Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
71 POSTS & 23 LIKES
|
Post by Cosette on Dec 28, 2020 13:33:43 GMT 1
Regnen silede tungt og stille over Darkena imens den buldrende himmel trak mørket over området som et tykt tæppe. De intense gule øjne af hans virkede nu næsten til at udsende lys i mørket. Et glimt spredte lyset i et flygtigt sekund og lod alt oplyse i et blændende moment. Kort efter fulgte braget i det fjerne, og det gav et sæt i den unge krop hvis sjæl blev til under et forfærdeligt stormvejr. Det var hele hendes fortid der havde plantet denne idé om frelse og anerkendelse i hendes hoved. Det var det eneste der føltes rigtigt, for når hun havde vandret i omtågede tanker, uden rigtigt at kunne mærke eller føle, så havde det været disse tanker der havde talt til hende. Det virkede desværre som en uopnåelig drøm, en dag at kunne være en del af noget større, at have betydning og at opnå respekt. Det lød måske grådigt, men det var vigtigt at forstå hvorfor at hun tænkte sådan og hvorfor det var hendes inderste ønske. Emnet var af mange lag og om nogen nogensinde ville forstå det bedre end Cosette selv, tvivlede hun på. Følelsen af at få disse tanker til ord var ubeskrivelig og det satte hendes egne begær i et nyt perspektiv. Det gav grobund til nye tanker - for nu havde hun taget det første skridt, at lade disse ord løbe over hendes tunge. Hendes begær blev nu en anerkendt realitet fordi hun havde talt dem, og vigtigere - en anden havde hørt dem. Det føltes som en utrolig sårbar situation, for hun kunne jo godt høre at det lød vildt og måske urealistisk for en som hende. Hvem ville have forudset det fra sådan et kønt ydre med et indre der indtil nu havde været set på som ligegyldigt. Man skulle være stille, ikke tale, ikke tænke, blot være så andre kunne nyde synet, hvis de ville. Dette var dog bevis på at hun godt kunne, hvis man ville det nok. Narrator var den første der lod hende tale om sine indre begær, så derfor var det afgørende at hun kunne stole på ham. Måske var denne viden ikke værdifuld for andre, men for hende var det tæt på at være alt hvad hun havde. Det lille brudstykke af værdighed der gjorde at hun holdt sig oprejst og ikke veg for andre, var alt hvad hun ejede.
Ved hendes lille berøring og blikket fyldt med taknemmelighed lagde Cosette godt mærke til at denne hingst var som ingen andre hun før havde lagt øjne på. Ganske vidst lagde hun mærke til spændingen, nervøsiteten eller den je ne sais quoi der hvilede i hans blik og hele hans væremåde. Den tragiske sandhed var dog blot, at den unge hoppe - aldrig kendt og aldrig lært af andres følelser, derfor ikke kunne aflæse hans. Tanken havde ikke strejfet hende overhovedet over hvad han dog måtte føle når hun var ham nær, og det måtte være hjerteskærende at hun ikke blot kunne se. For hvis nu hun virkelig tog sig tiden til blot at se ham i øjnene, kunne hun så virkelig se at hans hjerte bankede for hende på en ny og uforklarlig måde som måske han end ikke forstod? Det kom ikke til syne, for hvis han stod på kanten af klippen, så stod han der sammen med hende - men skuddet havde ført ham tilbage i tågen, der var så tyk at Cosette ikke kunne se. Hun var fanget i en tåge af sin egen uvidenhed der krævede flere kræfter for at hun kunne se andres intentioner for hende. Så tæt var de, men begge var fanget i deres tåge - hendes gjorde blind og hans gjorde magtesløs.
