Et spor var tydeligt at følge gennem det varme sand i den golde ørken Cactus Desert. Eller gold og gold, det var jo nok så meget sagt, idet her voksede en pokkers masse kaktusser, men ud over disse besynderlige planter, var der ikke meget andet end blot sand så langt øjet rakte. Fulgte man det ensomme spor, ville man undre sig over, om det overhovedet havde noget mål. Til tider gik det direkte ligeud, men lige så ofte svingede det pludselig til enten den ene eller den anden vej, og skiftede derved fuldstændig retning. Ja på et tidspunkt, vendte sporet faktisk om og gik den samme vej tilbage, inden det atter drejede af, og fulgte en ny vej.

Det besynderlige spor blev lavet af en lige så besynderlig hoppe. Stribede var hendes pels med farver der både tangerede til de mørke, dystre, samt lyse og sprudlende. Kroppen var fin og spinkel, og derved var de farligt udseende pigge der dækkede dele af hende, så stor en kontrast, at man ikke synes, at det overhovedet passede sammen. Var denne hoppe overhovedet ægte?
På et hvert andet tidspunkt, ville ægtheden af hoppen kunne bekræftes af hendes strålende, havblå blik. Men nu var dette blik slukket, det stirrede nærmest feberhedt frem for sig uden rigtigt at se. For inden i den ellers så livsglade hoppe, var der nu ikke andet end tomhed..

På det seneste havde alt været vendt op og ned i Proelio, men det virkede nu til at alt begynde at vende tilbage til det normale. Den brune hingst havde fundet lidt ro i tilværelsen, så meget som det nu var muligt, men der manglede noget vigtigt, ja næsten livsnødvendigt.
Derfor havde han begivet sig ud på en intensiv eftersøgning efter en ganske særlig hoppe, som indtilvidere synes sunket i jorden. Han havde i den anledning foldet de store vinger ud og svævede over den golde ørken en anelse fraværende, for hun kunne da umuligt befinde sig sådant et sted.
Et besynderligt spor fik hans opmærksomhed og han rynkede undrende på mulen. En stakkels vildfaren sjæl måske. Han rystede på hovedet og tænkte sit. Det var dog kun indtil noget stribet dukkede op. Selv i blinde ville han kende det mønster.
Dawn var derfor ikke sen til nærmest at styrtdykke mod Jah-Lila i al hast og landede tungt foran hende. Et blik på hende fik en knugende fornemmelse til at forme sig i hans mave.

“Jah-lila, hvad er der sket?”

En flygtig brise fik kortvarigt sandet til at hvirvle op omkring den stribede, som automatisk lukkede øjnene for at undgå de stikkende sandkorn. Da hun atter åbnede dem, bemærkede hun med en vis ligegyldighed, en enorm skygge som var kommet over hende. En grib måske? Men hun var jo endnu ikke død? I så fald burde hun jo havde vandret ved Helzloris side nu.
Skyggen voksede sig større og større og med et blødt bump, stod der pludselig en prægtig, brun hingst foran hende. Jah-lila stirrede på ham, uden at genkende den hest hun havde kendt i længst tid, udover sin mor. Den hingst hun var vokset op sammen med, og som nu var leder af den flok, som hun selv var en del af.

Den brune bevægede nu munden, og lod til at spørge om noget, men det tog sin tid, inden ordene gav mening for Jah-lila. Hvad der var sket? Ja, hvad var der egentligt sket? Den stribede synes ikke selv at kunne finde ud af det. Det ene øjeblik havde hun været i selskab med Dødsguden, det næsten var verden gået itu og til sidst var alting blevet godt igen, til trods for at både hendes mage og søn var endegyldigt væk. Det håb Jah-lila havde haft om, at de en dag ville vende tilbage, var slukket for altid.

"Jeg.. Jeg tror, at du søger en anden," mumlede hun forvirret til hingsten, og trådte udenom ham for at fortsætte sin desperate vandring.

En fortvivlet mine skyllede ind over den brune hingst, da hendes øjne slet ikke synes at live op ved synet af ham. Ikke engang en snert af genkendelse kunne han finde i dem. Han rystede stille på hovedet for sig selv, da hendes ord bekræftede hans frygt. Hvad var der lige sket!? Var hun dehydreret? Havde hun Gud forbyde det, mistet hukommelsen, lidt ala Caeli.
Dawn satte i hastig gang og møvrede sig ind foran hende og forsøgte næsten desperart at fange hendes blik med en bekymret brummen. Han gik så langt som at han lod et puf ramme hendes hals.

"Jah-Lila, det er mig. Dawn. "

Lød det fra ham i håbet om at hans navn ville vække bare lidt minder. De delte trods alt så mange. Han overvejede om han skulle kidnappe hende hvor hun stod, men han tvivlede på at han kunne få hende slæbt afsted sådan lige.

