Livet havde været kompliceret på det sidste, mange ting var sket, mange tanker havde flakket i hovedet på denne blå hoppe. Men det hele havde ført hende tilbage til dette sted. Hun havde holdt sig væk på grund at den døde hingst. Alt i hende havde skreget efter ham, længtes efter ham… men han led i hendes selskab, han blev straffet i hendes selskab. Efter alle disse år var hun nu tilbage, hvem der var tilbage, hvem der huskede hende og hvem som ville tage imod hende – ja det havde hun ingen ide om. Lige nu førte hendes sorte hove hende igennem den mørke skov, hun ville ikke bare springe ud på engen og melde sin ankomst. Hun ville møde de personer som var vigtigst for hende først og på denne seddel stod en hingst højest….. Hendes far.

Et vrinsk ville være for åbenlyst, en hvin ville høres for langt væk, men hendes evner kunne bringe hende langt i denne situation. De telepatiske evner sendte et let signal ud, et ord til en hingst hun håbede lyttede.

… far ….

Den blå krop dansede let i denne blide lysning i skoven, månens lys slikkede let den blå farve på hendes krop. Den meget genkendelige farve, som alle ville kunne kende hende på med det samme. De rubin røde øje skinnede let, inden de blev lukket i. Koncentrationen blev sat på og den blå krop begyndte nu let at skrifte farve. Et sort pelslag lagde sig i en let og næsten usynlig dragt over den blå krop. Dette ville ikke være en farve som var så genkendelig på disse egne. De blide øjne blev atter åbnet, men denne gang var de helt grønne. Ingen ville ved første øjekast kunne kende hende lige nu…

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Nattens stjerner skinnede ned overalt i Proelio. Det var som om, at noget ganske særligt skulle ske. Månelyset skinnende slør, faldt som et blåt lys i den lette tåge omkring ham. Sensommeren i Natiaum var smuk. Vinden hvirvlede blidt af sted og rystede i de gamle træer. Kanto. En skov der havde eksisteret i årtusinder. En længselsfuld sukken lød fra den blå gud. Engang havde alting været så ganske simpelt. Men alt det han vidste nu... Det skræmte og jog igennem hans hjerte som en pinsel der nægtede at vige bort. Hans øjne fulgte de store træer mod deres trækroner. Omkring grenene var det spindelsvævs lignende slør. Tusindvis af stjerner glimtede igennem slørret ned på hans levende pels. De lyseblå og gyldne aftegn var tydelige om natten og synes at bevæge sig langsomt.

Hingsten var afslappet og fandt blot roen i omgivelserne. Han havde intet formål... Ikke endnu.
Tankerne var dog mange. Trudy. Hans sorte læber trak på et smil. Hans hjerte var erobret på ny - forhåbenligt for altid.
Helzlori ønskede sit møde og havde sat datoen. Det skulle ske i morgen. Måske var det derfor han vandrede en anelse hvileløst rundt i landet? Følelsen af uro inden det store møde, mellem dem alle?

Han rystede på sit tunge hoved, men idet han gjorde det, lød en stemme så blød og klar i hans hoved. Hans smaragdgrønne øjne spærredes op og hans krop stivnede et øjeblik, da hjertet sprang et slag over. Lille Adorie.

Flakezé havde vænnet sig til, at kontakten til hans døtre ikke var megen... Så at hører hendes kald, var uventet. Øjeblikkeligt fulgte han sine gudelige sanser og sporrede sig frem til datteren, i en lysning. Hun havde skjult sit udseende, men han kunne se igennem magien og hans faderlige hjerte varmedes - men hans bekymring blev også tydelig. Hvad havde hun dog lavet i alle disse år? Evigheder synes det!

Han standsede i lysningen. "Adorie, jeg er her." lød den faderlige, varme stemme, efterfulgt af et dybt, en smule lykkeligt suk over synet af hende. I live og uskadt.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Hoppens tanker var alle vegne, rundt omkring og på alle hun kendte, havde kendt eller ville lære at kende.. Hvordan ville hun blive modtaget tilbage efter alle disse år. Hun havde kæmpet i 600 år for at glemme alle som var på dette sted, alle hun elskede, alle hun hadede. Men nu havde hendes tanker bragt hende tilbage. Hun stod i en lysning, i denne gamle skov, en skov der var ældre end hende.
Træerne snoede sig og var egentlig næsten døde alle sammen, edderkopperne havde haft frit spil til at danse over alle grenene og alt det grønne forsøgte forgæves at kæmpe sig frem..

