Stavrende skridt bevægede den brogede hoppe over sandet. Bagved hende viste en linje af dybe fodspor hendes gang, hvor enkelte skridt var vaklende trådt til siden som den eneste afbrydelse. Manen var slidt, halen ligeså, og øjnene sunket dybt ind i hoppens øjenhuler. Hun var udmagret, men stadig levende. Udslidt men stadig gående. Missende imod månens kolde stråler, og tørstig som aldrig før.
Hvor længe den brogede havde været under bjerget var et mysterium. Det føltes som år, men var nok nærmere måneder. Måneder hvor fængslet i skyggebjergene havde været hendes tvungne hjem. Måneder hvor solens stråler og frisk vind havde været fremmed for hende. Alene størrelsen af stranden skræmte hende næsten, hvis ikke hun havde været for træt til at reagere. Men hun var - efter at have vandret rundt i en labyrint af gange under bjerget, endelig på vej imod en længe savnet frihed. Og selvom verden udenfor havde ændret sig... og selvom lyset stadig skar i hendes dagsky øjne.. ønskede hun aldrig at vende tilbage dertil. Hverken til skyggerne af bjerget, eller skyggerne af det hun en gang var. oh joh, Indepth var forandret. Men imod hvad var endnu uvidst.

Shimo var vandret til havet. Ikke fordi hun skulle noget der, men fordi hun havde en elendig stedssans.
Her stødte hun på en hoppe, udmagret og svagelig var hun og lignede en der havde brug for hjælp. Shimo satte i trav mod hende så det hele gyngede på den mælkehvide hoppe med de store former. Hun kom den fremmede til undsætning og gik straks langs hendes side for at være en solid, dog blød støtte.
"Hey, er du okey? har du brug for hjælp?" spurgte hun flere spørgsmål med en blid og venlig stemme. Forhåbentligt ville den fremmede tage imod hendes hjælpsomhed.

Øjnene blev let knebet sammen, som de sidst skyer forsvandt fra en mørke himmel. Kolde stråler lyste det blege sand op, og spejlede sig i hvad mange ville kalde smukke lysglimt i det vågne hav. Selvom hun gerne ville, vovede Indepth ikke at se nærmere på det. Hun lukkede istedet øjnene Alt andet end dæmpede farver gjorde ondt. Derfor så hun ikke, da en fremmed hvid skikkelse nærmede sig. Det var første da varmen fra en andens krop meldte sig. Med et hvæs drejede den brogede hovedet, og stavrede med stive skridt væk fra hende. Hvor var hun kommet fra! Var hendes sanser virkelig så sløve!
De blå øjne stirrede vildt på den hvide, imens hun med udspilede næsebor fangede den andens fært. Hun lugtede fremmed.. hverken af skyggebjergene, men heller ikke som en strejfer. Nærmere som en flokhest, hvilket hun ikke helt vidte hvordan hun skulle behandle. Indepths hale slog et smæld. Inden at hun med nedsinket hovedet nærmede sig. Vagtsomt, anspændt og en anelse truende - selvom der ikke var meget trussel i hendes nuværende tilstand. Dog skulle man ikke tage fejl, og med endnu en hvæsen blottede Indepth de skærpede tænder. Hun skulle have svar, og det skulle være nu.

"Hvem er du... hvad vil du!"

"Jeg hedder Shimo og er fra Hitsugaya flokken. Jeg kommer med fred og vil gerne hjælpe." Svarede Shimo med blid stemme. Hun forstod at den fremmede var bange og skeptisk, men hun ville ikke gøre denne noget ondt. Tværtimod ønskede hun at se denne få det bedre end hun havde det nu.
Shimo smilede roligt og stod stille. Svingede kort med den lange hale og stragte nakken lidt. Den havde det med at blive øm af at holde det stadigt voksende gevir.

"Jeg ønsker ikke at gøre dem fortræd." tilføjede hun venligt og hvilede på det ene bagben, fuldstændig tryg ved situationen, for hun vidste at i så ringe en stand kunne et angreb fra den fremmede næppe skade meget.

Engang ville fremmede havde bakket væk fra den rødmanede hoppe, i frygt eller overvågnehed. Engang ville de have accepteret et ønske om afstand, eller måske gået helt uden om hende! Men sådan var det ikke mere, og den hvide - som hed Shimo, følte hverken frygt eller veg væk fra den usle skabning. Det skar kort i hoppens stolhed, men med en hovedrøsten klarede hun tankerne yderligere. Det blå blik betragtede vagtsomt hendes fremtræden, imens hun prøvede at kode et indtryk sammen af hendes ord og udseende.
Hun var buttet, hvilket var i skarp kontrast til Indpeth selv. Hun hed Shimo, og havde en besynderlig hale. Og ikke nok med det, havde hun et hjortegevir på hovedet. Alt i alt, en noget spøjs blanding, men ikke desto mindre noget der klædte hende. Den brogede knep øjnene sammen. Skønhed hva? Et tabt minde.

