Hun anede ikke, hvordan hun selv har havnet i denne situation. Det virkede så surrealistisk at stå her, midt inde i en mørk grotte, med en hingst der bestemt ikke virkede til at ville det bedste for hende. Hun frygtede ham, og ville mest af alt bare gerne grave sig ned i et hul, og forsvinde ud af hans åsyn. Men det var nok lettere sagt end gjort. Stille stod hun nu, fordi hun forsøgte at skabe så lidt påstyr omkring sig selv, som det overhovedet var muligt – for han kunne måske ikke se så godt i mørket, hvilket hun jo heller ikke kunne. Han talte. Men det gav ikke meget mening i hende øre. Han hvislede ordene ud, hvilket fik det til at gyse i kroppen på den hvide hoppe. Hendes øre vippede forsigtigt, inden de faldt helt bagud af nervøsitet, idet han begyndte at træde tættere og tættere på. Hun stod som forstenet, sagde intet, men trak vejret i små og urolige stød.

,,Jeg.. jeg er ikke din”

Svarede hun så, med lavmeldt og urolig stemme mens hun knejste sin nakke. Beskyttede sin strube på den måde. Hun ville ikke have han bed hende. Men hun ville heller ikke finde sig i, at han kaldte hende for hans. For det var hun ikke.

Urolige indåndinger, inden der endelig kom et svar. Der forekom en sammensmalling i læberne ved hans mule ved ordene. Han slog et forben mod jorden. Vågede sig tættere på. Lyttede til de mindste impulser for at fange hendes tilstedeværelse og søge nærmere hoppen. Hun var allerede fanget i hans grotte, og han havde ikke i sinde at lade hende gå.

"Det er du nu,"

Hvislede han med en glubsk tone, inden han sprang frem mod hoppen for at bide sig fast i hende atter. Duften af blod fra før, var allerede forsvundet. Det måtte være størknet i pelsen på hende, men han havde fundet ud af, at han kunne få hende til at bløde. Han ville udnytte situationen, nu hvor hun var endt i hans grotte. Hos ham.

Han kom tættere og tættere på. Noget hun bestemt ikke brød sig om – hun ville gerne have ham væk. Eller bare selv komme væk. Hun var bestemt ikke tryg i hans selskab, og det kunne hun nok heller ikke skjule, at hun ikke var. Han mente bestemt at hun var hans – og hun var dybt uenig. Hun var ikke hans.. Hvis hun var nogens, var det i hvert fald ikke hans. Hans hvislende tone skar igennem hendes øre, og fik hendes hjerte til at hoppe endnu mere end før. Hvad ville der dog ske?

Men inden hun nåede at tænke tanken til ende, sprang han nu imod hende, og bed efter hende. Solitaïre var ikke så hurtig i mørket, og generelt var hun slet ikke en hoppe der var vant til at slås eller slå fra sig. Så han ramle imod hendes bringe, med sine tænder, hvilket fik hende til at hvine op. Både fordi hun blev chokeret og forskrækket, men bestemt også fordi det jo gjorde ondt. Hun hvinede igen op, og sparkede det ene ben opad, sigtende efter ham. Hun ville have ham væk. Nu.