Bedst som hun stod der i sin egen verden, kunne hendes krop, hendes sind og hver en fiber i hende mærke en tilstedeværelse i nærheden. Denne var på ingen måde til at tage fejl af, det var hendes far.. De grønne øjne lukkedes blidt i og da de atter åbnede var de rubin røde øjne tilbage. Hendes pelslag forvandlede sig stille og nærmest bølgende over kroppen på hende, så hendes blå farve atter skinnede igennem på hende. Hun elskede sin farve, hun elskede at alle kunne se hvor hun stammede fra.

Det eneste på hende som igennem de 600 år som var forandret, var de ar hun havde fået rundt omkring på kroppen, nogen værre end andre - men ikke nogen som hun ville skjule. Hun havde levet på kanten, testet alle de mærke dele af hende selv, alle de gode dele - hun havde lært sig selv at kende og hun vidste hvad hun var blevet til og ikke mindst hvor hun kom fra.

Hendes skridt førte hende let tættere på denne store hingst, denne hingst som for hende altid strålede kærlighed, styrke og tryghed. Hun var altid selvsikker og stolt, men når hun stod nær ham følte hun sig atter som et lille føl og i dette øjeblik vidste hun slet ikke hvad hun skulle sige. Hun lod blot de røde øjne danse let over ham, han så uskadt ud.

Heldigvis

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Datteren sansede ham - deres forbindelse blev stærk og som hun opdagede ham mere og mere, forsvandt hendes slør af fremmede farver. Han så tydeligt det blå skind, de røde øjne og hendes aftegninger. Alt der gjorde hende til hans højtelskede datter. Hendes blik og måden hun holdt sig selv på. I alle disse år, havde hun været borte. Han havde ledt - en faders hjerte kunne ikke udholde tanken om at miste sit barn for altid. Han havde altid vidst at hun ikke var bortgået til døden. Han var Livets gud. Alle liv var hans ansvar. Han havde dog aldrig fundet hende. Hun var en stærk halvgudinde - måske havde hun bevist skjult sig for ham.

Derfor mærkede han hvordan hele hans krop, blev fyldt med gensynsglæden og en bekymret nysgerrighed. For hvad var der hændt hende? På 600 år, var ikke meget forandret - men han registrerede hurtigt arrene.

Deres kridt bragte dem tæt på hinanden, til hun stod lige der hos ham. Intet ord gled over hendes læber, men øjnene søgte over ham. Selvsikkerhed var hos hende. Han sukkede mildt og lod sin mule stryge kærligt over hendes næseryg. Han sagde ikke et ord, men lod hende hvile lidt hos ham. De havde levet så længe. Ord kunne være uden betydning. At stå her var det vigtige - hun ville tale, når tiden var inde.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Denne hingst foran hende, denne hingst betød alt for hende - det var denne hingst hun ville ofre sit liv og alt hvad hun elskede. Hans berøring fik hende til at føle sig som et lille føl igen og alt i hende slappede af og uden at tænke over det, løb en tårer ned af kinden på hende og hun trådte et skridt tættere på og pressede sig hårdt ind mod ham inden hun atter trak sig og betragtede ham med et smil.

"Du har været savnet"

Hendes ord var kortfattede og præcise, hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige til denne hingst, hendes far, hendes helt. Hun var om nogen i denne verden en hoppe som altid havde elsket hendes far og det havde pint hende at holde sig væk, men det havde været nødvendigt - hun havde haft brug for tiden til sig selv, tiden efter hun mistede sin mage og sit lille hingsteføl. Hun mærkede et lille stik af smerte, men hun var kommet over dette nu - hun havde brugt 600 år på at glemme de følelser hun havde haft den gang og hun ønskede ikke at rippe op i dem lige nu. De røde øjne gled atter over denne hingst, han var her - lige her..

Hun brummede mildt og i takt med at hun åndede ud, faldt det selvsikre blik atter over hende og hun blev endnu engang til en voksen og moden hoppe og smilet fandt tilbage på hendes mule. hun nød lige nu øjeblikket.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Faderen lod hende presse sig hårdt mod ham. Han omfavnede hendes gestus og nød nærværet med hende. Der var forsvundet alt for mange år! Adskillige hvor han havde tænkt og tænkt - han havde vidst hun var derude i live. Ligesom han vidste Lillye var derude i livet... Hvad var der med hans døtre? Han mistede dem så ofte i flere århundrede ad gangen... Fermaz blev her altid. Han sukkede og lod det være. De var udødelige - de ville altid være her. Og det vigtigste var alle de år de fik, når de endelig var sammen igen. Forenet. Som nu.

