Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Øjnene forfulgte hende nu, som hun smøg sig af sted som en anden killing. Selvsikkerhed hvilede nu hos hende og hun nød det. Det var ligefrem pirrende med en sådan nydelse fra hoppens selvsikkerhed. Han stirrede dog iskoldt imod hendes blik, som hun talte. Reaktion. Hun ville vække ham, og det gjorde hun så. En følelse af irritation bredte sig i hans krop - men så rankede han sig og smilede lusket til hende. Med ny lyst - for hun vækkede disse ting i ham og han ville ikke give efter for en sådan irritation, men i stedet se hende mere an. Måske var der en fordel for dem i denne nyfundne relation? Hun havde brug for et pust af nyt liv - han havde brug for at kende dette land langt bedre og udfordre de sværeste prøvelser. Han lod blot hendes nap gå i hans skind.

"Kold ? Absolut ikke, måske for nogle, men indeni er jeg brandvarm." han hviskede nu en smule pirrende og dominerende. "Ligeglad? Til en vis grad, livet er ikke til for alle andre. Jeg nyder dem, jeg finder... tiltalende." Han slog med halen og fnøs, før hans lange ben drog op langs klipperne. Bølgerne skvulpede op ad de hårde sten. Skum spredte sig og lyden var ganske skøn, fri og vild. Han blinkede kækt og søgte nu længere op, tættere ud over havet, fremfor ind imod land... Der måtte være et perfekt sted her.

Hun mærkede atter en snert af lidt provokerende selvtilfredshed, da hun mødte hans iskolde blik og nærmest kunne mærke irritationen brede sig i hans krop. Åh ja, det var i sandhed lykkedes hende at frembringe en reaktion.
Hun lyttede til hans ord om at være brandvarm indeni og blinkede charmerende.

"Det er jeg slet ikke i tvivl om."

Indeni mærkede hun et lille stik af dårlig samvittighed overfor Cinna. Hendes forhold til denne hingst var nærmest kørt over i noget flirt, og hun havde ikke opført sig sådan blandt andre hingste, siden hun mødte Cinna. De var trods alt et par, og hun havde svoret evig troskab til ham. Men hvor lang tid skulle hun vente? Hvis han rent faktisk var forsvundet, var det så ikke også fair, at hun begyndte at leve sit liv lidt igen? At vente på ham for evigt bragte hende ikke andet end bekymring og ulykke, og hun kunne trods alt ikke forestille sig, at han ønskede nogen af delene for hende...
Hun blev afbrudt fra sin lettere sørgmodige tankestrøm ved Valiants næste ord og smilede atter charmerende.

"Det vælger jeg i så fald at tage som en kompliment."

Hun blev stående og betragtede ham, som han drog de lange ben op langs klipperne. I stedet for at søge ind mod land, drog han i stedet tættere ud over havet. Hun så en lille smule mistænkeligt på ham, da det virkede som et noget farligt valg. Var han mon vanvittig? Men så drog hun et lille, skævt smil og fulgte efter ham. Hun skulle nok ikke dømme andre for at gøre noget vanvittigt efter hendes eget lille stunt... Og desuden følte hun sig tryg, sikker og modig i hans selskab. Ikke kun fordi hun følte, at han ville kunne passe på hende - nej, lige så meget på grund af hendes egen følelse af uovervindelighed, der blev skabt, når hun var i hans selskab.

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Stikket af flirt slog ham og han tog det til sig med mere end åbne arme. Hingsten var vant til at tørne igennem det ene efter det andet - flirter, venskaber, fjender. For intet bed rigtig på ham. Så når det var der, følte han sig på toppen, magtindehaveren af sig selv. Og han tog imod alt hvad den anden ville byde ham, med glæde. Det var sådanne momentære relationer der holdt ham så høj på sig selv og sin egen lykke, fridhed. Vildskab. Han havde ikke brug for dyb relation, dyb kærlighed og fængslende følelser. NÆ!

Så disse stunder, med denne hoppe var momentære. Det tænkte han på forhånd. Måske tog han fejl, men det var ikke en tanke der overhovedet strejfede hingsten. For han stirrede på hende, med charme og skinnede lyst til at tage hende med. Indtil hun blev besværlig? Ja. Men man kunne aldrig vide om de var med på den værste og ligesom han, måske også løsslupne? Det ville være det tætteste han kom på en ægte relation. Hvis der en dag stod en, der ikke gav op, men var med ham i hans færd og idéer.

Han sagde intet, han lod hende blot følge ham igen, med et listigt smil. Der var det! Den perfekte skrant, der buede ind under sin egen klippe... Sikkert? Nok ikke. Han hastede hen til kanten og... Kastede sig simpelthen blot ud over enden. Nogen og 7 meter ned måtte der være - til havets bølgende overflade. Hingsten ramte vandet med adrenalinen susende i kroppen. Han var fri og han var ligeglad med bekymring for sit liv. Det skulle leves!

Valiant
Yes I am crazy - Normal is boring to me.


Efter et rum tid i vandet, hvor den skønne hoppe ikke fulgte med, lo han drenget. Han svømmede nu bort - længere ud - for han ville til Sylinums smukke ø og se sig om. Den fine blomsterstjerne blev ikke glemt undervejs, og han følte hendes øjne i sin ryg et rum tid. Hans blik fandt også hendes en sidste gang, som hun blev på klippen og han drog af sted, som den vilde sjæl han var.

En fornemmelse knugede i hans mave - han ville se hende igen! Der tændtes liv i hans øjne og han dykkede nu for at forsvinde.

/Out