En stille, silende regn havde hærget over Proelio hele dagen, og havde tilsyneladende tænkt sig at fortsætte. De tunge, grå skyer hang som et løfte over det magiske land, og selvom de på må og få efterlod et lille glimt af en blå himmel, kom der hurtigt nye skyer til, som atter dækkede for himmellegemet over dem. Det var i dette trøsteløse vejr, at en sort hoppe formåede, at blive endnu mere våd, end regnen allerede havde gjort hende. I den evigt brusende flod Torpas, bevægede Trudy sig rundt, med det grønne blik vendt søgende mod flodens bund. Torpas kunne være frygtelig forræderisk, og man kunne hurtigt finde sig selv, kæmpende mod de stærke vandmasser, i fuld fart ud mod havets uendelige vider. Trudy havde dog formået at finde et forholdsvis roligt område af floden, hvor vandmængden ligeledes ikke var så stor. Vandede nåede derfor kun den sorte hoppe til knæene, og hun følte derfor ingen trussel, ved at befinde sig på lige netop dette sted i Torpas.

At mange tanker for tiden hvirvlede rundt i den sortes sind, var i dette øjeblik ikke til at skue. Hele hendes holdning var afslappet, om end det søgende blik havde fået en anelse irritation over sig, da hun tydeligvis ikke kunne finde, hvad hun søgte. Trudy havde det med at blande sig, også i sager der egentligt ikke angik hende. Det kunne hurtigt få hende viklet ind i problemer, men den sorte hoppe var udmærket i stand til, at passe på sig selv. Hvad der straks var langt sværere, var når ens hjerte var delt i to, og man ikke vidste, i hvilken retning man skulle følge det. Så var det netop i stunder som disse, at Trudy kunne få lov til at give slip, og koncentrere sig om noget så enkelt, som at lede, at hun følte sig fri. Fri for sine egne indviklede tanker.

Den hvide hingst, som på grund af regnen var en anelse mere grå idet, havde fundet sig ude i dette elendige vejr, som mindst af alt mindede om en dansk sommer. Vejret rørte ham dog ikke til meget, selvom det var lunefuldt. Han var egentlig på vej længere syd på hvor flokken hørte til, men havde slået et par sving omkring i Proelio for at se om han kunne finde sin elskede. Mange havde kendt til forsamling og guderne var igen i oprør. For Aarons vedkommende så var det ikke noget han som sådan involverede sig i, da det var for meget drama for hans vedkommende. Nok var hans morfar en gud, men det gav ham ikke yderligere grund til at begynde at udgyde blod.
Bedst som han skridtede langs Torpas bred for at finde et sted at krydse den fangede de røde øjne en skikkelse i floden. Hvem ville dog vade rundt derude. Aaron lagde hovedet på sned og stoppede nu op ud fra hvor den sorte hoppe gik rundt med vand til knæerne. Netop af denne årsag kunne han ikke se aftegnene på benene som nok ville gøre ham klar over hvem det var. En svag undrende brummen kom fra den hvide hingst, som nok godt kunne se en anelse drabelig ud med piggene på koderne og de to hugtænder der kun lige knapt stak ud mellem hans læber, men han var nok en af de fredeligste i hans familie.

Som Trudy vadede lidt rundt på må og få i flodvandet, mens hun en gang imellem stoppede op, for at skrabe undersøgende i sandbunden med det ene forben, begyndte hun at mærke en let kriblen ned af rygraden. En kriblen der som regel betød, at hun blev iagttaget. Den sorte hoppe følte sig dog så sikker på sig selv, at hun ikke med det samme, kiggede op for at se, hvem det var der belurede hende. En sten i en ubestemmelig mørk farve havde fanget hendes blik, og den pinke hov skubbede nu til den, så den blev vendt og drevet i det konstant pulserende vand. Skuffet måtte Trudy dog sande, at det ikke var, hvad hun ledte efter, og først da denne konklusion var blevet draget, løftede hun blikket og kiggede på den fremmede, der stod og iagttog hende inde fra bredden. Det var en hingst i en lys farve, med røde øjne og et par farligt udseende hugtænder. Hun kendte ham ikke, men især den afslørende lilla farve der befandt sig hist og her på hans store krop, gjorde at hun gættede på, at hun stod overfor et af Dawns afkom. Det ville også give et logisk svar på, hvor han havde erhvervet sig sådanne tænder fra.

