Den spinkle krop befinder sig i det bakkede område. Green Hills. Tågen om slutter mig og gør det umuligt at se mere end 2 mere frem. Jeg skraber kort og let irriteret i græsset. En lav hoppet brummen undslipper mine læber. Fnyser en enkelt gang for så at bevæge mig op ad en bakke for at se om det var muligt at finde en vej ud af tågebæltet..
Jeg vrinsker en enkelt gang da jeg når bakkens top. Koldt og en smule feminint. Vipper kort med ørerne mens jeg tålmodigt afventer svar.

Mine hove sjapper let hen over det bakkede område. Græsset er fugtigt, og der er godt med mudder efter de sidste dages regn. Men det er ingen ting i forhold til den tætte tåge, der ligger som en mur omkring mig. Jeg pruster let ud i luften. Mit pust giver en lille åbning i tågen, men lige så hurtigt som den kom, forsvinder den igen. Jeg stopper op og snuser let i luften. Jeg synes, at jeg har færten af en anden hest - men kan det være mit sind, der bedrager? Siden jeg ankom til Proelio, har jeg ikke set skyggen af andre heste, og jeg begynder at tro på, at landet virkelig er forladt. Jeg skraber let med hoven i græsset, inden jeg skridter videre. Min hale er let sænket, og min krop bevæger sig i rolige og lidt tunge bevægelser. Man kan ikke se en hov for sig i dette vejr, så jeg må være forsigtig.
Jeg kommer længere ind på engen, og pludselig hører jeg det. Det kommer ud af tågen som et rent mirakel - et vrinsk. Og endda et hoppevrinsk. Mine ører ryger straks i vejret, og mine øjne åbner sig helt op, mens jeg ser efter denne hoppe, der har valgt at betræde denne eng på samme tid som jeg selv. Jeg hæver hovedet i vejret og slynger et livligt og snakkesagligt vrinsk ud i luften.

Jeg holder opmærksomt øje med tågen som om den ville forsvinde om et øjeblik, men den ligger stadig tæt. Da jeg opfanger den fremmede hingsts vrinsk vender jeg blikket til venstre. Svinger kort med halen og en lille brise skyller mod mig. Færten af hingsten er ikke langt væk. Jeg kniber øjnene en smule sammen for at se om jeg kan se ham. Men det kan jeg ikke.
Jeg smiler skævt og koldt og bevæger mig så af sted gennem tågen med et lille feminint brum. Græsset er vådt så jeg må passe på ikke at glide. Derfor er min skridt langsom og kontrolleret. Mit blik er på jorden foran mig, jeg kan jo alligevel ikke se andet. Følger færten af hingsten til jeg synes han virker meget tæt på. Men jeg kan stadig ikke se ham. Jeg måtte tættere på så jeg fortsætter min skridt langsommere.

Jeg holder færten af hoppen, mens min hale rejser sig i vejret og bølger let i vinden. Jeg kan mærke, hvordan den fire-årige hingst popper op i mig. Men det er virkelig lang tid siden, at jeg har haft selskab af andre end mig selv, så jeg er vel undskyldt.
Jeg sænker let hovedet til jorden og pruster ud, inden jeg sætter frem i en søgende skridt. Jeg kan ikke se noget som helst, men lige pludselig fornemmer jeg hoppen meget tæt på. Jeg brummer hingstet og bevæger mig rundt til højre. Så får jeg øje på hende. Hun står næsten lige foran mig. Hendes blodrøde man og hale er det første, der fanger mine øjne. Jeg brummer mildt til hende, mens jeg griber chancen for at studere hende nærmere. Hun har et vældigt interessant udseende. Jeg sender hende et venligt smil, inden jeg slår med hovedet og træder nærmere.
"God aften," brummer jeg let.
Jeg ser på hende med milde øjne, mens jeg knejser let i nakken.

