Beica bar på mange hemmeligheder, og den sandfarvede hoppe kendte stedet ganske fint. En anelse ufrivilligt var hun fulgt med til Darkena, mens hun bar på sin helt egen hemmelighed. Hoppen havde holdt sig i ro, så hun havde fået lidt ekstra kilo på den slanke figur, men intet man som sådan kunne koble andre årsager til.  Dog vidste hoppen godt at hun bar på mere end blot ekstra kilo, men nemlig et fuldbårent føl, der kunne komme hvert øjeblik. 

Hun havde ikke sagt et ord til Hyperion, som ikke skulle have den fornøjelse af at vide at de utallige forsøg på at gentage hans såkaldte succes, var lykkedes. Hun havde også ganske villigt lagt krop til, for at holde ham i den tro at det mislykkedes gang på gang. Ja hun havde nødt hans frustrationer, men det var efterhånden ved at blive ensformigt. 

De grønne øjne spejdede rundt efter ham i en forventning om at han snart kom for at holde øje med hun blev hvor hun skulle. Hun strakte sig mageligt.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Hyperion havde holdt godt øje med hans private bitch - hans avlsmaskine, der ikke synede som om hun bar frugt. Intet tilkendegav hun for ham. Så han fortsatte - og han ville fortsætte. Bedst som hun kunne lide det, indtil den dag hun var gammel og slidt som en stupid øg. Hvis dette show ikke stoppede, så måtte han tilegne sig et par ekstra avlshopper... Det her var jo ynkeligt.

Han fnøs og rystede pelsen. Det var vel tid til endnu en test af hendes udholdenhed overfor hans - ædlere dele. Hingsten var dog ikke total blæst: Hun havde ikke været i brunst chokerende længe, så enten var hun nu infertil eller også. Han smilede slesk.

Så stormede han hen til det sted hun befandt sig i denne stund. Det var på tide at bryde det her mønster af avl og fisako og frustration. Hun holdt noget skjult og han gad ikke længere høre på løgne. De gik en ny tid imøde. Nu han havde besluttet at blive i Proelio, skulle de absolut også have noget ud af det! Ham og denne familie han mere eller mindre frivilligt havde skabt sig. For hun var så sandelig selv en forførende bitch, af den grumme slags. Han brød ud imellem træerne. Vejene i Beica var ikke lette for ret mange sjæle. Så selv han kunne have problemer, men der var ingen tvivl om at han fandt sig til rette i dette mørke, omskiftelige og drilske miljø. Han fandt hende derfor efter kort tid og bremsede hårdt med et prust. Så brød et smil frem og han kneb øjnene sammen. "For helvede so, jeg har fået nok af det her fandens pineleg."

Can explain why your life turned out the way it did.

Bedst som hun troede at hun havde lidt tid for sig selv, så kom han brasende. Himlende med øjnene vendte hun sig nu mod ham og stirrede nu ligegyldigt på ham. Nå så det var han?
Fazluna trak på skulderne og fnyste blot afvisende af ham, inden hun vendte ham ryggen. Han kendte vel selv vejen efterhånden og hun gav ham ikke den fornøjelse af at dele hendes lille hemmlighed før hun ikke havde andet valg.

“ Du kan jo altid bare finde noget andet at give dig til, Vatnisse (det blev så meget ikke sagt nisse)”

Svarede hun så igen i samme toneleje. Hun kunne blive ved så længe det skulle være, og turde han risikere hans afkoms liv hvis han nu ville straffe hende? Fazluna smilede tilfredst for sig selv, ingen en klukken lød i samme toner.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Et eller andet sted var der en nydelse over hendes plage - pesten hun legede med. Han kunne i hvert fald ikke bare smide hende ud som affald. Det var indhold i hans liv, der gav det en form for mening. Ikke at han var typen der søgte en dybere mening, men han brød sig nu godt om at have en alvssæk, han kunne voldtage og lege med... Hun virkede heller ikke just utilfreds, bortset fra det med afkom.

