Tid: 20:30
Vejr: -10 grader, masser af sne
Tag: Rhett ir Ghizcari

Mørket var faldet på, og der var nu ikke mere lys tilbage i Proelio end månelyset, der kraftigt lyste det hvide sne op. Stjernehimlen var blank og klar, og frosten kunne tydeligt fornemmes i luften omkring én. Det var en utrolig smuk aften, der lagde op til en utrolig smuk nat.
Den unge Chihiro var rejst hele vejen til Darkena denne dag. Hvorfor hun lige havde valgt at rejse hertil, var hun faktisk ikke klar over. Det var en landsdel, som hun kun havde hørt forfærdelige ting om, og derfor var det ikke et sted, hun havde besøgt før. Men i takt med, at hun var blevet større og mere selvstændig, havde lysten til at udforske Darkena vokset sig større og større. Selvom hun vidste, at det kunne være farligt, så måtte hun altså bare opleve Darkena på egen hånd, så også hun havde personlige erfaringer at kunne bidrage med, når snakken faldt på den landsdel.

Hun havde brugt dagen på at udforske mange af stederne, og heldigvis havde hun ikke oplevet andet end fascinerende natur og steder. Hun havde endnu ikke mødt en eneste anden hest, men det skyldtes nok, at mange af Darkenas beboere færdedes mest ude om natten. Hendes moder havde advaret hende om, at hun ikke ønskede at møde de sjæle, der færdedes i Darkena om natten, så hun måtte hellere se at vende tilbage til Elasium, før det var for sent. Hun stod dog lige så smukt et sted og betragtede den betagende stjernehimmel, så hun ville lige vente bare et øjeblik, før hun vendte snuden hjemad. Hendes blik gled ud over den blanke sø, som hun stod foran. Gad vide, hvorfor den ikke var frosset til lige som resten af søerne i landet?

Rhett ir Ghizcari
What I love most about this crazy life is the adventure of it.

Aftenen var nær og Rhett vågnede langsomt op til mørket. Tidlig aften. Men sneen reflekterede lyset ind i grotten. Han bevægede sig udenfor, mens ørerne roterede rundt. Som altid vandrede Rhett afsted når mørket faldt på. Tilbagelo den hjemlige grotte. Darkena var altid et interessant område. Rhett sprang rundt i den viltre sne. Det væltede omkring ham, og trods stilheden i natten; så formåede han alligevel at skabe et påstyr. Oppe på himlen var der månelys. Det var kun på denne tid af året, at han så noget nær lys. En brummen forlod hans mule, inden han snak hovedet ned og lod mulehårerne berøre overfalden. Han satte frem i trav. En let trav. Halen svang let bag ham, og benne blev højere og højere gennem den efterhånden voksende mængde sne. Ingen hove havde betrådt den endnu.

Pludseligt stoppede den unge hingst op og løftede hovedet. Sneen var dækket af hovspor. Hovspor som ikke var hans egen. Nysgerrigheden trak som altid i hingsten. Ja, hans fader havde ofte forsøgt at fortælle ham, at han ikke skulle lade den styre ham - det var en svær opgave for en som Rhett. Derfor tog det ham heller ikke mange sekunder at sætte frem i galop og følge hovsporene. Snart dukkede en levende sjæl op midt i månelyset ved den halvfrosne sø.

It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.

Mon søen her var et af de magiske steder i Proelio? Dem var der jo så mange af. Det virkede i hvert fald i sandhed ikke til at være en helt almindelig sø. Den måtte hun tilbage og udforske en dag, når solen atter var fremme. Hun drog et sidste afslappet suk, inden hun vendte sig om og skulle til at vandre tilbage mod sin landsdel.

Hun nåede dog ikke længere end få skridt fra søbredden, før en mørk skikkelse kom galoperende i mørket. Det var en hingst, og som han kom løbende dér i mørket var han et intet mindre end betagende syn. Hun stoppede op og vrinskede imødekommende til ham. Hun trådte ikke nærmere, men blev blot stående og afventede, om han ville komme hen til hende eller hellere løbe videre alene. Hun håbede dog, at han ville komme herhen, for det ville i såfald være hendes første møde med en af Darkenas beboere. Ih, hvor ville det blive spændende!

