Der gøres opmærksom på at ALLE kan deltage i denne tråd, hvis det lyster, da den er tilegenet plottet på siden. Den foregår således at det eneste man reelt set behøver at læse er det Flakezé skriver. Det alle andre skriver er frivilligt, men man kan fx. godt tråde med en anden hest heri også, bare man holder sig til emnet. Spørgsmål fra heste til Flake bliver først besvaret til sidst, hvor man kun skriver sit spørgsmål fra sin hest, og så svare Flakezé hvis der er nogen. Derudover skal man skrive i denne tråd, kort eller langt er man selv om, for at hesten har været til dette møde. Rygtet om mødet har spredt sig i landet, og er skrevet i sten.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Denne forvirring kunne så absolut kun stamme få steder fra. Denne portal, havde åbnet sig af en grund, og at råde bod på det der var sket, ville være noget af en eftersøgning, da Guderne alle var optagede, og næsten ikke deltagende i Proelios hverdagsliv mere. Kun to guder stod tilbage med fodfæste på planeten, og ikke i helvede, himlen og en anden dimension. Flakezé og Jaymelia.

Forsamlingspladsen blev skabt for århundrede siden, da verden blev mere moderne og langt mere åben. Det skete også da sløret til Gudinden Jaymelias verden faldt helt, og Flakezé fik den bitre sandhed fortalt. Han vidste nu bedre end de fleste, og hans magt havde hævet sig over de andre. Der var sket en stor forandring med hans liv, hans personlighed og hans følelser siden dengang for 700 år siden, da en stor del af Proelios befolkning forsvandt sporløst. Nu var forklaringen kommet, for de var blevet sendt hertil. År 5000 hvor tingene så frygteligt anderledes ud. Særligt prægede en pest af en sygdom landet, og at lukke dens smitten, havde de sidste 5 år synes umuligt. Måske var der virkelig en forbindelse mellem fortidens heste og dette fremtids kaos?

Kaos fik en til at tænke på Laylis, der bestemt også havde ændret sig. Ikke på samme måde som Flakezé, for hun var endnu sig selv. Men hendes gudelige evner forandredes. Kaos brød ud som anfald til tider, og Flakezé var begyndt at mærke medlidenhed med hende, lige da hun forsvandt. Det var Jaymelias værk, og den Gudinde var også grunden til hans indkald til møde her. Inden forvirring, krig og sladder gik i verdnen, måtte Flakezé tage hånd om alle de heste han kendte fra fortiden, og alle de heste han kendte i fremtiden.

Han afventede med ophøjet ro tilværelsen af heste fra hele landet, og fra den mystiske portal. Han stod i det store åbne tempel og skuede ud over engene mod skoven der omkransede området. Inden man kunne nå midten af engen - templet - skulle man krydse en del lys der cirkelde og summede som en energi omkring samnlignsstedet. Denne energi talte til tider og spredte rygtet om når der var forsamnling, eller hvad der var sket til en. Lyset var ej blændende, men når man krydsede de forskellige ringe, mærkede man det tydeligt. De ville komme. Hans kald ville blive hørt.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Admins henviser til en anden tråd, hvis man eventuelt, er tilbeder af Jaymelia, eller har hørt rygtet om hende. Hun holder også en forsamling her, men på et helt andet tidspunkt end Flakezé. Derfor kan man også deltage i begge to. Tråden bliver oprettet snarest.

