Nocturno trak vejret i hårde dybe stød, men det var skam afslappet. Hun var pludselig tæt på igen og han løftede kort hovedet og granskede vurderende ned på hende, inden han dog så sig slået da hun selv virkede til at være rolig. Varsomt lagde han hovedet over hendes hals og nippede ganske kort til et par totter af sin man, inden han blot lod øjeblikket stå ved for en stund. De måtte begge nyde det mens de kunne. Få ord blev sagt mellem de to og det var oftest kun korte sætninger efterfulgt af en øredøvende stilhed, om det var almindelig samtaler eller et af deres vanlige skænderier.  Han nød alt ved deres mystiske forhold som man vidst roligt kunne kalde en had/kærlighedsforhold.  Nok var de ikke partnere og han kunne derfor gøre hvad det passede ham, men på en eller anden underlig måde så følte han sig forpligtet til at være tro mod hende og deres datter.  Om han havde slået hovedet dengang han var stødt sammen med Trudy vides ikke.   
Igen skævede han mod datteren som stadig sov utrolig tungt og han smilede let. Det var dog vildt som hun kunne formå at sove, men det var fint for nu.  Blidt sukkede han og strøg Ryhenna over manen inden han smaskede en anelse veltilpast. En lille tanke strejfede ham kort inden han løftede hovedet og så ned på hende. Mon hendes far vidste noget? Han slog tanken om den grimme hingst til side inden han forsigtigt kærtegnede hendes mule uden ret mange ord, ja det blev næsten et eftertænksom kærtegn, men det var der da.

Ryhenna

Ryhenna tænkte sjældent alt for meget. Kløgt kom hendes naturligt, ligeså hendes overilede handlinger og de mange humørsvingninger. Dette øjeblik var dog skabt til tanker, og derved begyndte hendes hjerne at rumstere. Tåget af udmattelse virkede tankerne langsomme, men mange strejfede hende. En hun holdt ved var den underlige følelse af skam i sit indre. En følelse hun ikke havde oplevet før. Hvad var der at skamme sig over? Hun prustede let med mulen mod Nocturnos hals, mens hendes øjne spejdede ud over landskabet. Det var en mærkværdig følelse, der fik det til at gøre ondt et sted tæt ved hendes bankende hjerte. Hun ledte efter svaret, ransagede hendes sind, men i trætheden der hastigt halede ind på hende, var det ikke til at finde hoved og hale i særligt meget. Nocturnos kærtegn virkede fjerne, som søvnen prøvede at få et tag i hende. Hun gabte, lagde ørerne let tilbage og lukkede for en stund sine øjne.
Hun blev vækket få sekunder efter, af en blød mule mod hendes. En brændende fornæmmelse i kroppen ved kærtegnet. Hun åbnede søvndyssent øjnene og spejdede omkring sig. Der var blevet mørkt nu. Solen var gået ned, månen havde taget dens plads. Med et dovent smil kiggede hun op på Nocturno og bakkede stille tilbage. Hendes mule rørte kort hans, inden hun skridtede mod sin datter. Her dumpede hun ned, med den højre vinge slået ud, for som altid at skærme datteren fra omverdenen. Ryhenna kiggede kun kort tilbage mod Nocturno med et stille smil, spottet af søvn inden hun lagde hovedet ned ved sin datters.

Det sidste Ryhenna fornæmmede inden søvnen trak hende ned i sit dyb var hvorledes den brændende fornæmmelse virkede til at søge mod hendes hjerte, aftage sig stille og roligt.

Nocturno så til mens månen indtog sin plads på nattehimlen. De røde øjne brændte sig fast på nattehimlen, mens han nu lod sin mule stryge flygtigt over Ryhennas ryg da hun nu gik mod datteren.  Han så efter hende og hun fik blot et varmt smil tilbage. For en stund stod han blot og betragtede dem, mens de begge to indtog drømmelandet sammen. En svag dæmpet brummen kom fra ham, og han fandt nu plads ved deres side, dog stående for at kunne spejde efter alverdens farer der måtte lure i natten. Hans mule fandt vej mod Ryhennas pande og han plantede et forsigtigt kys på den, inden han gentog dette ved hans datter. Der var mange følelser der vældede op i hingsten. Kærlighed, Vrede, tristhed, stolthed. Alt modstridende hinanden, og det havde de altid gjort. Han var indrettet sådan, men han havde fundet en der havde de samme humørsvingninger i hvertfald i nogengrad. Var det derfor han blev stående denne aften og i sit stille sind svor sit liv til at beskytte dem i hvertfald for nu.  Månelysets kærtegnede dem stille og Nocturno vendte blikket op med den og sukkede tungt. 

