Det var alt for længe siden, den unge Sirenia havde set sin mor. Men heldigvis havde hun alligevel altid følt hendes tilstedeværelse og nærvær hos hende, siden angrebet fra skyggerne... Hendes far og tvillingebror havde hun heller ikke set længe, så hun håbede blot af hele sit hjerte, at de ligeledes var i sikkerhed.
Denne smukke dag var hun taget forbi sin mors slot, Castle Mystik. Selvom hun ikke som sådan havde i sinde at hidkalde sin mor, så holdt hun alligevel meget af at vandre rundt i dette smukke slot, der altid mindede hende om hjem, og som altid overraskede én med sine mange forskellige udseender.

Denne dag changerede slottet for hende i diverse blålige og grønne nuancer. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Var hun virkelig blevet så sentimental og savnede sin familie så meget, at selv slottet havde indtaget deres farver? Hun rystede let på hovedet af sig selv, inden hun trådte nærmere slottets indgang. Hun kom forbi en af statuerne og stoppede op foran den med et smil. En sirene... Blot en tilfældighed? Eller måske en gave fra hendes mor?

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Udenfor det magiske slot, med sit mystiske ydre, stod en sort hingst, med sølvhvid man og stirrede en smule skarpt og misbilligende. Han havde stadig ikke meget til overs for gudinden og hans erfaring med hende og denne datter, var mildest talt irriterende. De orange øjne var knebet sammen. Alligevel.

Alligevel så var han nærmest draget magnetisk til stedet i denne stund. Som om en sirene sang og kaldte højlydt på ham. Han fnøs med hovene fæstnet i jorden. Skyggebjergene tårnede sig op bag slottet i det fjerne... Men hans herre var død - han havde efterladt Laylis med et føl... Et føl han endnu ikke anede om han ville følge. Men indtil videre, så var den unge prinsesse til hendes faders ruin, hans øje værdigt. Det var hende hans blik søgte imod her i Proelios hjerte, det kraftfulde sted med tonsvis af historie.

Frollos hjerne var forskruet - og netop nu som tvunget. Han vandrede ind i slottets mystiske indre og med lagte ører fulgte han impulsen i sin krop. Han hørte lyde... Stemmer. Sang og kalden. Slottet skuede igennem ham og viste tydelige billeder i en dis - en meget levende billededis af Aeical og deres mål.
Men så ændrede det sig, da han gik igennem en port til en mægtig sal. Her blev han omringet af grøn tågeild, der tirrede hans krop til at bevæge sig i forskellige retninger... Det glimtede med sorte gnister og guld... Hvad?

Efter at have stået og betragtet statuen i lidt tid, trådte hun med et smil ind ad slottets indgang. Det var godt nok længe siden, hun havde været her sidst - men alligevel blev hun ramt af en behagelig følelse af hjem. Hun savnede sin familie... Hvornår mon hun ville få dem at se igen?
Hun fortsatte ind mod slottets balsal og fik næsten et lille chok, da hun havde gået i sine egne tanker og pludselig opdagede, at hun ikke var alene. Hun så forlegent ned i gulvet, da hun regnede med, at det nok var en hest, der havde i sinde at bede til hendes mor.

"Hov, det må du undskylde. Jeg troede, at jeg var alene..."

Hun skulle lige til at vende rundt og lade den anden i fred og så derfor hurtigt hen på den fremmede med et venligt smil. Men da gik det op for hende, at det ikke var en fremmed... Nej, det var jo ham. Hun kendte ham godt nok ikke så godt - ja, faktisk kendte hun end ikke hans fornavn... Men alligevel kendte hun ham. For det var ham, der havde reddet hende fra Skyggerne den dag, og som hun for evigt ville være taknemmelig for sit liv. Hun skiftede derfor mening og skridtede i stedet hen imod ham. Hun var nok blevet noget anderledes, siden han sidst havde set hende... Hun var ikke længere et lille opmærksomhedssøgende føl, men var i stedet blevet en ung smuk teenager med alt, hvad det indebar af flotte hoppeformer. Hun stoppede op foran ham og blinkede et par gange med de lange øjenvipper, inden hun smilende brummede imødekommende.

"Åh, jeg så slet ikke, at det var dig! Kan du genkende mig? Vi har vist aldrig rigtigt fået introduceret os selv, men mit navn er Sirenia."

