Valentines Føl (Del 2 - Missionen)

Information

Alle valentinesføl bedes svare denne tråd. Det er nr. 2 i røkken og vi skal have føllene forberedt på deres livs mission. De er nu ungheste og har en stor rejse oge t valg foran sig.

I kærlighedens grotte, dybt inde i Sweyitak skoven, var intet normalt. Proelios hjerte var lagt i mørke. Sorte levende skygger overtog landsdelen. De gjorde oprør fordi noget manglede. De forsøgte at beskytte magien... Alayziah vidste at det var tid. Hun måtte påkalde føllene igen. De ville huske hende. Deres sind ville føje hende, selvom de ville mærke deres egne lyster og modstande. Men de kunne ikke flygte fra deres skæbne. Hun vrinskede. Et lys blinkede bag hende i klar rød. Men det var svært at se. Sammen med føllene, kunne de måske trænge igennem det sorteste mørke.

Atter stod daggryet for døren. De ville blive ledt, fuldstændig som første gang, til hendes hule. Hun afventede dem. Deres skæbne ventede på dem. Hvem af dem ville være modige? Hvem af dem ville frygte? Kunne de alle stå sammen om en fælles hensigt?

Med ét er det som om at tiden går i stå, alting går langsomt. Et vrinsk skærer gennem den mørke himmel og rammer mine ører. Et smil formes langsomt på min mule; sidst jeg hørte dette, mødtes jeg med Alayziah sammen med de andre specielle føl. Der er gået lang tid, vi er alle ungheste nu - men nu kalder hun på os igen. Hvad mon den smukke hoppe vil os? I en vældig fart springer jeg afsted i retning af vrinsket. Det er som om min krop bliver trukket afsted, men jeg kæmper ikke imod. Absolut ikke. 
Kraften trækker mig gennem den mørke Sweyitak skov og tilbage til kærlighedens grotte. Jeg skridter roligt gennem grotten, som virker så helt igennem hjemlig. Man føler sig virkelig velkommen her. Foran mig står den smukke hoppe nu, og jeg tager mig selv i at måbe igen. Der går dog ikke længe, så finder jeg min stolte holdning frem. Kaster et blik omkring i grotten, kan det virkelig passe at jeg er den første?

Ricklas Revells var den næste til at møde op, hans møder ledte sikkert efter ham, men han havde nået en rebelsk alder hvor han ikke lyttede til moaarrh, men kun til far, og med far til møde med de andre øverste, havde han ikke tænkt sig at spilde tiden på kedelig lærdom fra sin moder. Han kom i en kraftfuld gallop med tunge hovslag, et tegn på at han var vokset. Han var blevet en robust, men flot fyr, dog stadig med lidt lange ben og en lidt kort krop, som ungheste nu engang havde det når de var i voksealderen. Ricklas var først lige kommet i den fase hvor han ikke bare var buttet, men nu var han buttet, stærk, tung og stor i forhold til de andre ungheste. Han var dog ikke ældre. Han voksede nød bare godt af livets muligheder som hans moder havde lært ham det. Dog var han mere stor og tung end buttet som hans mor var det.
"Heij!" Sagde han glad og frembrusende som han stilfuldt bremsede op så jord og græs hvirvlede fra bremsesporet han lavede ved det den bratte opbremsning. Han smilede stort og rettede sig op. Geviret på hans hoved var ikke længere blot tapper, men denne gang havde han flere takker og han var bestemt også blevet mere lærd.

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Ørerne vippede med et. Det var et kald. Ikke et hvilket som helst et, men ét som Ignacia kunne genkende. Trods hun var en unghoppe, så var hun stadig mest tryg ved sine forældres side. Hun var en usikker unghoppe, men hvis det virkelig stod til det, så skulle hun nok kunne mande sig op. Ville hun ikke? Hun tænkte lidt tilbage, men endte med at give et lille pivet pust fra sig, inden hun kort skænkede sin mor et blik. Hun sov. Forsigtigt kom hun på benene og vandrede afsted. Det var Alayziahs kald. Hun genkendte det fra den nat med alle føllene.

Et rødt lys skød frem på himlen, og snart var Ignacia i nærheden af, hvor de andre var. Grotten. Hun genkendte den med det samme. Hovene gav en dundrende lyd fra sig. Hun opdagede to føl. Gervina, som hun havde mødt i mellemtiden igen og føllet med horn. Hun måtte tænke lidt for at huske hans navn. Snart var hun dog så langt fremme og forsigtigt smøg hun sig tæt på Gervina, mens hun så forblændet mod Alayziah.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Mørkt var hjertet i Proelio, og ligeledes havde tunge skygger lagt sig over hingstens hjerte og sind. Han fulgte kaldet som var hans skæbne, og trådte uden mimik ind i grotten hvor han blot stoppede op med tunge skridt.  Den lyse hingst var skudt i vejret og selvom han stadig var ung var han blevet ret så bred. På hans hals var et ar der mindede ham om den dag hans ubetingede tillid var blevet forrådt. Hans egen mor.   Han ænsede ikke de andre, men stod blot og så fjernt op mod hende som havde kaldt dem hertil. Selvom han måske lignede en der ikke gad at være her, eller til stede på planeten overhovedet forstod han dog vigtigheden af han fremmøde. Han var trods alt ikke helt dum.