Cosette slap ham ikke et eneste øjeblik da han trådte tilbage og lod sine sjælefulde øjne beskue himlen. Hun spidsede ører da han talte og hun mærkede det løbe koldt ned ad ryggen i nervøsitet. Hun havde ytret hvad hun mente var sit inderste, og stod nu for at blive dømt. Han havde chancen og muligheden for at rive hende fra hinanden hvis han ønskede, men i stedet gav han anledning til refleksion. Det ramte hårdt, fordi alt han sagde var rigtigt og det var et spejl ind til hendes indre hun længe havde haft brug for at se i. Det var nemlig desperationen og fortvivlelsen der havde ledt til hendes beslutsomhed. Frelsen søgte hun netop fra fortid og sind, men om hun var stærk nok til at gøre noget ved det var spørgsmålet. Dette føltes dog som det første skridt. Narrators stemme fortyllede hendes sind og hun missede ikke en eneste stavelse, men tog hvert et ord ind, som var han af højere magter og hun en af hans trofaste følgere. Nu begyndte vinden at tage til og det jog igennem marv og ben og Cosette måtte bide tænderne sammen for ikke at ømme sig. Deres øjeblik havde taget fokus fra hendes smerte og benene der snart ikke kunne holde hende mere. Det kolde vejr hjalp ikke på hendes stivhed i leddene og hun måtte knibe øjnene sammen når vinden svøbte hende i regnens dråber. Hendes vejrtrækning blev tungere og tungere, men hun ønskede at tale, på trods af at vinden begyndte at tage til med fornyet kraft.
Et tak virkede utilstrækkeligt for hvad han havde givet hende og tilbød. Hun nikkede blot til hans ord om at hun var velkommen til at ytre sine hemmeligheder i hans varetægt når hun ønskede, uden konsekvens. Cosette tog en dyb indånding og så op på ham med gnist i hendes øjne, selvom hun var træt. "Og fortælleren med hans øjne af guld skal være velkommen hos hende - " Hun stod kort imod endnu et vindpust "- når han ønsker. Hans inderste tanker skal ligeså hvile hos hende, skulle han finde hende værdig". Cosette formåede at frembringe et diskret smil om hendes lyse mule, og ville tage et skridt frem imod ham, men da hun tog skridtet frem lød der et ordentligt brag i det fjerne og i forskrækkelsen lød der et hvin. Med ét knækkede den svagelige hoppe sammen i forbenene og landede stødt på askeunderlaget under hende. Hun kunne simpelthen ikke holde sig på benene mere. Et lille hvin undslap hendes bringe som hendes forben gav efter under hende og hun forsøgte forgæves at få samlet sig så hun kunne komme op at stå igen, men hendes muskler ville ikke. Hun pustede i ren panik over at falde uden advarsel, og så endda foran en nobel sjæl. Der var bare ikke mere energi og ikke nok næring til at hun kunne komme op. Vindens hårde kuling var for hård imod hendes krop der havde været uden føde lidt for længe.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on Jan 2, 2021 23:29:22 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Skudt som et dyr, blev han ved at føle en mindre blødning indeni sig. En rift i hans skjold. Det var ikke hendes skyld - det var alle valgene han fortsat tog i sit liv. Væk fra drømmene, tættere på sin fader. Længere fra de levende, tættere på de døde. Inde i historien, men ude af dens handling. Han følte en svag ligegyldighed overfor sin fremtid og den rift blev større - for der var en drøm der spirrede og her blev den skudt hårdt, så han kunne mærke den for alvor. Deres ubrudte øjenkontakt stak ham lige der hvor den skulle. Mindede ham om at selvom hans liv ikke var lykkedes lykkeligt i første omgang, behøvedes han ikke at lide under intetheden. Han ville blive opslugt af den en dag - så meget at han ikke længere kunne fortælle et eneste eventyr. For lysten ville være svundet ind. Derfor var det kritisk at han blødte lidt mere hver dag. Indtil riften blev til et åbent sår - et der kunne bløde skjoldet helt bort fra hans tågede sind. Når blødningen var fuldkommen, ville der ikke længere være en dråbe tvivl tilbage i hans krop - og han havde fundet sin vej. Lys. Mørke? Kærlighed? Død... Han slog med halen fyldt med krøller, upåvirket af vejrets hersken.