Jeg svinger med den lethævede hale da jeg mærker ham en meter eller to fra mig. Vender blikket og får øje på ham. Et koldt lille feminint smil træder frem på mine læber. Jeg bevæger mig ikke nærmere. Nærkontakt med mig er svær at få. Jeg har altid svært ved at åbne mig.
Brummer kort og hoppet til ham, med den kolde mørke stemme.
"Godaften" svarer jeg ham kort. Den mørke feminine og måske en anelse charmerende stemme hænger over mig som altid.
Jeg kigger på denne mørkblå sorte hingst med hovskæg. Hans man med de blå striber interesseret mig. Han så ret godt ud, men også en smule ond i udseendet. Dog ikke i blikket som betragter mig med milde øjne. Han var vist ikke ond. Jeg smiler feminint og mørkt til ham.
"Mit navn er Athena" siger jeg og gør et let bue på nakken.

Mine ører er nysgerrigt fremadrettet i hendes retning, og mit blik er mildt, men stadig fuld af iver og glæde. Jeg vifter lidt med halen, inden jeg tipper hovedet en anelse på skrå. Hendes stemme fanger min interesse. Den er mørk, men dog stadig feminin og charmerende. Jeg strækker halsen lidt.
"Det er mig en ære at møde dig, Athena," siger jeg roligt. "Mit navn er Calcifer. Jeg har ikke været her i Proelio i mere end én dag, og du er faktisk den første hest, jeg møder."
Jeg glipper let øjnene, inden jeg sender hende et sødt smil. Det har aldrig været et problem for mig at åbne op for fremmed - ej heller at være snakkesaglig.

Holder blikket på ham og er lidt på vagt. Min opmærksomhed er også om omgivelserne omkring mig. Jeg kunne ikke se meget, så det var klogt at være på vagt.
Jeg smiler lidt til ham. Ikke meget og ikke blidt på nogen måde. Bare et skævt lidt koldt og mørkt smil. Nej der var skam ikke mange heste i Proelio lige nu. Men det ville sikkert komme.
"Calcifer.." mumler jeg kort for at tygge på navnet. "Jeg har været her i godt en uge. Jeg har mødt andet liv end mig. Og jeg fornemmer en hingst. Han kan tydeligt mærkets, men jeg er endnu ikke sikker på om han eksistere eller om det er noget over landet..." mumler det sidste tænkende for mig selv. Betragter ham med det røde og det blå øje, med en lille interesse og en mørkt feminint blik.

Min opmærksomhed er fuldt rettet mod denne unge, nydelige hoppe. Jeg glemmer alt omkring mig og føler blot, at hende og jeg bliver omringet af den klæbrige tåge. Jeg lytter interesseret til det, hun fortæller. Det sidste er blot en stille mumlen, men jeg opfanger dog ordene alligevel.
"Det er sjovt, at du nævner det," siger jeg med et skævt smil. "Jeg har også selv opfanget fornemmelsen af en hingst. Det begyndte, lige så snart jeg nærmede mig indgangen til landet. Men jeg er ikke stødt på nogen hingst fysisk - det er ligesom bare en fornemmelse, der hænger i luften. Jeg troede, at det bare var mig, der var ensom og var ved at danne mig en fantasiven eller andet skørt."
Jeg skærer en let grimasse, da jeg siger det sidste. Ellers står jeg blot roligt og betragter hende med et let smil spillende om mundvigen.

Jeg smiler roligt af hans bemærkning om at blie skør. Min holdning er stadig en smule anspændt og jeg slapper ikke særligt meget af. Tågen er stadig omkring os og jeg brød mig ikke om engens stilhed... Men ham her lod til at være fredelig og derfor er jeg ikke så anspændt mere.
"Jeg tror det er Flakezé" siger jeg med en lidt blid men stadig hård og kold stemme. Vipper kort med ørerne og svinger lidt med halen.
"Du har vel hørt historierne om Proelio, ikke?" jeg spøger ham med en smule nysgerrighed, men mere bare for samtalens skyld. Tavsheden gør mig lidt usikker og jeg må også lyde en smule nervøs, og min holdning er stadig anspændt.

