Det havde været overvældende for den unge hingst, alt dette. Guderne var tilbage igen, og landets sår healede nu i heftigt tempo. Andiago havde en ambivalent følelse omkring det hele, men formålet var tjent og tilbage stod han med flere spørgsmål end svar.  Den unge hingst lukkede dog kort af, understreget med et svagt irritabelt suk.  Det første tegn på følelser sporet hos ham. 
Andiago bar ikke følelserne udenpå. Hans temperament var ikke eksisterende, og han så mest af alt ud til at være en blid uskyldig bamsebjørn, med de brændende intense hvide pupiller, som ind i mellem så vældigt bekymrede ud.  Hvad han gik og havde til at ulme i hans indre var dog uvist, men til ritualet måtte han give slip på det han frygtede for at lade kærligheden strømme ud.   Havde den endnu ikke voksne kæmpe hingst mistet noget af kontrollen?

Hvad tænkte han mon på?

Andiago var nært sit fødested, mens hans sølvtonede pels kunne spottes let i mørket.  Han var jo ikke ligefrem lille, men en lyd kunne derimod stadig få ham til at stoppe op og stirre ud mellem træerne. Der var nogen i nærheden.

Den store Freakshow sneg sig nærmest lydløst igennem mørket. Hans kraftige hove bevægede sig næsten mekanisk igennem den skov, han efterhånden kendte som sin egen baglomme. Der var ikke andet end månelyset til at oplyse stien foran ham, men alligevel vidste han præcis, hvor han gik. Han kunne finde rundt i Beica med lukkede øjne, hvis det skulle være. Lige nu var han på vej mod det sted, Andiago i sin tid var blevet født. En lykkelig tid, hvor problemerne mellem ham og Silverstream endnu ikke var opstået. Han ville ikke påstå, at han nogensinde havde elsket hende, men alligevel kunne han da godt mærke, at han ikke var fan af den afstand, der var kommet imellem dem. I det daglige forsøgte han ikke at tænke for meget over det, og han prøvede da også alt for ofte at overbevise sig selv om, at han bare var ligeglad. Men alligevel var det på tankefulde nætter som disse, at han fandt sig selv bevæge sig automatisk hen til det sted, hvor den lille familie så ofte havde været samlet og været... glade.

Hans instinkter var opmærksomme og på vagt, da han bevægede sig igennem mørket. Selvom han var en stor og stærk hingst, der ikke havde meget at frygte, kunne man alligevel aldrig vide sig sikker på, hvad der gemte sig i mørket. Og der gik da heller ikke lang tid, før han fornemmede, at han ikke var alene. Han bevægede sig mod sin søns fødested, og der fik han øje på en hvid klat i mørket. Da han kom tættere på, kunne han tydeligt se omridset af sin søn. Andiago var vokset op og var blevet en stor, smuk hingst. I modsætning til sin far, der gik i ét med mørket, lyste han mørket op som månen selv. Freakshow stoppede op foran ham og brummede anerkendende. Mange tanker løb igennem hans hoved. Han havde ikke været en god far. Han havde ikke været der for Andiago, og han havde ikke været i stand til at beskytte ham mod sin sindssyge mor. Der var så mange ting, han gerne ville sige, men alligevel kunne ordene ikke komme over hans tunge. Han så derfor bare undersøgende på Andiago. Hvad havde mon fået ham til ligeledes at opsøge dette sted denne nat?

