte flok grænse. Han havde hørt om en flok der var her, men havde endu ikke set eller mødt andre fra denne flok. men han havde ikke tænkt sig at gå derind. Det skulle man jo være idiot for at gøre. En flok beskyttede sine grænser, eller det havde han da hørt. Han vidste faktisk næsten intet om sådan nogle flokke. På det punkt var han en rimelig forsømt hest. Det samme angående det sociale liv. Der var meget ved ham der ikke passede til andre heste, og han skildte sig for meget ud.
Han gik roligt for sig selv, med en afslappet udstråling. Han var i det nogle ville kalde for sit bedre hjørne. Det hjørne hvor han var alene, uden at være social eller sammen med nogle. Det var sådan han var, når han gik for sig selv og tænkte. Man så en anden side af ild hingsten - som man normalt ikke ville se hvis han var sammen med en person. Men denne udstråling forsvandt hurtigt. Hans røde øjne fangede en sort skikkelse, og et vildt smil sneg sig frem på mulen. "yia, yia... nogle andre" mumlede han, og satte i en hurtig trav imod den fremmede. Et vildt vrinsk - som kunne mindes om et skrig forlod ham, og han kiggede vildt på hoppen. Hvem var hun?

Athena


De våde øre vippede kort. Hun lyttede for en kort stund, efter andre. I virkeligheden hver eneste gang Athena hørte noget eller nogen nærme sig, så hun Dementer for sig. Også selvom at hun havde ventet i hvad der føltes som evigheder. Men hun tullede bare rundt. Holdt øje med sin datter, døde halvt i sorg, forsøgte at tage livet af sig selv, men standsede hver gang ved tanken om den glæde der ville skærer igennem hendes legeme hvis hun så hans øjne igen.

Man skulle tro at der ikke var flere tåre at græde. Men stedet her fremkaldte endnu en. I det samme lød hovslag, og det tog blot få sekunder før et skrigende vrinsk nåede hendes ører. Hun mærkede skjoldet tage form. Alt blev mørkt og tomt. Hun rettede sin krop op, og samlede sig. Hvis man nu så hende udefra, kunne man ane tåren, fra et tomt og koldt øje. Ørene var lagt halvt, og kropsholdningen udtrykkede ej noget særligt. Blot en tomhed. Musklerne spillede hende ingen fordel. Hun var for svækket til at udnytte dem rigtigt. Atter kunne man tydeligt se ribbene og hofterne. Hun stirrede imod den røde hingst der tordnede mod hende. I sit indre sukkede hun dybt... Endnu en 'vild' hingst. Endnu en der ville forråde hende, hvis først hun gik med på legen. Hun afslørrede intet. Athena kunne dømme for hurtigt. Men hun kunne også se tilbage på en livslang erfaring med kolde, mørke og i den grad onde typer.

Han forsatte uhindret frem imod hende, og smilede på vejen. Det var på ingen måde venligt, men heller ikke ondt. Måske hældene mod ondt, men ikke helt ondt. man hva så, der var så meget ved ham der hældede imod ondt. Så hvorfor ikke smilet? Da han var kommet tættere på hende, stoppede han i en glidende bevægelse. Hovene forsatte en smule mere fremmad, men det gjorde han ikke noget med. Det røde blik hvilede på hoppen, før han gav sig til at vimse om hende. Han studerede hende fra alle vinkler, og lagde mærke til at hun var utrolig tynd. Et undrende smil viste sig på mulen, og han stoppede op ved siden af hende. "hveem er duuu?" sagde han skingert, da det var sådan han snakkede hvis det passede ham.
Stemmen var mere anderledes end man skulle tro til den store muskuløse krop, og man kunne i starten forveksle den med en anden. Men tro nu ikke at han havde den stemme hele tiden. Han kunne sagtens få en der passede til hans størrelse og krop, men det gad han ikke rigtig lige nu. Uden videre strakte han mulen imod den tydelige hofte, og lagde hovedet på skrå. Hvorfor var hun så tynd?

