Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Forvirringen - han følte sig en anelse uønsket styrket på hendes negative, usikre følelser. Hans øjne lukkedes ganske kort, som han søgte kontrollen over de uønskede følelser. Du kunne kalde dem, hans dæmoner. Narrators krop brød sammen i angst, når han var mest alene med dem. Tankerne, der synes så anderledes end han var. Tankerne der kom indefra dybet af hans sorte kerne i hjertet... Han rystede dem væk. Lod dem synge hen, mens hans øjne åbnede sig og stirrede på ny. Hun veg et skridt, men blev - hvorfor? Hvis hun frygtede ham - hans handling - hvorfor så blive? Hans øjne skærpedes. Han søgte svar i hendes øjne, men det var uvist hvad han fandt. For alt han læste var ukendt for ham.

En blød sukken lød fra den dybe stemme, da han afventede hendes tillid... Ej denne ukendte modstand, de hvilede i hendes krop - den skepsis? Men den ændrede sig til nysgerrighed. Den selvsamme som han følte nu hvor hans pres insisterede mod hendes ryg. Et langt øjeblik passerede, før han fornemmede deres sind forenedes og hendes nysgerrighed overtage magten. Han trak på smilebåndet.

Hoppens krop lagde sig og han lod hovedet synke med hende ned. Hans øjne fandt hendes, som hans mule strøg over hendes forben. Han placerede sig over hende, men endnu var der ingen dominans i hingsten. "Langt om længe indfandt en spinkel tillid... Den samme, han havde foræret hende." hans varme stemme, var en stille hvisken, som han mindede hende om, hvordan hun havde suget hans blod - han havde overgivet sig. Hans skæve smil trak let på sig. Hans tænder greb ganske blidt om hendes forben, for nænsomt at rulle hende om på ryggen - hvis hun tillod ham det.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Langsomt forlader min skepsis over for ham, min krop. En lille bitte smule ad gangen, og for hver lille bitte smule der forsvinder, finder trygheden tilbage i min krop. Måske kommer den varme følelse endda tilbage? Med den enorme nysgerrighed godt plantet i mit blik betragter jeg den unge fortæller, som han bevæger sig over mig. I mit hoved er jeg stadig splittet mellem at finde eventuelle flugtveje, og bare give mig fuldstændig hen til den her underlige oplevelse. 
Hans hviskende ord får et let smil frem på min mule, indtil jeg forstår hans hentydning. Da kommer et lettere skamfuldt udtryk til syne; det er stadig absolut ikke et øjeblik jeg er stolt af, men ikke desto mindre er jeg meget taknemmelig. I mine tanker dukker et billede,  et minde, op fra det møde. Et kort sekund dukker også smagen af blod op i min mund. Sådan en sød, metallisk smag. 
Følelsen af hans tænder endnu engang mod min pels, hiver mindet væk. Jeg ser spørgende på ham, men lader mig alligevel lede - så nu ligger jeg på ryggen. 

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Den tillidsbaserede 'leg' kunne ganske let betegnes som underlig, eller unormal. Men for den der hengav sig til tilliden, ville en helt ny verden udfolde sig. Et sted de kunne skabe sammen. Billeder. Det var psykiske billeder der blev skabt indeni, ganske langsomt. Lukkede han øjnene i splitsekunder, så han hvordan hendes hjerte var foran ham - lige til at gribe. Hvad ville man gøre med den magt? Klemme det? Kysse det? Spidde det? Mulighederne var så uendelige - men dette var blot et billede. Hans mule strøg hendes følsomme skind på maven, da hun havde lagt sig på ryggen. Hans øjne søgte over hende - intense, milde - visse ville igen sige udtryksløse. Men alt han bestod af var mysterier og disse kunne opklares, når nogen virkelig så igennem ham. Han lod mulen glide op ad hendes hals, struben, kæben. Hele tiden kæmpede hans hjerte med at finde ro - men det var ganske umuligt. Jo dybere han gik ind i denne verden, jo længere væk fra virkeligheden kom han. Med virkelighedsfølelsen ude af sindet, fandtes der kun denne rumsterende følelse af forelskelse. Ej havde Narrator kendt hende længe. Men hans hjerte var tabt.

Øjnene holdt så ganske intenst øje på hende, før han i konstant berøring med hoppen lagde sig ved hende side i samme position. Stirrende mod birketræernes toppe og stjernelyset, der langsomt sneg sig frem, mens natten overtog dagen. "Føl vinden." hans stemme hviskede i hendes ører. Hans øjne forlod hende ikke. "Mærk stjernelyset."

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Min lange lyse man ligger rodet på jorden, og pandelokken er faldet ned over det ene øre. Med hovedet let på skrå betragter jeg ham med et nysgerrigt blik. Kun tillid er tilbage i min krop, ikke længere frygt - om end, måske en smule forvirring forbliver. Hans bløde mule glider hen over min mave, hvilket resulterer i, at et hoppet fnis forlader min mule. Det kilder, og jeg må koncentrere mig om ikke, at vride mig helt åndsvagt. Som hans mule blidt bevæger sig op ad min hals og kæbe, strækker jeg let halsen ud - helt instinktivt, måske for at give ham mere plads. Selvom at den kildende fornemmelse fortsætter, overtager en varme stille og roligt. 
Jeg drejer let hovedet, så jeg kan fortsætte med at betragte ham, da han lægger sig ved siden af mig. Endnu en fnisen forlader min mule; det må se helt vildt underligt ud, udefra - det ser ihvertfald helt tosset ud herfra. 
Helt forsigtigt drejer jeg hovedet igen, så jeg ligesom ham, kan se op mod himlen, som sekund for sekund bliver mørkere. Min vejrtrækning er igen helt dyb og rolig, mit blik blidt. Hans mørke stemme lyder, men jeg smiler blot svagt som svar. 