Andiago fangede noget I mørket. Det var en vag skikkelse som knapt kunne tydes her i mørket, men duften der ramte ham afslørede hvem der kom mod ham. Andiago hvælvede dog lidt betænksomt i halsen, mens den sorte kugle kredsede om hans horn kort glødede rødt, men den tog ikke form. Den hvidlige hingst sagde intet og stod blot for en rum tid og stirrede på hans egen far, men far? Var det blot en titel. Nok havde de samme blod, ligesom han delte blod med hans mor, men de havde aldrig delt et øjeblik, men den sorte hingst delte måske samme tanker som ham? Måske han havde en forklaring på de tanker og impulser der løb igennem ham.
Den unge hingst følte sig draget til at suge alt den viden ud af sin fader. Han sænkede hovedet en anelse, og tog nu et par skridt frem mod ham. Hovedet blev lagt på sned, mens han studerede faderen med et anelse forsigtigt gemyt. Han kunne ikke umiddelbart se hvorfor de skulle være ens. Andiago sagde som regel ikke noget, mens var ganske tavs i sin væremåde. Hans krop talte ofte for ham, og nu havde den flere spørgsmål og svar.
Han løftede nu hovedet og holdt mulen få millimeter fra sin fars, mens han stirrede indædt ind i hans tomme øjne. Han mærkede hvordan det hele føltes så overvældende. Hans impulser, umådelige drivkraft efter alt hvad der ansås som tabu. Han skar en forpint grimasse inden han sænkede hovedet igen og hvilede det mod hans fars skulder, mens han sukkede tungt. Så meget forvirring blandet med hormoner rasede igennem hans krop. Kunne han fornemme det?

Som han kom tættere på sin store søn, bemærkede han noget i måneskinnet, han ikke havde set til at starte med. Et horn voksede ud fra hans pande, hvilket tydeligt sås nu, da et eller andet kort glødede rødt omkring det. Han betragtede imponeret synet. Han var ikke klar over, at hans søn var blevet en enhjørning, men det var bestemt ikke en dårlig ting; det var blot med til at frembringe styrken i hans udstråling.
Den hvide hingst sagde intet, men stirrede blot tavs på sin far. Freakshow forholdt sig ligeledes tavs. Ingen af hingstene havde noget på hjerte, for de havde sådan set aldrig rigtigt haft noget at snakke om. Men alligevel var tavsheden ikke akavet, blot intens.
Andiago sænkede pludselig hovedet en anelse underdanigt, inden han trådte et par skridt frem mod sin far. Freakshow rørte ikke på sig, men lod blot sønnen komme nærmere med et imødekommende kropssprog. Hans søn løftede nu atter hovedet få milimeter fra sin fars mule, inden han skar en grimasse og sænkede hovedet hvilende mod sin fars skulder med et tungt suk.

Freakshow stivnede. Han havde ikke haft nærkontakt med sin søn, siden han var blevet født. Anspændtheden havde kort sit tag i hans krop, men der gik ikke længe, før han ligeledes sukkede tungt og hengav sin krop til sønnens omfavnelse. Følelserne flød igennem den ellers så følelseskolde hingst i et virvar af ustyrligt kaos, og for første gang i meget lang tid mærkede han noget røre sig i sit hjerte. Var det sådan, det føltes at være tilknyttet til sit eget kød og blod? Trods han ikke havde været meget til stede i sønnens liv, var der alligevel noget, der rørte sig i ham lige nu. Var det kærlighed? Var det virkelig muligt for denne hingst at elske nogen, sådan rigtigt?
Et øjeblik lod han sig fuldstændigt hengive til sine følelser og hvilede ligeledes sit hoved tungt mod sønnens nakke. "Andiago... Min søn."
Mere kom der ikke ud af den sorte, for han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige - og for at være ærlig havde han heller ikke brug for at sige mere.

Der gik dog ikke lang tid, før han trak sig ud af omfavnelsen og atter trak sig et skridt tilbage. Han betragtede sin søn med beundring og stolthed lysende ud af de ellers så tomme øjne. "Hornet klæder dig." Et ægte smil formede sig om hans mule. Han havde aldrig været god til det med ord, og derfor vidste han da heller ikke rigtigt, hvad han skulle sige lige nu; det blev derfor til en kommentar om det indlysende, nemlig at hans søn på forunderlig vis havde groet et horn ud af panden. Han spurgte ikke ind til det, men hans blik brændte nysgerrigt. Han ønskede ikke at presse sin søn til at fortælle om det, hvis han ikke ville, men med sit kropssprog indbød han naturligvis sønnen til at fortælle om det, hvis han havde lyst.