Han smilede syret og man anede ikke om han ville springe på hende, eller blot stå og stirre. "Så dét synes du jeg er?" hans stemme blev kælen omend den var hård. "Hm... Du lader til at være i humør til en tur til." fnøs han - han kunne altid tage sin vrede på bagefter.

Can explain why your life turned out the way it did.

Here we go again..
Fazluna rystede stille på hovedet af ham, mens hun dog tøffede dovent hen til ham. Uden så meget som en tøven nappede hun ham hårdt i skulderen med et hoppes fnys, inden hun lod bagparten smyge om hans forparti. Dog var den sandfarvede ikke helt i humør til en omgang, men for hendes lille hemmelighed skulle forblive hemmeligt, så var det nødvendigt. Hun kunne dog ikke helt ignorere de jag der strålede igennem hende.

" Hvad venter du så på "

Tirrede hun så. Inden hun alligevel vippede et bagben ud efter ham. Mest fordi hun kunne.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Hun var en sær blanding af signaler. Nappet. Hendes tirrende stemme - modstanden han alligevel havde på fornemmelsen var der. Han fnøs og gryntede af hendes bagben. Han bed sig fat ved haleroden og trak hende tæt ind imod sig, for så at springe op... Der var dog noget foranderligt.

Hun var åben på en forkert måde. Han lagde ørene og trak sig lidt forskrækket ud og ned. "Hvad er der galt med dig?" nu var det en underlig stemme han kom med. En smule jaloux og bekymret. Og vred.

Can explain why your life turned out the way it did.

Fazluna gjorde et irriteret kast med hovedet, da han stoppede i sin handling. Hun havde ellers været helt klar på det, men noget havde fået ham til at stoppe. Hun rynkede irriteret på mulen, og bakkede mod ham igen på en insisterende måde.

" Hvad er der galt med dig "

Svarede hun så bare igen, mens hun stirrede irriteret på ham. Hvad var det for et underligt toneleje han pludselig diskede op med. Hun gjorde et lille hentydende hop med bagpartiet mod hans bringe, for at få ham til at glemme hvad han havde set. De grønne øjne stirrede olmt på ham, mens ørerne havde fundet plads i hendes nakke. Gud fader, kunne han ikke bare få det overstået. Desuden ville det distrahere hende fra de tiltagende veer. Fazluna følte smerte anderledes end de fleste heste, og det var ikke nødvendigvis en god ting i forbindelse med en fødsel.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Han var fristet af hendes stemme, hendes bagparti og hendes insisterende handlinger... Men han var også irriteret og nysgerrig - frustreret over hans fund. Der var dog en del hingst i ham så han lod instinkter tage over og begyndte forfra, hårdere end før og insisterende. Hun var hans... En kælling, men hans kæreste lille kælling nogensinde. Han bed hende i ryggen og stønnede i nydelse som han lod sig trænge dybere og dybere ind... Det føltes forkert.

Men hendes pirren var rigeligt - han kunne absolut styres med sin liderlighed og snart var han tilfredsstillet og færdig. Han sprang ned og kælede så for hendes bagparti, før han bed lidt insisterende. "Fazluna, hvorend jeg nyder din insisterende krop, så ... Du er åben." han var autoritær nu. Bæstet var forsvundet og erstattet af en noget mere moden attitude.

Can explain why your life turned out the way it did.

Fazluna nød helt klart at få sin vilje, som hun var vant til og lige nøjagtig det her var noget hun nød rigtig meget. Et langt støn kom derfor fra hende, da han nu alligevel gav efter, men det varede ikke længe nok efter hendes mening, for han havde opdaget at noget ikke var rigtigt, mens det alligevel gav en afslappende rus gennem kroppen.
Hun skævede olmt om på han og fnyste hoppet over hans pludselige modenhed, men nåede ikke rigtig at komme med et flabet svar, før vandet nu gik og presseveerne kom snigende.