Rhett ir Ghizcari
What I love most about this crazy life is the adventure of it.

"Sne og fart. Det var en dårlig kombination. Det vidste selv Rhett, men om han tilpassede sig til det? Nej, aldrig. Hovene dundrende mod det snedækkede landskab, som han galoperede mod hoppen forude. Snart måtte han dog klodse bremsen. Hvilket resulterede i at hovene blokerede og underlaget blev som en skøjtebane. Han faldt næsten på bagdelen, som han kurrede frem mod hoppen, og slog en kæmpe dynge sne op omkring sig, inden han tumlede en omgang og måtte bide sig i sneen.

Et grin formede sig over Rhett, inden han sprang op af sneen. Sne alle vegne, selv mulen var dækket. Han rystede sig, og slog med hovedet, inden ørene vippede fremad og han brummende tog et par skridt tættere på hoppen.

"Hej!"

Kom det ivrigt fra hingsten. Han havde aldrig set denne hest før, og slet ikke så mange farver samlet på én!

It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.

Hun betragtede med spænding, hvordan den fremmede til hendes største fornøjelse kom imod hende. Snart blev afstanden imellem dem dog mindre og mindre, og han måtte bremse hårdt op for ikke at ramle lige ind i hende. Det resulterede i, at det glatte underlag blev som en skøjtebane under hans hove, hvilket fik ham til at kurre frem mod hende, næsten siddende på bagparten. Hun så måbende til, da en kæmpe dynge sne formede sig omkring ham, inden han slog en kolbøtte og faldt lige på hovedet i sneen. Hun gispede forfærdet. Åh nej dog!

Hun kunne dog til sin store lettelse se, at han hurtigt sprang op igen med et grin. Han var fuldstændigt tildækket af sne overalt på sin mørke krop, og den fløj til alle sider, da han lettere fortumlet rystede sig. Han vippede nu ørerne fremad og brummede, inden han skridtede tættere på hende. Hans stemme lød i en hilsen, ivrig og tilsyneladende venlig. Hun lyste op i et stort smil.

"Vær hilset! Er De okay, Sir?"

Rhett ir Ghizcari
What I love most about this crazy life is the adventure of it.

Det var efterhånden alment kendt, at Rhett tog sig en kure tur eller kolbøtte i sne. Så det rørte ham ikke det store. Hoppen gispede dog og hans ene øre vippede som en vibrator ved lyden. Han var hurtigt på benene og rystede sin krop fri for den liflige sne.

"Det kan du tro. Det sker ret ofte, når jeg bliver lidt ivrigt."

Indrømmede han med et grin over sin mule. Inden han rystede manen, og løftede hovedet ganske venligt. De violette øjne vågnede over hoppen, som han fandt fascinerende af ydre. Han trådte tættere på hoppen, og stak mulen frem mod hoppen.

"Dig har jeg vidst aldrig mødt før. Plejer du at komme her?"

Brummede han nysgerrigt og så hoppen an.

It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.

Til hendes store lettelse svarede han, at han var okay - og det var tilmed noget, han var vant til, når han blev lidt ivrig. Han begyndte nu at grine, og hun kunne ikke lade være med at grine med. Det var lidt sødt, at han var så klodset. Selv havde hun altid været et meget 'voksent' føl, så det var sjældent, at hun havde taget et rullefald i sneen - derfor kunne hun næsten blive helt misundelig på andre føl og ungheste, der ikke var bange for at slippe kontrollen og slå sig lidt.
Han trådte nu tættere på hende og stak indbydende sin mule frem. Hendes øjne mødte hans med et genert glimt. Det var første gang, at Chihiro mødte en hingst på sin egen alder, så fornemmelsen af sommerfugle i hendes mave var meget uvant. Hun trådte forsigtigt tættere på ham og lod blidt sin mule røre hans. Hendes hjerte dunkede let, da hun mærkede hans bløde, varme mule mod hendes. Varmen fra hans krop smeltede sammen med hendes og gjorde hende helt blød i knæene.