Elzharin havde bevæget sig rundt i Proelio, på sin søgen efter Solitaïre. Han havde ikke set den lyse hoppe siden deres sidste møde, og selvom han ikke var meget for at indrømme det for andre, så savnede han hende. Deres møde havde trods alt været ganske specielt for dem begge, og den sorte hingst var nysgerrig efter at vide, hvordan hun havde det. Hun bare trods alt rundt på deres afkom, og det betød at de begge var under hans beskyttelse. Hans søgen efter Solitaïre havde nu ledt ham mere op nordpå, hvor hendes duft langsomt blev mere og mere tydelig. Men han havde endnu ikke fundet hende. En smule frustreret slog han med halen og fortsatte frem imod noget, som lignede en stor ruin. Han havde aldrig brugt særlig meget tid i dette område, men tanken om at udforske stedet blev hurtigt lagt til siden, da et hvin skar igennem luften længere fremme. Et hvin som lød ufattelig meget som Solitaïre, og det var bestemt ikke en god lyd! Et hidsigt fnøs forlod ham, før han satte den store sorte krop i bevægelse, frem imod ruinerne hvor hvinet var kommet fra. Uden tøven begyndte han at lede efter lyde derfra, og fik snart sporet sig frem til en grotte, lidt længere fremme, hvor lydene kom fra. Et faretruende vrinsk lød fra ham, før han kort tid efter stod i grottens åbning, hvor de lysende øjne hurtigt fik øje på den sort hingst og bag ham ... Solitaïre. Blodet på hendes smukke hvide pels fik hans blod til at isne, alt imens vreden voksede i ham. Ørerne lå ned i nakken på ham, som han atter rettede blikket mod hingsten.

"Slip hende!"

Lød det fra ham i en faretruende hvisken. Der var slet ingen tvivl om at han ikke ville tøve med at sætte tænderne i den hingst, hvis han så meget som krummede ét til hår på Solitaïre.

Tænder kolliderede med den tynde hud og pels på hendes bringe. Han kunne høre hendes puls ganske tydelig og hendes skrig. Det liflige skrig, som gav et ekko gennem grotten. Han holdt godt fast. Havde ingen intention om at slippe hende ingen. Et maskulint vrinsk fløj som ekko gennem grotten og Fazet bed hårdere i pelsen. Mærkede det væske mellem sine tænder, så den metalliske smag gled ind i munden på ham. Ørene lå gemt under manken, osm han hørte skridt ved sin side og den maskuline tone. Han bed til inden han gjorde et ryk i pelset i sit forsøg på at flå noget af det af, inden han slap. Han gav et faretruende spring frem mod den fremmede. Duften hang i luften. Hingst. Ingen tvivl om det.

"Skrub af din imbicile mide, det her vedkommer ikke dig,"

hvæste hingsten arrigt op. Han havde ikke tænkt sig, at lade hoppen gå. Ikke endnu. Han var stadig ikke færdig med hende. Og det kunne godt tage lang tid endnu for ham, før han var villig til at lade hende gå igen.

Hun stod stille, var bange for udfaldet af det møde hun var trådt ind til, da hun valgte at placere hendes hove inde i denne mørke grotte. Hendes øre lå ned imod nakken, da smerten jog igennem hendes bringe, hvor hans tænder klappede sammen, hårdt og brutalt. Han havde bestemt ikke i sinde at slippe hendes hud – og i stedet bed han bare hårdere og hårdere, så der nu begyndte at komme hul, og lugten af det metalliske blod ramte hendes næsebor. Idet hun skulle til at bide ned imod hans mule, for at få ham til at slippe, blev hendes tanker revet væk. For en maskulin stemme lød pludselig – en tone, som Solitaïre tydeligt kunne genkende. Elzharin.. Hendes Elzharin, faderen til det føl hun bar i maven.
Den hvide hoppe skulle til at sende et brum i hans retning, søgende efter hjælp, men den sorte hingst bemærkede også at der var kommet selskab; og han bed derfor hårdere til hendes bringe, og flåede sit hoved op og væk. Dette resulterede i et hyl fra Solitaïre, af smerte, fordi der kom et hul der var noget større end før, hvor pelsen også delvist var plukket af, og blodet nu piblede ned af hendes ellers hvide bringe. Hun bakkede hastigt bagud, idet den sorte hingst vendte fronten imod Elzharin, der havde bedt ham slippe hende.

Hun brummede i nogle stille toner, i et forsøg på at berolige sig selv, mens skindet på hendes bringe dirrede, fordi det gjorde ondt og var varmt som bare pokker. Hun kiggede mod Elzharin, med nærmest undskyldende øjne, i et forsøg på at undskylde, at han nu stod i denne situation, som hun havde bragt ham i.