Som han mærkede omfavnelsen fra sin fader var det som at hele hingstens krop slappede helt af og han blev lullet ind i en form for tryghed. Der bredte sig meget igennem hingsten, som blot forstærkede alt hvad der gemte sig i ham. Han så for en stund bange ud, mens den sorte kugle cirkulerede omkring ham, som en skygge med dårligdomme. Det var hans mørke og indre dæmoner der holdt til der, men de huserede stadig i hans sind. Stemmen fra hans far var så virkelig og han sugede blot det hele til sig indtil omfavnelsen sluttede.
De store blå øjne så op på hans far med forvirring i blikket, mens hans ord fik ham til at se ned i jorden, men smilet var der? Det var godt var det ikke? Andiago forsøgte at finde en forklaring på det hele, men nu måtte han for første gang i lang tid åbne sin mund og tale. Han talte normalt ikke, men han kunne mærke hvordan det hele sitrede i ham.

” Jeg ville af med det.. I stedet kom hornet, og den ting.. ”

Tingen var hentydning til den lille kugle der var hans følgesvend. Andiago tav lidt og mærkede en irriterende rumsteren i hans krop. Det rumsterede så meget til tider at han næsten ikke kunne være i sig selv. Det var ren tortur. Han forsøgte at gemme sine tanker, selv for sin far.

” J-jeg kan lide at se dem bløde, vride sig.. Men det føles ikke som nok. Der var en.. hun rørte mig.. jeg rørte hende, men der var bare den her.. impuls som jeg ikke kan sætte ord eller handling på.. Den brænder, men jeg ved ikke hvordan jeg kan give afløb for den. .”

Andiagos toneleje var lavt, ja næsten flovt. Han følte sig en anelse skræmt af sine egne tanker, men det var sådan han oplevede kærligheden brænde igennem ham. Han vidste det var forkert, men det var så stærke impulser blandet med den magi han var født med, at han ikke kunne skubbe det ud af hovedet. Selv nu stod han næsten i dirrede ved tanken.

Han mødte sin søns store, blå øjne, der så op på ham med forvirring i blikket. Han kunne ikke bebrejde ham, for det måtte være mærkeligt pludselig at mærke så stærk kropskontakt med én, man næsten ikke havde set siden sin fødsel. Afstanden mellem de to hingste havde været stor, men alligevel var det som om, at et eller andet stærkt forbandt dem i dette øjeblik.
Han lyttede til sin søns ord. Han ville af med det... Hvad ville han have med? Freakshow forstod det ikke rigtigt, men han undgik at spørge ind til det. Han ville ikke bede Andiago om at forklare noget, han måske ikke ønskede at indvillige sin far i. Han fulgte sønnens blik op mod den sorte kugle, der let svævede omkring dem. Gad vide, hvad det var for en tingest? Han havde aldrig set noget lignende. Han mødte atter sin søns blik og brummede let, men forholdt sig ellers tavs endnu.

En ny strøm af ord forlod Andiago. Det var nok den længste sætning, han nogensinde havde hørt sin søn fremsige. Han så på sin søn med milde øjne og nikkede let. Ak, han vidste præcis, hvad han talte om - for nøjagtig de selv samme tanker havde han selv haft, da han var på Andiagos alder. Han mærkede en varm fornemmelse i brystet. Stolthed? For i dette øjeblik gik det rigtigt op for Freakshow, hvor meget ham og hans søn mindede om hinanden, og hvor stolt han var af ham. Selvom de ikke just havde nogen stærk, personlig tilknytning til hinanden, så var blodets bånd ikke til at tage fejl af.