Denne forsamlingsplads havde for nu den brune hingst opmærksomhed, for her ville den blå Gud tale. Komme med en udredning på hvad der var sket. Hvad han havde i sinde var dog uklart, for de røde øjne var kun fyldt med tomhed og mørke. De grå hove berørte let udkanten, inden øjnene fandt vej mod den blå. Vingerne hvilede et lille stykke ude fra kroppen og halsen var spændt i en bue, mens han søgte øjenkontakten. Der var meget usagt imellem dem. En del af den brune ville tale med ham, mens den anden var dybt skuffet.
For sandt var det at den blå ikke havde været der når den brune havde manglet en guide til at få ham igennem mange svære tider. Måske den blå havde givet ham en for stor byrde i en for ung en alder, men det var ikke til at sige. Dawn stirrede blot mod Flakezé, afventende, så han kunne videregive beskeden til hans nærmeste. Et fnys forlod hans strube og han slog et svirp med halen. Det ulmede under den store pels. Dead var aktiv i sådan en grad at det næsten sitrede i den brune, men han bevarede som altid overtaget.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Der var én ting en Lord af Vustlaum ikke måtte misse, og det var når en af de høje guder påkaldte til samling. Nabendu Raakaa, skridtede gennem skoven, og de tågede bælter, over den store eng på samlingspladsen, hvor hver bølge af farver og lys, ramte ham, stoppede ham, og derefter sendte ham videre. Han havde overvejet om det var et godkendingssystem, guderne brugte når de var her. Når han selv holdt samling her, var der som regel intet stop, men man sansede stadig tydeligt bølgen af energi i lyset.

Hingsten vidste at han var tidligt på den, her var kun én anden da han kom, så han stillede sig med værdighed og en leders stærke udtryk rankt op tæt ved templet for at se og lytte til Guden. Dog. Den fremmede der var ankommet hørte så tydeligt ikke til fremtiden. Hvis man i hans sted kunne kalde den det, for for ham havde dette altid været nutiden. Det var en legende han havde hørt om. En brun hingst med vinger... Dawn, hvis legenderne ikke tog fejl af Helzloris budbringer... Han vidste dog også at Dawn havde tjent Flakezé før dette. Men hvad i al verden lavede han her?

But I don't know where to start.

Lightflox Zar der ellers ofte fortræk at holde sig for sig selv på de mørke stier, havde dog alligevel hørt kaldet fra den blå gud.. hvorfor han valgte at komme frem fra tågen, mørket.. skyggerne.. det var et godt spørgmål, måske i håb om Fermaz ville være at finde ved sin far? Han trak nærmest de gamle ben efter sig. stille fik han lystet i øjne, han knep lidt de grønne øjne for ikke at blive blindet. det var anderledes at træde ud i lyset igen efter al den tid. han sprang frem i en tung tumlet galop, han var ikke elegant, men han var ham. Hans gang var ikke god, men det betyd ikke noget, fordi selvom han ligende en der kunne falde på et sekund, gjorde han det alligevel ikke, selvom det ikke så sådan ud havde han helt styr på sin krop. det føltes rart endelig kunne løsne hans muskler lidt igen. nærmest forfriskende.. der gik heller ikke længe før han fik øje på de 2 heste og Flakeze. han lod et sløvt brum melde sin anskomst, stille sænkede han farten til en slæbende tung trav til han til sidst fik stoppede op modsat end hvor de to andre stod, og tæt på hvor Flakeze stod.. han lod øjne glide mistorisk på de andre heste, et surt brum forlod hans mule da han fik øje på Dawn var her.. var Dawn blevet udødeligt? skulle han virkelig leve med den lorte hingst.. han slog hidsit med forbenet mod jorden og lavede kort et stejl, ørene var landet ned i nakken. olmt lå øjne mod Dawn. han landede igen tungt i jorden. og slog lidt vredt med det store hoved før han lod det ligge og lade sin opmærksomhed lande på den blå gud. Han vidste ej længere hvor Smeye var, så han valgte ikke at sige noget til Flakeze. Han stak af fra krigen sidst for mange år siden, mest for at undgå at gå mod hans tvunget troskab til Smeye, men hans hjerte støttede den store Fermaz og det vil sige han ligeså støttet Flakeze, dog kendte han ikke meget til Flakeze, han kendte dog Flakeze ældste datter, som han vidste han ikke bryd sig om, mest pga hoppen havde besluttet at hade ham og lide Elz.. han rystede på hovedet, mest for at komme tilbage til nyet da han fandt ud af han havde stenet længe mod Flakeze.. dog stadig afventede hvile øjne mod Flakeze.