Hun kredsede om sig selv i et par runder, og glemte i et kort øjeblik hans tilstedeværelse. Dog skævede hun til ham ud af øjenkrogen, for hun kunne ikke rigtig få sig selv til at smide sig på jorden i hans nærvær. Ørerne vippede derfor bagud, mens hun stod må stedet og bare modvilligt pressede med veerne.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Hyperion så det endelig. Hvad hun havde skjult for ham... Han brummede nu mørkt og temmelig tilfreds med sig selv. Hun var i fødsel og hans øjne lyste irriterende muntert op. Han rystede på hovedet og smilede, som han søgte op langs hendes krop og bed hende i øret. "Så du går og holder mig for nar?" hviskede han tirrende og beasty.

Han trak vejret dybt og afventede at hun ville fole - han forventede hun lagde sig nu.

Can explain why your life turned out the way it did.

Afvisende rykkede hun hovedet til sig i et hysterisk fnys, mens hun nu pacede uroligt frem og tilbage, alt imens veerne tog til. Fazluna følte ikke den samme smerte som de fleste, så denne foling var egentlig mere stressende end den var smertefuld. Det var også derfor hun kunne blive stående på hendes ben, selvom et par forben stak ud af hende.

Indimellem måtte hun dog stoppe op, da veerne begyndte at kræve mere af hende. Uden tvivl var det hårdt for hoppen, som var begyndt at skælve i hele kroppen.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Han slog med halen og så afventende på hende... En form for bekymring gled over hans blik - hvorfor lagde hun sig ikke ned, den kælling? Hans øjne lynede og han ønskede at gøre noget... Forben stak ud, sorte med røde hove. Hyperion trak på smilebåndet, med alle sine blandede følelser.

Da stillede han sig blot med et mørkt blik og ventede. Der kunne ikke gå længe nu, og ungen skulle nok klare det.

Can explain why your life turned out the way it did.

Fazluna stod nu helt stille, alt imens hun nu pressede igen. Hendes ører var vippet i nakken, og hun bed tænderne sammen, næsten i vrede over den her situation. Hvis hun havde kunne dø i protest for at genere hingsten, så havde hun gjort det.
Snart forsvandt en stor byrde fra hende og en følelse af lettelse strøg gennem den sandfarvede krop, alt imens et bump lød bag ved hende. Fazluna ville dog end ikke se på hvad der lige havde forladt hende, men stod bare og stirrede stift ud i luften med ørerne lagt i nakken. Hun var ikke i stand til at tage flugten, men så kunne hun stædigt blive stående uden at kendes ved føllet.

Hyperion Poison
Sometimes being born out of a big (un)happy family...

Det var nærmest tilfredsstillende at se hvordan hun kæmpede, både med folingen og med sig selv. Han så godt at hun ikke nød det og ønskede at irritere ham. Det gjorde hun også, for hun ville jo ikke kendes ved den klump der var deres føl på jorden. Han nærmede sig derfor og gjorde alt hvad nødvendigt var for at pleje den unge. Hans ru tunge fandt over den, og snart var det frit. En hingst.

"Har du intet navn til vores søn?" knurrede han tilfredst. Han nappede hende i låret og stillede sig ved siden af hende. Føllet skulle die.

Can explain why your life turned out the way it did.

Han faldt ud af sin varme tryghed fra indeni sin moder, til ned på jorden. Der var forandring overalt, og først stilhed - så fandt en ru tunge ham og han mødte det første lille velbehag i sit liv - omend denne familie nok var den forkerte at forvente omsorg i. Så var det omsorg han havde brug for. Han lyttede til en stemme han havde hørt meget og de små ører vippede.

Han sprællede en smule for at komme på benene og søgte op på dem et efter et. En stædig baby der på en eller anden måde instinktivt vidste at hans verden ikke var så sikker som mange andre føls - og han måtte stå på egne ben.