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Før hans undren blev for stærk og han fortrød sin indtrængen i gudindens slot for meget, standsede det hele brat, som en stemme lød bag ham. Han stivnede... Det var som om noget holdt hånden over dem - tvang ham til at være her og piskede ham i retning af den unge hoppe, der endnu stod bag ham. Endnu havde hans øje ikke vendt sig imod hende. Var det Jaymelias vilje? Hendes bagtanker fra den nat han havde holdt den lille sjæl, hun kaldte for datter? Han fnøs og øjnene brændte.

Kroppen vendtes nu - langsomt og med glubske øjne. Dér stod hun: Ung og ældre. Lokkende som en fin due, der kaldte. Ej vendte hun sig, da hun genkendte ham og hans prægtige ydre - for nuvel, han var en ædel herre, med sine forbehold - men ingen kunne nægte at han strålede genkendeligt.

Han talte ikke, for hans blik var stivnet. Der var noget modent over den unge skikkelse nu og han forbød hvad hans instinkter fik lyster til. Det var jo i hans øjne, djævleyngel. Dette unge vidunder...

"Jo, datter af Jaymelia - Dem skal der ... mere til at glemme." i hans øjne var der ingen afslørring. Men han overvejede hvordan hun kunne lide en frygtelig død, uden at Jaymelias rasen ville gå ud over hans legeme.

"Nuvel - jeg er Nigrum Frollo."

Hun smilede glad, da hun kunne se på hingstens reaktion, at han bestemt godt kunne kende hende. Og hun måtte da også indrømme, at det kildede lidt i hendes mave at se ham kigge så intenst på hende... Hun anede ikke, hvad han tænkte, men hun kunne se, at hans hjerne knagede. Hun ville gøre alt for blot et kort øjeblik at kunne træde ind i hans hoved og se, hvad der mon foregik derinde.
Hans ord lød nu og fik hende til at smile smigret. Det betød meget for hende, at han ej havde glemt hende... Hun smagte lidt på hans navn, da det nu blev hende givet. Nigrum Frollo. Det kunne hun godt lide. Det havde en spændende og mystisk klang over sig, ganske lige som hingsten selv. Hun tippede let det feminine hoved på skrå, inden hun roligt skridtede tættere på ham.

"Det er mig en fornøjelse endelig at hilse rigtigt på dig, Sir Frollo. Jeg har vist aldrig fået takket dig, så tillad mig at benytte mig af lejligheden til dette. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad der præcis skete den nat... Men jeg ved blot, at du reddede mit liv, og at jeg er dig evigt taknemmelig."

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Hvis der var én ting den unge sjæl absolut ikke ønskede sig, så var det at kunne læse hans tanker. Hans tro bød ham ikke at røre hende - for nu. Det var dog afgjort at hans krop reagerede mærkværdigt på den lille grønne. Sirene. Hans ild var tændt og øjnene tydeligt ophidsede. Han var en herre over sin krop normalt. Hele sin krop. Alle sine kødlystige følelser. Han havde brugt årevis på at tæmme dem, for sin tro - og her stod den lille slange og tog det fra ham. En lang udånding efterfulgt af et dybt støn, hørtes imens han lyttede...

Reddede hendes liv? Pff... Han blev udnyttet til dette, af hendes moder. Og Frollo kunne ikke skjule sin ærefrygt og måtte bære den opgave... Det vidste den unge ikke. Vel?

"Jo, deres moder har sendt sine ... takkende tanker min vej." nærmere en trussel... Hans stemme var overvejende dyb og stærk. "De var også blot et lille kært føl i de tider - De er vokset til." hans straf var allerede for hans indre blik. For hvad han så og hvad det resulterede i. Hans tænder var nærmest i brænd for ikke at bide - han var jo en ædel herre, normalt vel respekteret og velanset. Disse tanker kunne ikke føres ud i livet, ligesom hans morderiske side aldrig fik lov. Det var ikke hans tros stil - han var jo ingen tilhænger af døden og dens herre.

Hun smilede glædeligt, da han fortalte, at hendes moder havde sendt takkende tanker i hans retning.

"Det glæder mig at høre."