Han smilede med en varm brummen. "Åh Adorie, du bliver savnet hver dag, der passere her. I mit hjerte." hviskede han og strøg hendes blå hals med den hvide fyldige man over. "600 år. Hvor har du dog været?" han trak sig og smilede med en blid hovedrysten til hende. Han tog det ikke så tungt... Men pludselig vækkede en frygt sig i hans hjerte. For han havde opdaget at selv udødeligheden havde sin ende. Når planeten døde og genfødtes ville det kun være han der var tilbage. Han og Jaymelia. En dag ville han miste hende... Alle.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Hendes hjerte blødte helt op i samvær med denne hingst, hendes far, hendes lys - hendes alt. Hun brummede mildt og lod blikket glide rundt, han havde tager portalen sammen med de andre heste, for at følge dem - imens hun selv på grund af Frost havde valgt at blive. Hun vippede mildt ørerne frem mod ham og et stort smil ramte hende, da hans ord nu lød. Han havde bestemt også været savnet, hun havde ikke levet en dag uden at tænke på hendes far og der var intet mindre end kærlighed i hendes hjerte, når han var i hendes sind - men hun havde ikke fortalt hendes far grunden til at hun ikke havde rejst igennem porten sammen med de andre - han kendte ikke til den døde hingst, han kendte ikke til hendes forhold til det ondes hjælper. Hun brummede mildt og trak sig let væk fra ham. Hun trak vejret roligt og lod de rubin røde øjne glide let op på hingsten foran ham.

"Min rejse har været lang, men ikke en rejse jeg ville undvære - lige inden rejsen, blev mit hjerte stjålet. En hingst er stukket af med dette, som ingen andre har gjort det før - denne hingst havde vrug for hjælp, havde brug for trylleri og jeg ville finde det, før jeg atter vente tilbage til ham. Han er .. "

Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare dette for hendes far, han var død, men så alligevel ikke død? Hendes far havde altid været meget forstående og hun frygtede ikke denne samtale nær så meget som at fortælle hendes bror det.. Hun sukkede lidt og søgte så hendes fars øjne - alt i hendes skreg efter forståelse og inde bag denne var den tydelige forelskelse.. hun elskede en hingst som egentlig ikke burde kunne elske hende..

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Faderens rolige øjne forsøgte at berolige hende - det synes at foregå et virvar af følelser bag hendes smukke øjne, da han spurgte ind til den lange fortid, siden de sidst havde været sammen... Han havde genvundet sin styrke. Opdaget Jaymelia og hendes dimension, som den over årene kolliderede med hans. Spærret Smeyé inde i hans himmelrige. Begravet Helzlori under jorden, da deres broderskab ikke længere holdt ved. Han var stærk... Men dog så svag i disse stunder. For trods al den styrke han havde oplevet i de sidste 600 år, havde han mistet så mange elskede - indtil de vadede igennem portalen. Og nu havde han opdaget meningen med sin eksistens - og det gav ikke just mening i hans hoved... Det gjorde ondt. Skrækkeligt ondt...

Han lyttede til sin datters stemme, trods hun virkede en smule tøvende - nervøs måske? Hvad vandrede igennem hendes sind? Hun fortalte om en hingst. En hun aldrig havde fortalt om før - for denne skulle have stjålet hendes hjerte. Trylleri? Magi? Han trak svagt på smilebåndet og brummede roligt. Hun standsede. Ordene ville ikke over hendes læber. Flakezés øjne fladt i datterens og han strøg hendes mule.

"Tag din tid." hviskede han roligt. Der strømmede følelser rundt i hendes krop - det kunne han se. En hjertebanken var opstået for en hingst. Han gav hende plads til at fortsætte sin talen.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Hendes far, hendes hjem, denne hingst foran hende havde hele hendes liv været hendes forbillede - hans forstående natur, hans hjerte og hans beskyttende gen, alle disse var egenskaber hun selv havde - hun havde fået dem alle fra denne hingst foran hende. Hun var en hoppe som var født af kærlighed og som i sig selv skreg af kærlighed. Hun levede af kærlighed og hun var lige nu villig til at ofre sit liv for kærlighed. Hun brummede mildt og vidste at han ville forstå, hun vidste at han ville prøve i hvert fald. Det var ikke mange fædre som med det samme ville acceptere eller forstå at hun elskede en død ting, en død hingst, en hingst ædt op af skygger.