Den brogede trådte ikke nærmere, men bakkede heller ikke. Mistroisk skævede hun til begge sider, inden hun igen vendte blikket imod den fremmedes. Hun sagde hun ville hjælpe... Men Indepth var en stolt skabning, og ville aldrig bede om en andens hjælp. Derfor nikkede hun blot, men accpeterede en ikke udadtil. Og da slet ikke fra en fremmed.

"Hvor er jeg? Hvad er der sket med Skyggeklanen? Og..."

Den raspende stemme tonede langsomt ud, og den brogede sank en ufrivllig klump. Hvad var der sket med Halcon og Avalon... det føltes som år siden hun sidst havde hørt fra dem.

"Har du set en hingst.. han hedder Halcon, og hans søn Avalon.."

Først da kom noget der kunne minde om en postiv følelse ind i stemmen. Håb.

Shimo betragtede skabningen i den sølle forfatning mens hun forvirret spurgte om ting der var sket for lang tid siden. "Skyggeklanen gik i opløsning efter krigen. Der er sikkert få medlemmer tilbage, men ikke nogen vi hører til. Man kan vel sige at skyggeklanen er en slags loge nu." Forklarede Shimo sig og satte sig ned på sin fede mås midt i sandet mens vinden rev i hendes lange man og flåede i hendes krøller så de blev mere og mere forvirrende at se på.
"Du befinder dig ved Noctisque havet... tror jeg dette er. Det ligner ikke helt sig selv. Forstår du jeg er en fortidshest i en forkert alder." forklarede hun sig også selv en anelse forvirret over det hele.
"Jeg kender ingen hingste ved disse navne."

Fortidsheste? Opløsning? Loge? den brogede rystede svagt på hovedet, og lukkede øjnene. Hvad snakkede den hvide om? Indepth huskede intet om nogen... fortidsheste, og lignede nu mere end noget andet et spørgsmålstegn. Den hvide gav hende bare mere at tænke over. Gav flere spørgsmål end svar. Et fnys forlod den mørke mule, og med et sideblik holdt hun øje med den ny siddende hoppe. Hun var nu en spøjs skabning.. sådan at sætte sig ned midt i det hele. Men en ting kunne hun dog genkende. Havets navn var det samme, hvilket var en svag trøst.
En mørk skygge lagede sig over hoppens øjne, som den fremmede ikke kendte hverken Halcon eller Avalon. Så... de var væk. Ihvertfald indtil videre. Den brogede måtte finde dem med tiden, men ikke i denne tilstand. Hun måtte finde noget mad, vand. Og et sted at hvile ud. Og måske en dag, ville hun kunne tåle dagens stråler igen. Det hele tog bare så lang tid.... og var så nyt.

Den røde hale slog et smæld, og med et ryk drejede hoppen hovedet imod mere fast land. Sandet føg op omkring hende, inden at hun uden et ord bevægede sig videre. Hun skulle i læ for vinden, og finde mad.

"Kender du Destan Erebos.. eller... Temptation?"

mumlede hun så, og hostede en rallende lyd. Så. Tørstig.

Shimo så at denne fremmede hoppe ville videre og måtte gynge sig frem og tilbage et par gange for at få svinget røven med op fra sandet inden hun fejede sin numse fri for sandkorn med sin kostelignene hale. Efterfølgende satte hun i en tung trav med den fremmede og slog tilbage i skridt. Den lille travetur havde gjort hende helt svedig og forpustet men hun agtede at følge den brogede. "Temptation siger mig noget. Min far har fortalt at hun fik et føl med Overlord, en Hingst der har plaget Hitsugayaflokken en del. Føllet hedder Danearys mener jeg." forklarede Shimo. Hun vidste dog ikke om føllet var en hingst eller en hoppe, men hun havde set føllet ganske kort og mente nu nok at de mange forvirrende pletter kunne minde lidt om denne fremmede hoppes. Måske var de i familie? Hvem ved. "Hvad er deres navn?"

