Hun lyttede fascineret til den store drage, der nu sagde deres navne ét efter ét. Han havde en utrolig særpræget og meget smuk stemme. Det gav en lille kuldegysning i hendes krop, da hans store vinger bevægede sig hen over dem, men det var ikke nødvendigvis en ubehagelig følelse... Hun sturderede årerne på hans smukke vinger og blev nærmest helt hypnotiseret af skællets smukke farver. Sikke et syn!

Da hendes moder og fader nu havde præsenteret sig selv, mærkede hun automatisk, hvordan hendes krop tillod sig at slappe lidt mere af. Og da hun nu mødte Constantines blik, der forsikrede hende om, at alt var okay, tog hun mod til sig og trådte frem med et venligt smil, der blev sendt mod dragen.

"Det er mig en ære at møde Dem, Rakathan! Kerizín har fortalt så meget om Dem - og De har i sandhed ikke skuffet!"

Kerizíns smil lyste af glæde og stolthed, endelig havde hendes familie mødt hendes ven! Og de havde hilst på hinanden og ingen virkede bange, hverken Rakathan eller de andre! "Jeg er så glad for at I endelig har mødt hinanden? Er han ikke bare flot? Og sød?" spurgte hun sin familie og sendte Rakathan et strålende smil.

I hendes øjne var han både et af de flotteste og et af de sødeste væsner hun kendte så andre måtte da have det på samme måde, ikke? "Jeg tænkte at vi kunne følges ind i himlen i aften? Ikke?" Hun sendte sine forældre et hurtigt bedende blik - hun regnede ikke med at de ville sige nej men det var vigtigt for hende at de var indbydende for at forsikre Rakathan om at han var velkommen og ønsket.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Oasis sendte Constantine et lykkeligt blik - datteren var så glad og frejdig. Længe ventet havde det været at se denne drage... Hun havde haft tiden til at tilvænne sig tanken. Men aldrig havde hun tænkt han var så stor! Der var pludselig en mening med alle de gamle sagn og legender om dragers storslåethed - men desværre også deres trussel... Men var Rakathan beviset på at Drager kunne ændre adfærd? Kerizin talte og Oasis smilte.

"Lad os det - vi er også sent på den, så vi skal nok til at gå."
Lød den lyse stemme.

Rakathan
Wings and teeth and dragon scales.

Den mekaniske og dog meget flotte stemme, klukkede tilpas og glad af familien - de var en rigtig familie... Han følte et savn - trods han aldrig havde kendt andre drager, så var hans hukommelse forenet med sine forfædres. Det var også grunden til, at det var så svært at blive venner med heste. Men det lykkedes ham nu. Han kunne se Kerizins familie og de frygtede ikke. De talte, de smilede, de opførte sig som var han en af deres egne - på trods af de lidt store blikke til hans krop.

Han nikkede til Chihiro og hans fine skel i ansigtet glimtede som han følte ros... Mærkværdigt.
Derefter så han mod Himmelriget - de skulle af sted. Hans frygt var dog stadig at han ikke var velkommen.

Constantine returnede Oasis' blik med et lige så lykkeligt og så så på sin yngste datter. Han havde aldrig forestillet sig at man kunne blive ven med en drage så bare det at hun havde valgt at forsøge var en ret stor ting for ham. Han kunne mærke stoltheden varme ham.

Han nikkede varmt til Kerizíns spørgsmål og Oasis' svar. "Ja det er en god ide at følges - alle sammen" Det sidste blev sagt med et smil til Rakathan. Det var stadig underligt for ham at han sådan kunne stå frederligt foran et væsen der tydeligvis nemt kunne myrde ham men Kerizíns glæde og tryghed smittede og på en eller anden måde fik han lyst til at hjælpe dragen også.

