Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

It's not broken, but sometimes bleeding like hell.

Hoppens øjne stirrede op i tusmørket. Hun var vandret bort fra sin flok. Et godt stykke. For hun søgte noget hun aldrig havde søgt før. Diablos pludselige indtræden i hendes liv, havde mindet hende om sin første søn. Savnet var hamrende i hendes bryst. Det var uretfærdigt. Hans tidlige død. Hun kunne se det liv han skulle have haft. Ledende i Aliari... Han var så stærk. Så godhjertet, trods den fader han havde. Hun havde elsket det lille pus. Og glemt ham i en årrække hun fortrød så bittert.

Men nu havde hun opfanget nok rygter. Hun havde set det... De genoplivede. Men de lavede aftaler med farlige hingste. Helzlori og Smeyé. Hoppen havde engang svoret troskab mod Smeyé. Men hun så frem nu. Hun så den rigtige vej. Mod Flakezé, der endelig var tilbage i landet.

Hun troede knap på dette. På dets virkning. Alligevel måtte hun forsøge. "Flakezé. Hvis du hører mig, så... Lad min bede. Du kender min historie - som du kender alt liv i verden... Jeg mistede en søn. En søn jeg ikke kan stoppe med at tænke på, nu hvor ... Livet har vist mig en anden side. Længe har jeg levet i mørke og hævntørst. Rejst mig for hopper... Men jeg beder nu... Lad min søn komme hjem. Hjem til mig." hun talte højt. Stærkt modigt og ivrigt. Men også følelsesladet og en anelse hviskende til sidst.

"Jeg opgiver min tiltro til Smeyé. Jeg søger den jeg er. Dig. For jeg ved, at det jeg tror på vil blive forstået af dig. Han var for ung - havde for meget liv. Jeg har ændret mig. Livet har vist mig vejen... Nu hvor jeg har fundet mere. Mere liv og Spartacus... Endnu en søn. Mangler jeg en del af mit hjerte, der knap kan heles. Hel mig... Og jeg ønsker at forblive tro mod dit livsgivende syn... Flakezé. Jeg beder dig."

Dette var nærmest nytteløst. Hoppen slap et par tårer. Siden rejsen med Spartacus, havde hun manglet denne lille del af sig selv. Milagro. Hun sukkede. Mange minutter passerede, før hoppen skridtede nærmere vandfaldet. Hun trådte ud i vandet og lod sig bade i hans vande. Hun støttede hoppernes færd. Men hun havde tillid til livets gud. Hun vidste at han måtte se ret i det hun havde udrettet... Men hørte han overhovedet hvad hun sagde?

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus havde holdt sig nær hans dronning i længe, men havde ikke ønsket at forstyrre hende, så han havde blot fulgt hende til hvor hun var nu. Hendes ord havde nået ham og selvom han ærgede sig over hun ikke støttede den rigtige gud, Apollon, så betød det intet for ham i dette øjeblik. Hun gjorde det ubetydeligt, som han nu stille trådte hen mod hende og lagde mulen på hendes hals med den varme ånde der hilste varmt på hende.  Der hvilede meget i Spartacus for tiden, siden de var draget hjem fra Glarta. Han lagde nu panden mod hendes hals og brummede til hende med spillende undertoner i det maskuline toneleje.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Hoppen mærkede vandet der flød mod hendes ben. Hun sukkede sagte. Hun havde aldrig rigtig tilbedt guderne. Hun søgte blot tillid til en. For aldrig havde hun haft denne. Hun havde fulgt nogen en stund - men aldrig levende følt at de gjorde det rette. Hun mimrede med mulen. Øjnene vendtes da en bevægelse ved siden af hende trådte frem. Sparta... Et smil trak i hendes mundvige - uhjælpeligt. Hun vippede ørene mod ham og de stærke øjne fulgte hans kælen over hendes skind. Gaizka bed sig lettere genert i læben - havde han hørt sin dronnings underdanighed? Hendes forfærdelige urolige sind?

Han måtte forstå det. Hun ønskede ej at blive svag - hvilket hun aldrig ville blive. Hun forblev stærk og fremtrædende i sin flok. Præcis som han vidste hun også var. Han kendte blot en side af hende, de færreste gjorde. Men hun var tryg ved ham.