Alastair som ellers plejde at være en af de første havde endelig blot stået og ventet lidt på alle hopperne var kommet først, fordi først skulle de have lov til at være. Langsomt valgte han dog at det var på tide at dukke op selv. Han så rundt på de forskellige heste. Endnu forstod han ikke helt hvorfor de var kaldt her igen. Han var unghest nu, men han vidste dog de alle sammen til sammen stod for noget vigtigt.. men hvorfor dem? Han skævede mod Ricklas der selvfølig inddtog centrum.. pff.. han forstod ikke hvad den hingst virkelig mente han skulle være centrum altid.. det var ikke hans plads der! det var hoppernes.. de havde en mening.. lad dem dog også få lov til at stå og shine.. dog holdte han sin mund.. blot vendte blikket mod Alayziah, som havde kaldt dem her til. Han bukkede kort hovedet i en respektfuld hilsen, lod hende vide han var her og respektede hendes kald og var klar til at lytte til hendes ord.

Valentines Føl (Del 2 - Missionen)

De blide øjne strålede af uro og kærlighed. Føllene var blevet til ungheste. Smukke unge væsner, med en tung skæbne. Hun brummede mildt til den forsigtige Ignacia. Lod øjnene hvile lidt kækkere på den udadvendte Ricklas. Hun smilede bredt til Gervina, der bar den nysgerrige natur. Hendes blik vendtes mørkt og forstående mod Andiago... Hingsten med en forvrænget skæbne. Til sidst den høflige Alastair, der snart skulle tage nogle livsvigtige valg. Ak ja. Alayziah vidste meget om deres skæbner i kærlighedens linjer. Hun kunne ikke forudsige fremtiden, men hun kunne ane den for dem.

"Godmorgen, i vogtere af min grotte." hun smilede strålende og øjnene glimtede mystisk. "Fortæl mig først. Hvordan har i det? Hvad har ungdommen budt jer alle?"

Ikke at hoppen ikke vidste det allerede. Men hun måtte knytte bånd til unghestene. De måtte nære hinanden håb, ellers ville missionen aldrig lykkes.

Jeg betragter opmærksomt hver hest der kommer til vores lille forsamling. Det er så spændende at se hvordan vi alle har udviklet os! Da Andiago kommer rammes jeg dog af en underlig følelse.. Er dét det man kalder dårlig samvittighed? Det var trods alt min fars skyld, at hans mor skar ham - og jeg så bare på, uden at gøre noget for at stoppe det. Et øjeblik falder mit blik til jorden, og jeg ser helt skamfuld ud. Men så sender den smukke hoppe Alayziah mig et kæmpe smil, og den dårlige samvittighed bliver udskiftet med en følelse af varme og kærlighed. For det er i den grad hvad hoppen udstråler. 
Jeg lytter opmærksomt til hendes ord, og kan knap holde mit svar tilbage, da hun er færdig med at snakke. "Eventyr, Alayziah, masser af eventyr!", min stemme er ivrig og højlydt. Jeg ser vågent rundt på de andre føl, for at høre deres svar. Selv har jeg kun fortalt den halve sandhed, for ungdommen har i den grad også bragt svære ting med sig. 

Ricklas Revells så smilende på de andre føl, men de andre føl.... hingstene især, virkede ikke somom de syntes om ham. Måske havde de fået nogle dårlige oplevelser med andre hingste. Hans smil saknede sig lidt som han travede hen og møvede sig plads mellem Andiago og Alastair med sin store, brede krop. "HALLØJ " galede han op for at smitte med sit gode humør. "Smil til verdenen!" han så lidt fra den ene til den anden, førhen han hviskede lidt højt. "I det mindste smil til damerne! Måske er i heldige at de smiler igen "

Ricklas Revells havde ikke leget så meget med de andre føl her, da ingen var fra hans flok langt mod nord i Frozticien. Han havde mest leget med Acempia, som var lidt af en bølle, selvom hun var hans halvmoster. Han var lidt yngre end hende, men det betød også at han var vant til at skulle manipulere sig til at få sin vilje, for han var trodsalt visere end Den Grimme Ælling.