Den fremmede fulgte efter hende, og uden kommentarer bevægede hun sig en anelse til siden, så denne Shimo ikke skulle bevæge sig i det våde sand. Det var drøjt og tungt, og hun virkede allerede til at have besvær med at bevæge sig igennem stranden. Dog stoppede hun brat ved den andens ord. En anden hingst? Et andet føl! En tør, hul latter undslap Indepth, som hun vredt vred ørene ned i den grårøde man. De mørke øjne gnistrede faretruende, og med et fnys genoptog hun sine skridt.
Temptation.. hendes mor, havde fået et andet føl? Og endda med en anden hingst! Hvad tænkte hun på - og hvorfor? Havde hun ikke været god nok for hende? Frusteret klemte hun øjnene mere sammen, som en brændende fornemmelse havde samlet sig i øjenkrogen. Skråt bagved hende hørte hun hoppens spørgsmål, og hun satte forsigtigt tempoet en smule ned igen. Hun var i ingen form til at styrte ud i verden.

"Hvorfor vil du vide det...?"

raspede hun, og drejede kort hovedet mistænktsomt.

"Ja jeg kan jo ikke blive ved med at kalde dig Frøken eller Frue." svarede Shimo og stoppede lidt op for efterfølgende at følge hoppen igen da hun gav plads til Shimo's bredde. Hun gik roligt ved hoppens side og sank hovedet for at vise at hun ikke var ude på noget. "Nu har jeg fortalt dig hvem jeg er. Nu er det din tur til at tilkendegive dig. ^^"

Endnu en tør latter forlod Indepth, og hun vendte hovedet fremad. Frøken eller Frue? Se det ville være noget at kunne grine af senere. Og selvom det fristede, vidste hun godt at det slet ikke var passende. Dog forhindrede det ikke de mørke ører at ryge længere ned, og med et fnys satte hun tempoet en smule mere op. Slæbende over det mørke sand.

"Ingen tvang dig, Shimo. Du kunne have afvist det".

Kom det raspende fra hende, og hun sænkede hovedet ludende længere ned. De blå øjne glødede kort i natten, og hun drejede skarpt til venstre og op imod frodigere områder. Mistænksomt scannede hun området, før at hun igen satte farten ned.

Shimo nikkede tungt. Hun havde ret... Hun kunne jo have afvist at fortælle hvem hun var, men af høflighed havde hun dog alligevel valgt at fortælle hvem hun var. Hun ville jo ikke være uvenner med nogen og forstod heller ikke hintet, da den fremmede hoppe satte farten op. Shimo havde intet problem med at følge den afkræftede hoppe op til græsgangene, hvor hun blot vadede trygt ud på de frodige områder og stoppede så op for at se efter den brogede. "Kom bare, jeg passer på dig ^^"

Shimo svarede ikke igen, men acccepterede det blot med en tung nikken, hvilket kort forvirrede den brogede. Hun havde forventet en protest, en anklage eller et ord, for hvor uhøflig den brogede hoppe egentlig var. Men intet kom, og derfor lod Indepth også det ligge. Hjortehoppen satte endda farten op, hvilket fik Indepth til at stoppe langsomt op. Skeptisk hørte hun hoppens ord, imens hun med et fnøs hankede op i hvad stolthed der var tilbage, og hævede hovedet. Hun... skulle passe på hende? Det ville hun ikke tillade. Ordene var ikke velkomne i hoppens hjerte.

"Det skal du ikke.."

Hvislede hun sammenbidt, men bevægede sig stadig ud på den åbne eng. Med en nænsom bevægelse strakte hun halsen ned imod det kølige græs, lod mulen løbe over det, inden at hun langsomt nippede til nogle af dem. Den velkendte, og dog så fremmede smag af friskt græs var til gengæld velkommen. Indepth tillod sig kort at nyde freden, selvom anspændtheden aldrig helt slap sin skygge over hende. Det var rart at være uden for igen...

Shimo stoppede op da hoppen gjorde det og besluttede sig for at hyggespise sammen med hende. Det varmede Shimo's hjerte at se den udmagrede hoppe spise igen. "Såeh.. har du lyst til at hænge lidt ud? ^^" spurgte hun glad og tydeligvis ikke mærket af at hoppen nærmest ignorerede hende og ønskede hende forvundet.

Et kort blik vendtes imod Shimo, der efter kort tid begyndte at spise med hende. Hvorfor vidste hun ikke, da hun ikke ligefrem udstrålede selskabstrang. Næsten tværtimod. Hun var et jaget dyr, der i øjeblikket tøvende bevægede sig videre. De blå øjne fulgte hende uden pause, imens hun langsomt gumlede mere græs i sig.
Indepth øre vippede fremad ved hendes stemme, og hun sukkede kort. Langsomt bakkede hun en anelse, inden at hun svarede den hvide hoppe. Hænge ud?

"Hvorfor skulle jeg det..?"

Den raspende stemme gjordt ondt i halsen, og med et lille klik lukkede hun munden. Tale... det var næsten som om at stemmebåndet blødte efter alt denne tid.