Hun trak sig da tilbage igen og smilede varmt til ham. Hun havde mødt mange hingste i sit liv, men ham her var den første, der fik hende til at føle på denne måde. Hvad mon det betød? Det var en rar følelse, men hun havde ingen anelse om, hvad det var - hun var endnu for ung og uskyldig til rigtigt at forstå det. Mon det var sådan her, hendes moder følte, når hun var sammen med Constantine?
Hun lyttede nu til hans ord og vippede ørerne frem i hans retning. "Nej, jeg kommer fra Elasium, så det her er mit første besøg i Darkena."
Hun smilede mildt til ham og rystede den lange pandelok væk fra sine øjne. "Mit navn er Chihiro. Hvem er De?"

Rhett ir Ghizcari
What I love most about this crazy life is the adventure of it.

Rhett havde aldrig haft problemer med at slippe kontrollen. Nok nærmere tvært imod. Han havde altid kastet sig ud i alting, og det havde ikke ligefrem haft nogen god indflydelse på sit forhold til sine forældre. De var ikke ligefrem fan af hans begejstring for at lave ballade og kaste sig rundt. Hoppen trådte frem mod ham, og hans øre spidsede noget til, da gengældte det lille puf fra sin egen mule. Han måtte beherske sig for ikke at puffe lidt hårdere af ren og skær ivrighed. Han brummede til hende med en tilfredshed og indbydenhed til selskab. Snart havde hun trukket sig tilbage og han rankede sig op.

"Dit første besøg? Har du aldrig været her før? Nøøj! Så må jeg hellere få vist dig rundt.."

Rhett var lige ved at falde over sine egne ben, da han snurrede rundt. Hvor skulle han starte? Der var så mange ting, som hun skulle se så.

"Høh.. Jeg er Rhett ir Ghizcari, søn af Recimir og Alarica. Skal jeg vise dig rundt Chihi?"

I hans iver kortede han hendes navn af, mens han med strålende violette øjne stirrede frem mod hende. Ikke at hun kunne se det. Hans pupiller var som sin faders ikke til stede. To tomme brikker i hovedet, som rummede mange ting gemt bort.
It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.

Hun lyttede til hans ord og kunne ikke lade være med at le, da den unge hingst livede gevaldigt op og nærmest var ved at falde over sine egne ben, da han snurrede en omgang rundt om sig selv. Hendes øjne strålede lykkeligt. Det var tydeligt, at denne hingst holdt meget af Darkena og kendte landsdelen ud og ind. Hun ville sikkert selv have reageret lige så ivrigt, hvis hun havde fået muligheden for at vise nogen rundt i Elasium. Hun lo mildt. "Nej, jeg har aldrig været her før. Så det ville da være skønt!"
Hun slog livligt med hovedet og udstødte et lille begejstret hvin. Hun var så klar på eventyr!

Hun lyttede nu til hans næste ord og smilede ivrigt. Rhett ir Ghizcari... Sikke et smukt og fornemt navn! Han var søn af Recimir og Alarica. Det var ikke lige umiddelbart nogen, hun havde mødt før - men de boede jo sikkert også her i Darkena, så det var nok derfor. Hun udstødte en lille fnisen, da han kaldte hende Chihi. Det lød utrolig sødt, når han sagde det på den måde. Der var aldrig nogen, der havde givet hende et kælenavn før. Hun hvinede lykkeligt igen og rejste sig halvt op på bagbenene i ren iver. "Meget gerne, Sir Rhett!"
Hun trådte nu op på siden af ham og trippede ivrigt på stedet, klar til at følge ham, hvorend han gik hen. Hun fangede hans blik og bemærkede de lysende, pupilløse øjne. Hun havde aldrig set noget lignende før, men hun fandt det utrolig smukt og fascinerende. Dog mindede det hende også om, hvor langt væk hun var fra sit eget trygge hjem... Godt nok virkede Rhett ikke til at være farlig, men mon han ville beskytte hende, hvis der skete dem noget? Hun så på ham med et bekymret blik.

"Rhet... Er det ikke farligt at bevæge sig rundt i Darkena om natten?"

Rhett ir Ghizcari
What I love most about this crazy life is the adventure of it.