Athena


Han standsede der foran hende. Og hun vurderede ham, uden at vise det. Alt man så da hendes tomme tofarvede øjne gled op i hans, var tomhed. Selvom øjnene glitrede svagt, og forpintheden også lå over hendes mystik, så hun mest af alt tom ud. Hun betragtede ham længe. Han kiggede hende ikke ind i blikket længe, før han tog sit syn på hendes krop og vandrede omkring hende. Hun lukkede øjnene i for ikke at mindes Dementer igen. Han havde ligeledes forsøgt at gå rundt om hende, men det var et helt andet skjold hun havde dengang. Hun rørte kun svagt på kroppen. Et næsten uhyggeligt syn. En god ting lå ved alt dette. Hendes pæne former var der ikke. Hendes pels var mat, og den manglede sit shine. Hendes ansigt virkede ikke dragende - medmindre man fandt meget mystiske hopper lokkende -. Hun vippede øret mod ham, for i det mindste at reagere. Hans stemme brød tavsheden, efter at hans hove var holdt op med at komme længere.
"Jeg er min Guds største værk." sagde hun tomt. Den mørkere stemme bar præg af forpintheden i hendes sjæl. Hun stirrede blot frem for sig da han strakte sig mod hendes tynde hofte. Så vendte hun front mod ham. Hun så atter på den orange hingst. Endnu en 'herre i eget hus'. Endnu en uønsket sjæl, der brød hendes livs tavshed. Hun vsar for ung til at spilde sig selv sådan her. Men hvem i alverden ville komme videre, efter alt den smerte?

Hans blik fangede hendes. Men hvor hans var fuldt af liv, eventyr, vildskab og forandring, Var hendes dødt og tomt. Det undrede ham, og mystisk... anderledes. Men hendes svar forvirrede ham endu mere. "hvad mener duu? Hvem er din guud?" spurgte han undrende, og trippede nysgerrigt nærmere. Han var en nysgerrig sjæl, som rummede mange andre følelser end ondskab. Men der var mange der dømte på hans opførsel, og de fandt aldrig andet end den vilde dumme hingst. Det var kun få der var noget længere end hans første side.

Athena


Da hans blik fangede hendes, måtte hun bare stirre ham tomt ind i øjnene. Der var intet at give af. Ingen kræfter til at stille en mere spændende facade op på et sølvfad. Der var dødt, og der var intet nyt spirrende grønt at servere med. Det eneste der holdt Athena fra at tage sit liv var tanken om Dementer. Tanken om Gaizka Calanthia, ville være forælderløs ville ikke give hendes sjæl ro. Hun spekulerede på om hendes sjæl nogensinde fik ro. Det føltes som om nogen flåede hendes hjerte ud da hans stemme lød igen. Hendes hale slog meningsløst bag hende. Den var ikke engang hævet som ellers var et kendetegn ved hende.

"Det kan kun mit hjerte forklare." stemmen var død men da hun udtalte hjertet skar forpintheden svagt igennem. Hans trippen, og nysgerighed, og stemmen med fik hende til at fnyse kort. Hvis han spillede et spil, var han ekspert i at ligne en plageånd. Hun følte ham dog ikke som nogen. Hans ord havde ej været krænkende eller hårde. Hun trak sig bort fra ham og skridtede væk fra bækken. Hendes krop bevægede sig nu. Uhyggeligt skrøbelig.

Han stoppede sin trippen/vimsen/ være hyper, og kiggede undrende efter hende. HUn var da godt nok kedelig - jeg mener trist, tænkte han mystisk. *du har heller ikke forstand på hvad kedelig og trist er.. hun er trist - ikke kedelig* lød det rettende i hans tanker, og han smilede af sig selv. Endu en almindelig dog for ham.
Han stoppede sit tænkeri, da hoppen nu var noget et stykke væk fra ham. Hov? Han startede sine energiske skridt igen, og trippede over på siden af hende. Det var dog uhyggeligt så skrøbelig hun var.. hun skulle jo næsten bare skubbe og så ville hun falde? Han måtte indrømme det ville være tilfredstillende, men også kun kort. Han kæmpede eller legede kun med heste der kunne klare det. I sådan en tilstand, kunne han jo næsten ikke sparke til hende. Istedet fandt han en mere... ikke hyper - lege side frem. " så sig hvad dit hjerte siger" sagde han nysgerrigt.

