Hoppen blev ikke urolig nu, hvor hun havde oplevet sin storebrors vilde adfærd en gang. Da han sprang af sted på ny, trak hun blot vejret livligt og vidste at hun måtte op og forsøge at opføre sig på samme måde!

Men det var lettere sagt end gjort. Selv med sin moders assitance tippede hun på næsen og forsøgte at genvinde balance med forbenene, der endte med at krydse mærkeligt. Hun vippede let et par gange frem og tilbage, før hun fandt fodfæste og stod vakkelvorent og så op på sine forældre.

Shimo så den lille komme på benene og trods Ricklas laede påstyr bed hun ikke rigtigt mærke i det men rystede bare på hovedet og ledte den lille til sit yver hvorefter hun tyggede af munden og sank hovedet for at græsse videre. Nabendu skulle nok bekæmpe eventuelle fjender og Ricklas ville nok holde udkig. Han var blevet en stor unghest. Robust og vokset en del mens hun havde været væk. Hvor hun havde været, anede hun ikke, men hun kunne i hvertfald fornemme at noget var blevet vendt op og ned.. Hendes vom f.eks...

Shimo skævede mod Nabendu som han stod der og så dejlig ud. Hun glædede sig allerede til næste brunst hvor hun agtede at forsøge sig igen, for det var jo gået godt 3 gange i rap. Hun vidste at føllet hun mistede i krigen måske var tabt for evigt, og på en eller anden måde troede hun vel at hun kunne rode bod på skaden ved at være en bedre familie for Nabendu? Aaron og hende havde ikke just været de bedste forældre dengang... hun var første gangs fødende og havde haft et helt andet billede af hvad det ville sige at være en familie.

Ricklas bremsede op og stod nu og så betaget på den lille som hun kom på benene. Han syntes hun så skrøbelig ud og vidste derfor at han skulle være hendes skytsengel. Passe på hende, som den nye del af familien hun var. Han ønskede hende kun det bedste og selvom han var blevet større, flokken var ved at opleve forandringer og hans moder synede mindre, vidste han at gennem det hele måtte han holde godt fast i det han holdte aller mest af, nemlig familien. Venner havde han faktisk ikke rigtig mere. Han havde skubbet dem fra sig i den periode hvor alt så sortest ud. Han havde været deprimeret men skjult det bag en kold facade der havde virket frastødende på de fleste. Ricklas burde måske i den alder han havde, have en større nybygget omgangskreds, men nej. Han satsede alt på familien.

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Snart måtte Nabendu smile skævt af datterens forsøg på at komme på benene. De lange stænger var svære at styre, men snart stod hun omend det var vakkeltvorent. Shimo ledte hende til mælken. Bedst som han stod der voksede han på en måde. Hjertet bankede stødt i hans bryst og en helt ny plads til den nyfødte datter åbnede sig og blussede over med kærlighed.

Han sukkede og trak vejret dybt i den blide brise. Hans mule kærtegnede nu hans mages hals, som hun gav sig til at græsse. "Shimo, endelig kan vi være sammen igen. Alle sammen." han åndede hende drillende i øret og så stolt på sin robuste unge søn. "Vores nyeste medlem fortjener et navn."

I will always, be the one who took your place.

Føllet prustede og ud kom en lille klat fostervand der havde generet hendes første åndedrag - det mærkede hun først nu hvor hun fysisk begyndte at anstrenge sin spæde krop. Oprejst stod hun nu og tog de prøvende skridt imod moderens yver. Moderen guidede hende og hun lyttede opmærksomt med sine sanser, selvom hun intet forstod af de ord der blev vekslet, gjorde de hende tryg.

Hun fandt yveret og gav sig til at drikke den dejlige mælk i sig.