Den smukkeste af alle hopper begyndte nu at tale til dem og Ricklas forsøgte at rette sine ører op, men som geviret nu engang var vokset ud, lykkedes det ham ikke at spidse ørerne op, i stedet rettede de sig frem men hang stadigvæk. Han ville rigtig gerne se opmærksom ud, som når hans moder fortalte ham noget, men det var svært at holde koncentrationen længere tid ad gangen. Heldigvis virkede det ikke som noget endvidere vigtigt så han kunne lade ørerne hænge og dingle igen. De gule øjne farede hen på den hoppe der startede med at udbryde Eventyr!

Ricklas Revells kom hurtigt efter hende. "Visdom! Klogskab! Lært en masse nyttigt, f.eks Logik." forklarede han glad og smilede stort som han rystede manen så ørerne flappede om ham. Han lukkede kort øjnene i smilet inden han åbnede igen og varmt så rundt på de andre føl som nogen havde noget at skulle have sagt, men det virkede stadigvæk somom ordet var hans. "Og så har jeg obsaveret.... dyr... og andre heste.... forskellige personligheder og eksistenser. Jeg er kommet frem til at alle er unikke, men delt op i typer son hver har hvert sit mønster og hver sine vaner, idéer, tanker, handlinger." fortsatte han indtil han blev afbrudt inden der gik for meget nørd i ham.

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Hendes pels dirrede let ved lyden af Alayziahs stemme, da hun bød den alle velkomne i hendes grotte. Hun gav et forsigtigt; dog mere sikkert end normalt brum tilbage til hende, da et smil brum hende i den første hilsen. For hvad havde ungdommen givet med sig. I Ignacias tilfælde mente hun selv, at der var meget usikkerhed over det, og mange valg at tage. Hun blev overladt mere til sig selv, og at finde rundt i sådan en stor verden var svært og hvad hvis de andre heste blev sure på hende? Hun havde levet i sin lille tryghedsbobel med sine forældre i sin føldom, så den store hvide verden virkede skræmmende på én og samme tid. Kunne hun sige det? Det ville næsten være for pinligt, når hun nu kunne høre de andre ungheste, der fortalte om eventyr og klogskab.

Hendes øre vippede tøvende, mens hun lyttede. Hvordan kunne de andre være så sikre og hun så usikker?

"J-jeg... Det hele virker så .. stort... og farligt... men.. jeg.."

Hun så lidt tøvende på de andre føl, måske hun skulle have holdt mulen lukket alligevel. Det havde nok været bedre, de var langt bedre til at tale end hende selv. Hun var bedre til at stå frem, når nogen gjorde andre ondt, det havde hun opdaget med føllet der blev bidt i mulen af en krabbe.

"..Den har vel budt på andre heste?"

Forsigtigt sneg der sig et forlegent smil over hendes mule, som ordene kom ud. Det var næsten for pinligt at indrømme.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Han trådte irriteret til side da Ricklas møvede sig ind i mellem dem. Jeez... Ricklas førte sig også bare frem, trådte frem.. uhøfligt.. talte før hopperne.. Den hingst havde bare ikke lært nogle maner. Han lyttede dog. Da munden endelig synes at være lukket lod lille Ignacia til forsigtigt at åbne munden. Han sænkede hoved, lod øre lytte til hende. Hun var så stille. Så usikker, men hun måtte have et stærkt indre, han var sikker på hun nok skulle blomstre. Gervina som var det første til at tale, virkede også ganske selvsikker. Han havde lyttet opmærksom til alles ord, selv Ricklas', selvom han ikke synes at bryde sig helt så meget om ham. Mest fordi han fremstod så ubehøvlet hele tiden.

Han så lidt rundt, den anden hingst synes at tie stille, så han valgte at åbne munden efter en lang tids stilhed "mit heldbred er fint.. Har oplevet den uballance i verden der er, jeg forstår nu min moders formål og jeg agter at gøre verden til et bedre sted, hvor hopperne får den respekt de fortjener." stemmen var sikker som han talte. "jeg vil få retfærdig til at skinde i dette land". Han havde set det.. Set hvordan sår og skrammer var på hoppernes halse. Set og hørt hvordan det kunne være. Og det var ikke et kønt syn. Det kunne ikke være rigtigt. Det var på tide hopperne stod frem og slog hoven i jorden. Det var måske ikke direkte Alayziah. Men det var det han havde set og oplevet. Og det var hans mening bag det. Og måske var det en pæn hentydning til Ricklas burde være mere respektfuld over for de andre her..

Andiago vippede ørerne bagud da Ricklass møvrede sig ind mellem ham og Alastair. Uden at ændre sin mine trådte han er par skridt til siden for igen at kunne have sit personlige rum i fred for den frembrusende hingst. Han ville nødigt miste et øje på det enorme gevir. Alle fremsagde deres svar, men tavs tilbage stod Andiago, hvis intense blå øjne hvilede på ingen andre end hoppen som havde kaldt dem hertil. For andre ville de intet afsløre, men den stille hingst måtte snart bringe et svar. De var her for et formål, en fælles skæbne. Mørket havde lagt sig over landet. Var det nu deres skæbne for alvor ville tage fart?