De grønne øjne mødte nu de røde, og Trudys tanker strejfede kort hendes datter Jah-lila, der nærmest automatisk hang sammen med Dawn, selvom den sorte hoppe ikke var sikker på, at hun brød sig om denne kombination. Både den brune hingst og den stribede hoppe, havde en sælsom evne til, at få viklet sig ind i alverdens problemer. Mon dette familiemedlem til Dawn, havde samme tendens? Trudy valgte ikke at bryde tavsheden. Det var ham, der var kommet til hende, og ikke omvendt.

Aaron stod i lidt tid blot tavst og betragtede den sorte hoppe som fik vendt og drejet et eller andet i flodens bund. Han tiltede hovedet på sned og måtte konkludere at hun ledte efter noget, men han vovede sig dog ikke nærmere. Ikke at han ville have nået det, for nu løftede hun hovedet og så på ham.  De mandelformede ører blev rettet frem og han trak let på smilebåndet og brummede roligt mod hende.  
Aaron var langt fra som mange i hans familie, nej han var mere rolig og afdæmpet. Det lå ikke i hans natur at rode sig frivilligt ud i alt for mange problemer.  

" Har De mistet noget? "  

Brummede han spørgende og lod kort blikket glide ned i floden, hvis strøm gjorde ham en smule rundforvirret, derpå så han nu på den sorte hoppe igen. 

Som de to heste stod og stirrede på hinanden, dukkede der ganske langsomt et let smil op på den hvide hingsts mule. Der lød nu ligeledes en rolig brummen fra ham, men Trudy var endnu ikke helt overbevist. Dawn Of Death var i hendes øjne en ret så ustabil hingst, som ikke kunne stoles på, så mon ikke dette afkom havde en lige sådan personlighed? Hun ønskede dog heller ikke, at dømme ham på hans ophav, så hun valgte at give ham en chance, og smilede derfor venligt, om end en smule tilbageholdende tilbage.
Da hingsten nu valgte at spørge ind til, hvad hun ledte efter, kiggede Trudy en smule tvivlende ned i det konstant bevægelige vand. Mon det var klogt at fortælle ham det? Hun kom dog hurtigt frem til, at det ikke kunne skade at røbe, hvad det var hendes øjne søgte. Det var jo alligevel ikke noget, der havde værdi for andre end hende selv. "Jeg leder efter rød rubin i en lædersno. Jeg plejer at have den om min hals, men jeg må have tabt den, da jeg krydsede floden." At det var Trudys gamle amulet, der i sin tid havde kunne fremmane en ustyrlig ildløve, valgte hun ikke at nævne. Al magien var jo alligevel opbrugt i den, og der var derfor ingen løve af ild, der længere kunne fremmanes.

Endnu en gang tog den sorte hoppe en runde om sig selv, mens hendes grønne øjne intensivt stirrede ned i vandet. Den måtte da være her et sted. Kunne strømmen virkelig have taget den, og ført den langt væk fra hendes rækkevide? Hun håbede det ikke. Da Trudy atter vendte med fronten mod hingsten, søgte hendes øjne endnu en gang hans. "Hvad er dit navn?" Spurgte hun så, med en kende nysgerrighed at spore i den stærke stemme.

Aaron smilede stille til den sorte hoppe, da hun nævnte hvad hun ledte efter. Han tøvede herefter ikke med at tage et skridt ud i det kolde vand, mens de røde øjne nu spejdede over den stenede bund. Aaron tog et par skridt i strømmens retning, mens han i alt stilhed gik i gang med at hjælpe med at lede efter denne røde rubin. Rubin. Det mindede ham om Iris’ øjne, men efter hans mening funklede de nu mere som diamanter.
I et splitsekund fangede den sorte øjne hans og hun spurgte ham nu efter hans navn. Aaron smilede roligt og svarede da naturligvis hoppen.