Meget kunne man sige om Elzharin, men han ville ganske enkelt ikke finde sig i, at den hoppe han kunne lide, blev angrebet af en hingst som tydeligvis havde nogle personlige problemer. Hvem ville ellers angribe en hoppe på den måde? For Elzharin kunne i hvert fald ikke forestille sig, at Solitaïre havde gjort noget for at provokere ham. Hun var jo så forsigtig og blid af natur, at hun nogle gange kunne være en hel undskyldning i sig selv. Hingstens reaktion fik Elzharin til at lægge ørerne endnu længere ned, især da han så og hørte Solitaïres smertefulde hvin, kort fulgt at duften af blod. Som hingsten sprang frem imod ham, blev Elzharin stående uden så meget som at blinke. Et lusket lille smil dannede sig på hans hvide mule. Nok havde han lært at styre det mørke han havde i sig, men når han blev udfordret på denne måde, var der slet ingen tvivl om at Helzloris gener lå i ham.

"Ikke det? Se, der tager du desværre fejl,"

Svarede han i en stemme som næsten var uhyggeligt afslappet. For afslappet. At Solitaïre nærmest så på ham med et undskyldende blik, valgte han at ignorere for nu. Det var ikke hendes skyld at hun havde mødt så syg en hingst. Elzharins øjne gled en sidste gang ned over hingsten, bare lige for at vurdere ham en sidste gang, før han uden advarsel sprang frem imod ham med et faretruende brum. Med blottede tænder forsøgte han at bide ud efter hingstens hals, samtidig med at han brugte hele sin krop til at støde imod hingsten, i et forsøg på at slå ham ud af balance. Elzharin gad ikke slås mod en mide som ham, men når han havde sat tænderne i hans hoppe, var der ingen nåde at finde hos den sorte hingst længere.

Han lyttede efter de mindste bevægelser, de mindste tegn på at hingsten eller hoppen havde tænkt sig at gøre nogen udskejelser. Forhåbentlig havde hoppen fattet hans mening om den sag, hingsten virkede dog imidlertid til, at være ligeglad med et hvilket som helst ord, som Fazet sagde. Det måtte tyde på én ting. Kort smallede læberne sammen. Der hang blod i den mørke pels. Dryppede en anelse fra sin berøring med hoppens bringe. Hingsten reagerede ikke mod Fazets tilnærmelse. Ørene stod endnu i nakken. Halen piskede fra side til side bag sig.

"Jeg tager aldrig fejl.. Det bliver værst for din skøge her, hvis du ikke går nu..."

Hvislede han. Hingsten virkede afslappet, men det fik Fazet til at komme på mærkerne. Snart mærkede han kollisionen, og det slog ham kort ud af balance. Vaklede til side, inden hingsten spændte op i musklerne og i stedet for at angribe hingsten, som var den truende affekt i dette øjeblik, så sprang Fazet mod hoppen i stedet for, for at bide sig fast i hende igen. Nok var Fazet ikke den skarpeste tænker, men han kunne sætte ting sammen og lige nu, var det at de to havde en forbindelse til hinanden. Mange andre ville ellers gå sin vej. Men hvad, vidste hingsten ikke.

Solitaïre stod stille og stirrede i retningen af de to hingste, der lige umiddelbart virkede til at ryge i totterne på hinanden inden for kort tid. Hendes øre vippede utilpas rundt, både fordi hun var urolig over situationen, fordi Elzharin nu var her, og dermed kunne komme til skade, kun pga. hende og hendes egen dumhed. Men også fordi det gjorde ondt på både hendes bringe og hendes hals, efter biddene. Hendes øre vippede endnu engang rundt, inden de røg helt bagud grundet lyden af deres kollision imod hinanden.