Ryhenna

Alt lyste op i gyldne nuancer. Green Hills var på ingen måde grøn denne dag. Alt græsset var gyldent, selv himmelen. Hun skilte sig ud med sin sorte og grønne pels. Som hun spejdede omkring bemærkede hun nuancerne. Der var to. Den ene mat som strandens sand. Den anden mere som lynet på en mørk himmel.
De to nuancer trak sig sammen. De delte sig. Mellem hendes hove var der snart en streg, der hvor de to nuancer skiltes. Alt var nu i to. Hjertet begyndte at hamre hårdt mod hendes bryst. Noget var galt. Farverne trak sig sammen. De blev til to skikkelser. De skræmte hende. Hun begyndte at bakke. De fulgte efter. Blodet hamrede i hendes ører. Adrenalinen spredtes i hendes krop. Hun ville flygte, men kunne ikke. Lange græsstrå bandt sig om hendes ben. De to skikkelser kom tættere på. Den ene med blodrøde øjne der dryppede ned af den gyldne pels. Den anden med hvide øjne der var som sorte huller. Hun skulle dø! Hun var sikker! Hjertet gjorde så ondt. Det var så tæt på! For tæt på! Hun hvinede af frygt som de to skikkelser åbnede deres gab og afslørede ulvetænder.

Hvinet var blot en lavmældt pivende lyd, næsten uhørlig. Ryhenna åbnede sine øjne og rettede sig forskrækket op. Noget havde skræmt hende i hendes drømme. Der havde været nogen efter hende. Men hun kunne ikke huske hvad. Som solens lys dækkede hendes krop forsvandt grebet om det mareridt hun havde haft og blev glemt. Hoppen blinkede med de mosgrønne øjne og blev overrasket over den væde der lå i dem. Det måtte have været en meget slem drøm konstraterede hun, hvorefter hun lod tanken svinde, lod det være glemt.
Over natten havde hun trukket vingen til sig, og Fazlune lå nu badet i det svage sollys fra en sol der var ved at stå op. Lettere fortumlet rystede Ryhenna på hovedet, inden hun følte sig mere vågen. De mosgrønne øjne søgte nu omkring hende, da hun følte tilstedeværelsen af et andet væsen. Med læberne formet som et O kiggede hun lige op på Nocturno. De forvirrede øjne viste de ord hun ikke talte.

Nocturno havde for en stund stået og betragtet Ryhennas som hun lå uroligt og virrede på jorden. Han havde ihærdigt forsøgt at forestille sig hvad det var der havde gjort af hun reagerede således på sådan en drøm, for til tider virkede hun som en klippe, men så igen vidste han der gemte sig noget i hoppen som bestemt havde holdt ham til. Ja det havde sågar en beroligende virkning på den bevingede hoppe. Nocturno sukkede kort og vippede ørerne bagud, og bedst som han skulle til at puffe til hende kom hun med en pivende lyd der fik ham til at stivne i sine bevægelser.  Han havde kun hørt den fordi mulen var så tæt på ham og han løftede hovedet og så ned på hende med store forvirrede røde øjne.  Ja han gengav vel det forvirrede udtryk, som hurtigt blev byttet ud med varme og ro.  
Solen var begyndt sin færd over himlen og den badede sig i hans gyldne pels, som i solens skær næsten glimrede som guld, taget i betragtning af hvor mat den til tider kunne fremstå. Datteren var mere mørk i det, men også hun havde et lidt svagere skær af det over sig.  Det var altid noget der undrede Nocturno, for faderen havde ikke haft det.   
Nocturno lavede et par trækninger med mulen og åbnede den gentagende gange for at finde på noget at sige. I stedet puffede han til hendes pande og lod varmen fra hans ånde kærtegne den inden han trak sig. Han gled ned i sandet så datteren lå i mellem dem, og han strøg blidt mulen hen over Fazlunas striber. Datteren sov tungt og længe hvilket næsten var en præstation i sig selv. 