” Aaron ”

Kom det fra ham, mens hans opmærksomhed blev ledt ned på flodens bund igen. En rød rubin. Han tog et par skridt frem og tilbage, mens han ind i mellem næsten stak hovedet under vandet for at puffe til de forskellige ting. Piggene på hans koder fungerede meget godt til at fange små siv med der ind i mellem kom flydende, men det var nu ikke lige det han ledte efter.

Trudy kiggede noget forbløffet, som den lyse hingst nu kom ud i floden til hende, og ligeledes gik i gang med at lede. Mente han virkelig det? Det var ikke just noget glamourøst job, at vandre rundt i det lettere kølige vand, og fra tid til anden være nød til, at stikke hele mulen under, når en rødlig sten vidste sig. Hingsten virkede dog seriøs nok, som han med et koncentreret blik gennem den stenede flodbund.
En tid var der nu tavshed mellem de to heste, som de hver især søgte, i det konstant bevægelige flodvand. Trudys nysgerrighed vandt dog over hendes iver, efter at finde hendes gamle amulet igen, og derfor havde spørgsmålet lydt, hvilket navn hingsten bar. Svaret var hurtigt og enkelt. Aaron. Men havde den sorte hoppe ikke hørt dette navn gør? Eftertænksomt granskede Trudy sin hukommelse, da hun var sikker på, at navnet sagde hende et eller andet. Og med ét kom det til hende.. Iris! Var det ikke navnet på den hingst, som hendes kære barnebarn Irissia Asandi havde tabt sit hjerte til? "Kender du en bevinget hoppe ved navn Irissia Asandi?" Det grønne blik var nu blevet endnu mere undersøgende, som hun studerede den lyse hingst. At blive en del af den stribede familie krævede jo sit. Det var bestemt ikke hvem som helst, som blev lukket ind. Med afsky tænkte Trudy kort på den sandfarvede Nocturno, som bestemt ikke var velset i hendes øjne, men som alligevel var blevet en del af hendes datter Ryhennas liv, og som havde været med til, at velsigne Trudy med endnu et barnebarn.

Aaron synes nu at få øje på noget i vandet og stak nu hele hovedet under, men til hans store skuffelse var det ikke en rød rubin og han spyttede stenen ud inden han rystede på hovedet. Hans fokus blev stjålet af den sorte hoppe som nu stillede ham et ganske relevant spørgsmål. Aaron så først mistænktsomt på hende og det var her han lagde mærke til noget ganske særligt på hoppen som gjorde at han trak på smilebåndet, mens et varmt udtryk blussede op i de røde øjne. Han nikkede stille og så på mod himlen for at se om han nu kunne spotte hende, men til ingen nytte.

“ Jaer.. “

Lød det så fra ham. Hans stemme var varm og kærlig, men samtidigt drømmende, i det han tænkte på den bevingede hoppe der havde stjålet hans hjerte. Det mindede ham samtidigt også om hvor meget han savnede hende.

Det var vidst ganske tydeligt, at Trudy her var stødt på en hingst af ganske få ord. Det var i hvert fald ikke meget andet en enkelte stavelser, der kom fra ham af gangen. Pokkers, så skulle man jo hive alt ud af ham, i stedet for han bare selv plaprede ud med det hele.
"Så det vil sige Aaron, at du er dén Aaron. Min Iris´s Aaron?" Det måtte jo være sådan, der var vel ikke andre i Proelio, der bar det navn. Hun trådte et skridt tættere på ham. Ikke truende, blot for at kunne studere ham lidt mere indgående. "Og du er søn af Dawn Of Death?" Det var nok mere en konstatering end et egentligt spørgsmål. Kort lukkede den sorte hoppe øjnene og sukkede dybt. Var det da ikke muligt, at komme uden om den familie? Først Jah-lila og nu Iris. Hvad var der med hingstene i den familie, som hopperne i hendes familie åbenbart ikke kunne modstå? Med ét åbnede hun atter øjnene, og stirrede ufravendt på Aaron.. Nej, hun kunne altså ikke se det specielle i ham.

Blikket blev nu tavst vendt ned mod flodbunden igen, mens eftersøgningen af amuletten fortsatte. Trudy var muligvis ikke glad for valget af hingste, som både døtre og barnebarn tog, men hun ønskede egentligt heller ikke at blande sig. Hun vidste i hvert fald med sig selv, at hvis der var nogen der forsøgte at bestemme, hvem hun skulle ses med, ville hun på ingen måde makke ret, og blot blive helt utrolig gal. Mon ikke det var ligesådan med hendes familie? Måske lige med undtagelse af Jah-lila selvfølgelig.