Soli bakkede nogle skridt, utrygt, inden hun stirrede imod dem endnu engang – men denne gang kom den sorte hingst springende imod hende, for at bide hende endnu engang.
Solitaïre havde dog set ham, og stod også i en ret stor afstand, og derfor sprang hun hurtigt bagud, og dermed væk fra den sorte hingst, der ellers forsøgte at nærme sig. Hun knejste nakken dybt, og brummede i en urolig tone, mens næseborene var udspilede. Inden for korte sekunder, slog hun det ene forben lidt fremad, for at få ham i afstand – hun ville ikke bides mere i!

Der var vist slet ingen tvivl om, at denne hingst troede at han ejede hele verden. Hvilket Elzharin havde tænkt sig at lave om på, for var der noget han ikke ville tolerere, så var det at Solitaïre blev truet. Så kunne hingsten gå et andet sted hen og spille sej, hvis det absolut var så nødvendigt for ham. Et lettere hånligt fnøs lød fra Elzharin, da hingsten nu også ligefrem påstod, at han aldrig tog fejl. Måske en smule for selvsikker? 

"Så har du vist meget at lære endnu,"

Lød det køligt fra Elzharin, før han angreb den sorte hingst. Det lykkedes ham da også at overraske sin modstander, men i stedet for at angribe tilbage, så gik han imod Solitaïre. Heldigvis var hun selv i stand til at trække sig yderligere tilbage, og før hingsten kunne nå at sætte tænderne i hende igen, bed Elzharin ud efter hingstens bagben, for så at stille sig imellem Solitaïre og hingsten. Hun skulle absolut ikke bides mere i. En hidsig prusten kom fra ham, som han kylede det ene forben ud imod sin modstander i en klar advarsel om, at ikke skulle komme tættere på.

"Forsvind!"

"Eller også skulle du bare lære, at blande dig uden om!"

Hvæste han sine ord ud, men hoppen undveg. Den undveg ligefrem og det gjorde ikke den mugne hingst mere tilfreds. Nej nok nærmere tvært imod. Han virrede med hovedet sprang frem for at give igen, men noget bed sig straks fat i det ene bagben. Fluks og resolut lossede han bagud - men ej ramte han den anden hingst, som formåede at kaste benet fra sig. Fazet var en kæmper. Aldrig gav han op. Han lossede bagud efter den anden.

"Forsvind selv din stupide odsel!"

Ordene gav genlyd i den dunkle grotte. Fazet gav sig ikke. Han kendte ikke til det. Så hellere dø end at overgive sig til andre.

Den hvide hoppe, med den brede mave, stod og så til mens det hele udspillede sig. Hun var bange, nervøs og usikker på udslaget af dette møde, som hun for alt i verden ville have været foruden. Hun ville væk. Elzharin fik fat i benet på den sorte hingst, og stillede sig derefter imellem de hende og den sorte hingst. Straks kunne hun mærke en form for tryghed, trods mødet endnu ikke var ovre. Men Elzharin var en form for mur nu, og dermed var hun ikke rigtig mulig at komme til. Hendes øre vippede ned i manen, mens hun knejste nakken beskyttende for sin strube, af ren forsvar. Hun brummede i usikre toner, mens deres kamp udspillede sig foran hende. Hun vidste at hun ej kunne hjælpe særlig meget – men skulle det ske, at Elzharin kom i bekneb ville hun ikke tøve med at hjælpe; for nok ville hun ej slås, men skete der noget med en, som hun holdt så meget af, som hun gjorde med Elzharin, da ville hun slås – for ham.




(Jeg er ikke aktiv henover weekenden - da jeg skal til festival. Men er tilbage mandag igen)

Meget ville han finde sig i, men når Solitaïre var i fare kunne han tydeligt mærke, at han ville gå igennem alt for at beskytte hende. Koste hvad det vil. Derfor var han også fast besluttet på at kæmpe for at få hende væk fra den lille mide, som åbenbart mente at han havde ret til at flå hende til blods. Noget som han forhåbentlig hurtigt ville finde ud af, var en dårlig idé og dermed lade dem gå. Medmindre han var stædig, så ville det desværre nok tage noget tid. At hingsten så mente at Elzharin burde blande sig uden om, fik et fnys til at lyde fra ham.