Hende og Frost var ikke et par som på nogen måde gav mening, hun var en halvgud - svæbt og skabt af kærlighed og godhed og han ,... han var genopstået fra de døde for at hjælpe med ondskab, men mod alle odds havde de fundet hinanden. De var ikke sammen, men det kunne vidst heller ikke undvære hinanden og tiden var kommet til at fortælle hendes far det.

"Han er død og så alligevel ikke. Hans navn er Frost - han ..."

Hendes hjerte galoppede bare ved tanken om ham, den fyldte hende med kærlighed og den lod nærmest et lys falde over hende, det var som om hendes pels nu udgav et blændende lys - hun brummede mildt og så på hendes far. Han måtte kende til denne frost, det var trods alt en af hans brors skabninger. Han måtte vide hvem denne frost var og han måtte have en mening omkring ham - men hun vidste dog ikke hvilken...

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Der foregik et virvar af tanker i hans datters hoved. Han så det i hendes øjne, der på engang synes at lyse af kærlighed og bekymring. Guden ventede. Tålmodigt for hvad andet end tid havde han i denne verden? Dette liv? Fremtiden var ganske sikkert uvis, men han ville for altid genopstå. Rejse sig i ruinerne fra den forrige verden... Hans eget hjerte smertede, da han mindedes tiden fanget under jorden. Uden sine elskede. Var det sådan det ville være at genopstå uden dem? Eller blev ethvert minde frataget ham?

Han sukkede sagte, ligefør datterens stemme lød. Gudens øjne glimtede et øjeblik og han så alvorligt på datteren. Adorie var forelsket - måske elskede hun allerede? En af de levende døde. En af dem, Helzlori havde ladet vende tilbage til overfladen. Frost - bundet af skyggerne... Flakezé havde ikke forestillet sig scenariet. Lillye var engang forelsket i selveste Helzlori og han havde intet kunne gøre. Hun blev hos ham en årrække. I mørket.

Adories udkårne var syet af mørket. Adorie var syet af lyset. Flakezé mærkede et indre splittelse. Men aldrig ville han fornægte kærligheden. Måden omgivelserne havde forsøgt at skille lys og mørke ad i evigheder, var skrækkelig. Kærligheden opstod ofte, der hvor ingen havde forestillet sig den. Han trak på smilebåndet - det var sket i Proelio før. Han huskede flere tilfælde - senest tragedien Artemis første datter havde gennemgået.
Men se hvor det havde ført hen. Bekymringen genvandt en plads i hans hjerte. I sine ældre år havde Caeli Pluvia begået sit selvmord, selvom hendes elskedes spøgelse havde reddet hende ved at tikke hendes moder om nåde. Der var det igen. Spøgelse... Levende død. Endnu et af Helzloris mysterier.

"Adorie, elskede datter, hvem end du falder for, så frygt ej min vrede. Jeg ønsker dig dit hjertes lykke - det ville jeg aldrig fratage dig. Stille mig imod." hans varme stemme summede af omsorg og hans mule strøg datterens pandelok, som hun stod der og skinnede op som en lille blå sol. "Frost er en af de levende døde. Bundet af skyggerne. Jeg har aldrig kendt ham personligt - men han har været her i evigheder... Ethvert mørke kan lyses op og fortjener at blive reddet." det sidste var en hvisken.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Hvert eneste af hans kærtegn fik hendes vejrtrækning til at slappe lidt mere af. Hendes sind faldt til ro og hendes tanker blev stille og roligt klarer. Hos ham var hun blot en ung hoppe som befandt sig i det tryggeste sted i hele verden - hos ham. Hun var en stærk. Klog og selvstændig hoppe, men lige så snart hun var i hans nærhedd forsvandt dette og hun følte sig som det forårs kludrede føl hun alle dage havde været. Hun trådte blidt et skridt væk fra ham og så atter på ham igen, hun brummede mildt og alle hans ord sugede hun til sig.

Han accepterede hendes kærlighed til denne hingst, men hun vidste tydeligt at trods hans accepterende og blide ord var han stadig ikke inderligt glad for hendes valg af hingst. Han var glad for at hun havde fundet kærligheden og han var glad for at hun var lykkelig. Men han havde set det havde været alle andre end denne hingst. Hun vidste selv at den hingst som havde taget hendes hjerte holdte af hende, men alle hans skygger – hans familie, de kunne ikke fordrage hende eller fordrage det hun gjorde ved hans sind.