Ryhenna

Af en eller anden grund havde hun ikke forventet at se den sandfarvede hingst her. Hun havde vel troet han ville liste væk i mørket. Forvirringen forsvandt derfor ikke som de blodrøde øjne fyldte hele hendes synsfelt. Et sted i sit baghovede var der noget genkendeligt i de røde øjne. Ikke noget fra minder, men noget fra hendes drøm. Havde han været tilstede? Undrende rynkede hun på mulen.
En mule puffede blidt til hendes pande og fik hende til at sende forvirringen til et sted dybt i hendes sind. I stedet kunne hun mærke et stille smil vokse på hendes mule. Ryhenna iagtog Nocturno som han bevægede sig omkring deres datter og lagde sig ved hendes side. De mosgrønne øjne havde en let varme, og dog lå et let slør bag gløderne. Med en dyb indånding vendte hun hovedet og så frem for sig. En tanke voksede frem i hendes hovede som hun lige skulle vende sig til. For første gang siden Fazlunas fødsel følte hun at de var en familie. Måske var de deres egen lille familie, plaget af hede følelser der blussede op på uventede tidspunkter, en familie plaget af forvirring; men en slags familie var de dog. I dette øjeblik kunne ingen se, hvad de to heste havde været igennem for at skabe deres lille kaktusblomst, ingen kendte til de mange skænderier eller hede øjeblikke. Ingen ville kunne forstå. Det eneste de ville kunne se, var en moder og fader og deres kærlighed til den lille datter.

Ryhenna rejste sig langsomt op og rystede søvnen ud af sine lemmer. Hun følte som om dette var en ny dag, en dag af betydning. Med et stærkt blik kiggede hun på Nocturno. "Du elsker hende." Ordene var sagt uden nogen rigtig følelse, men som en konstatering. Ryhenna vidste ikke hvordan hun havde det med det. Men hun indså først nu at Fazluna ikke blot var hendes datter, at det ikke kun var hende der følte en så stærk kærlighed for den kære ørkenblomst, Nocturno havde det på samme måde. Det skar let i hendes bryst, og dog var det betryggende. Forvirret rynkede hun mulen. Hun havde dog brug for at høre ham sige det. Brug for at vide, at han ville give alt for deres blåstribede datter.

Nocturno var fuldt optaget af hans lille katusblomst, som han havde lagt hovedet over og han lå stille og kæmpede imod søvnen. Blikket veg ikke fra hende på noget tidspunkt. Det var kun da han mærkede et sæt øjne på ham efterfulgt af 3 ord, en konstatering. Dette fik hingsten til at løfte blikket mod Ryhenna da nu havde rejst sig. Han sagde ikke rigtigt noget, inden han så ned på Fazluna igen. Han strøg hende forsigtigt over panden, inden han rejste sig op igen.

” Elsker.. Det kan ikke beskrive det.. ”

Nocturnos stemme var lav, mens hans blik varmt hvilede på datteren. Men sandt var det, for det var en ubeskrivelig følelse den gyldne hingst nærede til deres datter. Hun fandt følelser som han ikke troede han havde, men samtidigt vakte det andre ting i den gyldne. Mange ting gik op for ham, ting han endnu ikke var klar til at indrømme, men jo. Han elskede sin datter. De brændende følelser fra aftenen før blussede igen op i hingsten og han så nu hen på Ryhenna.

” Jeg troede aldrig jeg var i stand til at elske noget somhelst.. I mine øjne var det en ting tilegnet de svage.. ”

Det var en konstatering fra Nocturno, ligeså meget som det var en indrømmelse. Det særlige sind havde aldrig skænket kærligheden en tanke som havde noget positivt at sige om det fænomen.

Det var så ganske underligt, at se en anden hest stryge datteren så kærligt, som Nocturno nu gjorde. Ryhanna formåede at mildne den underlige uro hun følte ved dette og erstatte den med glæde. Det var rart at se, at en anden end hende selv ville ofre alt for kaktusblomsten, ville gøre alt for hende. Et stille prust forlod Ryhanna da den gyldne hingst rejste sig op og forlod det blåstribede hoppeføl sårbar for vinden. Et øjeblik hvilede hendes øjne der hvor hingstens mule før havde kærtegner føllet, herefter fokusere hun igen på hingsten med de røde øjne.

Ryhanna blinkede overrasket. Hans ærlighed forbavsede hende, for aldrig mente hun at have hørt så inderlige ord fra hingsten foran hende. Det var som så hun ham i et nyt lys som han stod der badet i morgenrøden. Hun sank en klump.
"Jeg er glad for at du endelig føler sådan, jeg ville have ondt af en sjæl der ikke kunne føle således." Hendes ord var lige så ærlige som hans, de stammende fra et sted dybt i hendes bryst. Stemmen var vlettere flad, den understregede alvoren i hendes ord, men de mms grønne øjne strålende varmt.