"Min søn... Jeg forstår din frustration, men fortvivl ej. Vi to er ens. Jeg ved præcis, hvordan du har det. Og jeg kan hjælpe dig med at slippe af med den brændende fornemmelse i dit indre, hvis du er interesseret?"

Med de ord sendte han Andiago et mørkt og ondskabsfuldt smil, inden han vendte sig om og indbød Andiago til at følge med ham længere ind i skoven. Han mærkede tydeligt den samme dirrende fornemmelse i kroppen, som han ligeledes havde set sin søn have. Impulserne var stærke denne nat, og blodtørsten flød i begge hingstenes årer. Det var på tide at lære Andiago lidt om, hvordan man spredte rædsel og skræk i nattens mulm og mørke... Og hvis Andiago virkelig havde det på samme måde som Freakshow, så ville han mærke intet andet end ren eufori, når hans første offer lå død for hans hove, og blodet tilsølede hans krop.

Andiago lod blikket hvile på sin far, klar til at suge viden til sig. Vide hvordan tingene egentlig hang sammen. Hvor lettet den unge hingst blev over at vide han ikke var den eneste der havde det sådan og endda at hans far kunne hjælpe ham. Andiago nikkede stille og tøvede ikke med at følge efter den sorte hingst. Først med en lille afstand blot for at være sikkert, men der gik ikke længe før Andiago næsten gik klistret op af den sorte for at søge alt den nærhed fra ham som han kunne få. Hovedet var underdanigt sænket, mens han brummede ganske stille til ham, nysgerrigt overfor hvad der nu skulle ske.

De blå øjne så ud i natten og der kom mange små idéer frem i hingstens hoved, men han kunne ikke helt se hvordan han skulle føre disse ud i livet. Han vidste bare at hele verden fortjente den del af hans kærlighed og omsorg. Andiago vidste bare ikke at andre bestemt ikke opfattede det som kærlighed og omsorg. En mindre detalje.

Et lille smil kom frem på hans læber, da Andiago nikkede og ikke tøvede med at følge efter ham. Det glædede ham, at hans søn havde valgt at tilbringe natten i hans selskab. Det var ikke meget samvær, de to hingste havde haft, men nu ville han rode bod på det - og I Freakshows hoved var dette den bedste form for familiesamvær, han overhovedet kunne forestille sig.
Andiago fulgte efter Freakshow med god afstand til ham, men der gik ikke længe, før den hvide søn gik klistret op ad sin sorte far. Freakshow bar permanent et stort smil på den blodrøde mule. Han nød virkelig nærværet fra sin søn, og i dette øjeblik gik det op for ham, hvordan han havde manglet det igennem hele Andiagos opvækst. En nysgerrig brummen forlod nu Andiagos mule, og Freakshow så på ham med et smil. Hans søn var naturligvis nysgerrig på, hvad der skulle ske denne nat, og hvor Freakshow havde tænkt sig at føre ham hen. Han så på Andiago med et hemmelighedsfuldt glimt i de sorte øjne.

"Du får lov til at vælge vores offer, min dreng. Så fortæl mig, hvad skal vi gå efter denne nat; En lækker hoppe? En provokerende hingst? Et uskyldigt føl?"

Ondskaben lyste ud af ham, og han blev helt høj bare ved tanken. Alle de muligheder... Mhh, hvor han dog elskede at være ond.

Andiago holdt sig tæt ind mod sin far, mens han blot mærkede det nærvær der måske havde været manglet hele sin opvækst. De blå øjne higede efter hans opmærksomhed, mens de ikke veg fra ham. Hvorimod Freakshow var ond, var Andiago godheden selv, men hans syn på hvad der var godt for andre og ham selv var måske en anelse twistet, men reelt mente Andiago at han hjalp de andre, trods alt havde han ikke andet end kærlighed at give dem. Hans ord virkede derfor kort fjerne, men han så på sin far med de store blå øjne.