Narrator var solidt bygget, ganske udholden i forhold til hans moder - det var absolut hans faders fysik han havde fået. Hoppen til gengæld... Hun virkede mere skrøbelig for hvert sekund der gik. Blikket hvilede så intenst på hende stadig - det var klart for ham, at hun ikke blot forlod ham, for at søge ly - nej Narrator måtte ty til handling snart. Men de var begge grebet og hendes stemme fortsatte så indtrængende sine ord. Øjne af guld. hans indre føltes absurd. Både svævende imod hende og ganske forhadt væk. Det var ikke øjne af guld... Ingen havde nogensinde sagt således før - han så dem som syge lysende huller. Tomme huller... Men det var ikke sandt. Der var så meget bag dem, de fleste ikke så. End ikke hun. Værdig? Han følte en form for uro i sit indre. Hun var ham værdig. Eller var hun nu også det? Han havde intet kendskab til hende - udover denne samtale. Alligevel prikkede det i ham. Han nåede ej at reagere, før hoppen virkelig blev ramt af frygt og lidelse i sin krop.
"Cosette?" hviskede han... Der fandtes nu en dyb strid i hans indre. Hans underbevidsthed flimrede tilbage til de fortællinger han havde hørt. Både om det første møde - og det andet. Imellem hans forældre. Begge gange havde Caeli været så svag, så skrøbelig. Netop på grund af vejret. En regn storm hård som ingen andre landet før havde set. En snestorm, da Clear Ices landskaber aldrig var tilregnelige. Nu lå hun her - i en sort storm i Darkenas mørke hverdag. Skræmt synes det, kold og fattig på kræfter. Der gik en stund hvor han følte sig i samme situation som sin fader: Han kunne gå. Bare forlade hendes krop og ikke se sig tilbage. En del af hans fader ville have frydet sig. Han kunne blive og stirre - eller sågår slå ihjel, det var så ganske let, som tog man blot livet af et simpelt, hjælpeløst væsen. Den anden del af hans fader havde leet og nydt det. Men en trejde del af hans fader, var den der havde holdt de to andre i total skakmat.
Amoris havde elsket hende fra første øjekast. Draget Dracmas og Insanus imod hendes røde man - fortalt dem, at de måtte bevare den skønhed hun var. Blodrød man, imod lys månegrå pels... Nu stod han her: Med den mørkeblå man imod sin egen månegrå pels. Sin faders øjne, sin moders aftegn. Han gispede og kort efter søgte hans øje efter et bedre sted. Der var en hule i nærheden - vand var en kilde derinde. Men kunne han overhovedet bringe hende i sikkerhed? Først dækkede han over hendes krop med sin egen og forsøgte at dele den varme, hans tykke pelslag bragte hans hud. Hans blik søgte hendes: "Lad ham give hende, den chance hun så inderligt ønsker... Hold fast i ham." stemmen bar en hel del mystik igen - melodisk, dyb mystik. Han forlod sine følelsers verden og tog ansvaret for hendes sikkerhed. Der var dog noget ved det hele, der var gjort af en form for varm følelse. Den blev blot ikke vist længere - den hvilede derinde et sted ubevidst. Han havde altid været en sjæl, der ikke lod andre lide for længe. Men en konflikt var også i hans krop - for hvorfor skulle han hjælpe? Svaret var der et sted: Altid. Men det var uopnåeligt for ham, helt at forstå det.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
71 POSTS & 23 LIKES
|
Post by Cosette on Jan 3, 2021 20:38:00 GMT 1