Hun lod blikket falde på hendes fader igen og et stort smil gled over hende, hun ønskede at være sammen med frost og hun vidste egentlig ikke om hun ønskede sig en familie, men hvis hun gjorde – så vidste hun med hvem. Men hendes sidste familie var.. ikke som forventet. Hun trippede kort på stedet og lod nu opmærksomheden glide på denne hingst

”Hvad med dem fader? Hvordan har din tid været? Hvad med mine søskende?”

Hun smældede med halen og løftede halen højt og stolt, hun elskede sin familie og derved ville hun vide alt om dem, hun søgte stadig sin bror og søster, en havde ikke set dem længe. Hun lod kroppen falde til ro og holdte den stolte og feminine holdning, de røde øjne betragtede stadig hendes far, hun kunne nok ikke helt forstå at hun atter betragtede ham… hendes far.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Han mærkede den lille byrde i hjertet. For fremtiden var usikker, selv for ham. Åh han elskede sin lille datter... Nok var hun flere tusind år gammel, men hun var og blev hans lille pige. Han kunne aldrig nægte hende lykken. Aldrig. Hans hjerte var varmt af hendes smil og glæde. Endelig stod de her igen, far og datter og nød hinandens selvskab. Hun havde altid været den af hans børn, han havde haft det lettest med. Hun havde altid elsket ham ubetinget og ikke stillet spørgsmålstegn ved hans valg. Han gengældte det nu.
Fermaz havde altid trodset Flakezé. Fortalt en bundærlig mening om faderens valg... De havde ikke altid haft det let. Lillye var så sky og indelukket - hun havde altid haft det lettere med sin mor... Europa... Han forsøgte at lade være med at tænke på hende og Eos. Han havde knap fået lov til at se sin lillle Europa blive voksen. Hun havde elsket Elzharin Pheridon - Helzloris søn. Og trods han også dengang havde følt en bekymring havde han oplevet Elzharin fra en helt ny side. Adorie var fars pige og han kunne slet ikke lade være med at smile over det.

Han huskede kun svagt tiden hvor Adorie var sammen med en vis... Hoodoo? og fik sønnen Supreme. De tider var ovre for mange år siden og havde ej varet længe. Han fortrængte ikke alt, men nogle ting forsvandt langsomt.

"Kæreste skat, jeg har oplevet meget igennem de sidste århundrede. Men mange af tingene betyder ikke så meget...." han forsøgte at glemme hans nye viden. - Jeg skal aldrig dø, selv ikke når verden går under og i forsvinder. Ordene var i hans tanker og han kvalte dem langsomt. Angst. Var det angst? "Jeg ser knap Lillye. Hun er... meget sky og alene. Måske kan du finde hende og forsøge at hjælpe? Du ved at hun ofte har haft det anstrengt med mig." han sukkede og rystede på hovedet. "Din bror ser jeg mere til. Han lever i Sylinum nu og du husker vel Jah-lila - de er stadig sammen og har mine skønne børnebørn Lancaeron og Irissia sammen." Flakezé genfandt smilet. Han tænkte ikke længe, før tankerne faldt på Trudy. Jah-lilas mor... De var jo faktisk begge bedsteforældre til Lancaeron og Irissia, på hver deres side og Fermaz syntes bestemt ikke om det. Men han ... Åh han var faldet for hende og hun for ham.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Hun vidste ikke hvad fremtiden ville bringe, hun vidste ikke hvad der ville ske når hun atter så Frost igen, men deres sidste møde havde været intenst og dybt indgående. Men den diste sætning han havde sagt havde slået hende en smule ud af kurs – det hele var for hende. Hun vidste ikke hvad han havde i tankerne eller hvad det var, som var for hende, men han var blevet vækket og var blevet tændt. Hun så atter på sin far og vidste at han var en hingst som elskede sine børn, ikke som mange andre i dette land, som bare elskede at være sammen med hoppen og derefter droppede deres føl. Hun rystede mildt og nærmest usynligt på hendes hoved over disse hingste.

