Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
16 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Valkyrie on Jan 13, 2022 12:21:00 GMT 1
Hun smilede let til hans ord om, at det gjorde ham ondt at høre. ,,Tak," hviskede hun blot. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige, lige som han nok heller ikke havde vidst, hvad han skulle sige. Det var det absolut værste ved at snakke om tunge emner på denne måde, specielt med folk man ikke kendte så godt - nærmest hvert ord føltes så utroligt fattigt. Ingen ord ville kunne dulme eller lette den forfærdelige sorg, der hvilede over en sjæl, der havde mistet på den måde - men alligevel måtte man prøve sig frem og håbe, at den anden part havde overskud til at tage imod og lukke bare et par få af ordene ind.
Hun betragtede ham igen med et dybt fascineret blik, som han nu vendte sit blik mod stjernerne og begyndte sin fortælling. Hun måtte atter beundre hans måde at tale på. Hans ord var så eventyrlige og indlevende - som bar hans unge ydre på en meget gammel, vis sjæl der havde vandret på denne jord i århundreder. Hun mødte igen hans blik, der var så råt og intenst - fuldt blottet for hende og fyldt med den tragedie, der tydeligvis åd ham op indefra. Men hun kunne ikke undgå at bemærke den lille ændring, der skete i hele hans holdning, som han kom dybere ind i sin fortælling. Han nærmest voksede et par centimeter lige foran øjnene af hende, og noget nyt var nu at skimte i hans blik. Han virkede stærkere, mere levende - forløst, om man ville.
,,Det gør mig ondt at høre." Hendes ord var en tro kopi af hans tidligere, og hun kunne ikke lade være med at smile og se på ham med et blik, der trods sorgen formåede at indeholde en vis humor. Hun var taknemmelig for, at han havde valgt at åbne sig op over for hende, og nu forstod hun da også bedre, hvorfor de to syntes at have en nærmest overnaturlig forståelse for hinanden - det var åbenbart resultatet af at have oplevet den samme tragedie: Følelsen af at have mistet alt.
Hun trådte atter et skridt tættere på ham og lod ganske blidt sin varme mule røre hans. De sensitive følehår kildede mod hans og fik en ny strøm af elektricitet til at løbe igennem hendes krop og næsten gnitre rundt i luften imellem dem. ,,Det er interessant, ikke sandt? Hvordan det at have oplevet den samme form for tab giver en nærmest... kemisk forståelse for hinanden." Hun mødte hans blik og så nysgerrigt på ham. Forstod han mon, hvad hun mente - og følte han mon selv sådan, eller ville det blot lyde som det rene volapyk i hans ører?
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on Jan 17, 2022 23:07:32 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Der var langt mere til hans historie end ordene han netop havde sagt fortalte. Der var dog en smertegrænse, for hvor meget man kunne bryde ned på én og samme gang. En skal så hård og gammel som hans, var ikke bare sådan at åbne. Han var ingen blomst der følte solens varme og derved udfoldede sine blade... Han var nærmere en usleben diamant, eller en sten hvis indre indeholdt tusindvis af små krystaller... Der var langt ind, det var en hård sti at betræde. Måske ville nogen en skønne dag finde vej. Måske ville han en skønne dag sande at tiden var inde. Til ej længere at lukke sig af, fjerne sig fra verdens følelser, men tid til at træde direkte ind i dem. Det ville smerte, det ville buldre, men med tiden ville det lette ham alt det han havde behov for. For nu - var dette det første skridt på vejen.
Der var utvivlsomt også mere bag hoppens ord, end hun fortalte... Det var sikkert samme historie. Han trak vejret dybt som hun gentog hans ord. Hun bød til berøring igen... Forsigtigt tog han imod denne på ny, og nu begyndte en følelse af elektricitet og kemi også at dunke ham i hovedet, så hans hjerte fandt nye grunde til at slå. Hans øjne synes forvirrede.