Aaron kunne skam sagtens plabre, men hun var jo en fremmed og han delte ikke sådan lige informationer ud om sin elskede sådan uden videre, men det viste sig at hun kendte hans Iris, selvom hoppen fejlagtigt sagde at Iris var hendes. Hvor fjollet.
Den lyse hingst rettede sig op da hun kom nærmere og hævede hovedet en anelse. Selvfølgelig blev hans far nævnt og Aaron trak en meget diskret grimasse.

” Det kan jeg vel ikke løbe fra.. ”

Lød det så fra Aaron, som i den stund hun stod med lukkede øjne trådte sidelæns væk. Han iagttog hende, mens hun nu igen søgte videre og han sukkede kort. Blikket faldt på noget i vandet, som han nu fiskede op fra bunden. Det lignede den rubinrøde amulet, med dertilhørende snor. Han brummede kort, inden han placerede det korte græs ved siden af vandet de plaskede rundt i. Derefter gik han nu op af vandet.

” Rart at møde Dem Trudy. ”

Aaron havde skam lagt to og to sammen, for han havde godt fået fortalt om en speciel hoppe han aldrig skulle forsøge at krydse klinger med. Det hele gav også mening når han kiggede ordenligt efter, men Aaron var ikke just den mest snakkesagelige hingst i Proelio og havde derfor ikke meget af sige. Noget sagde ham også han var dømt på forhånd.

Aaron erklærede sig nu enig med Trudy i, at han var afkom af Dawn. Andet ville også have været dumt, da det ikke ligefrem var til at skjule. Da den sorte hoppe atter havde åbnet sine øjne, bemærkede hun godt, hvorledes den lyse hingst havde bevæget sig væk fra hende. Tilsyneladende ikke tryg ved hendes selskab, men det kunne hun nu ikke bebrejde ham. Det var ikke hver dag, at hun stødte på heste, der havde noget med hendes familie at gøre, og hvis der var noget som Trudy værnede om, så var det hendes familie! Denne Aaron virkede dog umiddelbart som en flink fyr, selvom det ikke kom meget ud af hans mund. Måske var han ganske enkelt genert? Tanken om at en efterkommer af Dawn skulle være genert, virkede dog direkte genert. Som Trudy havde set den brune hingst, holdt han sig ikke ligefrem tilbage.

Med ét stak Aaron hovedet under vand, og op kom nu hendes amulet med snor og det hele. Med store øjne stod Trudy nu blot helt stille, og studerede hvad den lyse hingst nu ville gøre. Der var dog ingen dramatik her, for han placerede blot amuletten i græsset ved siden af floden, og bevægede sig nu selv op af vandet. Hurtigt var den sorte hoppe henne ved amuletten, og nærmest helt uden besvær, fik hun snoren over hovedet, således den røde rubin atter var på sin plads. Med et dybt taknemligt blik, kiggede hun nu hen på Aaron. "Jeg takker mange gange," smilet om hendes mule var helt igennem ægte, som hun iagttog amulettens redningshest.

Da Aaron nu meddelte, at det havde været rart at møde hende, lagde Trudy hovedet undrende på skrå. "Går du?"

Aaron var egentlig på vej væk, for han skulle jo tilbage til flokken og se om han kunne finde Iris, men han sendte da Trudy et ’det-var-så-lidt’ smil. Den lyse hingsts små hugtænder stak lige nøjagtigt ud, da de var vokset med årene. Dog kunne de ikke matche hans fars som hang helt under hagen. Han tiltede hovedet på sned over hendes bemærkning, men smilet døde ikke ud.

” Jeg var egentlig ude og se om jeg kunne finde Iris, men hvis du vil må du gerne komme med. Fire øjne er trods alt bedre end to. ”

Aarons dybe stemme brummede med en behagelig klang, mens blikket i de røde øjne var helt roligt og nede på jorden. Han så da nu blot afventende på Trudy om hun ville med på dette lille eventyr. Det var jo trods alt en god måde at lære noget af Iris’ familie at kende.