" En hoppe burde ikke vandre selv ved denne tid.. "

 Brummede han nu stille. Der var jo mange farer i Darkena og kendte man ikke skoven kunne man jo fare så grueligt vild. Han veg dog ikke far sin far, men afventede blot at han fandt denne hoppe i nød.

Han mødte sin søns blik og smilede mildt. De store, blå øjne var så forskellige fra hans egne... Andiago var så fuld af uskyld og naivitet. Men han vidste, at dette ikke kunne fortsætte. Andiago var nødt til en dag at se virkeligheden i øjnene og blive mere hård. For virkeligheden var et farligt sted fuld af heste, der ville ønske at skade ham... Og Freakshow kunne ikke altid være der til at passe på ham. En dag ville han få brug for at stå på egne ben og forsvare sit liv, og måske sin mors liv med. Så Freakshow måtte på en eller anden måde forsøge at finde den hårdhed frem i Andiago... Og det håbede han for første gang at få held med denne nat.
Han lyttede til sønnens ord og smilede slesk.

"Det har du ganske ret i, min søn! Derfor må vi hellere lede efter denne hoppe og give hende en lille lærestreg..."

//OOG: Jeg har inviteret Lizzy til at skrive det næste svar med Jah-lila, håber det er ok.

I do it because I'm evil, and I do it for free.
Your tears are all the pay I'll ever need.

Midt i den tunge, mørke skov i den dunkleste af alle landsdelene, befandt der sig en hoppe, som i den grad ikke hørte til. Hendes pinke man og hale nærmest skreg på opmærksomhed, men indtil videre var der ikke andre end Beicas lyssky væsner og ildevarslende vækster, der havde bidt mærke i hendes tilstedeværelse. De strålende blå øjne lyste af forvirring, som hun stod og iagttog en væltet træstamme, helt dækket med mos og slyngplanter. For var det ikke den samme træstamme, som hun allerede to gange tidligere var kommet forbi? Jah-lila havde ved et uheld forvildet sig ind i Beica, og nu så det ud til, at hun ikke kunne finde ud igen. Den stribede hoppede havde ellers ihærdigt forsøgt. Først at gå tilbage samme vej, som hun var kommet, da det ikke havde virket, så af en anden sti, derefter en tredje, og selvom hun bestemt mente, at hun måtte bevæge sig den rigtige vej. Ja så endte hun altså altid ved den samme gamle træstamme, præcis som hvis hun var gået i ring. Men det kunne da ikke passe, kunne det? Da ikke med alle de forskellige ruter, hun havde forsøgt sig med. Forsigtigt og med et undersøgende blik, lod hun nu mulen glide over det bløde lag af mos der beklædte træet. Var det muligt, at træstammen fulgte efter hende? Kunne det være svaret på denne gåde? En smule modløst kiggede Jah-lila sig omkring i den mørke skov der omgav hende, og ønskede at der ville komme nogen, der kunne hjælpe hende ud herfra.

Andy forstod sig ikke så meget i lærestreger og det mere skumle som hans fader gjorde sig i. Han troede jo bestemt det hele var af god mening, at han faktisk reelt gjorde noget for at gøre andre glade. For han blev jo selv glad, og fik den der dejlige ro i kroppen af det, i stedet for den uhyggelige sitren der gemte sig i ham. Hvad Andiago ikke vidste var at lige præcis hans var var med til at fodre de indre dæmoner.  
Den unge hingsts blik fangede snart noget pink mellem træerne og satte farten en anelse op, dog uden at gå i trav. Han kunne nu beskue en stribet hoppe som han havde set før. Let tiltede han hovedet på sned og tøvede nu igen.  Hun hørte til hvor hans mor, og til sin vis også ham selv hørte til. 
Faktisk bestemte den stribede hoppe over Andiago og derfor så han nu kort på sin far, hen på hoppen og tilbage på sin far. Hvem skulle han høre efter hvis de var uenige?