Gnister. Fare... Narrator hev vejret ind. Lyttede med en smule skyhed i sit blik. For han havde søgt det før - følt det før. Men han havde også druknet sig selv før. Følt skuffelse og tab. "Interessant jo." hviskede han stille, som om luften kun lige undslap. Hans blik søgte bort. Hun havde ret - men hans skal lukkede nu langsomt i igen. Det var nok. Nok for denne aften... Måske ville hun forstå, måske ikke... Måske ville det føles som et stik i hjertet, efter deres rene åbenhed. Han sukkede. "Mit navn - Er Narrator." sagde han så, med den mørke stemme og vendte sit blik tilbage på hende.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
16 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Valkyrie on Apr 21, 2022 10:04:00 GMT 1
Hun så det straks, som deres muler kort forenedes i en tæt berøring - forvirringen i hans gule øjne. Det kom derfor ikke bag på hende, da han nu valgte at se bort fra hende igen med en smule skyhed i sit blik og en lettere afvisning i sine ord. Hun blev blot stående helt stille og betragtede, hvordan han langsomt gled ind i sig selv igen - langsomt lukkede den lille åbning af sit sind, som hun havde fået lov at skrabe overfladen af, i igen. Hun bebrejdede ham ikke det mindste, men forstod ham kun. Det var ikke let at lukke nogen ind i sit sind på den måde, når man havde været lukket inde i en skal så længe - det vidste hun kun alt for godt selv.
Hun smilede derfor blot forstående til ham, da hans blik atter vendte tilbage til hendes, og han fortalte sit navn. Narrator. Et navn, der var lige så unikt og anderledes som hingsten, det tilhørte. Hun sendte ham et forsøg på et opmuntrende blik.
"Det glæder mig oprigtigt at have mødt dig, Narrator. Mit navn er Valkyrie."
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on May 2, 2022 21:07:30 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Tab var en uundgåelig del af livet. Nogen udviklede en decideret angst for at miste. Denne angst medførte at man efterhånden ikke lod nogen komme tæt på sig, fordi faren for at det ikke ville være altid, lurede lige under overfladen. Ensomheden ville krybe sig ind på disse fortabte sjæle og efterhånden ville de have levet et helt liv i skyggerne af andre. Han begyndte at dirre, som et væld af tåre pressede sig på. Det var jo ikke det liv han ønskede sig. Han var kun en skygge af sig selv alene.
Denne hoppe... Valkyrie. Hun var endnu en af de sjæle, han fornemmede en kontakt med. Men hvornår ville hun være videre i sit liv? Hvordan havde hans moder mon gjort det? Forbundet... Nej forankret sit liv til hans far? Og til Dawn? Hun endte med altid at have en hjemstavn. En sikker havn. I Dawn. Narrator vidste det godt og da han bed sig i læben begyndte impulserne at rase under huden på ham. Hun havde insisteret. Hun havde ladet sin vilje lede vejen, aldrig givet op og altid prøvet igen. Han vovede sin pels. Han rejste hovedet, de lysende øjne på hendes skind. Rødmen nærmede sig hans kinder og han blussede op, som han stoppede med at hvile i sit skjul.
"Undskyld - på forhånd." hans stemme emmede nu af længsel og før han kunne registerer hvad det var han gjorde, skred han grænsen for personligt rum og ... søgte spontant efter hendes læber. Insisterende. Der byggede sig en mur op, ligeså hurtigt som han havde overtrådt grænsen, men han pressede på dens blokade, så han ikke trak sig fra det... Altså - medmindre hun trak sig fra det. Måske ville hun gå i chok, eller stikke ham sådan en lærestreg. Men han var et øjeblik ligeglad. En vildfaren sjæl, der brød sine barrikader.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
16 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Valkyrie on May 2, 2022 21:28:42 GMT 1
Et overrasket udtryk gled over hendes øjne, som han pludselig begyndte at dirre, og hun kunne se tårerne presse sig på i hans øjenkroge. Det var tydeligt, at han blev helt overvældet af et eller andet, og hun vidste ikke, hvad hun kunne gøre for at hjælpe ham. Den tætte og intense kontakt, de havde haft, var blevet brudt, og han havde forsøgt at lukke hende ude igen. Alligevel havde hun ikke gjort noget for at bryde deres kontakt, men var i stedet blevet stående og havde forsøgt at bevare kontakten imellem dem. Var det mon for meget for ham det hele?
Det viste sig dog, at hun havde fejltolket ham noget så voldsomt. Det var bestemt ikke hende, der havde været for pågående, for i det samme rejste han hovedet, og hans lysende øjne nærmest åd hendes krop. Hun rødmede om kap med hans blussende kinder, som hun næsten følte sig intimideret under hans intense blik. Hun blev dog stående og lod ham se hende. Hun havde jo tidligere rost ham for, at han rent faktisk var en af de få, der virkelig så hende, så det skulle han naturligvis have lov til.