Ofc havde han tænkt sig at komme da han mærkede lyst ringende eller hvad man kunne kalde dem. letter nynnede travede han afsted. det tog skam ikke længe før han kom til den lille forsamligt, han smilte stille "Goddag alle sammen" sagde han med en venlig og varm tone og bøjede let for guden "En ære at møde Dem, Flakeze!" lød den ærlige stemme og lod bøjede dog kort hoved for de andre "også en ære at møde jeg andre. han stillede sig mellem de to andre den brune og den hvidlige. ventede på der måske kom flere til, det ville i hvert fald ikke genere ham, måske var der flere han kunne blive venner med? og derved skabe fred i denne store verden? bestemt et forsøg værd.

Inilteir

Inilteir havde hørt rygter om et eller andet møde eller sådan noget. Et møde der vist blev holdt af en gud? Hun havde overvejet frem og tilbage om hun ville møde op men i sidste ende var hun endt her, lidt væk fra pladsen. Det var ikke et bevidst valg der havde ført hende her til stedet, nærmere hendes spredter tanker og tilfældige vandren der havde slået sig sammen . Når hun ikke vidste hvor hun ville gå hen og hendes tanker kredsede om et sted endte hun nemt med at gå derhen. Her tøvede hun dog noget, skulle hun virkelig gå derhen? Var hun ikke ligeglad med hvad end de nu skulle tale om? På den anden side, måske hun kunne få et vide hvad der var sket? Hun var ikke bekymret eller irriteret, hun havde ikke rigtigt nogen forbindelse til nogen eller noget så at alting var ændret gjorde hende kun lidt nysgerrig.
Hun rystede på hovedet og trådte frem, nu var hun her jo så hun kunne lige så godt få hørt hvad der var at høre. Normalt ville hun bevæge sig mod midten og prøve at skaffe opmærksomhed men noget fik hende til at stile mod kanten af pladsen i stedet for. Måske de underlige lysende cirkler hun skulle igennem eller måske de andre heste der allerede var dukket op. Hvad end det var, fik det hende til at gå godt ud i siden og blive der, afventende hvad der nu skulle ske.

Den satan! Aaron stakkede sig afsted efter sporet fra sin fader. Han kunne da ikke bare gå uden ham! En næsten lydløs vrissen kom fra den hvide hingst som næsten besad sin faders størrelse og form. Dog kunne han ikke hamle op med fysikken den brune bar på.  Snart formede sig et for ham nyt sted sig frem og han trådte nu mere varsomt da færten af fremmed, men også velkendt fandt vej til hans næsebor. Den hvide rynkede på mulen, men snart fangede han et blik af guden, hævet over det andre. Hvorimod Aaron var ganske neutral overfor den blå, vidste han godt at hans fader havde et lidt mere anpændt syn på ham og alt efter at dømme på den måde Dawn stod og stirrede på guden på, så var det der stadig. Men Aaron ville have svar, hvilket nok også var hvorfor de samledes her.  Mange afventede et stykke ude, men Aaron fortsatte et stykke ind mod midten og rettede nu de røde øjne mod den blå gud med et lille nik. 

Flakezé kaldte, og Trudy kom.. Selvfølgelig. Den sorte hoppe havde fortsat ingen anelse om, hvor hun var, eller hvorfor hun var her, og derfor agtede hun også at stille Flakezé til ansvar. Det var gudernes værk, det var der ingen tvivl om. Hvilken gud det var, der var skyld i denne forvirring, vidste hun ikke, men tiltroen til Flakezé var stor, og hun var sikker på, at han kunne komme med en forklaring. Foruden Trudys hang til at få besvaret sine spørgsmål, dukkede hun nu også op, fordi hun var en tro støtte til Flakezé. Havde været det år efter år, og havde igen og igen kæmpet for den blå hingst. Trudy havde godt nok aldrig haft et godt øje til de såkaldte guder, men som ung havde Flakezé fået hende overbevist om, at han også var andet end blot en gud, og han havde lyttet til hende. Siden dengang havde hun ikke veget fra hans side. De andre guder gav hun ikke en skid for. Højrøvede heste der troede de var bedre end alle andre. Tsk! Selvfølgelig var Trudy taknemlig for den hjælp Laylis havde givet både Jah-lila og Irissia Asandi, men derfor behøvede hun vel ikke direkte og kunne lide hende?