Dette var et nyt lavpunkt for den musegråhoppe, hvis liv alligevel havde været så kort. Der var ikke meget at kalde et lyspunkt på det seneste, men hun ejede tålmodigheden det krævede til at søge det. Det var et spørgsmål om mental udholdenhed og en drivkraft der skulle blive ved med at skubbe hende fremad. Ofte blev udfordringen hårdere, når målet var langt fra at være i sigte, men på trods af dette havde hun fortsat. Det var det eller dø. Den ubarmhjertige sandhed, og realitetens brutalitet. Når man vandrer alene, en hoppe, uden kendskab til landet omkring sig, så er risikoen automatisk forhøjet. Cosette havde i mange aspekter af sit liv måtte være afhængig af held. Situationen nu var held i uheld. Et uheld at skulle forvilde sig igennem Darkenas askebelagte, døde skovområder - alene og uden en sjæl til at vise vej, og med mangel på ordentlig føde og hvile i dagevis. Den unge havde ikke turde hvile, nej knapt havde hun lukket et øje de sidste mange timer. Dette land havde sine mørke afkroge, øjne i det dybe mørke og lyde der gjorde enhver sjæl paranoid. Derfor måtte hun altid være på vagt, skulle noget ligge og vente på hende i det skjulte. Derfor var hun nu svundet ind til benet, og den tiltagende kulde gjorde hende intet godt. Uheldigt kunne man sige, at hun skulle befinde sig der - heldigt var dog at hendes skæbne ville at hun skulle møde Narrator. En månehingst i mørket, en aura af mystik og et blik der emmede af en dybde der sandelig ville bære på hemmeligheder. Han havde givet hende en bid af sin tid og havde siden da givet meget, meget mere. Cosette havde taget imod hans åbenhed uden tøven, uden forbehold, for han havde vundet sig ind hos hende og skabt et bånd af tillid, hurtigere end hvad hun nogensinde havde turde håbe. Det var en smuk ting, hvor flygtigt to fremmede sjæle kunne drage paralleller uden nærmere kendskab til hinandens fortid eller værdier. Sommetider krævede det ikke andet end at få skrabet svagt i overfladen for at finde frem til en overflod af forståelse og en sjælelig forbindelse der aldrig kom til orde. Det behøvede den ikke. Dette var nok.
Nu kæmpede hun en kamp imod sig selv og omverdenen der ønskede at tynge hende i knæ. At se hende fejle - igen. Det var kommet bag på hende, for hendes krop var bedøvet af hendes sinds optagethed af den månegrå hingst og deres udveksling. Hendes hjerte havde hamret med hundrede kilometer i timen, af nervøsitet, med iltert blod der skreg efter at mærke livet - dog uden varsel for hendes fysiske tilstand, og at dette var en grum advarsel om at hun snart ville knække. Narrator havde fortryllet hende, og ladet hende søge ind i sig selv, i afkroge hun ikke havde turde nærme sig før nu, hvor der blev sat spørgsmålstegn til hendes dybeste begær. Hun havde nået at tænke på ham. Undre sig. Hvordan kunne en hingst som han, der ud af ingenting fængslede hende i et område der skreg død og ødelæggelse, formå at være som han var? Hans ydre bevidnede lidt til intet om hans indre og hvad det egentlig indebar, men den unge hoppe var ikke klar til at forstå hans mangler, hans begær og hvorfor hans hjerte bankede. Løb hans iltre blod i samme baner som hendes? Var han ligeså udhungret efter at smage på livet? Eller kendte han allerede til det søde og det bitre og at livet noget der skulle leves med forbehold? Cosette skulle vide hvad han kæmpede med. At han konstant stod på kanten og kunne se på, konstant på kanten til at leve livet med kærligheden, smerten og til sidst døden til følge. Noget holdt ham tilbage, og det var denne tilbageholdenhed der blev ved med at nage den unge hoppe. Hun kunne mærke det i hans stemme, se det i hans øjne. Hvad var der dog sket sådan en passioneret sjæl, siden han skulle lænkes og holdes i tågen, mens livet udspillede sig for øjnene af ham?