Intet kunne dog forberede hende på dét, der nu skete - hun havde ej i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at det var dét, han ville. Hun nåede kun lige at sende ham et enkelt forvirret blik over hans pludselige undskyldning på forhånd, før han tog hendes læber i et insisterende kys. Hele hendes krop stivnede, som hun helt automatisk lod sine egne læber tage imod hans. Hun kunne mærke varmen imellem deres kroppe, der nu pludselig befandt sig så tæt på hinanden. Hun vidste ikke, hvordan hun burde reagere, så hele hendes krop gik nærmest bare i stå. Efter lidt tid afbrød hun dog kysset og trak sig tilbage; dog kun et enkelt skridt. Hun burde måske føle sig skræmt, forulempet eller ligefrem krænket, men hun gjorde ingen af delene. En varm følelse boblede i hendes mave. Hun var aldrig blevet kysset af nogen før, havde aldrig tilladt sit sind at åbne sig op for en anden på denne måde. Det føltes... underligt rart.
"Wauw..." hviskede hun blot, som hun sendte ham et tilgivende blik. "Du skal ikke undskylde. Det var... spændende." Hun slog en lille latter op og smilede oprigtigt til ham. Hendes øjne lyste af noget mere end bare tilgivelse. En særlig nyfunden glød og lyst, som hun aldrig havde følt før.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on May 3, 2022 20:30:01 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Det sorte sand under deres hove, begyndte at vende tilbage til hans opmærksomhed. Stranden... Det mørke vand og de dystre omgivelser. Han begyndte at føle en form for misplacering midt i alt dette kaos, der fandtes i hans sind. Måske var han ikke det rigtige sted, for at befri sig selv fra sin fortid, sine sår... Her ville der muligvis altid være grund til at slikke dem, for de ville aldrig hele. Han stirrede ind i hendes øjne, for hun havde ikke afvist ham. Ikke stukket ham en på snuden. Ikke trukket sig bort. Hun stod næsten i samme følelse og dvælede ved hvad den gjorde ved hende, før hun svarede ham.
Wauw. Et sug gik igennem hans mave, som følelsen af hendes læber sneg sig ind på ham igen. Det spillede sig forfra, hver gang hans øjne flyttede sig en millimeter. Som om han ikke kunne slippe det... Var det en fortryllelse, eller en lænke der blev brudt? Var det en tilladelse han lige havde givet sig selv til at slippe det bånd han havde bundet til Gervina? Noget lettede - ganske langsomt. Ganske stille.
Latter fyldte hans øregang. "Det var ikke mørket der åd af hans sind, men ham selv. For han havde aldrig givet tilladelse til at bevæge sig ind i lyset. Skyggen var tryg, men så frygtelig ensom... Nu hviler der en ny sti foran ham... Følelsen af ikke at hører til et sted er angstprovokerende. Men valget er endelig muligt."
Hele talestrømmen var en åbenbaring, men også en stille hvisken. Han forlod hende ikke, men forblev tæt, for der begyndte at være en trussel over hans hoved. Faren for at dette ville forsvinde med hende - men som han netop havde sagt, var det ham selv der var skyldig. Ham selv der tillod denne vej. Det ville også være ham der tillod den at smække - en ubærlig tanke, der dog var betryggende...
Han sukkede inderligt.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
16 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Valkyrie on May 4, 2022 12:19:29 GMT 1
Hun mødte hans blik, der rummede så mange føleleser, at det næsten var helt overvældende. Men det var dog et blik, som hun selv forstod til fulde og kendte så godt. Hun lukkede kort øjnene i og nød blot at lytte til hans behagelige stemme, som han hviskede sin talestrøm ud. Nu snakkede han atter på den der sjove måde, som om han omtalte sig selv i 3. person. Hun havde aldrig mødt nogen, der talte på den måde, og hun følte sig fuldstændig draget ind i hans univers. Det var så smukt, så ægte.
"Du er vist noget helt særligt, Hr. Narrator." Stemmen var blid og venlig, oprigtig. Nok kunne hendes ordvalg fremstå lidt pudsig, men hun håbede, at han ville opfange dem som positive. For hun mente bestemt ikke særlig på en negativ måde. Nej, hun havde fornemmet hans særlighed lige fra starten - som en unik ædelsten, der kun findes én af sin slags af, og som hun havde været så heldig at finde. Hun løftede hovedet en smule og strøg ham blidt over panden, som et inderligt suk forlod hans strube. Hun mærkede hans smerte, men også forløsningen. Hun delte hans følelser - angsten for at indgå i en ny relation til en anden, angsten for at miste, men også længslen for at slippe ud af ensomhedens opslugende tag.