"Det ville jeg med glæde, hvis ikke det var min hoppe du valgte at sætte tænderne i."

Til trods for situationens alvor, så forblev han fattet selvom man sagtens kunne høre på ham, at han mente sin trussel alvorligt. Men han var ikke længere så frembrusende som han havde været som ung, og lod sig derfor ikke provokere af hingstens ord. Derimod var han hurtig til at reagere da hingsten sprang frem imod Solitaïre. Elzharin bed ud efter hingsten, og det lykkedes ham også at få fat. Sparket der blev rettet imod ham, nåede han lige at undgå ved at slippe, men han kunne tydeligt mærke vindpustet fra hoven der kom tæt på ham. Han kom hurtigt frem og placerede sig mellem hingsten og Solitaïre. 

"Med glæde, og jeg tager hoppen med mig."

Trodsigt blev han stående, halen piskede let bag ham, som han ventede på hingstens næste træk. Uanset hvad skulle han forbi Elzharin for at komme hen til Solitaïre, og Elzharin havde ikke tænkt sig at lade ham komme forbi - overhovedet.

Lugten var tydelig, som den snoede sig ind i hans næseborer og mæskede sig. Et fnys formede sig over hans mule, og kort virrede han med hovedet. han udstødte et højlydt og utilfreds fnys, inden han blottede tænderne og bed - samt snappede efter den fremmede hingst. Hvor vovede han, at komme på tværs.

"Hun skulle være gået, da hun fik buddet i stedet for, at trænge sig på i min grotte!"

Advarede han arrigt, og hoppede frem mod hingstne. Halen piskede livligt og farefuldt bag ham, og han slog med hovedet, så den kraftige man hvirvlede op. Det gav genlyd i grotten, både med hovslag og stemmerne. Et lavmælt ekko, som forvirrede hingstens følsomme øre, men han lod sig ikke vise det. Han smækkede et forben mod jorden.

"Der tager du fejl.. Hoppen har haft sin mulighed.. Hun misbrugte den.. Nu bliver hun her."

Med de ord gik han til angreb på hingsten. Bed, smækkede med forbenene, og var klar på at vende bagdelen mod ham for at losse af fulde krafter, hvis det skulle blive aktuel. Fazet gav sig ikke.

Bevægelserne var store og voldsomme hos begge hingste. Solitaïre brød sig bestemt ikke om denne situation, og hvis hun da ellers kunne, ville hun gerne have gemt sig i et lille hul, eller blot forsvinde sporløst. Hun var skyld i dette. Skyld i, at den hingst hun holdte af, nu stod her og måtte forsvare hende og hjælpe hende. Hendes skyld, hvis han fik skræmmer eller sår. De talte. Udvekslede ord. Men nogle få ord satte sig kun fast hos den usikre hoppe ”min hoppe” opfattede hun ganske tydeligt. Nogle ord, som Elzharin udtalte. En kort glæde bredte sig i hendes krop, inden den dog forsvandt igen, fordi situationen stadig ikke var noget at glæde sig over. Men.. men hvad mente han mon med det?

De hvide øre vippede uroligt rundt, inden deres kamp endnu engang begyndte. Bid og spark. Hun virrede utilpas og nervøst med hovedet, og trådte nogle få skridt længere bagud igen, for ej at gå i vejen eller blive et bidelegetøj igen, for den sorte hingst. Hun ville bare gerne ud; sammen med Elzharin. Men hvor længe der ville gå, før den sorte hingst gav sig, det vidste hun ikke. Dog var hun ganske klar over, at hvis Elzharin på noget tidspunkt fik brug for hjælp, ville hun ikke længere tøve..