Det buldrede og bragede og vinden hylede og hev i de tynde træer så skoven omkring dem blev levende. Det var som om at hingsten havde tøvet, men inden længe mærkede hun hans varme skind imod hendes og hun hev efter vejret. De mandelformede ører lå langs nakken imens smerten pulserede igennem hendes muskler der virrede vaklende under hendes skind. Da blev hendes porcelænsblå blik, fanget af panik, taget i hans og hun lyttede til hans melodiske stemme der føltes beroligende i hendes ører. Uden tøven adlød hun hans ordre. Cosette lod hovedet søge over hans manke, så han kunne hjælpe til at løfte hende på forbenene igen. Hun spændte i nakken og halsen i et forsøg på at gribe sig fat om ham. Det var overvældende og hun følte sig aldeles sølle. Hvad mon ikke han ville tænke om hende? Det var jo et kæmpe nederlag for hendes stolthed, hvad end der var tilbage af den og følelsen af at ønske anerkendelse af dem hun så op til lå ikke langt fra hvad hun oplevede med Narrator. En af de første der længe havde vist hende venlighed, og ladet hende tale frit. Klicheen var uudholdelig, for den stærke hingst måtte rede jomfruen i nød og Cosette følte en vrede for hver gang hendes navn kom til sin ret. Little thing - Poor. Little. Thing.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on Jan 8, 2021 17:16:22 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Svagelig var kun den der ikke ænsede sin egen styrke, men i stedet lagde sig ned og gav op. Aldrig turde prøve, af frygten for at fejle. Aldrig så sig selv som andre så en, men kun så sig selv som intet. Intet af værdi. Alene begravet i sit sind. Et sind der desperat måtte længes efter den styrke de andre havde. I sandhed var man fortabt, når ens tanker var imod den spæde følelse af mod. De hamrede og hamrede så hårdt, at man glemte at lytte. Til andre - til sit indre. Det var ligegyldigt.
Narrator var ingen dommer over andres svagheder og styrker. Han ønskede ikke at fordømme dem på skindet eller fysikken... Sindet indeni var det eneste der i sandhed var spændende ved andre. Hvad de rummede, hvor deres tanker hvilede. Hvad deres følelser bød dem og hvorfor de var nået derud. Hvad skabte kærlighed? Hvad skabte vrede? Se det var ikke så simpelt, for det kunne være så mange ting. Den andens handlinger. Ens egne handlinger. Den andens udseende - ens eget udseende. Den andens dystre tanker, ens egne dystre tanker. Der var intet endegyldigt svar, der var ligeså mange muligheder, som der var sjæle i live. Damp forlod hans næsebor, imens han holdt hoppen tæt, som hun fik styrken til at gribe fat om ham. Der var en gnist i hans hud og en blokade i hans sind. Faderens øjne vogtede nærmest på ethvert skridt han foretog sig. Han støttede hende tæt og fast. Urokkeligt som en stærk klippevæg formet af havet for århundrede siden.
Øjnene fandt hendes, men snart bevægede benene sig under hans krop. Han ledte hende, som i en skrøbelig dans imod hulen ej langt borte. Regnen faldt. Vinden rev. Aske hvirvlede op. Hans skind var varmt og kontakten til hoppen måtte han lukke fuldstændig ude af sit eget sind, for at overkomme denne gerning. En handling for at hjælpe hende. Der var en følelse i ham: Hun hadede dette. At være svag. Han gav intet udtryk for at være hende overlegen. Det var han ej: For han var grebet af hendes sind og bevæget ind under skindet af hendes blikke. I denne stund, følte han sig som en ærbødig tjener, der tjente sin herskerinde, hvis øjne han var faldet for.
Hulen var blot et skridt borte.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
71 POSTS & 23 LIKES
|
Post by Cosette on Jan 9, 2021 22:12:45 GMT 1
Lyset flakkede for hendes indre som mørket havde lagt sig og tronede over landet. Vinden skar igennem skindet, hev voldsomt i træernes knoglede staturer og hvirvlede asken fra jorden som havde naturen opbygget en vrede den endelig kunne få udløb for. Regnen silede med sine iskolde vanddråber der nu føltes som små, stikkende pigge hver gang de ramte hestenes bløde skind. Omtåget gjorde den unge hoppe alt hvad der lå i hendes magt for at holde sig på benene. Narrator, den månegrå hingst støttede sig under hende og fik med styrke den gispende hoppe op at stå på alle fire. Smerten var overvældende og naturens indspil gjorde ikke kampen lettere. Musklerne var nedslidte, underernæret og ganske enkelt udmattede. Øjnene søgte bagom i hendes hoved, under hendes øjenlåg som hun kæmpede sig fremad, skridt for skridt over dette døde land. Hvert et skridt fremad føltes som en mil og hoppen haltede beslutsomt med Narrator ved sin side. Det våde, fugtige skind kunne ikke længere lade vandperlerne pralle af, men havde nu suget sig ind under hendes mørkegrå pels og ind til skindet. De var begge gennemblødt da de nåede frem til hulens udmunding, og lydene fra den rumlende torden og piskende regn blev lagt bag dem da de trådte indenfor. Cosettes pels, man og hale dryppede sirligt fra de kolde vandperler og hoppen rystede i ren smerte og kulde. Hendes åndedræt viste sig som damp da de var kommet ind i hulens læ. Så snart de ikke længere var udsat for vind og vejr gav hun slip på Narrators støtte. Fuldstændig besejret smed hun sig ned på det kolde gulv, med benene under sig. Hovedet strakte hun frem og lod hvile ned foran sig, med pandelokken hvilende tungt over det ene øje. Det var tydeligt på hendes sider og flanker at hun hev efter vejret. Næseborerne blussede, men ellers var alt i bero som hoppen kæmpede for at få varmen ud til sine lemmer. Kraftigt bed hun tænderne sammen og kneb øjnene i. Hun bad. Bad til at det hele måtte gå væk.