Hoppens ord fik hingsten til tavst at trække et skævt smil, inden han trådte over til hende og lagde hovedet på hendes ryg, inden en dyb sukken forlod ham. Hans krop blev et øjeblik slap og ørerne var vippet let ud til siden, mens de røde øjne brændte med en varme, mens de var badet i den morgenrøde sol. Han kunne ikke holde sig væk fra Ryhenna, selv hvis han ville, hvilket han ind i mellem havde lyst til når hun var træls. De røde øjne fangede dog bevægelse nede i sandet og med hovedet stadigt over Ryhennas ryg vendte han fronten i den samme retning. Datteren havde dog blot vendt sig i sin søvn og lå nu med den blåstribede ryg mod solen. Det var et under hun kunne sove så meget, men nuvel.

” Gadvide om tingene havde set anderledes ud, hvis blot det var sket for mange år siden.. ”

Det var egentlig et spørgsmål henvendt til ham selv, som blev luftet mumlende. Ja der var næsten et anelse melankolsk toneleje at spore, selvom hingsten som sådan sjældent udviste nogen form for angre eller empati overfor andre. De var gemt væk bag den stenhårde facade der nægtede at lukke nogle ind. Alligevel havde en lille blomst fundet vej og var nu begyndt at sætte sine rødder, der langsomt spredte sig.

Ryhenna

Nocturno var som et berusende stof. Det kunne få hende til at være høj, flyvende, men resten af tiden drev han hende til vanvid. Hun vidste hun ikke burde ønske hans nærhed, og alligevel søgte hun den som han. Derpå lod hun ham lægge hovedet over hendes krop uden et ord i protest. Hun vidste han havde det på samme måde, men havde hun haft mere kløgt og mindre nysgerrighed i sit sind, havde hun måske genovervejet deres mærkværdige forhold. Måske holdt sig væk.

Hans ord lød som en let poesi i morgenluften. Ryhenna lod sine øjne hvile på kaktusblomsten mens hun overvejede dem. Svaret var ja. Hvis de havde mødtes før, havde dette aldrig sket. De havde aldrig fået den lille Fazluna, for de havde ikke været på mission for Jaymelia, måske aldrig mødt hinanden. Det underlige ved tanken var at hun følte ubehag herved, og denne følelse var uventet. Hvis hun kunen vælge, ville hun da ikke have fravalgt sig at blive tvungen mor, ville hun da ikke frasige sig Nocturnos selskab? Måske det var fordi hun nu så på det hoppeføl hun elskede mere end noget andet, mere end sin egen sjæl, men svaret var klokkeklart et nej. Bag poesien kom pludselig en komisk tanke, og en latter forlod snart Ryhennas læber.
"Det havde de bestemt! Da havde jeg været unghoppe." Ordene var spottet med latteren der endnu rullede over hendes læber, som hun overvejede hvor underligt det havde været, at møde den gyldne hingst mens hun endnu havde en føls sind i en hoppes krop. Så havde det bestemt ikke gået således, for hun havde været umulig som ung. Rejst til et fremmed land uden sin moders tilladelse, sprunget ud i en krig uden faderens tilladelse, og blevet i det fremmede land med en fremmed hingst. Alt havde været anderledes den gang. Endnu rungede latteren i den kølige morgenstund.

Nocturno trak let på smilebåndet og klukkede let af hendes kommentar, mens han egentlig lod en tanke strejfe ham. Han skar en let grimasse og lod kort mulen glide over en af hendes striber, mens han sendte hende et drenget smil. Han turde ikke tænke på hvad han kunne have udsat en ung Ryhenna for, men han turde heller ikke tænke på hvad der overhovedet kunne være sket med ham generelt. Han lagde hovedet på sned og så over på hende.

” Din far slår mig ihjel når han finder ud af det.. ”

Det var sagt med et overraskende let sind, taget i begtragtning af at Nocturno hadede denne hingst, men måske var det fordi han i al hemmelighed havde forstået det budskab der var forsøgt banket i ham den gang for mange år siden. Arene ville minde ham om det til evig tid. Han slog op i en let latter, mest fordi han ville elske at se den stribede hingsts udtryk når han fandt ud af det. Dovent lod han hovedet blive hvilende på hende, mens han i en stille stund betragtede hende med et varmt udtryk. Disse følelser der kulminerede i ham var så nye at han ikke helt turde lade det komme til overfladen. Det eneste han vidste var at han bestemt aldrig ville fortryde han havde begivet sig ud i ørkenen med den mest irriterende hoppe nogensinde.