Den unge Andiago virkede til at have fået øje på et eller andet, for pludselig satte han farten lidt op. Freakshow fulgte blot spændt efter sin søn, og ganske rigtigt dukkede noget pink op mellem træerne. En farverig hoppe stod ved en træstamme og så en smule desorienteret ud. Et slesk smil gled over hans ansigt. Det var jo perfekt! Han drejede hovedet mod Andi og blinkede charmerende til ham.

"Hvad søren, der har vi hende jo - en hoppe i nød!"

Med de ord skridtede han nærmere hende og betragtede hende med et glubsk blik. Hun virkede bekendt, men han kunne alligevel ikke helt sætte en finger på, hvem hun var... Han kunne heller ikke huske et navn eller noget, så det havde nok ikke været et særligt betydningsfuldt møde. Om ikke andet ville hun vel fortælle ham, hvis hun havde set ham før... Han stoppede op foran hende med en slesk brummen.

"Godaften smukke... Hvad laver en skønhed som dig så sent ude på disse kanter helt alene?"

Before I kill you, I just want you to know;
The last thing that you ever gets to smell will be my stinking breath...

En svag raslen bag hende, gjorde pludselig Jah-lila opmærksom på, at hun ikke længere var alene. Nysgerrigt vendte hun sig om, og derinde mellem træerne så hun tydeligt en lys skikkelse komme imod sig. Han var stor, langt større end hende, til trods for at hans alder var en hel del yngre en hun. Forbavset opdagede Jah-lila, at hun kendte denne unge hingst. Eller kendte og kendte, hun havde endnu aldrig udvekslet et ord med ham, men Dawn havde fortalt om hver eneste medlem i Slavian, den flok hun nu selv var en del af. Og til trods for at hun ikke før havde mødt ham, genkendte hun nu den lyse som Andiago, søn af Silverstream.

Jah-lilas opmærksomhed havde helt og aldeles været vendt mod den lyse hingst, og derfor bemærkede hun ikke den anden, der nærmest gik i ét med det mørke der herskede mellem træernes stammer. Med ét stod han bare pludselig foran hende, så hun gav et hop af forskrækkelse. "Åh, du forskrækkede mig!" Lettet smilede Jah-lila nu til den mørke hingst, inden en glædestrålende latter lød fra hende. "Hvor er jeg glad for, at I har fundet mig. Jeg har på fornemmelsen, at jeg muligvis at faret vild." Den naive, stribede hoppe havde slet ingen anelse om, at hun helt sikkert ville have stået bedre, hvis ikke de to hingste havde fundet hende. "Jamen jeg var ude og lede efter Dawn, en hoppe jeg mødte fortalte mig, at han ville være herinde, men jeg har slet ikke kunne finde ham." Glad og sorgløst fortalte den stribede hoppe lystigt, hvad hun havde været i færd med. "Har I set ham?" Hendes blik gled automatisk over på Andiago, da det jo trods alt også var hans leder.

Undskyyyyyyyyyyyld - Døde..

Hoppen der kom til syne fik Andiago til at tabe mælet en smule. Han stoppede op lidt bag sin far og stirrede blot på hende med store øjne. Han vidste godt hvem hun var.  Han skævede en anelse op på sin far og så tilbage til den stribede hoppe, som jo bestemte sammen med den skræmmende dæmonhingst, der hvor han var opvokset. Han krøb sig en anelse, og fnyste uroligt. Han kunne trods alt godt fornemme at han kunne komme i problemer her.  Nej! Han ville jo bare hjælpe hende og hans far ville vise ham hvordan man hjalp andre.  Naiv som han var tøffede han nu frem ved hans fars side.
Han rystede ivrigt på hovedet til hoppens spørgsmål. Nej han havde ikke set dæmonhingsten nogen steder, og måske var det heldigt nok.
De blå øjne så op på hans far og afventede nu hvad han ville gøre for at hjælpe den stakkels hoppe ud af skoven.