Jeg kan tydeligt mærke på hoppen, at hun er anspændt, ja måske endda nervøs. Om det er det uforudsigelige vejr eller mig, er ikke til at sige. Jeg selv slapper fuldstændig af i kroppen og sender hende blot et afslappet smil. Mig skal hun i hvert fald ikke være bange for.
"Jo, min gode ven har fortalt mig historier om landet her," svarer jeg roligt. "Jeg har også hørt om Flakezé - han er vist en gud, ikke sandt? Men jeg vidste ikke helt, om jeg skulle tro på dem eller ej. Det var faktisk en af grundene til, at jeg opsøgte landet i første omgang. Rygterne gik på, at Flakezé og hans søn havde åbnet op for nye heste til landet igen, og jeg var bare nødt til at se, hvorvidt det var sandt eller ej."
Jeg spiller roligt til hende. Måske lyder jeg lidt som en freak, men det var jo trods alt sandhed. Der var ikke meget spænding i livet ved at traske rundt i skovene med min ven, Abigail, så der måtte ske noget nyt.

*jeg smiler roligt til hende xD

Jeg brummer kort og vipper lidt med ørene. Han fortalte da ud om nogenlunde det samme som jeg havde hørt. Men jeg opsøgte landet på grundt af sønnen. Fermaz. Jeg havde nemlig hørt om ham fra en af mine tidligere og langt ældre veninder. Hendes mor hed Jezif, og ifølge hende så var Fermaz en uskyldighed, med en ren sjæl, og han var Jezifs eneste ene.... Jeg kaster kort med hovedet.
"Det var jeg på en måde også," halvt løgn halvt sandt. Jeg smiler feminint men stadig med koldheden. Det fjerne blik virkede måske ikke imødekommende... Men jeg fik en pludselig lyst til at opsøge Guden... Og finde hans søn...

Jeg nikker let med hovedet og sender hende endnu et smil. Selvom hoppen virker kølig og lettere fjern, så holder det mig ikke tilbage for at være i hendes selskab. Jeg nyder alles selskab, og jeg har ikke tænkt mig at forlade denne hoppe, nu når jeg endelig har fået selskab igen. Måske er hendes kølighed blot en fascade, som man skal bryde igennem for at finde hendes sande jeg?
"Jeg er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste, der kom til landet med denne mission," siger jeg med et muntert smil. "Lad os da håbe, at vi får opklaret mysteriet om den mystiske, nærværende hingst og hans søn."
Jeg tipper hovedet en anelse på skrå og smiler muntert til hende. Selvom hun ikke selv virker så imødekommende eller munter, så skal det ikke holde mit gode humør tilbage. Jeg er lykkelig for at få muligheden for at tale med en hest igen, og jeg kan også mærke, hvordan eventyrlysten bobler inden i mig. Jeg har lyst til at drage hele landet rundt sammen med Athena for at opsøge Flakezé og Fermaz. Men jeg må desværre erkende, at realiteten er en anden... Det er begrænset hvor meget man kan søge efter i mørke og tåge.

Jeg betragter kort omgivelserne. Stadig tåge. Vender mig så mod ham igen. Da han nævner Fermaz som 'søn' smiler jeg lidt. Bare lidt. Så mange historier om denne hingst. Så mange historier om det her land.
Jeg brummer koldt og svinger kort med halen. Betragter Calcifer.
"Ja..." svarer jeg kort og lidt langsomt. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal sige. "Men jeg bliver kold af bare at stå her i vinden..." siger jeg lavmeldt og mørkt. Ligger ørene lidt og kaster kort med hovedet.

Jeg betragter hende let. Hun virker en anelse irritabel, bare en smule. Måske ønsker hun slet ikke mit selskab? Men jeg har ikke i sinde at give op. Det er altid så svært at gætte sig til, hvad andre heste føler. De kan sige det ene, mene det andet, og have et kropssprog der viser det tredje. Jeg rynker kort på mulen.
"Skal vi gå lidt?" spørger jeg med et let smil. "Så du ikke står og bliver kold."
Jeg kaster selv med hovedet og sender hende et blik, der egentlig mest kan betegnes som drillende. Mit humør er stadig højt, og jeg er frisk på at bevæge mig rundt på engen sammen med hende. Hendes kølige facade skræmmer mig stadig ikke - tvært i mod har jeg blot mere lyst til at lære hende at kende og få at vide, hvad der gemmer sig bag.