Hans ord om, at hun også blot var et lille, kært føl i de tider fik hende til at le muntert, mens hun sendte et drillende blik i hans retning.

"Jeg håber ikke, at jeg var alt for irriterende."

Hun kunne ikke huske præcis, hvordan hun havde været dengang, men hun kunne dog udmærket huske den episode i skoven, hvor hun havde rendt ham i hælene som en anden hundehvalp. Han havde dog nævnt, at hun var et kært føl - så måske det ikke havde generet ham så meget? Det ledte hende til en nysgerrig tanke, som hun nu førte ud i livet som spørgsmål.

"Har du selv børn?"

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Hvad i alverden? Hun var så positiv og lykkelig, at det var klamt... Han kunne da jovist selv godt lide at være så positiv - men han var det sjældent... Dette var muligvis underliggende misundelse, på hvor fri hun virkede til at være - alt imens han var bundet på alle fire hove af sin egen tro og overbevisning. Han sad så dybt fast i mudderet at han ikke kunne trækkes op. End ikke når sirener kaldte kærligt.

"Irriterende? Hm... Kun Deres frie ungdommelighed irritere mig - er De kun deres moder tro - eller er De med flere guder?" han mærkede halsrøret virkelig snørre sig sammen, for ikke at forpeste hende til med flere ord, der ikke var helt venlige - for hvad ville magiens gudinde ikke gøre ham? Nåde... Hun gav ham nåde, så længe han beskyttede denne lille grønne slange...

"Nej, Sirenia - min tro byder mig, aldrig at få efterkommere." han bed tungen i sig igen, og svarede venligt.

Hun lagde let hovedet på skrå og kunne ikke lade være med at smile, da han svarede, at det kun var hendes frie ungdommelighed, der irriterede ham. Så gammel var han da vel ikke! Hun sendte ham et sødt blik. Hvis han virkelig gik og følte sig så gammel og fanget, så måtte hun da hjælpe ham med at bryde løs og finde sin frie ungdommelighed igen! Hun slog ivrigt med hovedet, inden hun rystede på hovedet til hans spørgsmål.

"Jeg har ikke rigtigt mødt nogen af de andre guder endnu, men hvis jeg skal være helt ærlig, så betyder det ikke så meget for mig... Jeg har aldrig spurgt ind til, hvad min mors religion egentlig går ud på, så jeg kan nok næppe påstå at være tro mod nogen som helst."

Hendes øjne glimtede i en kæk undertone, som hendes svar blot understregede, hvor fri hun var. Hun kunne godt lide tanken om at være lidt rebelsk - specielt over for Frollo.
Hans næste ord fik hende til næsten at tabe underkæben.

"A'hva? Hvad i alverden er det for en tro, der har så nederen en regel?!"

Hun vidste godt, at hendes ord ville kunne komme til at fremstå meget provokerende og måske også grænseoverskridende, da hun jo på ingen måde havde ret til at blande sig i hans private tro - men hun var ganske ligeglad. Hans tro lød til at være helt ude i hampen, og det ville hun da ikke lægge skjul på!

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Hans øjne slog lidt gnister - hans indre tændt i et inferno af had til dette søde blik hun sendte - fordi det påvirkede hans forbandede nervesystem. Hans tunge kravlede ned i halsen på ham og hans øjne var kolde for ikke at lade ilden tage ham. Han ville hade hende. Det ville han. Kunne han?

Han fnøs og hævede hovedet højt - ikke tro imod nogen som helst? Han var tro imod guddommen og kunne ikke forestille sig at vige. Men i dette nu forestillede han sig det alligevel: Hvordan han kunne tage hende. Med sig. Men hun ville skulle indgå i hans verden i dette tilfælde og han gradbøjede ikke reglerne! Han kunne sagtens se sig selv rejse sig med den grønne som en figur i hans liv... Kunne hun? Hans øjne brændte på hende. Aldrig. Han ville ikke engang selv tænke videre. Det var ikke passende og hun skulle aldrig få lov at styre hans tro eller sind. Han så imod loftet i slottet og forbandende gudinden der var moder til den grønne langt væk... Men bed sig så i læben i håb om at gudinden ikke hørte ham.

Kækt og provokerende reflekterede hun nu sit eget sind - hun var fri. Til at tale, til at mene alt og ikke tro på noget som helst.