"Tak fordi du har ladet mig få et lille indblik i dit inderste sind. Jeg føler mig meget draget, ja nærmest opslugt. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan skilles fra dette møde i dag uden at være sikker på, at jeg kan få mere at vide en dag."
Hun så ærligt på ham, som hun krængede sine inderste tanker ud for ham. Det var et sats, det vidste hun godt - for hun kunne også risikere at overvælde ham og skræmme ham væk. Men hun måtte tage chancen. Hun kunne ikke leve med tanken om, at han ville forsvinde helt, når de blev nødt til at tage afsked igen.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on May 6, 2022 20:29:03 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Det var så længe siden. Men langsomt trængte det igennem. Ord der føltes så bitterligt sande, at han nu langsomt begyndte at trække sig fra Valkyrie. Han var der stadig, for han var nødt til det nu. Han kunne ikke gemme sig mere i skyggerne - hverken af ham selv, sin far, eller sin mor. Der skulle så meget til... Så meget til før virkeligheden endelig havde kollideret med hans sind.
Narrators lunger føltes som om de ville briste, som sorgen skyllede ind over ham. En sorg han havde fortrængt længere tid end han kunne huske. Den havde været der jovist, men den havde aldrig fået lov at gennemvæde ham, flå ham op indefra. For han havde gået præcis i den verden, Gervina altid havde sagt han skulle ud af. I en tommere verden, hvor hans egen selvmelidenhed havde holdt ham under vande. Han havde ikke stukket hovedet over for at ånde, og nu hvor han gjorde det, var virkeligheden skræmmende.
Jeg tror på dig... Det er dig selv der styrer mørket.
Hendes ord gav genklang og han var endelig klar til at se dem i øjnene. Det var sandt. Narrators øjne blev fjernere igen. Valkyries ord var et svagt ekko i hans ører... Det var ikke hendes skyld at hun ikke kunne vedholde ham i dette øjeblik. Hun var ganske uskyldig i et sind så sort som hans. Derfor tog det ham noget tid at forstå hvad hun havde formidlet. Men han begyndte så at forstå, hvad han ligeså havde plantet i hende. Han trak svagt på smilebåndet - en version af ham selv vækket, der havde lagt i dvale i årevis.
"Skønneste Valkyrie... Han skal nok vise sig igen, hun må blot have en tålmodighed med sig. For ganske som hun nævner, at han er noget særligt, så hviler der en verden under hans skind, hun ikke kender til... Måske vil det komme, men for nu er de fremmede, der har delt en stund. Stunden er for ham en åbenbaring og for det vil hun aldrig blive glemt... Men vent. Vent med at overfalde ham, for han er ikke klar."
den fortællende stemme, begyndte at vende tilbage til en tid der var som glemt. En tid hvor han havde været endnu mere indlevende, nydt at fortælle, før alle traumerne hobede sig op og fik ham til at synke ned under vandet. Han åndende - men det gjorde ondt.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
16 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Valkyrie on May 7, 2022 6:16:04 GMT 1
Det var svært ikke at bemærke, hvordan han langsomt begyndte at trække sig væk mentalt og lægge mere og mere låg på sit sind igen. Hun vidste dog godt, at det ikke havde noget med hende at gøre, og at hun derfor ikke skulle tage det personligt - det var tydeligt, at denne Narrator kæmpede med nogle ting i sit sind, der gjorde det svært for ham at være i dette øjeblik. Så hun var skam bare dybt taknemmelig for den pragtfulde stund, han allerede havde delt med hende i dag. Hendes øjne lyste op i oprigtig glæde, da hun spottede et lille smil forme sig om hans læber. Han var helt tydeligt ikke en hingst, der normalt havde let til smil, så det varmede hendes hjerte at have fået et fra ham.
Hendes sorte ører vippede opmærksomt med, som hun lyttede til hvert af hans ord. Det stak en lille smule i hjertet, da hun kunne mærke, at en afsked var ved at nærme sig, men hun vidste udmærket godt, at hun ikke kunne forlange mere af ham - de havde jo ved gud kun lige mødt hinanden! Men aldrig havde hun mødt en hingst som Narrator, der så hurtigt havde formået at lukke hende ind og skabe et safe place, hvor hun oprigtigt ønskede at dele sit indre med en. For slet ikke at tale om deres krops kemiske reaktioner, der næsten havde været til at tage og føle på i luften omkring dem. Og det stjålne kys... Et lille smil gled over hendes læber. Ja, hun var bestemt ikke færdig med denne hingst - men for nu måtte hun væbne sig med tålmodighed.