Som Trudy bevægede sig gennem den dunkle skov og nærmede sig forsamlingspladsen, dukkede der forskellige lysende ringe op på hendes vej, som man ikke kunne komme udenom, men blev nød til at gå direkte igennem. Den sorte hoppe var ikke videre begejstret for dette, idet hun ingen anelse havde om, hvad de muligvis påvirkede ved hende. Hvad mon de skulle gøre godt for? Hun mærkede en tydelig summen i hendes krop, hver gang hun havde passeret en ring, og da hun langt om længe var kommet igennem den sidste, kunne hun ikke holde et lettere utilfreds fnys tilbage. Hvad havde det gjort godt for?
Da hun nu rettede blikket ligefrem, så hun med det samme, hvordan Flakezé stod og tronede i det hele. Et skeptisk blik dukkede op i de grønne øjne. Skulle han nu til at lege konge? Uden at forhaste sig lod hun nu øjnene glide videre fra hest til hest. Nogen genkendte hun, andre havde hun aldrig set før. Med smidige, selvsikre skridt bevægede hun sig nu over engen, og stoppede i nærheden af Flakezé, hvor hun ligeledes havde et udmærket overblik over resten af de tilstedeværende.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Forsamlingen var endnu lille, og trods han genkendte mange af ansigterne der dukkede op, under ham, indeni cirklen, og kløfterne der omkransede templet, gav han dem ikke mange blikke. Han fik øjenkontakt, smilede, nikkede og gik videre til den næste. Ydeligere notis blev der ikke taget. Han kunne begynde at snakke nu, og håbe at flere ville dukke op. Følelserne indeni ham, da han så de forskellige heste han troede var døde, var overvældende, men intet lod sig vise.
"Jeg byder alle velkomne, til mit møde. Forhåbenligt dukker der flere heste op, som tiden går, men jeg vil starte med at tale til jer." han rejste sig fra sin ventende position, og rankede sig som den gud han var, trods hans medlidenhed og følelser stadig var ét med hans folk. Han var dog hævet langt mere i rang end han havde været i tidernes morgen, for i denne nutid, så tingene meget anderledes ud.

"Forvirringen der er opstået i vores land, stammer fra en tidsportal. Heste som levede for 700 år siden, er kommet til denne 'fremtid' og mange af dem aner ikke hvor de er. Der er kun få forklaringer på hvem og hvad der kan have åbnet denne. Hvorfor er et helt andet spørgsmål, for først nu, ved jeg og de andre guder hvorfor der forsvandt så mange heste fra 700 år siden, som der gjorde." han skimtede, Dawn, Trudy, Aaron og Iniliteir. "Tidsportalen, kan være åbnet af Laylis, eller..." han holdt inde.

"Jaymelia." han lod navnet synke ind i hovedet på de heste der ikke kendte det. "Verden som fortidens heste kender den, er forandret, og i dette årtusinde ved vi mere end før. Laylis er fanget i en version af denne verden, og kunne såmænd nok betragte dette møde, men ingen ville se, sanse eller høre hende. Hun er alene, og desperat, for trods hendes gode sjæl, har kaosset i hende ofte taget over, og Jaymelia har sendt hende dertil, uden min tilladelse. Smeyé er fanget i sit himmelrige. Helzlori har jeg låst inde. I helvede.

Flakezés øjne slog en anelse lyn. De havde haft et særligt forhold gennem de mange år, men de var på det seneste uvenner igen. "Jaymelia har levet akurat ligeså længe som jeg selv. Hvad vi er og hvorfor vi er er er os uvist, men hun har altid været i en anden dimension. Indtil vores verdner smeltede sammen for at par århundrede tilbage. Hun forklarede mig sandheden om min status, og hun lever i bedste velgående omkring os, men hendes dimension var meget anderledes end min... Smeyé er ikke min fader, han er vanvittig, og har været det siden jeg skabte ham." lød den endelige konstatering, og han kunne først fortsætte, når hestene havde haft tid til at sunde sig og reagere.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizka søgte naturligvis et svar på hvad der var sket med landet, folket og guddommen. Alt her synes på hovedet og forandret, og hun som flokleder, måtte tage ansvar for sin flok, og trods hun ikke just altid var fan af Flakezé lytte til hans 'vise' ord. Hun var troppet op, som så mange andre, og stod så langt fremme med mulen som hun kunne komme. Dog uden at vække opmærksomhed, hun var afslappet, gennemtænkt og i ro. Hun ønskede at bringe flokken med sig, men hopperne ville være udsatte her. De der ikke kom af sig selv, ville hun fortælle tingene videre til. Samuel for eksempel, han var blot et føl.