Ryhenna

Et øjeblik forstod hun slet ikke hingstens ord. Hvad mente han med hendes far? Så kom det til hende. Et øjeblik skævede hun arene der lå spredt ud over den sandfarvede hingsts krop. Nocturno havde en dag fortalt hende, at det var hendes far der havde forvoldt ham dem. Det fik hende til at gyse let. Hun fandt bestemt ikke den fortidens historie morsom, faktisk fik hun det lettere ubehageligt ved tanken. Humoren i hans ord var tabt på hende. Hun kunne end ikke fremtvinge et falsk grin til lejligheden. I stedet blev hendes ansigt en stiv maske og hun måtte bide tænderne sammen. Alligevel kunne hun ikke holde sine tanker for sig selv.
"Måske. Men så må vi håbe, at han hører dem fra en han har kær." Hendes stemme kom hårdere end hvad intentionen var, den var kun dæmpet af datterens sovende tilstedeværelse. Faktisk havde hun en rigtig dårlig mavefornæmmelse angående Nocturno og hendes fader og håbede for alt i verden, at de to aldrig skulle støde på hinanden igen. Noget sagde hende, at mere blod da ville blive udgydet, og det ville ikke blive kønt.
Nocturnos mule mod hendes krop føltes pludselig ikke varm men ubehagelig. Den var som et minde om hvad der var sket, et minde om at hun måske ville skuffe sin fader på det groveste. Hun fnøs let. Altid i kontakt med sine følelser, var det svært at styre hoppens pludselig humørudsving. Hun prøvede at koncentrere sig om Fazluna, men pludselig virkede selv hoppeføllet til at minde hende om dårligdom. Hun måtte væk, bare et øjeblik. Hun trådte væk fra Nocturnos kærtegn og satte flere meters afstand mellem dem. Hun vendte bagparten til de to heste, og så nu ud over havet, som havde hun aldrig nydt af de andres selskab. Det var en barnlig opførsel, men Ryhenna var ikke blandt de mest modne, når det kom til at styre sit temperament.

Nocturno så til, mens Ryhenna nu fjernede sig fra ham. Den gyldne hingst vippede kort ørerne bagud og sukkede kort irritabelt. Om det var over hans egen manglende pli eller hendes manglende humor var uvist, men han formåede da i hvertfald at gøre det yderst dramatisk, men blikket ned på datteren fik ham til at bløde op og hendes tilstedeværelse så ud til at henvende sig til den smule fornuft der var et sted i hingsten.
Med et par skridt stod han nu ved Ryhenna og så for en stund ud som et føl der havde fået skæld ud.

“ U-u….. undskyld…. “

Ordene kom lavt af næsten tvunget ud af ham, mens han bestemt ikke var særlig stolt over sin situation. Det havde måske været for tidligt at fyre den af. Han tog et skridt nærmere hende og sukkede stille. Han vidste han var besværlig, men det var hun så sandelig også. Måske det var derfor han ikke bare smuttede.

DawnFrost

Mørke. DawnFrost havde set mørket og mærket følelserne der overmandede en i dens skygger. Sorg, vrede, fortvivlelse. Det hele havde han følt med sin krop, og for første gang længe havde han lært. Han var blevet hærdet for hans sind var ej længere det samme. Som hans krop bar ar, var sindet nu også mærket. Det havde ikke været en langvarig proces, om end det havde været længe undervejs, nej, hans sindelag var blevet ændret i et enkelt øjeblik. Ved sidste stormøde havde han set hoppen han elskede begive sig op foran en forsamling, havde set hende tale fra hjertet, han havde været stolt. Da hun bevægede sig ned havde det dog ikke været hans side hun søgte, nej, hun var søgt bort. Mentalt havde han da ramt muren. Han havde forladt forsamlingen af mørke sjæle og begivet sig ned til havet. Her var han faldet om, og her havde han ligget i mange dage.