Hun kunne ikke lade være med at smile i hele ansigtet, da hun så sin lillesøsters ustandselige glæde og stolthed over endelig at kunne få lov til at vise sin store, prægtige ven frem. Hun grinede ad Kerizíns ord og nikkede begejstret. Jo, det måtte hun i sandhed give sin søster ret i! Hun smilede lykkeligt til dem alle, da de hver især blev enige om, at det snart var tid til at rejse til Himmelriget, og at Rakathan selvfølgelig skulle rejse med dem i aften. Hun nikkede samstemmende. Hvis Rakathan også var den mindste smule i fare for de væmmelige Skygger, så skulle han naturligvis med, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

Den sensitive og følelsesregistrerende Chihiro kunne dog ikke undgå at bemærke, at Rakathan kiggede mod Himmelriget med et ganske nervøst blik. Og straks opfangede hun hans frygt og fik trang til at berolige ham. Hun trådte ganske forsigtigt helt tæt på ham og lagde mulen mod et stykke af hans skællede krop med et blidt tryk, inden hun så op på ham med et kærligt smil.

"Hr. Rakathan... De skal ikke være bange. Flakezé er en fantastisk varm og godhjertet gud. Han vil byde Dem mindst lige så velkommen i Himmelriget som os andre!"

Kerizín smilede varmt til sine forældre da de så velvilligt inkluderede Rakathan og endnu mere til sin søster som nu, efter at have overkommet sin egen nervøsitet i starten, prøvede at trøste ham! "Og alle andre vil også når han gør det! Og ellers skal vi nok overbevise dem!" tilføjede hun med et grin inden hun begyndte at trippe i retning af himlen.

Hun elskede at stå her og snakke med dem alle men hun ønskede at vise Rakathan at alt ville gå godt og det kunne de bedst ved at gå derhen. Hendes mor virkede også til gerne at ville afsted så det passede jo perfekt.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Oasis lod dem alle tale ud og lytte til hinanden. Men så var tiden også inde, dette havde den smukke, unge Kerizin fanget og hun smilede derfor meget lykkeligt, som de vandrede af sted. Hun smøg sig let ind til sin hingst og nippede ham drillende i læben. De var en familie. En stor særpræget familie.

Himmelrigets døre var dog - lukkede. Hun gispede da det gik op for hende at den store forsamling af heste stod her og afventede hvad der skulle ske... Mørket lagde sig jo langsomt...

Men så så Oasis det. Det skarpe blik havde næsten set det komme før det skete: Laylis trådte frem på bjerget med et lille afkom ved siden... De var reddet - blev der sagt.

Rakathan
Wings and teeth and dragon scales.

Den enorme krop listede af sted, som de andre vandrede så hurtigt de kunne skridte. Hans øje hvilede på dem alle og han sendte taknemlige blikke til de to unge søstre - for disse to gled lige ind i hans hjerte, men særligt unge Kerizin havde taget hans hjerne med på en rejse. En venskabsrejse.

Da de så endelige nåede portene, var en større forsamling sket. Noget var i gærde for portene var ej åbnede.
Dragen følte både lettelse og bekymring flyde ind i sit system...

Men så - så trådte gudinden Laylis ud med et lille afkom og de talte ... som mørket faldt på. Den lille sjæl tog alle skyggerne til sig som slugte hun dem i et åndedrag! Den lille var magtfuld og Rakathans øjen var store og hovedet højt fra jorden. Var det slut?

Constantine smilte til hele flokken inden han fulgte med hen imod himlen, hvem skulle have troet at han skulle gå fredeligt sammen med en drage? På vej til himlen? På en måde virkede det hele fuldstændig uvirkeligt men så alligevel, her virkede det til at alt kunne ske.
Constantine lænede i et øjeblik sin vægt mod Oasis i et kærligt 'skub' som reaktion på hendes nap inden han kyssede hende på kinden. Alting kunne næsten kun gå fremad nu, efter de endelig 'officielt' var sammen kunne han slet ikke forestille sig andet.

"Hva..?" Han stoppede forvirret da han så portene være lukket og den store forsamling heste, hvad foregik der? Han fik dog hurtigt sit svar da Laylis trådte ud med et føl og forklarede at de nu var reddet! Han så forundret på sin lille familie og til sidst sin elskede mage, kunne det virkelig være sandt? Ville alting virkelig 'bare' gå godt nu måske? I hvert fald i et stykke tid?