Gaizka lyttede med vippende ører, og mørke øjne til Gudens snak.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Der var blevet kaldt til samling, hele dette nye Proelio vidste det, og naturligvis også Iris. Hun fløj af sted højt over jorden, mens hendes rubinrøde øjne afsøgte jorden, efter det sted, hvor forsamlingen ville finde sted. Iris blev mere og mere bekendt med dette nye land, som dagene gik. Det fremmede Proelio var ikke helt så fremmede mere, og selvom man ikke ligefrem kunne sige, at landet var overbefolket, havde hun dog fundet ud af, at hun ikke var den eneste hest der eksisterede her.

Et skinnende lys strålede med ét op imod hende, og med en bevægelse med de enorme vinger, hang hun nu stille i himlen, mens hun iagttog det sceneri, der foregik under hende. Det var en stor åben plads, omkranset af en skov, der muligvis virkede mørkede end den var, på grund af det lys der skinnede mellem træerne. Fra luften kunne Iris tydeligt se, hvordan lysene var inddelt i forskellige ringe, som nærmest fungerede som en barriere. En barriere som alle skulle igennem, for overhovedet at have mulighed for at komme ind til selve samlingspladsen. Det så forunderligt og smukt ud, og Iris funderede kort på, om Laylis mon var dernede et sted. Det kunne godt ligne hendes værk.

Højt oppe i luften kunne Iris dog ikke se, hvem de forskellige heste var. De lignede alle sammen små mørke pletter, til trods for hun godt kunne regne ud, at hesten på plateauet ikke kunne være andre end Flakezé. Nå, hun kunne nok ikke bruge mere tid på at hænge heroppe, og med en yndefuldt bevægelse, begyndte hun nu nedstigningen.

Den bevingede hoppe valgte at lande på selv samme plateau, som Flakezé opholdt sig på. Helt respektløs var Iris dog ikke, og hun havde dermed fundet en plads, som ikke var nær så højt hævet, som den blå gud. Nysgerrigt gled det røde blik rundt til de andre heste, hvoraf der både var kendte og knap så kendte ansigter. Blikket stoppede kort ved en stor, hvid hingst og et smil dukkede kortvarigt op på den mørke mule, inden opmærksomheden atter blev vendt mod Flakezé.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Oasis havde vandret lettere ensomt rundt i det fremmede land, og uheldet havde fulgt hende, langt ind i ørkner, fremmede skove, bjerge der synes uendeligt store, og dog havde hun fulgt floderne og forsøgt at finde mening i det hun fandt. Hun vidste godt at alt var forandret, og at hun nok aldrig skulle se sin far Myspiritous igen. Hendes hjerte var gået i sorg, en sorg hun snart måtte ud af, for hun måtte tjene Proelio, tjene sin skæbne og sine mål. Hn brummede mildt. I udkanten af denne samlingsplads Flakezé havde kaldt alle heste i landet til, stod hun og Lyttede i stilhed. Hun gjorde ikke noget for at gøre opmærksom på sig selv, hun stod så tæt på kløfterne som hun kunne, og vippede med ørene. Hun betragtede også forsamlingen, hun genkendte nogle af dem fra krigen, og håbede inderligt at sjæle hun kunne lide fra landet ville komme hertil. Hun var alt for ensom.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Det var ukendt, det var smukt, men det var også mystisk. Og lige netop derfor valgte Narrator at gøre som så mange andre i denne stund, og søge denne såkaldte samlingsplads, hvor Flakezé ville tale for alle heste i landet, der måtte komme. Var det risikabelt, at dukke op, ung, uvidende og så imellem så mange heste? Der kunne være heste der, han ikke anede hvad kunne tænke sig. Men han stolede på sit instinkt for noget sagde ham at hans mor også ville være her. Han troede så inderligt på at hans mor ville følge dette kald, selvom deres nye tilværelse i denne fremmde verden pinte hende. Det pinte også ham. Faderen var borte.

