|
Post by Visenya on Jan 9, 2021 20:07:04 GMT 1
Diskret betragtede Visenya den nu jordfarvede hoppe foran sig, som virkede meget tilfreds med deres aktivitet – og ganske kort efter tilkendegav hun, at hun bestemt syntes om det. Endda så meget, at hun ville vise hendes far resultatet af den grundige rulletur. Visenya tippede sine ører lyttende og en anelse afventende frem, for betød det at Dawnya ville søge mod sit hjem, sin flok nu? Visenya mærkede et lille stik af dårlig samvittighed i hendes bryst ved tanken om den flok hun selv havde forladt. Selvom hun ikke var draget af sted grundet uvenskab med sin familie, så havde hun været fast besluttet på at vende sin familie og traditioner ryggen. På sin vandring havde hun flere gange været ved at vende rundt, særligt på de kolde og ensomme nætter – og da hun var vandret ind i dette land, med dets nærmest overrumplende kultur, havde hun da også måttet overveje kraftigt om det nu havde været det rigtige for hende at drage bort fra det hun kendte. Denne tanke boblede atter op til overfladen hos den sølvtonede Visenya, hvis krop i øjeblikket var ligeså jordfarvet som Dawnya’s – men hendes dårlige samvittighed gjorde hun alt hvad hun kunne for at skjule. Heldigvis besad den sølvtonede en stor selvkontrol, og man skulle faktisk kende hende temmelig godt for at spotte de følelser hun ej ville lade andre beskue.
,,Jeg kan kun forestille mig at din barndom har været noget anderledes end min”
Startede hun med et lille smil. Mudderet, som var gnedet helt ind til huden, var allerede ved at begynde at glide fra pelsen grundet den milde regn, som endnu faldt fra himlen. Hvis de blev stående længe nok, ville det tætte mudderdække forsvinde igen.
,,Vil du fortælle mig om dit hjem, din flok?”
I og med Visenya ej kendte særligt meget til landets beboere, var hun ret vis på at hun ikke ville kende noget til Dawnya’s far, så derfor spurgte hun ikke direkte ind til ham. En brun hingst virkede dog næsten som et særsyn i dette utroligt farvestrålende land.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
What was I born to be?
76 POSTS & 3 LIKES
|
Post by Dawnya Rosaia on Jan 9, 2021 23:39:56 GMT 1
Dawnya Rosaia We run towards the end of the dream
Et øjeblik glemte Dawnya helt at hun var midt i en samtale. Hun var helt i iver efter at finde far og få ham til at grine lidt. Hun sansede godt at regnen ville vaske mudderet af hende, hvis hun ikke var hurtig, så hun nåede lige at tage 4 hoppende skridt af sted - for så at huske sin samtale og sit selskab og hvor hyggeligt det var! Visenya talte om barndom - anderledes? Anderledes hvordan? På en god eller dårlig måde mon? Eller måske var det hverken eller. Hun besluttede sig for at invitere hende til at følge sig hjem.
Smilet blev gengældt og Dawnya lyste op. Fortælle om sin flok? Åh jo! Især hvis Visenya fortalte om sin barndom og hvorfor denne var anderledes!
"Kom, du kan følge mig til Slavian!" sagde hun muntert og spankulerede så af sted på de lange stængler i dansende glade trin.
"Slavian er tudsegammel - det var den allerede da min fader overtog den i Proelios fortid. Den har altid huset de sværere sjæle der ikke var hverken helt onde eller helt gode. Min fader Dawn overtog denne flok, da Flakezé livets gud fandt ham yderst værdig - han havde snydt dødsguden under en krise og derved reddet en del af befolkningen - og hans sind dygtigt og beredt til at påtage sig den opgave det var at samle den slags sjæle - de kan være meget forskellige. Med årenes løb blev min faders veje mørkere... Han fik vist sit hjerte knust og han forelskede sig i dødsgudens datter... Jeg var ikke engang en tanke dengang, så hvad ved jeg? Nå men i hvert fald endte han som dødsguden Helzloris budbringer. I dag er flokken stadig temmelig neutral og huser resterne af min familie pånær min broder, han deler en anden far og de var vist ikke venner ligefrem. Der er også stadig sjæle tilbage der holder fast i Dawn og der er derfor en fin blanding af lidt af hvert." hun afsluttede nu sin sætning og så spændt på Visenya.
|
|
|
Post by Visenya on Jan 10, 2021 14:15:55 GMT 1
Visenya blev hvor hun var, da den ungdommelige Dawnya nærmest ekstatisk sprang fremad i nogle ivrige skridt, formegentlig i retningen af den flok, som hun kaldte hjem. Visenya undslap et lille prust, inden hun kort skævede tilbage i den retning hvorfra hun selv var kommet. Det var det eneste der var kendt for hende, så hvis Dawnya forlod hende nu, ville hun ikke vide hvor hun skulle søge hen. En mulighed var at fortsætte nordpå, i håbet om måske at gense en særlig sjæl igen.