Som med et lyn blev hun hevet tilbage. Tilbage til dengang. Den nat. Kold, våd - alene, ude af stand til at se en meter frem for sig, for den nat havde været det værste uvejr hun kunne huske. Råb, skrig - ren forvirring og frygt. Følelsen af at blive skubbet, mudder op til knæene på den langbenede nyfødte der i blinde stødte ind i stammer der efterladte afskrabninger på den lille. Den hvide sjæl der i et panisk forsøg havde søgt efter læ, men med lynnedslagene og stormen der væltede træer om ørerne på dem havde der været frygt i moderens stemme. Der var intet hun kunne gøre. Det var at rede sig selv eller ingen. Cosette huskede ikke præcist hvad der var sket, men følelsen og erindringen af kulden, frygten og hjælpeløsheden sad dybt i hende. Derfor trak hun sig ind i sig selv, for hun var tilbage til dengang.
Et lille, hæst og sølle vrinsk lød da uopfordret fra hendes strube - som om hun kaldte. Det var dog ikke henvendt til Narrator, ikke rigtig henvendt til nogen. Stadig fanget i hendes fortid havde føllet i hende kaldt efter sin mor. Det eneste hun havde kendt til på det tidspunkt, af ren og skær instinkt. Men hendes mor kom aldrig tilbage.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on Jan 12, 2021 11:45:55 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Al deres anstrengelse ledte dem langt om længe ind i grottens mørke. Der var læ - vinden hylede i indgangen, men regnen kunne ikke piske ind. Hans øjne stirrede ud i kaosset der i øjeblikket tog alle omgivelserne udenfor. Glimtene - asken der hvirvlede forbi. Grene der rev sig løs. Sten der skred ned fra bjergsiden og gav nogle dybe lyde i grotten. Ligeså tydelige som de, var den udslidte hoppes vejrtrækning. Et ører blev vendt imod hende. Fanget her hos hende følte han sig et øjeblik. Frustreret som hans fader, men draget på samme måde. Deres sinds facon var ikke så forskellige fra hinanden. Pånær - at Narrator kun delte sin krop med sig selv. At hans indre var splittet, var absolut ikke det samme, som at rumme 4 sjæle i en krop. Han lagde ørene helt og mærkede alligevel hvordan hans faders skiftende personlighed havde givet præg til Narrators tanker. Skulle han forlade hende? Fortabt i hulen her, kunne hun komme sig, eller dø af sine lidelser. En del af ham stred fuldstændig imod tankens oprindelse. Forsvind. hviskede hans indre stemme arrigt af de dybe huller hvorfra stemmerne fik liv. Han vendte blikket imod hende. Rystende. Skælvende. Hun lå der og led - der var ingen kontakt ned til hendes sind mere og han følte en tomhed, en uro brede sig i hans hjerte. Nej. Nej, hun skulle ikke smutte endnu.