" Hvor er du i det hele taget på vej hen? "

Hingsten skulle vise sig ikke at være lige sådan at komme af med igen. Ja faktisk var han temmelig anmassende, sådan som han nu smøg sig ind foran hende, og atter bremsede hendes vej. Da han nu meddelte, at han var Dawn, kiggede hun en smule mere interesseret på ham, men kunne konstatere, at det ikke var Fermaz. Men han var jo selvfølgelig også væk. Den stribede hoppe blev fjern i blikket, som hun røg tilbage til erindringen om, hvorledes hun og Helzlori havde opdaget hemmeligheden om Det Forsvundne Gudeblod, som Dødsguden yndede at kalde deres mission. "Helzlori og jeg.." Begyndte hun meget kort og forklare, inden hun atter gik i stå.

Spørgsmålet om, hvor hun var på vej hen, fik blot Jah-lila til at kigge undrende på den brune hingst, for det vidste hun da virkelig ikke noget om. "Der hvor du har bedt mig om at gå hen." Chokket efter at have måtte erkende, at hun var alene og at det ikke ville ændre sig, havde fuldstændig lavet rod i det lille hoved. Fermaz kom ikke tilbage, han var væk for altid.

Den brunes bekymring blev ikke mindre jo mere tid han tilbragte her med Jah-Lila. Det slog ham at han havde fået fortalt noget af den sorte dødsgud, men var det virkelig hvorfor at hun opførte sig så mystisk.
Hun talte næsten i tunger. Der hvor han havde? Nej hør nu. En lav brummen kom fra ham inden han snublede over ordene

“ Jeg har da ik-..”

Han stoppede midt i sætningen og skyndte sig i stedet at føre en impulsiv idé ud i livet.

“ Årh, men du er gået forkert. Du skal den vej. For at komme derhen”

Han nikkede gestikulerende i den retning som da som minimum kunne få dem i skygge. Der var få oaser i denne golde ørken, men fordelen ved at kunne flyve var at de var nemmere at finde.

Da den brune nu sagde, at hun var gået forkert, kiggede Jah-lila blot skeptisk på ham. Kunne det nu også være rigtigt? Lidt efter trak hun dog blot let på skulderen, og begyndte så at vandre i den retning, som han havde udpeget. Solen bagte ubønhørligt fra en skyfri himmel, og selvom sveden drev ned af den stribede krop, synes Jah-lila egentligt ikke at bemærke heden. Hendes blik var atter blevet tomt, og det var som om at hun blot havde slået autopiloten på, som styrede hendes bens bevægelser. Det bløde sand var dog ikke helt let at bevæge sig rundt i, og som det pludselig skred under den ene hov, mistede Jah-lila balancen og væltede omkuld.
Små sandkorn fløj op som den spinkle hoppe prøvede at holde balancen, men dog forgæves. Og da hun først lå i sandet, var det som om, at hun helt gav op, og blev bare fuldstændig slap. Jamen hun kunne da også bare ligge her! Øjnene blev lukket med et træt suk..

Om Jah-lila var væk eller ej, var ikke til at sige, men med et lød der en sagte mumlen fra hendes tørre læber. "Dawn..?" Hun åbnede ikke øjnene, men det begyndte at rykke i hendes krop, hvorefter der lød et direkte skrig ud over den øde ørken. "DAWN!"

Dawn fulgte nu blot efter Jah-Lila, alt imens hans tanker bragede derudaf omkring hvad der havde sendt hende ud i sådan et stadie. Ja hun kunne ikke engang kende ham? Måske historien gentog sig, som med Caeli, men det håbede han inderligt ikke på.
Brat blev han rykket ud af sine tanker, da den stribede hoppe nu kollapsede foran ham. En bekymret brummen forlod hans næsebor, inden han straks fór hen til hende og knælede ved hendes side. De enorme vinger foldede han ud for at give hende bare lidt skygge.
Han puffede til hende, og først kom der ingen reaktion. Dog kom der en svag mumlen der udviklede sig til et skrig. Hans navn.

" Hey, Hey, hey, Jah-lila. Jeg er her.. "

Brummede han, mens han satte mulen mod hendes kind med et solidt tryk. Der skulle trods alt ikke herske tvivl om hans tilstedeværelse.

"Jeg er her "

Den velkendte stemme lød nu i hendes ører, samtidig med at hun mærkede en berøring på hendes kind.. Han var her. Som en film der blev afspillet inde i hendes hoved, så hun atter hendes og Helzloris rejse igennem Proelio, for at finde dem de havde kær. Hun så hvorledes sandheden gik op for dem, at det fortabte gudeblod ikke havde mistet livet, men ej heller nogensinde ville komme tilbage til dem. Hun så hvorledes hendes verden braste sammen, for selvom de efterhånden var flere år siden, at hun havde set Fermaz eller Ajani, så havde håbet om, at de nok skulle vende tilbage, holdt hende oppe. Det håb var nu slukket. Hun var alene..