Da Aaron nu indbød hende til at følge med ud, og lede efter hendes barnebarn, slog Trudy straks følge med den lyse hingst. Hun sørgede dog for, at holde en passende afstand mellem dem, således han ikke skulle føle sig utryg. En tid gik de to heste blot side om side, mens der herskede en behagelig tavshed mellem dem. Fra tid til anden lod Trudy blikket glide op mod himlen, dog uden at fange det mindste glimt, af en bevinget heste. En bevinget hest, Iris var ikke den eneste hest i Proelio med vinger, og det mindede Trudy om noget. "Har din far nogensinde mødt Iris? De to har jo noget til fælles, som vi ikke er en del af." Den sorte hoppe kunne godt tænke sig, at prøve at flyve, men derudover var det der med vinger, egentligt ikke noget hun eftertragtede. Hun havde det fint med alle fire hove på jorden.

"Det må være svært at skulle holde styr på en pegasus." Trudys grønne blik var drillende, som det var vendt mod Aaron. Hun selv huskede, hvor svært det havde været, at holde styr på Frost, og han havde trods alt kun fire ben, der kunne bære ham af sted, så det var jo lidt begrænset, hvor hurtigt det var gået. Eller for Trudy havde i hvert fald gået hurtigt nok. Forsvindingsnumre var noget af det, den stribede hingst havde været bedst til.

Som de gik afsted i det silende regnvejr så begyndte Aaron at slappe langt mere af i kroppen, mens hans bevægelser blev derefter. Han tænkte nok i sig selv at den sorte hoppe ikke ville gøre ham fortræd, men at de jo trods alt var en form for familie nu. Det var de vel?
Aarons blik var også på himlen fra en tid til en anden. Et øre blev vippet i Trudys retning da han talte og han rystede kort på hovedet.

“ Det vil jeg ikke tro, men hørt om ham… Ja hvem har ikke det “

Det sidste sukkede han kort over, mens han himlede lidt med øjnene, men måtte dog også trække et svagt smil. Det var vel tragikomisk at hans far havde noget af et rygte her i landet, men det var ind i mellem træls blot at være Dawns søn, og ikke blot ham selv. Trudy ledte dog samtalen et helt andet sted hen.

“ Jaer.. Men hellere holde styr på en pegasus end en flok. Man får set lidt mere når man skal lede på kryds og tværs af landet. “

Selvom savnet var umådelig stort når han ikke kunne se sin elskede Iris, så gav det ham dog mulighed for at komme ud på lidt flere eventyr end ellers. Han tog sig bestemt friheden til at gå på Iris jagt.

Lidt efter lidt var det som om, at regnen tog til, og den stille silen, blev nu langt mere kraftig. Trudy var dog ligeglad. Hun var i forvejen så gennemblødt, at lidt regn fra eller til, ikke gjorde spor. Dog var det ikke sikkert, at de ville finde Irissia Asandi i luften i sådan et vejr. Det var vel ikke helt let at flyve i regnvejr, eller var det? Trudy selv havde ingen erfaring med flyvning, og var derfor ikke i stand til at besvare spørgsmålet.

Da Aaron nu meddelte, at Iris ikke havde mødt Dawn, blot hørt om ham, kunne Trudy ikke lade være med at le. "Nu er din far jo lidt af en legende, både på godt og ondt, så man skulle nok være fuldkommen ny her i landet, for ikke at have hørt om ham. Det giver jeg dig ret i." Den sorte hoppe fornemmede godt Aaron modvilje, men smilede blot af det. "Engang skal du nok selv komme til at skrive historie, og så er det dine afkom der vil komme til at gå og sukke over dig." Trudy havde skam godt gættet, hvad det var den unge hingsts tanker kredsede om.

Som samtalen langsomt gik fra Dawn over til pegasusser og flokke, skævede Trudy nysgerrigt til Aaron. "Er det meningen, at du engang skal overtage Slavian? Og i så fald, har du lyst til det?" Floklivet havde aldrig sagt Trudy noget, og selvom Frost engang havde ønsket at skabe sin egen flok, og Trudy nok ville have fulgt ham, ja så var det beskyttede liv under andres befaldelse ikke lige hende.