"Du har fulgt mig." hviskede hun i hans ører, før mulen strøg ned af hans kæbelinje.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Han så på hende med et mildt udtryk I de mælkehvide øjne. Han mærkede noget rumstere, men lod det ligge for nu. Han gengældte det svage smil og sugede blot kærtegnet til sig. Hendes ord. Han sænkede hovedet let og hvilede det mod hende, mens øjnene fortsat hvilede på hende.

” Jaer.. ”

Lød det stille fra ham med en varm stemme. Han sukkede stille, mens han hvilede mulen i hendes man og lod blikket kort hvile mod solen, næsten søgende. Den sorte hingst havde været vældigt stille i tiden efter deres hjemkomst, men han fulgte hende nøje.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Trods hoppens pressede situation og pludselige bedende adfærd mod den nyligt tilbagevendte Flakezé, forsvandt det hele snart i opmærksomheden mod ham. Hun lod sig åbne let op mod hingsten og en blid latter lød over hans forfølgelse. Hun lod øjnene funkle let af hendes hjertets glæde over gensynet.

"Sikke en beskytter jeg har mig..." hviskede hun og nippede til hans mulespids.

Hendes øjne forblev intense et øjeblik endnu, før hun travede frem gennem vandet - den sødlige duft af brunst spredtes - og hoppen trængte til at bevæge sig.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus lod et kort smil glide over hans mule ved hendes ord. Han så efter hende, som hun travede afsted og en duft blev ham nu bekendt igen. Han krængede kort overlæben op og stak næsen i sky med en hingstet fnysen. Han så efter hende, men fulgte i første omgang ikke med.  Hans krop og sind var i modspil og han endte sågar med at træde op på breden og betragte hende. Han ønskede ikke at gå helt for hun virkede til at være ganske tilpas i dette øjeblik til trods for at Spartacus så en anelse ubekvem ud. 
Han vidste at han på et tidspunkt måtte åbne sin mund for han kunne mærke det stikke helt ind i hans indre, men hun kunne ikke vide det, men facaden blev med tiden sværere at opretholde.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

// Oh no SB what is happening???

Gaizkas øjne funklede let. Hun bar stadig disse overvældende følelser i sig - hun havde båret dem siden rejsen. Men hun kunne få et frirum her. Hos ham. Men noget var anderledes. Han fulgte hende ikke, men stillede sig på bredden og betragtede hende. Vandet rislede over hendes krop. Løvskovens træer lod sollys skinne ned... Men han virkede mørkere - som om han holdt på noget. I første omgang sagde hun intet, men bevægede sig nu op ad bredden mod ham. Hendes mule kærtegnede den store hals han bar.

"Har du det dårligt?" hun rodede ikke i det, der kunne være følelser, for hun stolede på at han ville fortælle hende hvad der var, når han fandt det passende... I stedet spurgte hun til hans velvære. Trods hun vidste hvor solid og stærk han var, kunne han være ramt af sygdom som alle andre.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus kunne betragte hende, som hun ubekymret så ud til at funkle ganske særligt. Han ville ikke bekymre hende, men det så ud til at være for sent da hun nu kom op til ham. Hendes berøring synes kort at få ham til at spænde lidt, inden han sukkede kort og lagde panden mod hendes hals. Om han havde det dårligt? Nej ikke som sådan. Han havde altid været ved ganske godt helbred. Han havde været forkølet engang som ung da han havde rodet sig ud i at bade i en oase lige inden solnedgang. Fjollet ting virkelig. Han kunne sætte en helt præcis hov på hvad der gik og nagede ham, men han vidste ikke om han ville. Bekymrede trækninger sås omkring hans øjne, som han grublede længe over dette dilemma, mens han fandt sig selv en anelse fjernt nulrende hendes man.
Han ville ikke belemre hende med det han gik og bar på. Deres rejse havde gjort ham klar på hvilke ting her i livet der gik hende på og hans synes bestemt ikke han ville tilføje flere ting til den liste. Den sorte hingst, lig ham selv, der kredsede omkring området fra en tid til en anden. Den blinde. Spartacus havde regnet den ud. Desuden så kendte han intet til Hans Dronnings ønsker, så fjollet var det at begynde at gøre tingene for komplicerede. Har du det dårligt? Spørgsmålet hvilede stadig i luften, og det gik op for hingsten.