Athena


Da han kommer nærmere igen, vender hun blikket mod ham. Hun standser op, og betragter hans nysgerrighed. Han var faldet lidt ned igen. Hoppede og trippede ej. Hun fnøs kort, så bort og slog med halen ved hans svar. Hendes forpinte øjne stirrede frem for sig ud i den sorte intethed.

Hun var fængslet her. Kun for at være alene. Kun for at blive smadret. "Det vil du ikke blive klogere af." snerrede hendes mørke, feminine stemme. Hun vred sig rundt og stirrende på denne fremmede. Dette selvskab hun nu var blevet belæmret med. Man kunne godt sige at Athena var på vej til at blive sindssyg, af denne ulykke og denne forpinthed der forfulgte hende, og aldrig lod hende sove. Hun skridtede ind i hingsten, spændte i den svækkede krop. "Mit hjerte, min Gud. Det er LUKKET land." hun så ham dybt ind i øjnene, lagde ikke vægt på at skjule forpintheden overhovedet. "Han har svigtet mig. Jeg må ikke svigtes igen" Athenas ben bragte hende fortvivlet mod bækken igen.

At hun virkede så... trist undrede ham en hel del. Det røde blik gled over hende igen, og som i en tåge hørte han hende tale. Eller, det ville sige Fuego hørte det som en tåge. Semental var klar med et svar, da han havde lyttet efter. "jeg bliver klogere af alt jeg lære.. og hvis det er lukket land, skal du jo ikke sige det højt." sagde han undrende, og kiggede hende ind i øjnene. Hendes smerte overraskede ham en smule, men han følte ikke noget ved den. Han havde meget svært ved at se siden fra en andens synsvinkel, og endu mere svært at prøve at føle som dem. Derfor, kiggede han bare nysgerrigt tilbage. "verden er ond og uretfærdig.. hvis ikke du vil svigtes, må du holde dig væk fra "ham" " sagde han promte, men vidste ikke helt hvorfor han lød så klog pludselig. Måske var det håbet om at få mere af vide? Han var jo trods alt ikke dum. Semental var utrolig klog, og bedre til at svare end Fuego. Så det var det han gjorde.

Athena


Hun vendte hovedet koldt mod ham da hans svar lød. Nej. Og formentligt ville hun ej have gjort det, hvis hun havde haft sit gamle skjold oppe. "Fortæl mig ikke hvad jeg ikke skal gøre." hun stirrede ham i øjnene et par sekunder. Blot for at understrege en ting hun ikke havde sagt højt. At hun var bekendt med mange forskellige typer. At hun ikke indvigede i andres spind længere. Med de gode heste var hun blevet for svigtet og for såret. Med de onde. Livserfaringer.

Holde dig væk fra ham? Ja hvad pokker han end ikke vidste vidste hun det jo. Hun kunne ikke andet end at holde sig væk fra ham. Hvorend hoppen søgte, fandt hun ham ej. Forsvundet var han. Han havde ladt hende tilbage med føllet. Gaizka Calanthia. "Så forsvind. Også du må væk, for ellers..." hun havde aldrig været så langt nede og slikke bunden at hun ligefrem tænkte sådan. Hendes ensomme, forpinte øjne stirrede i smerte mod ham. Om han ville gå... Var hans valg. Men hun sagde ikke mere. Fuldendte ej sætningen. Ellers ville hun lide under endnu et svigt? Hun slog med halen og trådte ud i bækken. Stedet vagte for mange minder. For mange følelser. Det kolde vand skyllede om hendes koder, og hun trak sig sammen i en smertes holdning, i et forsøg på ikke at falde sammen til det splintrede træ hun var blevet. Kun rødderne levede. Og de rødder var mere levende end noget nogen nogensinden ville se. Så meget smerte i de tilbage stående rødder. Så mange ønsker og drømme. Som lynet havde knust lidt efter lidt.