Følelserne stod højt som hingsten skridtede afsted. Han havde fået føde, havde drukket dehydreringen væk. De blå øjne virkede matte, som de søgte over stranden, hvor de snart landte på to skikkelser. Han stoppede op. Han ønskede sig ikke selskab i dette humør. Han ønskede faktisk for første gang i lang tid at forsvinde, at hviske sit eget sind væk med kraften fra et vindstød. Genkendelsen bankede dog snart i hans bryst, en glæde blussede op i det blå blik og frem gik det i en stolt trav.
Måske var det skæbnen der på denne dag første de fire heste sammen, for som kaldet var DawnFrost nu på vej mod sin datter, hendes afkom og en berygtet gammel fjende.
Trav blev til skridt. De to heste stod med ryggen til ham da han opdagede et lille føl i sandet. Overrasket betragtede han den lille Fazluna, der var blevet større end han kunne forestille sig. Kun en gang havde han set sit seneste barnebarn, men det havde været en flygtig glæde, hvor der ikke havde været tid til spørgsmål. Hans datter og en sandfarvet hingst stod med ryggen til ham og hans barnebarn, så stille bevægede han sig op på siden af det mørke føl med de blå striber, og nød et øjeblik blot at kunne betragte den smukke skabning.

Ørerne blev spidset. En lyd kom fra den sandfarvede hingst, og om end DawnFrost ikke kunne tyde ordene over vindens hvislen i hans ører, ringede en klokke faretruende i hans baghovede. Med et sæt løftede han hovede, og så for første gang på sin datters selskab. Minder strømmede ind over ham. Amor, grædende, udtømt for den glæde der normalt havde taget i hendes krop. En sandfarvet hingst, hans krop dækket af blod. Følelserne vældede tilbage fra den dag han havde sat tænderne i den sandfarvede hingst for år tilbage. Vreden strømmede rød og faretruende gennem hans krop, som hver en muskel blev spændt.
"Ryhenna, kom herover nu!" Hans stemme var kommanderende og sammenbidt som han forsøgte at dæmpe sig af hensyn til føllet der lå bag hans bagben. Hovedet var sænket, tænderne blottet og den stribede hingst lignede på mange måder en slange klar til at bide halsen af sin fjende. Om end hans kommando havde lydt til hans datter, lå de vrede, blå øjne på den sandfarvede hingst der en gang havde tvangsbedækket hans nære veninde.

Ryhenna

En undskyldning. På ingen måde havde hun forventet at høre sådan en fra den sandfarvede Nocturno. Faktisk havde hun lidt set frem til et skænderi, en måde at få afløb for de forvirrende følelser der raserede i hendes krop. Et kort øjeblik rystede hun på hovedet, inden hun åbnede munden for at svare.
Det var ikke Ryhennas lyse stemme der snart lød over vinden, det var en dyb stemme som hun kendte ganske godt. Stemmen vibrerede gennem hendes og forbandt sig med et minde om en dag, hvor hun igen havde løbet væk som føl og nu blev skældt ud af en høj blå hingst med mørke striber. Hans øjne havde gnistret i raseri og bekymring. Da Ryhenna måbende vendte hovedet havde faderens blik ingen bekymring i sig, i stedet så hun hvad? En flammende vrede, skuffelse? Forvirret vendte hun fronten mod den imponerende hingst der var hendes fader. Hendes første intention var at træde bort. Hun havde altid været trodsig og ville nok aldrig helt makke ret overfor sine forældre. Derpå tog hun et skridt bort fra Nocturno, men ligeledes bort fra hendes fader. Hun havde brug for afstand fra begge hingste for at kunne tænke. Et kort øjeblik faldt hendes øjne på arrene på Nocturnos krop, herefter tilbage på raseriet i hendes fars øjne.
Skam. Hun følte skam. Den tyngede hendes krop og fik hendes til at sænke hovedet. Den fik hende til at tage to skridt frem mod faderen. Allerede da blev skammen til trods igen og hun stoppede op. I stedet endte hun med at placere sin krop imellem de to hingste. Hun var ikke dum, hun havde arvet sin moders kløgt, og hun vidste dette kunne blive en farlig genforening. Hendes øjne mødte hendes faders og en målrettethed strålede i hendes mosgrønne øjne. "Så længe i opfører jer som ordentlige hingste skal jeg nok følge med." Stemmen var beslutsom og hård, påvirket af den pludselige elektriske ladnig i luften. Hendes øjne vendt tilbage til Nocturno for at forsikre sig om at begge hingste ville gå med til dette.