"Nedern?!" hans stemme blev mørk og højlydt. "Aldrig har jeg hørt sådan et skændsels ord om min tro - Sirenia, De må forstå at livet jeg er givet ganske sandt er en gave. Men jeg har viet mit liv til guddommen. Til deres nåde og deres vilje. Jeg skal ikke lade min tid forpestes af kødlige lyster og følelser - jeg skal rejse mig til Gudernes ære og blive deres sande talerør."

Han brændte i sin fremtræden - kraftfuldt, insisterende og meget overbevisende.

Hun mødte hans stærke blik, der nærmest slog gnister og brændte sig fast i hendes. Hun mærkede en varme brede sig igennem sin krop, som hun så ham dybt ind i øjnene. Hun var vild med den måde, det føltes som om, at hans blik granskede hendes sjæl og krøb helt ind under hendes hud på. Hun ønskede ham tættere på sig. Helt ind i hendes krop og sjæl...
Da han afbrød deres øjenkontakt, blev hendes tanker dog også afbrudt, og hun tvivlede lidt på sig selv. Var det mon forkert af hende at tænke sådan om ham? Han var så meget ældre end hende... Hvad ville hendes mor og far ikke tænke?! Et trodsigt blik brændte hurtigt i hendes øjne et kort øjeblik. De havde ikke ligefrem været der så meget for hende i sin barndom, så de kunne vel være ligeglade!

Hans højlydte talestrøm fik hende til at smile med et kækt glimt glødende i de dybblå øjne. Hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne virkelig godt lide at gøre ham oprørt - tanken om at få skæld ud af ham tændte nærmest en ild i hende og gav hende lyst til at antænde ham mere og mere.

"En gave? Det lyder mere som om, at du er en gave til guddommen! Hvis du virkelig viser dem så meget nåde og vilje, hvorfor skulle de så ønske at straffe dig på den måde?!"

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Vogt din tunge, lille barn, for når du taler, antænder du en trussel for dig selv...
Trodsighed. Ungdom. Frihed. Dybe blikke. Frollo kneb øjnene sammen, men slap hende ikke af syne. Hun var en flod af synd. Overbevist og stærk i sin vilje, der ønskede at lokke andre i det såsagt rensende vand. Ud ville flyde alt ansvar, alle byrder man måtte bære - men samtidig ville vandet lokke en i den visse død. Intet at stille sit liv til rådighed til. Ingen at rette sit blik imod. Ingen at følge... Renset. Renset ind til ingenting. Ud i intetheden. Det var ikke et ønskeværdigt scenarie - hun burde redde sig selv fra det dystre vand af synd.

Men som Sirenias smil glødede om kap med hendes øjne, og hendes stemme atter provokerede, så han noget. Hun nød at provokere. Hun var på vej. Ikke bare ned i en flod. Men et hav, en storm. Han rankede sig, knejsede nakken og udviste sin ære, sin styrke. Alt hvad han var gjort af - hun burde blive imponeret, og hun burde bakke ud af sin storm. Men var hendes åre så syndige allerede, at det var for sent? Var hun dømt fra fødslen, virkelig?

"Aldrig ville dette være en straf Sirenia - det er et frit valg, at hengive sit liv og sin tro til deres ære. Andre under troen, vil give liv til nye efterkommere. De vil leve og skæbnen vil vise dem deres sti. Min sti er et aftryk af hvem jeg er. Hvorend jeg vandre vil mit hjerte følge deres veje. Et liv i cølibat, er et hengivent liv, hvor sindet opnår sit fulde potentiale..."

Han så skævt på den unge hoppe, sigende og irettesættende. Dog var han ganske mild i sin stemme, den tordnede ikke som det uvejr hun var - men den var så mørk, silkeblød og intens for i sandhed at vejlede... Frollo var intet monster. Ikke af sind og vilje... Men dybere inde i lagene, hvilede hans forbandelse, hans problem. Der fandtes svaghed for kødlig lyst. Et undertrykt sted.

Som han knejsede i nakken og rankede sig helt op foran hende, kunne hun ikke lade være med at se op på ham med en vis respekt og stor beundring i sit blik. Han var virkelig betagende, stærk og tiltrækkende... Uden tvivl en hingst med stor styrke. Men ej var hun bange for ham. Nej, hun vidste, at han ikke ville gøre hende noget. Og selv hvis det en dag skulle lykkes hende at provokere ham nok til at ønske det, skulle hendes mor nok sørge for, at hun ikke kom til skade...