"Jeg har lavet et løfte om forandring, en omvæltning i natten. Som en blomst, mørk og blomstrende fra min kærlighed, ikke lys.
Verden vil vide, at natten vil vokse og det hele begynder i dag.  "

Andiagos sprog var gådefuldt, men helt fra de sekund han slog øjnene op i denne verden forstod han allerede meget. Han havde lært om Herren, guderne, men de var ikke hans sande guder. 

"Dette land har glemt dets fornuftige sans. Disse konstant snoede dage er formørkende. Mørket begynder at blive til drømme.. Fortæl mig hvorfor! Er vi frelsere ment til at redde os alle? "

Andiagos stemme døde ud og hans blik havde ikke på noget tidspunkt veget fra den moderlige skikkelse. Den store unghest ragede godt op i grotten, og hans krop havde flere gange værket på grund af hans massive vækst. Han var ikke i hopla til at pjatte for meget rundt med de andre. Han havde forsøgt at lege med andre, men det fangede ham ikke rigtigt.

Valentines Føl (Del 2 - Missionen)

Hoppen lyttede, som de fik åbnet deres sind overfor hende. Med hver deres prægende personlighed, havde de livsglæde, nervøsitet, nysgerrighed, respekt og den tankevækkende Andiago. Hun vidste at han måtte føle sig, som det sorte får i denne forsamling. Så moden i hovedet, før de andre var færdige med at lege. Hun brummede roligt, da hans stemme havde lagt sig. Den havde overdøvet de andres svar og ekkoet lød endnu. Stilheden herskede i mange minutter, hvor hun lod ordindtrykkende falde ind på de andre føl.

"I har set en ganske lille del af den verden i lever i. Fremtiden er fyldt med mere - i er til for at gribe den." hun så roligt på dem hver især, med det kærlige smil. "Andiagos spørgsmål bringer os som gruppe videre. Jeg elsker jer, som var i mine egne efterkommere. Den kærlighed gløder i jeres inderste, som en kerne af magi. Jo Andiago. Alting i landet er forandret. Det er en ubalance, forudsaget af tabet af Jaymelia og Flakezé. Proelio har set det før. Når en gud forsvinder, forsvinder orden. Naturen opføre sig mærkeligt. Alt bliver først normalt, når guden er vendt hjem." hendes øjne skinnede som månelys på de unge heste. Disse unge tænkere, måtte nu bruge forstanden og regne ud, hvad hun tænkte på. "En lille gruppe med en kerne af magi..." hun så sigende rundt på dem.

Jeg nikker voldsomt, da Ricklas, det store.. bløddyr, har svaret. Det lyder meget rigtigt, alt det han siger! Ignacia begynder tøvende at tale, og jeg ser blidt på hende. Gør det meget tydeligt, at jeg lytter til hendes ord - men halvvejs igennem den første sætning, vælger hun at sige noget andet. Jeg smiler let, og lader opmærksomheden falde på den næste hest, som taler, Alastair. Han virker så irriteret. Snakker om hopper, manglende respekt og retfærdighed. Så alvorligt. 
Andiago's svar til Alayziah får mig til at se forvirret på ham. Hvad mener han helt præcist? Først nu, som unghest, er jeg for alvor ved at forstå verdenen - og jeg er helt med på, at der lige pt. sker mange forandringer i Proelio. Landet har ændret sig meget siden jeg blev født. Men er vi ligefrem Proelio's frelsere, som Andiago siger? 
Endnu mere forvirret ser jeg spørgende på Alayziah. Jeg forventer svar fra hende, og svar får jeg. De er dog lige så forvirrende som Andiago's snakken.
Vi skal gribe verden, så simpelt det lyder. Men hvad er det for noget med, at vores kærlighed er magi? Det giver dog frygteligt meget mening, at guderne er en del af ubalancen. Men så betyder det vel også, at min far er en del af ubalancen.. Og det lyder pludselig ikke så fedt. Selvom at jeg elsker mørket og alle dets underlige skabninger, så elsker jeg at Proelio også har lyse steder. Hmm..
Forsigtigt åbner jeg munden, "Men Alayziah, hvad vil du have at vi skal gøre?" .  Mit blik er skeptisk, da jeg venter på svar. 

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Ignacia lyttede noget med på, hvad de fortalte de andre føl, hvorefter hendes pels sitrede en anelse ved lyden af Alayziahs stemme faldt mellem dem. Men før hun overhovedet selv havde overvejet, at svare, havde Gervina spurgt om det spørgsmål som selv Ignacia havde på hjertet af stille - hvis hun altså kunne få sig selv til det. I stedet trådte hun forsigtigt et skridt tættere mod den anden unghoppe.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.