Hendes latter var fangende, og han mandede sig op, mens han virkelig ikke kunne vente. Han fik lov at vise hende rundt! Der var aldrig nogen, som havde kaldt ham Sir før. Det lød ret galant, noget som Rhett var ekstra opmærksom på. Han var normalt altid den kluntede og sjove, men nu var han en SIR. En vaske ægte Sir. Han rankede sig derfor op og brummede ganske veltilfreds. Hun rejste sig halvt op på bagbenene og en latter flød over hans mule, inden han gjorde et lille hop.

"Så lad mig vise dig rundt Prinsesse Chihi!"

Han snurrede rundt og virrede med hovedet. Hvor skulle han starte henne? Hvor skulle de begyndte! Jo der var et sted! Det ville han vise hende. Det kunne han hurtigt vise hende, men nu så hun bekymret ud? Han vippede undrende med de lodne øre, inden han hørte hendes ord. Han spærrede de pupilløse øjne op.

"Farligt? I mørket? Jamen.."

Han så sig forvirret omkring.

"Det er ikke farligt? Det er farligt, at gå i lyset. Jeg lever kun om natten i mørket.. Det er ligesom i lyset.. Har jeg hørt.."

It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.

Hun kunne ikke lade være med at le, da han rankede sig op og så ganske stolt ud over den opgave, han var kommet på. Hun slog ivrigt med hovedet og smilede muntert, da hans begejstring smittede af på hende. Han gjorde nu et lille glædeshop og kaldte hende Prinsesse Chihi, og det fik hende til at slå kuldret ud med forbenene og hvine feminint, mens hun atter lo glad. Sir Rhett og Prinsesse Chihi på eventyr... Det lød som en helt fantastisk rejse, og hun glædede sig helt enormt!
Han snurrede nu rundt og gjorde sig klar til at vandre af sted, og livligt fulgte hun med lige bag ham. Pludselig stoppede han dog op og virkede noget forvirret over hendes ord. Hun skridtede op på siden af ham og fulgte hans blik rundt i mørket, mens hun lyttede til hans ord. Farligt at gå i lyset? Levede kun om natten i mørket? Var han sådan en rigtig nattehest, der aldrig var ude om dagen? Hun spærrede øjnene op og så endnu mere fascineret på ham.

"Okay, Rhett Nattehingst! Jeg stoler på, at De vil passe på mig, hvis der sker noget!"

Hun smilede sødt til ham og brummede mildt. Godt nok havde hendes moder advaret hende om at bevæge sig rundt i mørket i Darkena, så den forklaring Rhett gav, var det helt modsatte af, hvad hendes moder havde sagt. Men af en eller anden grund valgte hun at stole på Rhett. Hun kunne ikke forestille sig, at han var en af de onde, der ville narre hende og føre hende med til noget farligt. Hun stolede på, at han var en ven, og at han ville passe på hende, hvis der skulle ske dem noget.
Hun rankede sig op ved hans side og gjorde sig klar til at gå, inden hun atter så på ham med en munter latter.

"Men det er altså ikke farligt at gå i lyset, så hvis De nogensinde kommer til Elasium, så giver jeg Dem en rundvisning om dagen!"

Rhett ir Ghizcari
What I love most about this crazy life is the adventure of it.

Se det her kunne han godt lide! På eventyr med Prinsesse Chihi også midt i snevejret om natten. Det kunne ikke blive bedre! Var der noget Rhett elskede, så var det eventyr. Og der kunne gemme sig mange finurlige ting i sneen. Hun virkede nu til at fange, hvad det var han havde ment; at han var en nattehest.

"Jeg passer på dig Prinsesse Chihi af Lyset!"

Brummede han stolt, og gav hende et blidt puf, idnen han nikkede frem mod sig for at hive hende med på en vandren. Han var allerede godt tilpas med hendes selskab og glædede sig over, at de skulle afsted. Han skulle nok passe på hende og bekæmpe slyngler og farer, som skulle opstå. Ligesom et rigtigt eventyr!

"Jeg kan ikke færdes i dagslyset."

Han sank hovedet et kort øjeblik og ørerne gled forvirrede rundt, inden han rankede sig op.

"Mine øjne er overfølsomme overfor lyset. Hvis jeg skal forsøge at færdes om dagen med åbne øjne, så vil jeg blive blind resten af mit liv."