Han trængte forbi hende og dybere ind i grotten - for han vidste hvad der fandtes herinde. Andre før dem havde brugt denne hule til ly. Narrators øjne stillede sig om til det totale mørke. Hans mule dybt nede ved jorden, søgte efter noget bestemt... Og inden længe nåede han det. Pels. Pels fra nogle af de store skabninger der vandrede i Darkena. Mørk pels, men tyk og varm. Ej længere levende - for sjæle før dem, havde også søgt varme. Han greb skindet med sine tænder og hans hovtrin lød hult i grotten, som han vendte tilbage til lyset i den udhulning Cosette lå i... Hun vrinskede - hun var væk. Ude af virkeligheden, inde i sig selv. Hans øjne udviste en forpint omsorg for hende. Så ynkelig. hviskede stemmerne i hullerne og han lagde ørene dybt ned i nakken. Uenig i deres antagelse. Hun var så ualmindeligt betagende.
Han trak skindet over hendes krop. Hans mule strøg det blødt på plads... Hoppen havde brug for hvile, varme og ernæring. Hans gule blik vågede over åbningen i grotten. Der var ingen udenfor - ingen havde set dem. Darkena hvilede på en underlig måde i stormen og Narrators dryppende pels ville snart mærke ny regn. Han trådte ud. Der fandtes et træ med nærende dadelfrugter og trods det var sidste udkald, var det det letteste for hingsten at hente... Hun ville få varmen. Hun ville vågne. Og han ville have efterladt føde, så hun kunne søge videre - men han selv? Han selv var snart nødt til at søge Freakshow og flokken igen. Medmindre han ønskede at blive udvist.
Hans stærke skridt bar ham over askelaget, igennem et mindre skovstykke, til han fandt et træ, der endnu bar frugt. Han stak dem på en pind, en efter en. Tiden gik og bragene buldrede, regnen silede og hans blik søgte årvågent omkring sig... Narrator havde sjældent været på vagt som nu. For han selv havde intet at frygte fra Darkena - men hun. Hun havde ingen plads i dette mørke. Han stak pinden i munden og vækkede ikke for megen opsigt da han travede tilbage imod grottens åbning. Et par skridt fra åbningen stivnede han dog. Hans ører vippede ned i nakken og han kastede pinden ind i grotten. Han var næsten sikker på at nogen så ham nu - Så han ventede. Afslørede ikke sit fund.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
71 POSTS & 23 LIKES
|
Post by Cosette on Jan 12, 2021 22:20:21 GMT 1
Det var rigtigt - hun var væk. Afskåret fra realiteten hvis prøvelser havde været for hårde, så sindet i sidste øjeblik havde hevet hende med sig ind i mørket. Herinde var der dog ikke langt fra det samme kaos som Darkena havde skabt for hende. Cosette... Lød det svagt i det fjerne, hun så intet andet end mørke, men navnet trak hende fremad. 'Cosette... Cosette...Cosette'. Føl igen. Stormen havde lagt sig og foran hende stod hingsten og tårnede sig over hende. Hans ansigt fyldt med afsky, sorg og vrede. Det var han der gav hende sit navn. Den nat - samme nat der var pustet liv i Cosettes årer, det langbenede musegrå føl, ja selv samme nat var hendes moder, gjort i englehvidt skind, afgået ved døden. Den værste storm havde sænket træer om ørerne på dem, og føllet var blevet folet stående, panisk, grebet af frygt som stormen var taget til. Råbene, skrigene og de mange puf kunne Cosette af og til mærke og høre for sit indre. Resten af moderens flok var nået i sikkerhed i en hule på den anden side af den åbne slette, modsat skoven hvor hun havde søgt hen for at fole. Moderens elskede var på den anden side, samt hele hendes familie. Der havde hun stået over for et hjerteknusende dilemma. Skulle hun sætte sit liv på spil for sin datter der kun havde levet livet i få minutter og måske dø ved hendes side - eller løbe risikoen for at blive genforenet med familien midt i al kaosset. Flokken, samt hendes elskede der ventede på den anden side havde kunnet gøre intet andet end at se på da den hvide moder forlod sit føl bag sig og galopperede med al den kraft hendes krop kunne bære - ud under åben himmel, i silende regn - for da at blive slået ihel i sekundet da lynet slog ned.