Hans orange mule mimrede kort da de fik øjenkontakt. Hun virkede som en der havde været her længe. Længe nok til at opleve andres måder at være på. Gode eller onde. Selv vidste han ikke hvor han hørte til. Måske et sted midt imellem? Han mente jo ikke at han var ond.. han gjorde bare det han mente var rigtigt. Det var dog ikke sikkert de andre var enige med ham. "Så vil jeg blot anbefale det" sagde han som modsvar. De røde øjne glimtede et kort øjeblik ondskabsfuldt, og han havde en umådelig stor trang til at skubbe denne hoppe ned i bækken. Han ville se hende falde, for så at se om hun kunne rejse sig. Dog lod han vær. Hendes næste ord overraskede ham lidt, og han brummede undrende. De røde øjne var tilbage på deres normale stadie, hvor der bare ulmede en vildskab. En vildskab som kunne tændes som tændvæske virkede på et bål. "ellers hvad..?" spurgte han, og fulgte med hende da hun gik væk fra bækken.

Athena


At hingsten gav tilbage, overraskede ikke Athena, og det vækkede ikke mere i hende end et ganske kort glimt af et smil. Meget svagt uden større betydning. Gæt hvem der også ville have svaret igen? Hun så ikke Dementer som ond... Men deres første møde hade varslet hende om den kolde side af ham. Hun lagde ørene ved tanken og veg bort fra den røde hingst igen. Hans øjne havde netop glimtet ondskabsfuldt. Som Flights... Hun slog med halen.

Hendes skrøbelige krop var klar til at tage imod slag. Hun havde allerede krympet sig sammen, for at modtage stødet, som hun forventede at få... Herfra og derfra havde hun modtaget dem, uden at vige. Hvis hun veg blev alting værre. Hun havde selv troet af Fermaz ville slå hende engang. Hvem ville ikke? Benytte sig af fristelsen til at skubbe en udmagret ligegyldig, forpint hoppe i jorden.

Da han fulgte hende væk fra bækken så hun nysgerrigheden i hans vilde øjne igen. Hun rettede sig op. Sagde intet i første omgang. Stadig var hun i et forsøg på at ville bort tilbage til sin ensomhed... "Hvad er dit navn..." spurgte hun langsomt.

At hun krympede sig sammen på den måde var mere end lokkende. Dog, hvis han slog hende ned nu ville han ikke kunne spørge hende om noget. Så han stod lidt i et dillemma mellem hans lyster og hans nysgerrighed. I denne omgang var det nysgerrigheden der vandt. Ikke stort, men kun lige akurat.
Da hun spurgte til hans navn, smilede han en smule sygt. "jeg kalder mig Fuego Semental. Begge navne er mine, og du må selv om hvad du kalder mig" sagde han, og en lille skinger tone fik listet sig ind i stemmen. "men hvem er du?" sagde han undrende, og smilede. Ikke venligt eller medfølende over hendes tilstand, men mere for at prøve at være venlig imod hende. Det blev til en grimasse, som mest at alt lignede et dødningen grin.

Athena


Som hendes blik vendtes mod ham så hun at han måtte være ved at tage et form for valg. Noget lyste i hans øjne, mens noget andet dæmpede dette og derefter overtog. Hun blev ej nervøs. Ej bange, selvom alt skreg FLYGT, og alt skreg FORLAD HAM. Alt skreg hun skulle være bange, som i fortiden. Og hun havde inderligt meget lyst til at ligge sig op ad sin normale følelse. Men noget greb hende, som om hun også tog et valg. Men hun ville aldrig slippe smerten... Vel? Hun havde skruet en facade på? Eller hvad?

Dernæst dukkede det syge smil op omkring hans læber og svaret lød. En mere skinger tone var kradset ind i hans stemme nu. Hendes øjne lyste lettere forpint igen. "Mit navn? Athena..." hun slog med halen. Ligeglad med den information han kunen få fra det navn. Hun havde været her længe. Det der nu lå om hans læber var først undrende, og så nærmest varslende om død. Hun fnøs og spændte i den skrøbelige krop. "Hvem jeg er, Fuego Semental. Er en meget længere historie." hun lod de ganske mørke dragende, men så evigt forpinte øjne se bort, men alle sanserne var rettet mod ham som mørket omkring dem tog til. Hun burde gå hjem.