Han havde ofte overvejet om det ikke kunne være det værd at prøve. Han ville så gerne se, hvordan alt så ud, når der var lys. De andre havde fortalt fantastiske fortællinger om, hvordan det var om dagen. Hvordan lyset spillede. Det lokkede i alle dele af hingsten, men så ville han aldrig kunne se igen?

It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.

Prinsesse Chihi af Lyset! Sikke en fin titel, den var hun stolt over at have fået! Hun lo kærligt og slog ivrigt med hovedet, inden hun mærkede et blidt puf fra ham, der indbød hende til at følge med ham igen. Hun brummede lyst og muntert, mens hun glad og stolt spankulerede af sted med højtløftede ben, lige som en rigtig prinsesse ville gå! Hans ord lød nu i hendes ører, hvilket fik hende til at dreje hovedet og se på ham med et chokeret blik fyldt med medlidenhed. Han ville blive blind, hvis han færdedes i dagslyset? Sikke et forfærdeligt liv! Hun kunne slet ikke forestille sig noget mere deprimerende end altid at vandre rundt i mørket uden at kunne slippe væk!

"Hold da op! Det gør mig virkelig ondt at høre, Prins Rhett. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være... Har du nogensinde overvejet at kontakte en af guderne, eventuelt Flakezé? Måske ville han kunne hjælpe dig med dine øjne."

Hun tippede let hovedet på skrå og smilede sødt. Jah, hendes moder havde altid fortalt hende, at man kunne regne med Proelios guder, hvis man havde brug for hjælp. Og da Flakezé nok var den af guderne med det største hjerte, kunne hun ikke forestille sig, at han ikke ville hjælpe, hvis han havde midlerne til det. Godt nok havde hun aldrig selv mødt en af guderne endnu, men hun var absolut ikke i tvivl om deres eksistens - tværtimod var hun jo selv blevet velsignet med Kærlighedens Ring, og selvom hun ikke havde mødt afsenderen, så var hun sikker på, at det var en af guderne - og med stor sandsynlighed Flakezé.

Rhett ir Ghizcari
What I love most about this crazy life is the adventure of it.

Ondt? Var det ondt? At der var noget som han ikke havde set, som han ønskede så inderligt. Han havde ofte overvejet, hvor meget det ville være værd at opfylde sit ønske om, at få lyset at se. Han lyttede til hendes ord om denne Flakezé. Hun havde hørt mange ord om ham, og de andre guder. ja, der havde været mange rygter, og selv de var kommet gennem dagslyset og ud i mørkets kroge i nattenstimer.

"Hvor meget jeg end ville ønske det, så vil det nok aldrig kunne leve op til mine fantasier om, hvordan alt ser ud i dette dagslys. Jeg har hørt rygter om denne Flakezé, men findes de? Eller er det tankespind?"

Han havde endnu til gode, at møde disse guder. Mundvigen gled op og han rakte halsen frem for at nappe hende let på skulderstykket, udelukkende i sjov. Inden han kastede med hovedet og gjorde et hop fremad.

"Skulle vi aldrig på eventyr i Darkena?"

Brummede han så frisk.

It's time to say goodbye, but I think goodbyes are sad and I'd much rather say hello. Hello to a new adventure.

"Jeg er helt sikker på, at de findes! Jeg har godt nok aldrig selv set Flakezé med egne øjne, men jeg har modtaget en gave fra oven, som beskytter mig, når jeg er i fare." Hun strakte sit ene forben frem, hvor en lille guldring sad rundt om hendes kode. "Hvis du nogensinde skulle få lyst til at prøve at kontakte ham, vil jeg i hvert fald meget gerne hjælpe med at finde ham!"

Hun lo muntert, da han drillende nappede ud efter hende. "Jo for pokker, jeg kommer nu!" Med de ord sprang hun ligeledes af sted efter ham og lo lykkeligt. Hun var virkelig glad for at have mødt denne Rhett. Han var en super skøn og herlig hingst, som hun håbede at kunne være ven med resten af sit liv. Hun glædede sig helt enormt til at blive vist rundt i hans landsdel og se, hvordan det var at leve om natten!