Hun vidste at hendes bror ikke var en som gemte sig væk og forblev væk længe – han var en trodsig hingstebasse, som gjorde hvad han mente var rigtig, men skulle dog ikke være et sekund i tvivl om at han nok skulle sige sin mening hvis han ikke var enig i de ting som blev sagt. Hendes søster til genæld var sky og indelukket , hun gemte sig meget og han havde faktisk ikke set hende i evigheder – den anden søster hun havde var ikke en hun nogensinde havde haft det største bånd til – hun var…. Hun var den hoppe som havde været sammen med hendes bedste ven og den hoppe som hun nok kendte mindst på disse egne. Hun selv var en kæmpe fars pige, hun var som sin far god som dagen var lang og hun var inderligt hendes fars datter – hun var klog, stædig og dog den mest hjælpsomme hoppe man nogensinde ville kunne møde.

Hun stod kort og betragtede ham, hun havde misset en del, hun havde aldrig set dine nevøer eller niecer, hun havde ikke længe set Fermaz og hun havde aldrig mødt hans mage. Hun vidste hvem hun/de var, men hun havde aldrig haft chancen for at møde dem – desværre. Hun lagde så blikket over på hendes far igen, en ny følelse var dukket op i ham, en følelse hun både kunne se på ham, men også tydeligt mærke i deres indre kontakt. Hun sendte ham et smil, der både var stort, drillende og spørgende.

Hun kunne ikke skjule det for hende.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

/Kort svar, da jeg egentlig burde lukke tråden for at få overblik igen, men jeg kan ikke lade Adorie i uvished <3

Landet havde gennemgået meget. Set meget. Lidt meget. Men det synes altid at rejse sig stærkere. Han trak på smilebåndet ved tanken - selv når han mistede - og åh han havde mistet mange og meget. Tabet af Eos og Europa havde smertet hans hjerte længe, men han havde valgt at se sin fremtid med lyse øjne. Fortidens uretfærdighed var det for sent at ændre. Han vidste de levede et sikkert liv hos Eos moder...

Efter alle disse år, havde han stadig familie. Og noget af den stod overfor ham. Lysende. Levende. Adorie. Hans højtelskede datter. Blikket hun sendte sagde alt - hun spurgte ind til det ansigt han lavede ved tanken om Trudy. Hingsten blev en anelse kejtet og usikker - Men Adorie ville ikke dømme ham. Hun ønskede sikkert at hendes fader ville elske igen. At han ville være lykkelig - Og det var han. Med hende - Trudy.

"Åh, min skat." begyndte han med et lyksageligt suk. "Jeg har været blind i årevis. Der stod hun foran mig og ændrede alt hvad jeg var. Hun rensede mit sind og gjorde mig stærkere. Endelig er følelsen trængt igennem - den har taget os begge med storm. Ja Adorie. Jeg elsker igen. Og mit hjertes udkårne er Trudy." det sidste var en mild hvisken, en anelse rødmen var i faderens kinder.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Hun lod blikket glide på hendes far og hun vidste ikke helt hvad hun egentlig syntes om dette. Hun havde været her i mange år og vidste egentlig godt lidt til denne Trudy, men hun havde aldrig haft æren af at møde hende. Men at hendes far nu elskede en anden hoppe, gjorde i princippet lidt ondt på hende. Hun vidste ikke hvorfor da hun ville hendes far det bedste hun ville ikke dømme ham og hun ønskede bestemt at han skulle være lykkelig. Hun ønskede at haan skulle leve lykkeligt, hun vidste at Trudy gjorde ham lykkelig, det kunne hun se i hovedet på ham – men hvorfor gjorde det så ondt på hende? Ville hun beskytte ham? Var hu mistroisk til denne hoppe?

Hun søgte svaret helt ind i kroppen på sig selv og kunne ikke finde det, hun kunne ikke finde ud af hvorfor? Han havde altid været god ved hende, støttet hendes mindste ønsker og hun vidste at han altid ville være der for hende. Han var der i hendes venskab med helveds søn Elz, han var der for hende nu hvor hun elskede denne frost og selv når han fandt ud af at hun var begyndt at bruge tiden sammen med Freakshow ville han være der for hende, så hvorfor var hun ikke helt igennem lykkelig på hendes fars vegne?

Hun var glad, det måtte hun på ingen måde betvivle, men det var som om der var en lille procentdel som hun ikke kunne slippe.. hun kunne ikke svare på hvorfor?

”Det glæder mig at hører far, jeg kan se at hun gør dig lykkelig”

Hendes mule var et smil og det var stort, men for en hingst som ham, hendes far, som kendte hende bedre end hun kendte sig selv – så ville han kunne se at noget måske ikke helt var på sin plads.