Dog nåede Dawnya ikke så langt, førend hun standsede sine skridt og vendte opmærksomheden tilbage til Visenya igen. De næste ord, som forlod mulen på den farvestrålende hoppe overraskede Visenya en anelse; men et smil fandt vej til hendes mule og med beslutsomhed satte den sølvtonede hoppe, hvis ellers skinnende pels nu var dækket af mudder, frem efter hendes nyfundne bekendtskab.
,,Det vil jeg meget gerne Dawnya!”
Derpå bevægede hun sig af sted, side om side med Dawnya, hvis skridt var nærmest springende og dansende på samme tid. Hun lyttede intenst til den fortælling som hun nu blev præsenteret for. Der var så mange detaljer at holde rede i, at Visenya nærmest så fjern ud et øjeblik, som hun forsøgte at lagre det hele i hendes hukommelse. Slavian var en gammel flok, en flok hvor sjæle som havde været hverken onde eller gode havde boet. Flakezé, livets gud, havde skænket Dawnyas fader ledertitlen af Slavian, fordi han havde snydt Dødsguden og dermed redet en masse liv. Det lød til at Slavian havde været en form for fristed for dem som manglede et sted at kalde hjem; men Dawnya’s faders sind og vej i landet var blevet mørk, dyster efter ans hjerte var blevet knust efter at han forelskede sig i Dødsgudens datter. Hun snakkede også om af hendes fader var budbringer for en gud, hvad mon det betød? Da Dawnya nåede slutningen af hendes fortælling brummede Visenya tænksomt, alt imens hendes ører tippede rundt i cirkler. Den fortælling hun netop havde fået fortalt, udledte så mange spørgsmålet i sindet på den sølvtonede hoppe; men hun havde en fornemmelse af, at hun nok skulle vente lidt med at spørge ind.
,,Dette land rummer så meget historie, at det næsten er uhyggeligt..”
Fik den sølvtonede sagt med en lidt ironisk mine, mest henvendt til sig selv. Det ville tage hende lang tid at finde rundt i det hele og blive bekendt med Proelios skikke og historie.
,,I Flodlandet er beboerne delt i 4 oprindelige familier. Det siges at hver familie er stiftet af en hest, som for mange, mange år siden forlod Proelio. Hver familie slog sig ned i et område af Flodlandet, som de fandt passende – og floden, jeg fortalte dig om, Atohallan, deler landet op i fire områder. Jeg er født og opvokset på Sletten og er datter af det ledende par i den familie. Egentlig var mit liv ganske frit, indtil jeg blev gammel nok. Ser du, i Flodlandet er det tradition at døtre og sønner af de ledende familier ægter hinanden og overtager for det lederpar, hvor hingsten bor. Jeg skulle ægte sønnen af Bjergflokken, egentlig en fin hingst.. Faktisk har jeg aldrig snakket så meget med ham, men jeg valgte at drage bort. Jeg var ikke klar til at slå mig ned, stå med et ansvar for en flok jeg ikke rigtig kender, ved siden af en hingst jeg ikke selv havde valgt. Jeg var ikke klar til at skulle bringe nyt liv til verden, som også forventes af et lederpar.. Jeg var ikke færdig med at leve mit liv, så at sige, og jeg kunne ikke bære at min skæbne blev fastsat af de gamle traditioner. Hvis bare jeg havde været født af nogle andre, end et lederpar, så havde jeg haft mulighed for at gøre hvad jeg ønskede..”
Hun stoppede sin fortælling – det gik pludselig op for hende, hvor meget hun havde haft behov for at dele det med nogen. Hun havde fortalt Narrator omkring hendes hjemland, men ikke om hvorfor hun drog bort, ikke om de traditioner der ville binde hende til Flodlandet for evigt. Hun tippede sine øre en smule til siden, inden hun skævede imod Dawnya, som var i gang med at lede hende imod Slavian.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
What was I born to be?
76 POSTS & 3 LIKES
|
Post by Dawnya Rosaia on Jan 12, 2021 11:25:12 GMT 1
Dawnya Rosaia We run towards the end of the dream
Ørene spidsede sig opmærksomt på Visenya, der havde valgt at følge Dawnya hjem. Det var spændende at lytte til fortællingen om de fire familier - wow det kunne ikke være et kæmpe land, ligesom Proelio - men alligevel forestillede Dawnya sig den enorme flod og at flokken under hver familie havde en hel skik og nærmest en hel landsdel for sig - ligesom da Proelio var ledet af de øverste i hver landsdel før ritualet og faldet. Hun rystede på hovedet og lyttede stadig livligt med som de gik. Nøjjj... Visenyas liv havde været bundet op af en tradition og dermed kunne hun ikke vælge selv? Dawnya havde store øjne i sit kønne ansigt. Godt fader ikke forsøgte at få Dawnya givet bort til de andre flokkes hingstearvinge! Hun kunne slet ikke se sig selv stå ved nogens side. Aldrig faktisk.
Der blev også sagt noget andet: Sletten. Dawnya undredes over om det var tilfældigt eller ej. I Proelios Hjerte fandt man Sletten og dette var et sandet område med glitrende bjergklipper omkring, samt en lavaflod, der var helt kold - særlige ting fandt sted der.