"Det glæder mig oprigtigt at have kunnet inspirere dig til din åbenbaring, kære Narrator. Jeg selv vil heller aldrig glemme dette møde, der ligeledes har været yderst betydningsfuldt for mig. Jeg vil oprigtigt se frem til at møde dig igen, Narrator - om jeg så skal vente tålmodigt resten af mit liv."
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on May 7, 2022 21:02:23 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Irissia havde sikkert været stolt... Den ven hun engang havde mødt. Han var der igen. Han rystede pelsen af for alt det støv, der havde vejet tungt henover årene. Skræmmende, men på rette vej. Narrator betragtede den nærmest begejstring han fandt hos denne Valkyrie. Hvad der ville komme ud af deres fremtid, var blot en historie, der ikke var fortalt endnu. Med et glimt i øjet smilede han, større end før. Ja han genfandt noget af alt det han havde været og hævede sig langsomt fra den sump der havde druknet ham. Og for første gang troede han på sin døende faders ord.
Jeg er allerede stolt af dig.
Og varmen tillod sig at spredes i hans krop.
"Dog - Valkyrie må love ham én ganske vigtig ting... Ikke at færdes her. I mørkets landsdel alene... Kom. Han vil følge hende tilbage til det sikre land."
Narrator gjorde tegn til at følge ham. Han drog straks af sted imod Kranio - de skulle blot passere Ignis, så ville klipperne dukke op. Der var ikke mange tilbage - men de var her. Sjæle så sorte som kul. Forpestet af deres blodhunger. Det var ikke væsner, han ønskede Valkyrie skulle se.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
16 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Valkyrie on May 8, 2022 15:44:14 GMT 1
Det gav helt sommerfugle i maven at se ham smile på dén måde - større end hun nogensinde havde troet, at hun ville få lov at se, i hvert fald i dag. Selv hans øjne glimtede af liv igen. Hvad end det var for en åbenbaring, hun havde givet ham, så var hun virkelig glad og taknemmelig for at have kunnet hjælpe - for at se denne hingst forvandle sig fra at være helt nede i kulkælderen til rent faktisk at udstråle liv igen var en helt fantastisk oplevelse.
Hun lyttede til hans ord, der pludselig blev alvorlige, og nikkede taknemmeligt. Hun havde ingen anelse om, hvor hun havde fået forvoldet sig hen, så hun tog glædeligt imod advarslen og var dybt taknemmelig for, at han ville hjælpe hende med at finde vej væk fra dette, der åbenbart var et mørkt og farligt sted. Det var vist heldig, at det blot var Narrator, hun havde mødt denne aften!
Hun brummede blidt og tilkendegivende, inden hun skridtede op ved hans side og fulgte tavst efter ham langs det sorte sand. Selvom tavsheden kort var faldet over de to sjæle, føltes den på ingen måde ubehagelig eller akavet. Nej, at vandre her ved Narrators side føltes trygt og nærmest hjemligt, som om hendes krop allerede havde besluttet sig for at kunne stole 100% på denne hingst, hun kun lige havde mødt. Men at vandre ved hans side føltes bare helt rigtigt.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on May 8, 2022 17:05:34 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Han svulmede, som en svamp der sugede næring til sig. Vandringen igennem det sorte sand, blev til en yndefuld rejse, hvor hans krop langt om længe føltes let. Nok havde han set elegant ud før, men nu var der også en tiltalende ynde i hans bevægelser.
Han rankede sig, en smule stolt over endelig at føle sig i live igen og så at kunne vejlede hende sikkert herfra. Det var jo alt hvad han engang havde været. En hingst, der fortalte, men også levede og nærede andre. Han sukkede lettet. Tavsheden var rolig, afspændt og helt rigtig imellem de to. Han nød derfor blot turen, forbi lavabugten og hen imod klipperne. Her standsede han.
"Til vi ses igen... Du lille bue." han hentydede til den ganske smukke hårpagt hun var omgivet af, før han kiggede imod passagen hun kunne færdes igennem klipperne ved.
|
|