Chihiro skridtede lykkeligt side om side med sin familie og deres nye ven, mens hun taknemmeligt var på vej til Himmelriget, hvor de takket være Flakezé alle sammen kunne være i sikkerhed for natten. Overraskelsen var derfor ligeledes stor hos hende, da de kom frem til en lukket port og en stor forsamling af forvirrede heste. Hun skævede nervøst op til Rakathan. Hvordan mon han ville tackle så stor en samling af fremmede heste på én gang? Hendes opmærksomhed blev dog hurtigt brudt, da selveste Laylis nu trådte frem med et lille hoppeføl ved sin side. Chihiro så med store øjne til, som den lille sugede alle skyggerne til sig, til de forsvandt ind i hende. Hun kiggede forbløffet rundt på sin familie. Var det hele overstået nu?

Kerizín så forvirret på den store flok heste og gik, nærmest beskyttende, nærmere til Rakathan. Hvorfor var der dog så mange heste stimlet sammen foran himlen? Var noget mon gået galt? Eller havde Flake en god nyhed måske? Med denne opløftende tanke trippede hun lidt fremad igen bare for at stoppe da hun så Laylis dukke op med et hoppeføllet ved sin side.

Kortvarigt så hun bare undrende fra den ene til den anden indtil hun hørte og så hvordan føllet kunne ordne hele problemet med skyggerne. Lykkeligt stejlede hun og sprang rundt i en stor cirkel ”Hørte I det? Vi kan sove udenfor himlen igen! Og skyggerne er væk så Rakathan og vi er i sikkerhed!”

Rakathan
Wings and teeth and dragon scales.

Det hele var forvirrende og langsomt opløste forsamlingen sig... Han trak sig selv væk - veg lidt bort fra mængden, så de ikke gik i hans retning - det gjorde de jo heller ikke, for hans udseende var rigeligt til at samtlige blikke forskrækket så til og i chok stak den anden vej.

Han stirrede en smule beredt i forsvar på skikkelserne - men inden længe så reagerede hele hans egen lille forsamling. Kerizin sprang rundt i lykke, så han hævede hovedet højt og nær havde strejfet Chihiro. Hans latter lød så, for hun havde ret! En stor dyn rungende og mekanisk latter. "Ssååå kaaanss ddeee ikkkeee taaggee miigg igggenn...!"

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Oasis følte en lettelse nærmest oversvømme hendes krop. Det var slut... Hendes intelligente øje, stirrede et langt øjeblik på gudinden og hendes datter, før disse forsvandt tilbage hvor de kom fra... Hun så det - forestillingen om at noget kunne gå galt, og føllet måske en dag ville blive vanvittig ligesom hendes fader. Samtidig så Oasis også at den unge datter, kunne gå hen og kunne styre det - med lidt af det kaos hun fik fra sin moder.

Det var med ærefrygt og en smule reel bekymring om fremtiden, at hun gladeligt vendte sig og hoppede let på stedet med sin datter - den perfekte lange man flød omkring hende og hun puttede sig efterfølgende ind til Constantine... Et hint. Nu det var en glædens aften, kunne de være sammen for altid og afslørre det hele for børnene!

Constantine kom sig over sin overraskelse da hans yngste datter begyndte at hoppe rundt og snakkede om hvordan det var i sikkerhed nu. Til hans overraskelse hoppede Oasis også og han kunne ikke lade være med at smile varmt til dem begge, glæden smittede og nu så fremtiden enormt lys ud på en helt ny måde.

Da Oasis kom hen og puttede sig ind til ham trykkede han hende let til sig med hovedet inden han så på sine døtre... og deres gæst, "Chihiro, Kerizín, vi har noget vi gerne vil fortælle jer." Han sendte et varmt smil til Rakathan også, han var selvfølgelig velkommen til at blive og høre nyheden, det var bare ikke specifikt til ham Constantine ønskede at fortælle denne nyhed.

Efter et hurtigt kærlighedsfyldt blik til sin mage så han på sine døtre igen "Jeres mor og jeg har besluttet os for at være mager og dermed være sammen for evigt." Ikke at det var noget nyt for ham, og måske forventede hans piger det også men nu var det officielt!