Chinwe var rejst til Ingenmandsland, simpelthen bare for at opleve lidt variation fra Frozticen. Selvom hun holdt uendeligt meget af den snedækkede landsdel, så måtte selv hun indrømme, at det godt kunne blive lidt kedeligt og ensformigt, når hele landskabet bare var dækket af sne og is. Derfor holdt hun meget af også at besøge de andre dele af Proelio en gang imellem, og dette var en af de dage. Der gik mange grumme rygter om Ingenmandsland, fordi det jo trods alt var et land helt uden love og Øverste, så alle bare kunne gøre, hvad der passede dem. Men hun havde efterhånden været her mange gange uden at støde på nogen væsentlige farer, så hun var ikke bange.

Hun havde brugt dagen på at udforske lidt af landsdelen og var nu kommet til en dal, som hun fandt helt utrolig smuk. Hun stod på toppen af de stejle klipper og så ned i det mest frodige og skønne landskab, hun længe havde set. Det ville blive lidt svært at komme derned, men hun måtte bare prøve - for et sted så pragtfuldt som dette ville hun under ingen omstændigheder gå glip af at udforske! Derfor tog hun prøvende et skridt frem og mærkede allerede, hvordan underlaget var glat under hendes hove, og hvordan tyngdekraften forsøgte at få hende til at falde ned.

Hun tog en dyb indånding og samlede mod til sig, inden hun blot sprang ud i det. Med hurtige skridt bevægede hun sig ned ad den stejle klippevæg og løb hurtigere og hurtigere for ikke at falde, lige indtil hun succesfuldt stod i dalen. Hun knejsede stolt i nakken og smilede lettet. Hun havde klaret det! Med stolte skridt spankulerede hun frem igennem det skønne landskab, mens en munter og ivrig vrinsken forlod hendes strube. Hun var i højt humør og kunne slet ikke vente med at finde ud af, hvad denne dal ville byde på af spændende oplevelser!

Den mørke hingst gik blot roligt rundt i den smukke dal. Der havde været ufatteligt stille omkring ham, men dog ikke indeni den sorte.. Fordi en flok skulle stadig samles.. og som tiden løb vidste han Gais hjerte langsomt blev revet væk fra ham. Det var vel først nu det gik op for ham, at der ikke længere var et vi mellem ham og Gai.. Selv med alt hvad han havde formået mærkede han det.. det var aldrig nok.

Krig og had fyldte stadig dette land.. Ikke at han nogensinde kom til at forstå det.. Alt det tumult. Men retfærdighed ville en dag komme selv for guderne.. Fordi på deres vejene var der spildt blod, blodet skulle gives tilbage en dag. Det var nødvendigvis ikke ham der gjorde det, men i såfald denne verden. Der havde allerede været en slem sygdom brydt ud, hvornår kom den næste ikke. Deruover var der 5 guder i et land. Det var dømt til et kaos. Hvordan historien mon ville ende denne gang.

Tja der var mange tanker der fyldte det hingstens hoved. Dog kunne han dog alligevel ikke undgå at opdage den vrinskede hoppe med den lange man. Han vinklede hovedet en smule på skrå. Hun virkede glad, som ingen bekrymring i hele verden hvilede på hendes skulder.

Hun fortsatte muntert af sted igennem dalens dyb og håbede, at hun ville finde en anden sjæl at dele sit selskab med. Til hendes store ærgrelse var der dog ikke nogen, der besvarede hendes vrinsk. Hun trak let på skuldrene og begyndte at fløjte en munter melodi. Der var intet, der kunne ødelægge hendes gode humør i dag - så hvis der ikke var andre hernede, ville hun da blot selv fylde stilheden ud.

Pludselig dukkede en fremmed skikkelse dog op længere fremme. En smuk, sort hingst kom gående længere fremme. Hans hoved røg let på skrå, da han fik øje på hende, men ej havde han besvaret hendes vrinsk. Hun stoppede op og så imødekommende mod ham, mens hun prøvende sendte en brummen af sted i hans retning. Hun ønskede hans selskab, men hun ville heller ikke virke påtrængende - han havde jo trods alt ikke besvaret hendes vrinsk, så måske ønskede han ikke hendes?