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Hingstens gule øjne, med de blot en anelse mørkere pupiller vågede over selv den mindste bevægelse. Hans mule fornemmede stadig, hendes pels mod sin, da hun strakte halsen... Så let og tillidsfuldt. Havde han været blot få nuancer sortere i sit sind, havde den søde jernfyldige smag af blod, vært i hans mund, ved selv det mindste bid. Så udsat - uden chance for modstand... Men trods Narrators mørke syn, søgte han ikke at skade hoppen. Ikke nu. Visionerne om blod og tankerne om at slå ihjel... De hørte ikke til i hans hjerte - kun i den lille del der var størknet i skygger og evig nat. Et sted han så sjældent besøgte, men blev ved at hjemsøge ham.

Hans vejrtrækning var ubesværet, men hjertet rasede. Han lukkede sine øjne og følte blot hendes blik på sig. Smilet hun netop havde sendt ham tog ham til en anden verden. Frosten i jorden under dem, betød intet. For varmen smeltede det glitrende lag, mens månelyset tog over. Øjeblikket var blot fredfyldt - kroppen lod til at slappe af - men indeni var der storm i optræk. Følelser der pumpede rundt i unge legemer.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Det er lige før at jeg kan mærke hver lille dråbe blod suse rundt i hele min krop: fra hjertet, ud til øre spidserne og hele vejen ned til mine hove. Uden på er min krop præget af en uendelig ro, indeni raser den samme storm, som jeg tror raser i også Narrators indre. 
En let brise tager fat i nogle af birketræernes grene, så en svag piven bryder stilheden. Jeg kaster først et blik mod lyden, for derefter at dreje hovedet mod Narrator. Stormen tager til - det føles som om, at mit hjerte er på vej ud af min krop. Som om, at det er for meget at håndtere. En pludselig tvivl slår ned i mit sind; måske er det for meget for mig. Alle de her følelser, den her underlige varme - det står så kraftigt i kontrast til det mørke, som også kræver plads i mit sind. Mit blik bliver hastigt rettet op mod himlen igen. Jeg rykker mig ikke fysisk, men mit sind er mere oppe mellem stjernerne - væk i tanker - end det er her, ved hans side. 

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Fuldstændig slået ud af alle de følelser og sanseindtryk denne aften havde budt ham på, forsvandt han nu langsomt ind i sig selv. Han var her hos Gervina. Men indeni ham rasede stormen af tanker. Berusende. Kunne man kalde hende det? For hun flåede i en del af ham, han ikke kendte. Fyldte ham, til han var så fuld at glasset flød over af begær... Hingstens øjne lukkedes langsomt som månelyset skinnede på dem. Hans element - det var medfødt. Medfødt fordi han nedstamte fra månens sande gudinde. Han mindedes mødet med sin mormor ganske kort, før hjertet bankede så hårdt, at det krævede hans opmærksomhed på ny.

Det var så nyt. Så uudofrsket og ukendt. Det var en anelse overvældende og hingsten lukkede ganske langsomt ned. Faldt dybere og dybere ind i sig selv. Bevidst om hendes lette berøring ved sin side, men langsomt og stødt fandt hingsten drømmens verden. Og jovist om ikke han drømte om hende. Og blod. Og mørke. For sådan var hans indre også.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Den indre storm raser stadig, vild og utæmmelig. Det er hårdt for kroppen, sådan konstant at arbejde på højtryk - men samtidig er det utroligt bekræftende, at mærke hver enkelt følelse. Jeg forstår det stadig ikke helt; hvorfor og hvordan er jeg faldet så dybt for den mørke, mystiske hingst. Historiefortælleren. På en måde gør det mig endnu gladere, at vide, at jeg nu også er en del af hans fortælling - men på samme tid er det enormt skræmmende. Igen er jeg i tvivl, om jeg kan være det. Være dér. Her.
Opslugt i tanker bemærker jeg slet ikke hvordan min krop føles tungere; langsomt lukkes mine øjne i og min vejrtrækning bliver dybere og dybere. Stille glider jeg om på siden, og et suk forlader min mule. Tankerne er ved at blive til drømme, og jeg sover sødt ved siden af Narrator. 

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Hingstens krop sank total sammen. Det hele gav efter for søvnens dyssende drømme. Han sukkede i søvne og lang tid gik der, hvor de delte varmen... Hvor hans hjerte indimellem bankede, som om det gik op for ham at han lå ved siden af hende. Hende han stadig havde i drømmene. Mørket angreb pludselig. Hun stod der, badet i stjernelys på en stor eng og bekræftigede sin kærlighed. Hans smil var ungdommeligt - som om han følte hvor virkelig han var. Ikke blot en historie... Men virkelig. Hans øjne faldt hendes, men som han skulle til at svare hoppen, åd mørket dem begge. De faldt og han mistede hende - fuldstændig.

Med et sæt vågnede hingsten ved midnatstid. Han løftede sin krop og stirrede på hende. Hjertet faldt ganske langsomt til ro, da han så hendes trygge sovende skikkelse. Maven der hævede og sænkede sig i dybe åndedrag. Han sukkede stille og lod mulen stryge hendes kind. "Til vi ses igen. Min Gervina." hviskde hingsten ømt, før han rejste sig og forsvandt ud i natten for at samle sig.

/Narrator Out

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?