"Ååhhh blot fordi det virker til, at dine forældre har forsøgt at beskytte dig, ved at holde dig væk fra den virkelige verden." Det blev sagt ganske henkastet, men alligevel lå der en uudtalt provokation over ordrerne. "Hvis du gør, hvad der passer dig. Vil du så ikke søge tilbage til dine forældre, når dagslyset melder sin ankomst? Sådan som de forventer?" Et arrogant smil passerede over de sorte læber. Hun var endnu så ung, at forældrenes ord vejede tungt på hendes skuldre, selvom hun forsøgte at fortælle sig selv noget andet. 

Reaktionen på hans indrømmelse over, at der var noget han frygtede, kom med det samme. Hendes hale piskede ophidset frem og tilbage, selvom hun dog havde et ligegyldigt blik i sine øjne. Mon sin vilje følte Calan Gaeaf sig en smule imponeret over det lille kid. Hun formåede at tøjle sine følelser godt, trods kontrollen endnu ikke var fuldendt. En smule mere erfaring som ville komme med alderen, og hun ville kunne fuldende et fuldstændigt passivt udtrykt til perfektion.

Hun trådte nu helt hen til ham, så deres kroppe mødtes i deres fælles bevægelser. Med væmmelsen malet i ansigtet, trådte den gyldne hingst smidigt væk. Nærkontakt gad han ikke. "Hvad jeg frygter, vil du slet ikke kunne forstå." Og blot for at tvære salt i såret, tilføjede han. "Du er for lille, lille kid."  

Da Rim nu endelig forstod, hvad det var han hentydede til, blev hun tvær og indelukket. Calan Gaeaf lo højtlydt ved hendes muggeri. "Men lille kid, jeg kan da løse det for dig. Jeg kan gå."

Rim

Life is about finding how far you can go - how fast you can run

and you’ll never know until you try

Den virkelige verden.. Hun summede ganske svagt over ordene. Hun havde hørt om dagshestene. Hun var en del af mørkehestene. Måske han mente, at dagshestene var i den virkelige verden fordi de havde brug for lys til at se verden. Hun rystede let på hovedet. "Nej." Sagde hun pludseligt lettere bestemt. Hun levede i den virkelige verden og hun gad altså ikke tilbage til flokken allerede. Nu havde hun endelig fundet noget selskab og endda en, som kunne smyge sig rundt og se alt i mørket som hende selv og hendes familie!

"Jeg kunne også bare følge med dig, også kunne vi tage ud i verden og skræmme dagshestene, mens de sover." Kom det henkastet fra hende. Men hun mente det, det kunne faktisk være sjovt. Det var længe siden hun sidst havde taget på eventyr, og det var også kun sket én gang, at hun havde overnattet et andet sted udenfor flokken, måske hun kunne prøve det igen.

Med det samme hun var tæt på ham, og deres kroppe mødtes trak han sig. Den lille var stadig ung, men hun havde lært at observere meget gennem sine forældre og gener. Hun fangede det. Det tog ikke lang tid at analysere sig frem til den afsky som dukkede op i hingstens hoved. Da han så ligesom kom med sådan en kommentar, stak hun mulen frem og prikkede til ham med den.

"Jeg er ikke lille!"

Med hvert ord prikkede hun til hans skulder med sin mule. Halen stoppede sin ivrige pisken bag sig, og hang slap ved hans ord. Hun lagde hovedet undrende på skrå.

"Så følger jeg bare med." Konstaterede hun herefter.

Life is not always good - but life is worth living

if that’s who you want to be

if that’s what you wanna do in life

then walk to it - one day at a time

Svaret kom kort og bestemt. "Nej." Men nok sagde hendes mund ét, men når tiden nærmerede sig daggryets komme, hvordan ville den egentlige reaktion så blive? Ville panikken overtage? Hos hende? Hos hendes forældre? Hvad skete der med natheste som dem, hvis de bevægede sig ud i dagslyset? Mon de gik op i røg? Ætsede de væk? Eller faldt de bare døde om? Det ville være et spændende eksperiment, men dog ikke et eksperiment som den gyldne hingst ville komme til at opleve, da han havde sin egen forbandelse ved lysets kommen.

Calan Gaeaf indså, at han måtte have gjort noget galt, siden hun var så forhippet på at følge med ham. Vel tiltalte hendes idé ham. At skræmme livet af sovende heste ville være ganske sjovt, men han ønskede ikke at hænge på hende. Han var en enegænger, og sådan nogen bevægede sig som oftest gennem verden, ene. Med ét stoppede han op, mens han lyttede opmærksomt. "Hør," hviskede han. "Det er dine forældre der kalder. Du må hellere tage hjem." Det var naturligvis løgn, men Calan Gaeaf var ved at være kørt en smule træt af den unge hoppe.

Som hendes mule nu yderst provokerende prikkede til ham igen og igen, mistede han besindelsen og bed ud efter hende, med de gyldne ører lagt fladt ned af nakken. Hvis nogen rørte var det ham, aldrig omvendt! Herefter satte han i trav ud i mørket, uden at kigge tilbage efter hende en eneste gang.

Rim

Life is about finding how far you can go - how fast you can run

and you’ll never know until you try

Det noget så slutte og bestemte nej var ikke tilfredsstillende for den unge Rim. Hun havde håbet på et eventyr, men den spændende nattehest til Calan Gaeaf havde været noget promte i sin afvisning. Hendes øre gled kort utilfreds tilbage, inden de var fremme igen. Hun var blevet god til at skjule mange ting, men som mange andre ungheste- føl, ja så var det stadig i læreringsfasen. "Hvorfor ikke?"

Hun rynkede i panden ganske kort. Hendes forældre? Kalde? Han måtte have spist dagsblomster! Hendes forældre kaldte aldrig, og hvis de gjorde, så havde hun kunne spotte dagslyset. "Nej." Kom det stædigt fra den unge sjæl.

Mere nåede hun dog ikke, inden den ældre hingst i et snuptag havde bidt ud efter hende med flade øre. Hun nåede ikke at hakke tilbage, inden han var sat i trav ud i mørket. Men han kunne da ikke bare gå! De var jo igang med noget! Kløgten var dog hjemme hos den unge, og hun fornemmede, at hingsten ikke ønskede selskab. Alligevel, var hun ikke klar til at slippe dette nattemøde. For hun havde endelig fundet en ny natteven. Derfor sprang hun efter - let på tå, og så lydløst som muligt. Fascineret af hans lydlødshed, og hvordan mørket nærmest summede omkring ham og forsøgte at omslutte ham.

"Hvor skal vi hen?"

Life is not always good - but life is worth living

if that’s who you want to be

if that’s what you wanna do in life

then walk to it - one day at a time