” Nej.. Din duft kom bare lidt bag på mig, det var det.. ”

Lød hans stemme så roligt. Ja, hendes duft. Brunst havde aldrig nogensinde vagt ham nogle problemer at modstå. Han frygtede den ikke, men respekterede den ganske enkelt. Han tilkendegav gerne den var der og han havde lagt mærke til den. Om ikke andet var det ganske fint for nu.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Hun fornemmede det ulmede under overfladen. Et eller andet der rørte ham. Hun tippede hovedet let på skrå og forsøgte intenst at læse hans blik. Spartacus. Krigeren ... En værdig hingst hvis nærvær hun var kommet til at længsle efter. Især lige nu hvor brunsten stod på. Han kunne spørge hende om hvad end der lystede ham - Det troede hun i hvert fald. Hun troede på sig selv i den forstand, at uanset hvilket åndssvagt spørgsmål han stillede, ville hun forholde sig i ro. Omhandlede det voldtægten? Milagro? ... Måske Diablo? Hun mærkede et stik i hjertet og slog det bort fra sig. Hun havde ikke lyst. Ikke lyst til at få alle disse problemer fra fortiden ind i sit liv. Øjnene falmede en smule, indtil hans stemme lød. Hendes duft. Et tirrende smil fandt dronningens læber.

"Dufter du noget... du kan lide?" hendes stemme var sensuel og forførrende...

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus trak svagt på smilebåndet ved hendes ord, inden en ru brummen kom fra ham. Han skridtede et par skridt hen mod hende og strakte mulen mod hende, mens overlæben blev krænget op. Hendes brunst var ikke ubemærket. Med et par skridt mere var han hos hende, mens hans muskler sitrede svagt. Et blidt kys blev plantet på hendes kind, inden han lukkede øjnene med et svagt suk. Hans tanker kredsede mere intenst end de nogensinde havde gjort. Hoppen var her hos ham lige nu, hendes duft blandede sig med brunstens, men normalt blev han ikke ør i hovedet.  Det var som om at da ordene fra hendes var døet ud, så døde det svage smil også.  Noget var ikke helt rigtigt ved hingsten.

" Duften har aldrig været noget jeg har ladet mig beruse af, men.. Jeg kan ikke lide hvilke følelser der bliver forstærket med den.. Din glæde og lykke er hvad der er vigtigst.."

Hans stemme var lav, mens han talte til hende. Hvorfor han ikke kunne lide det, var nok at tingene ville blive langt mere komplicerede.  Han vidste trods alt godt hvad der lurede i kulissen. Hvorfor tilføje brænde til det bål.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizka sendte ham et lidt tænksomt blik - hun vidste der lå noget bag hans ord før. En anden grund. Dybere måske? Hun havde dog ikke så meget hjerte til at tænke på det. Hun bekymrede sig - men der var så meget der trykkede. Så meget der gjorde ondt i tiden, så hun havde ikke lyst til at bære mere... Hun ville gerne være stærkere. Lige nu kunne hun bare ikke - og desuden gjorde brunsten hende hed og varm. Hun ønskede... Hun smilede og skimtede ned i jorden.

Han kom nærmere og talte til hende. Følelser? Forstærket? Hun forsøgte at komme frem til hvad der trykkede ham. Hendes glæde... Hun ville ham. Det vidste han... For det havde hun sagt. Hun sukkede i et svagt støn. "Sparta." hviskede hun sensuelt og satte mulen mod hans. Øjnene intense og uden at forlade ham. "Du vækker glæde - den følelse må gerne forstærkes... Alt det du vil." hun trak sig en anelse. "Hvad der kommer med den glæde... Må fremtiden vise. Jeg vil dig." hun stod et øjeblik en anelse fortabt. Tom for ord. For hun havde en mistanke. Om at han havde spottet Diablo. Burde hun snakke ud?

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

En lav brummen kom fra ham, mens han vippede en anelse med ørerne. Nej han måtte ligge det bag sig. Han trådte derfor hen mod hende med et roligt udtryk genfundet i de hvide øjne. Han lod mulen møde hans og han sukkede nu blot mod hende i et varmt toneleje. Så længe der var glæde, hendes glæde, så betød det andet intet. Han tøvede dog da hun virkede en anelse henkastet på andre tanker. Han missede med øjnene, mens han betragtede hende med den nyfundne ro i blikket.