Cosette...Cosette. Stormen havde lagt sig og foran hende stod hendes moders elskede mage, der trods alt ikke var fader til hende. At miste sin elskede føltes meningsløst. Det havde været morgenen efter og de havde fundet den afdøde hoppe midt på marken. Med ingen tid til at sørge eller andet at gøre måtte de søge videre. De fandt føllet, indhyllet i mudder, rystende af kulde men i live - knapt. Hendes hvide hjemblis og de krystalblå øjne var som taget direkte fra hendes mor, der nu var død. Uden andre steder at gøre af sin vrede, sin sorg, skulle det vise sig at være en langstrakt dom for Cosette. Hingsten gav hende deraf navnet - poor little thing - og kunne knapt nok klare synet af hende, for hver gang stak det ham dybt i hjertet. Mindede ham om hende. Derfor blev Cosette altid sidst, altid mindst, og en skamplet for flokken, men uden at nogen havde anstændigheden til nogensinde at ville forklare hende hvorfor. Sådan indfandt føllet sig efter det for at overleve og lige siden har Cosettes indre været præget af et uforklarligt had fra andre. Hun var værdiløs, hun var intet og ingen.
Det buldrede i grotten omkring hende, men fanget i sit indre, i sin fortid var disse lyde som et ekko i det fjerne. Hun rystede så forfærdeligt, men hun mærkede endelig tyngden af noget blive svøbt om hende. Varmen kunne da spire og langsomt sprede sig til hendes lemmer. Hun hev stadig svagt efter vejret og det var tydeligt at hun var fuldstændig udmattet. Hvis blot hun vidste at hendes redningsmand tog sig af hende, ville hun blot give alt igen og lade ham vide at hendes hjerte bankede. Hendes sind blev splittet i to og halvvågent fornemmede hun nogens nærhed og kom straks i tanke om hendes månegrå hingst - men denne følelse var så forsinket, for da var han atter borte. Alligevel hviskede hendes rystende stemme hans navn så det gav et køligt ekko i den mørke hule. "Narrator...?. Vinden hylede udenfor og Cosette trak sig en anelse sammen under skindtæppet som hun forsvandt dybere ned i sin opvæksts traumatiserende fortid. Ind i mørket. Ind i smerten og fuldstændig uanende om verden omkring hende.
|
|
Hingst
IS OFFLINE
Years Old
Male
"She carried a demons child. After all I'm the shadow of an angels smile."
241 POSTS & 13 LIKES
|
Post by Narrator on Jan 15, 2021 19:44:20 GMT 1
Narrator the Storyteller Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?
Lyden fra hulen var svag - næsten for lille til at han kunne høre den. Men alligevel forsvandt det ikke i vinden - det blev hos ham. Hans navn. Det gøs i hans indre. Men solidt forblev alle fire ben i jorden få meter fra grotten. Hans øjne årvågne i omgivelserne, der let kunne narre. En indre trang, ønskede brændende at skynde sig ind i grotten og tjekke til den hoppe, der akkurat havde vundet hans dybe tanker. Taget en indtrængen i hans sind og fyldte nu sin egen plads. Rumsterede derunder hans hud som en spirende rose, der på en gang stak og kildede ham.
Men omgivelserne var for utilregnelige. For farlige. Så hans øje søgte. Over ham var stedet hvorfra den skumle følelse af at blive overvåget stammede fra. Hans blik så op. Det mødte ingen. Intet. Men han var endnu sikke på at nogen var i nærheden. Så han trak vejret dybt og skridtede nu bort. Hans blik højt, som var han på en almindelig patrulje - men hans vej blev slået således at han kunne skimte ind - se hoppen endnu langt inde i hendes eget sind. Men hun trak vejret. Der i mørket og i læ var hun nogenlunde sikker. Der var mad. Og det var mere sikkert for ham at forlade hende nu og patruljere området end det han higede efter. At tilse hende nu, ville afsløre hendes position og måske i værste fald skabe problemer for hendes unge sind. Han håbede at hun fandt ud af Darkena igen. Af alle steder - så var det ikke stedet at dratte om.
Hans pligt var ikke ved hans hjerte. Så fortrydelig og bittert skridtede han opsat videre. Beskyttelse. Var beskyttelse - selv når det ikke var tydeligt.
/Out.
|
|