"Åh en uønsket skæbne." sagde hun helt grebet af det. Tænk at man var nødt til at flygte fra sit hjem, for at føle sig fri til at vælge for sig selv. "Hvor forfærdeligt det end er, så er jeg næsten sikker på, at du vil synes om Proelio - der er en masse frie veje og valg at tage her!" lovede hun.
Snart var de ved Aisla skoven og Dawnya fandt den letteste vej igennem virvaret af underlige træer, der producerede en skumlignende væske - nogle var helt hårde og svampeagtige i konsistens - andre var vitterligt skum og det lagde sig overalt på jorden, sten, buske og selv åer. Dawnya bragte et smil til Visenya. "Et af Aislas mærkværdigheder - skum!" hun kastede sig igennem skummet, der kunne nå hendes bringe og det fløj lidt ud til siderne omkring hende - hun banede en vej igennem dette skum. "Men spis det ikke - det har nogle sære effekter på folk." udover skummet, så var Aisla også hjem for dunkle skygger, smukke blomstrende planter der slyngede sig op ad træerne. Nogle fandt Aisla skræmmende, andre fandt det som Dawnya som et lille eventyrland.
|
|
|
Post by Visenya on Jan 13, 2021 18:59:23 GMT 1
Visenya bemærkede godt hvordan den farvestrålende Dawnya flyttede sin opmærksomhed imod hende, og hun tog det som et kompliment at hendes historie fangede den ungdommelige Proelio-beboer. Selv havde Visenya svært ved at se det spændende i hendes eget liv og traditioner, trods alt havde hun valgt at søge bort fra det, men hvis hun prøvede at sætte sig i Dawnya’s sted, gav det mening. For Dawnya var alt som den sølvtonede fortalte fremmed. Hun brummede sagte, da Dawnya’s stemme overtog efter Visenya’s egen. Hun nikkede bekræftede til de første ord, for ja det havde været en uønsket skæbne for Visenya. Derpå lyste hun op i et smil, med en anelse vemodigt utryk; for selvom hun havde forladt sig hjem og skæbne med fuldt overlæg, så var der stadig ting hun savnede fra sit hjem, og som hun havde dårlig samvittighed over at forlade.
,,Det var det også. Jeg følte mig fanget, låst – så jeg drog af sted, uden nogen forudsætninger for at vide hvad jeg ville finde. Ingen fra mit hjemland ved hvor dette.. Fantastiske land ligger”
Og dét var sandt. Visenya var draget af sted uden retning og uden viden, og blot vandret i det uvisse. Det havde været det mest skræmmende hun nogensinde havde gjort; men det var som om noget eller nogen havde draget hende hertil. Dybt i hendes hjerte havde hun på hele sin vandring haft en følelse af, at hun gjorde det rigtige og var på rette vej; hvorend den vej så ville føre hende.
Dawnya første Visenya til et skovområde, der ved første øjekast så direkte unaturligt ud. Og når Visenya så efter, blev hendes forvirring blot større. Træerne nærmest.. væskede? En mærkelig skum-lignende konsistens voksede på træerne hvilket fik dem til at se både indbydende og frastødende ud på samme tid. Visenya kunne ikke helt blive enig med sig selv om hvad hun tænkte om det hun så, og valgte blot at holde sig nær Dawnya; tænk hvis hun blev væk herinde! Især da de kom så langt at skummet klæbede sig til deres kroppe og de skulle bane sig vej igennem det. Nej, hun var sikker – dette var uhyggeligt, og hvis hun kunne komme udenom denne skovdel igen, ville hun gøre det.
Hun smilede en anelse usikkert til Dawnya ved hendes kommentar om, at man ikke skulle spise skummen. Hun prustede forstående, inden hendes ord lød på ny.
,,Bare rolig, det har jeg slet ikke lyst til at forsøge mig med..”
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
What was I born to be?
76 POSTS & 3 LIKES
|
Post by Dawnya Rosaia on Jan 15, 2021 19:49:29 GMT 1
Dawnya Rosaia We run towards the end of the dream
Lyttende igen smilede Dawnya til den smukke Visenya. Hun prøvede virkelig på at sætte sig ind i hendes sted - hvor svært et valg det havde været og hvor svært det var ikke at bestemme sin egen skæbne. Så det var klart for Dawnya hvorfor hun var flygtet. Hun trak vejret dybt. "Nej, jeg hører tit at vejen hertil... Faktisk ikke kan findes, hvis man er i iver efter at finde hertil. Men mange bliver forvildet hertil i stedet - og så kender de vejen for altid." forklarede hun. Men hun havde ikke testet det på egen krop - tænk hvis hun aldrig fandt hjem igen!
Med en mild latter så hun igen på Visenya i skummet. Hun virkede helt frastødt af skovens finurlighed. Dawnya rystede på hovedet og skyndte sig igennem stierne, så de snart var ude på den anden side. Fri af træerne, lå Crystal på deres venstre side og forude i Green Hills ville flokken være. Det var deres græsgange de søgte, når området ved Dead var tomt for føde. Hun tippede hovedet lidt på skrå og standsede. "Flokken er her i området lige i tiden." sagde hun. "Det var så skønt at møde dig!"
|
|