" Så længe min dronning er glad og tilpas, er jeg også, uanset hvad. "

 Hviskede han stille til hende. Der lå klart flere ting bag de ord, men det største signal han sendte var at hun bestemt ikke skulle bekymre sig om hans tanker og følelser. Hun ville ham, for nu og hvad hun ville have skulle hun få. Han trådte nu hen til hende og kyssede hende blidt i panden.

" Så lad fremtiden hvile i det uvisse, og del øjeblikket med mig "

Jo vist havde han lagt mærke til den sorte, men han var ligegyldig. Han betød intet for Spartacus, så derfor var han ingenting. Skulle han derimod tage dronningens glæde fra hende var det en helt anden sag. Ville han bringe hende glæde, så var han hjerteligt velkommen til dette, også selvom det ville være på bekostning af ham selv.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Deres nærkontakt var ophidsende for hoppen. Det var snart for meget alt sammen - der skulle helst ikke komme for mange tanker i vejen lige nu... Hvad end fremtiden bragte, var det den tid og den sorg. Hun havde behov lige nu. Og han var hendes behov. Han var hendes beroligende narkotika og han vækkede lyst og glæde i hende. Hun mærkede hans tøven, vidste at der lå noget bag. Men han slap det. Hviskede til hende og trådte mod hende med et kys i panden. Hun sitrede let af beruselse. Hun lyttede og en mild, lav latter lød fra hende, før hun gengældte kærtegnet og kyssede hans mulespids sensuelt. Lokkende.

"Mit hjerte hamre." fortalte hun stille. Øjnene formidlede det, som stemmen ikke kunne fortælle. Hun var nervøs for akten, på grund af sit traume, men hun ønskede at han ville befri hende fra disse. Hun var sikker. Hun kunne hengive sig - men kun til ham.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Det boblede let i den sorte hingst som aldrig før. Hans vejrtrækning var let overfladisk og han lod sig for nu lokke af hendes kys. De hvide øjne hvilede på hende, inden en dyb brummen kom fra ham. Han kyssede hende op langs halsen og trådte nu helt hen til hende. Han fangede hendes blik, hendes formidling. Denne gang ville blive anderledes. Hans mule vandrede nu over hendes i en sensuel nussen. Prøvede han i momentet at forføre sin dronning? Det var noget nyt fra den standhaftige hingst, der svansede omkring hoppen, som var hun en gudinde der skulle gøres kur til. 

" Min dronning "

Hviskede han til hendes, da mulen havde fundet vej op til hendes øre. En pirrende klang havde fundet vej til hans dybe basagtige stemme. Der var ingen tvivl om hvor meget hun fik ham til at ville hende i dette øjeblik. Hun var i kontrol.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Alt om bekymringen før blev snart glemt. Han var påvirket af hendes nærvær - fuldstændig som hun var af hans. Tankerne smøg sig omkring i hendes hjerne. Men ingen af dem gav mening for hendes hjerte. Hjernen ville ikke være med til at hengive sig, men hjertet bankede ikke for andet. Derfor slukkede hun for en kontakt i sig selv og som hans brummen lød, lod hun ligeledes læberne kører over hans sorte skind. Hver en brøring, hvert et kys der vandrede op af hendes hals, vækkede alting til hamrende live. Det blussede op indeni. Hun ville ham. Og denne gang ville hun ikke lide af et traume. Han kunne tage hende bort fra al smerte - bringe hende til solen han holdt så meget af.

Hun smilede ved hans hvisken. Hans klang fortalte hvordan han var med hende. "Min soldat..." hviskede hun stille. For det var det han var blevet i hendes flok. En kriger, der forsvarede alting og hun nød det. Nød deres forhold. Det der en dag måske ville ændres markant, men alle de tanker var borte med blæsten. Hendes hjerte sprang et slag over, ved denne blotte tanke om hans nærvær. Elskede hun ham? Eller havde hun bare en ustyrlig lyst til ham? Var hun selv i tvivl om dette? Hun rykkede tættere mod hans side og viftede med den røde og hvide hale som et banner.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...