Øjnene blev atter slået op og stirrede direkte ind i Dawns bekymrede blik. Dawn var her, han var ikke forsvundet..
"De kommer ikke tilbage," hviskede hun forpint, mens hun følte forledes lysten til at opgive det hele var stor.

Den brune hingst forstod hendes pinsel, for selv havde han mistet mange i sit liv. Han lagde sig ved hendes side, stadig med vingen over hende, for at skærme for den bagende sol.
Han strøg hende over halsen med et dybt suk.

“ Jeg ved det.. “

Hviskede han stille og lagde halsen over hendes. Helzlori havde fortalt ham det og først havde den brune været skeptisk, men alligevel søgt ud for at finde den stribede hoppe.

Hvad skulle man sige når ens kære havde mistet noget så nært. Dawn vidste det ikke, men lod blot sin tilstedeværelse og mimik tale for sig selv.

Stille lå Jah-lila nu i den "hule," som Dawns store vingefang skabte. Hun forsøgte egentligt ikke at tænke, det var bedst at lade være, men nød nu blot nærværet af vennen, som hun trykkede sig ind til. Hvordan mon livet nu ville gå videre? Et tungt suk lød fra den stribede, mens en lille, spirende tanke begyndte at slå rod i hendes bevidsthed. Livet ville gå videre, som det hele tiden havde gjort. Alt ville blive som før, for der havde Fermaz heller ikke været der. Kort følte Jah-lila, at hun var ved at blive kvalt af erkendelsen af hendes egen langvarige ensomhed, men så kom luften atter strømmende ned i hendes lunger. Der var fortsat noget af hendes familie tilbage. Hun havde stadig sin datter og sin mor. Og Dawn her var også sneget sig ind som familie, og med ham var der jo flokken.. Måske var hun ikke helt så alene alligevel?

Det tilsandede hoved blev nu løftet og tøvende med forsigtige bevægelser, strøg hun nu mulen over Dawns skulder. Han var så dejligt levende! Med ét gik der dog noget op for Jah-lila. "Men Inari..?"

Det virkede som om at hoppen kom mere til sig selv og det lettede ham mere end man lige anede det. Han brummede stille og trak meget svagt på smilebåndet da hun nævnte Inari. Ikke i glæde, men mere en lille akavet fornemmelse der bredte sig i han indre.

“Meget er sket mellem os og vi fik aldrig redt trådene ud før hun forsvandt. Endnu mere er sket siden da.. “

Sagde han stille og lod blikket glide henover Jah-Lila. Meget var også sket siden første gang de mødtes.

Mulen sank langsomt ned mod sandet igen, mens en mumlen lød. "Det er jeg ked af og høre." Jah-lila vidste godt, at Dawn og Inari havde haft problemer, men helt hvad de havde handlet om, havde hun ikke blandet sig i. Med tankerne der kredsede omkring den hvide hoppe, var det helt naturligt at de vandrede videre til hendes sorte bror, som havde været en ven af den stribede. Hun huskede tydeligt deres eventyr på de store åkander, men også han var forsvundet.

De blå øjne så atter ind i tomheden og et suk lød endnu en gang. Med mulen hvilende mod sandet resulterede det i sandkorn der fløj op i luften, og fik det til at give et ryk i den stribede af forskrækkelse. Reaktionen fik vækket Jah-lila igen, der nu kiggede spørgende tilbage på den brune. "Hvad er der sket siden da?"

Han brummede stille og puffede i stedet til hende, mens han ligeledes lod tankerne kredse omkring hvad der var hændt de seneste par år. Det fik ham til at sukke en anelse, mens det nu var hans tur til at føle sig forpint. Hendes spørgsmål vækkede ham dog.

“ Caeli er sket.. “

Sukkede han. Han burde være glad, men det nagede ham stadig.

“ Men.. Hun husker ikke noget af hendes liv med den sorte satan.. Alt i mellem. Hun tror alt var som da vi var unge.. Hun siger det betyder intet, men.... det føltes ikke...rigtigt”

En bekymret mine hvilede i de røde øjne, mens samvittigheden nagede.

Jah-lila huskede godt den grå Caeli, og hun kendte også lidt til det drama, der havde stået på så længe. Til trods for sin kærlighed den til grå, virkede Dawn ikke glad. Forsigtigt nippede hun til hans muskuløse hals, mens hun fortsat lyttede.
Det lød som et mystisk og lidt tosset dilemma, som hendes ven var havnet i, men på ingen måde som noget specielt sjovt dilemma. "Er hun ikke glad for at være sammen med dig nu?" Kort spekulerede Jah-lila på, om det var bedre at glemme alting end at føle smerten. Ville hun helst bare glemme alt om Fermaz? Hun vidste det ikke.

"Ville du hellere, at hun huskede?" De blå øjne stirrede ind i hans røde, mens den stribede undrede sig over, hvordan de begge var havnet i sådanne redeligheder.