Hun lyttede nu til hans forklaring og besluttede sig for en gangs skyld for at lytte ordentligt og virkelig give ham en chance for at forklare sig. Hun måtte dog stadig indrømme, at hun altså ikke helt kunne se fidusen i hans tro... Men alligevel mærkede hun respekten for ham stige. For uanset om hun var enig i hans synspunkt eller ej, så kunne hun godt anerkende hans viljestyrke, og at han havde rygraden til at holde sig tilbage for noget, han troede så stærkt på. Hun kunne også godt misunde ham lidt for i den grad at have fundet sin sandhed - sin vej i livet. Der var hun selv noget mere ung og blank. Hun havde ingen planer og anede virkelig ikke, hvor livet ville føre hende hen. Et lille smil fandt vej frem på hendes læber. Hun havde en idé... Et klart ønske om, hvad hun ønskede for sin fremtid: At tilbringe mere tid sammen med ham. Hun så derfor indsmigrende på ham og trådte igen et lille, lokkende skridt frem mod ham.

"Det lyder sørme interessant, Mr. Frollo. Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår så meget af det - endnu i hvert fald. Men jeg er sikker på, at du er den bedste lærermester, man kan få, og lige den vejleder, en ung og forvirret hoppe som jeg har brug for. Så vi må vist hellere tilbringe noget mere tid sammen i fremtiden..."

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Frollo havde i sandhed set hende. Han forbandede det langt væk, alt det væsen hun bragte til hans verden i denne stund. Det var ude af hans kontrol at styre hendes liv - for nu. En svag tanke begyndte at tage form i hans indre, men den havde brug for Gudernes nåde for at blive til. Han slog med den lange sølvfarvede hale og tippede hovedet en anelse på skrå imens han studerede hende indtrængende. Hvad sagde hun? Et ønske om at lade ham være en læremester. Han rystede på hovedet og fnøs. En datter af magien. Frihedens slange. Han mærkede hendes nysgerrighed, en åbenhed han ikke selv bar for omverden. Nuvel... Tanken tog endnu mere form. Men hun havde ikke set hans bitre indre. Ikke følt hans stærke trang.

Frollos sorte skind glisnede, som om solen skinnede inde i salen. Var det slottet? Jaymelia? Holdt hun øje med ham? Han lo i sit indre. Ej ville han tænke på sine dystre ønsker, for han skulle nok holde sit sind frit fra hendes bid. Han måtte ... Jo. Han var ganske nødt til at straffe sig for dette - men han måtte så absolut svindle.

"De forstår ej hvad de tilbyder, unge Sirenia..." hviskede hans stemme en anelse mørkt og olmt. Han smilede til den unge hoppe - nærmest djævelsk, men alligevel ej skræmmende. "Vis dig værdig, ret Deres øje til troen, find de bånd, der binder Dem og løsriv Dem fra dristige tanker..." de sidste ord var talt på en sådan måde, at de let kunne forståes omvendt. Han trak sig langsomt bort fra den unge hoppe igen. Ud fra dette skrækkelige slot og alt hvad der fulgte med Magiens Gudinde.

Hun så på ham med et lettere betaget blik, da hans stemme pludselig ændrede sig til en mørk og nærmest olm hvisken. Hun forstod ej, hvad hun tilbød... Øh, duuh. Det var jo netop derfor, han skulle lære hende det! Hans djævelske smil formede sig foran hende, men hun var alt for fascineret og blændet til at opfatte advarslen i det. Hun lyttede opmærksomt til hans stemme og slugte hvert et ord. Hun forstod vitterligt ikke et eneste af dem, men det skulle vel nok komme... Så svært kunne det da vel ikke være at leve efter hans tro?!

"Jeg lover, at jeg ikke vil skuffe Dem!"

Se... Hun havde allerede lært at tiltale ham med mere respekt! Hun blev stående og så efter ham med et stort veltilfredst smil, som han langsomt trak sig væk i mørket og forsvandt. Åhh, den naive og dumdristige teenager havde ingen anelse om, hvad hun lige var gået ind til...