Narrators fart sagtnede da han kom ind gennem de lysende ringe, og med nød og næppe undgik kløfterne der omkransede et tempel. Omkring dette befandt mange sjæle sig, og han skimtede i håb efter at se hans mor - men Caeli var der ikke. Dawn og Irissia var der til gengæld, to ansigter han kendte med det samme. Han trak sig en smule, måske skulle han holde sig væk. Men da talte Guden, og Narrator lyttede intenst.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

En frisk trav og en glad nynnen var hvad der bragte den stribede Jah-lila fremad. Hendes blå øjne søgte nysgerrigt hid og did, mens hun sugede alle de nye indtryk til sig. Jah-lila var kommet til et nyt og fremmede land, og hun elskede det! Der var så meget nyt at udforske og forholde sig til, at hun slet ikke havde tid til at sove om natten. At hun ikke havde mødt en eneste hest siden sin ankomst, var egentligt ikke noget hun spekulerede over, til trods for, at hun dog savnede sin familie. Hvor mon Fermaz og tvillingerne var? Jah-lila var dog sikker på, at hun nok skulle støde på dem på et eller andet tidspunkt, og lod sig i stedet henrykke over det nye land, i stedet for at bekymre sig.

At Jah-lila mødte op til Flakezés forsamling, var nok mere held end forstand. Hun vidste godt at den var der, og havde skam også været på vej dertil, da hendes opmærksomhed pludselig var blevet fanget af en underligt udseende fugl, som nærmest havde skreget på hendes opmærksomhed. Hun havde forundret fulgt den, og var kommet helt ud af kurs, men takket være tilfældigheder, var hun nu endelig atter på vej.
De magiske ringe der lyste op med jævne mellemrum, blev glædestrålende budt velkommen af den stribede hoppe, som fandt dem ganske fornøjelige. Med ét var de dog væk, og Jah-lila trådte direkte ud på engen. Den første hun fik øje på, var naturligvis Flakezé. Den blå hingst fik et stort smil, som hun travede direkte ind i midten af pladsen. Her opdagede den stribede hoppe nu, at der var flere heste hun kendte. Hendes mor, hendes datter, Zar og sågar Dawn var mødt op. Hvis Jah-lila havde haft hænder, ville de havde været travlt optaget med at vinke energisk, til alle dem hun kendte, men nu måtte hun nøjes med at smile stort til dem alle efter tur.

Cinna havde stået ganske stille i den dunkle skov, og betragtet hver og én af de heste, der var valfartet til denne såkaldte samlingsplads. Rygtet var blevet spredt, om at Flakezé havde kaldt dem sammen, men rygtet havde været langsomt. Cinna selv havde i et syn set denne dag komme, og selvom han ikke vidste, hvad Flakezé ville tale om, vidste han dog, at det ville være noget vigtigt.
De utydelige, lysende ringe svævede frit i luften foran den skimlede hingst, som endelig besluttede sig for, at det var tid til, at også han måtte tage del i forsamlingen. Med rolige, velbalancerede skridt bevægede han sig igennem den ene magiske cirkel efter den anden, uden at lade sig mærke med noget. Cinna havde intet imod magi til trods for, at den til tider kunne være frygtelig uforudsigelig. De lysende cirkler gjorde ham dog ikke noget, og selvom han ikke forstod deres formål, mærkede han tydeligt magien bølge igennem sig, hver gang han kom igennem.

Da den skimlede hingst brød ud gennem skovbrynet og ud på engen, bevægede han sig hen imod en ganske særlig sort hoppe, uden på nogen måde at gøre væsen af sig. Stille stoppede han op ved siden af hans flokleder, tæt nok på til, at hun ville kunne fornemme ham i sit synsfelt og derved vide, at han stod ved hendes side.