Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Der var sket noget i landet. Men hvad var Nabendu Raakaa ikke sikker på. Udover sygdommens hærgen, skulle han forsøge at holde stand i sin landsdel, mens flere af de andre forfaldt, da deres øverste døde.

"Hvilken verden, hvilket år." sukkede han, som hans lange ben bevægede sig over græsset der stod i flor, i sommerens frodige periode. Jés Amarills pilegrene, beroligede hingstens krop, og han trak vejret dybt, mens han fortsatte sin leden. Han ledte efter liv... Eller syge heste, han kunne bringe til lejren, for helbredelse, trods der ikke var fundet en.


But I don't know where to start.

Shimo så sig om i den nye fagre verden som hende var blevet tildelt som nyt hjemsted. Hun søgte Ice og flokken men havde endnu ikke fundet hendes kære fader eller hendes egentligt flok. Eftersom Arion ikke var at finde, stod hun som værende arving til tronen i Hitsugayaflokken.
Hun spottede en hest mellem de fine piletræer og mærkede hvordan træernes bløde, bøjelige grene blidt kærtegnede hendes gevirer. Hun vrinskede feminint og gik så alle hendes kurver vippede, for dem havde hun mange af. Shimo var nemlig buttet.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

En feminin og fremmed vrinsken lød for Nabendus ører. Hans blik vendte sig mod lyden af denne, der var tæt på. Hans øjne lagde sig på en hoppe, hvis kurver vippede, men det generede ikke hans øje, for hun bar både et gevir, og den særlige hale, en del heste besad. Kirener og enhjørning i en og samme hest. Det var sjældent. Hingsten besvarede hendes vrinsk med en brummen, og begav sig tættere på hende.

"Vustlaums rige, hilser en rask sjæl, i denne frygtelige tid." han havde aldrig set hoppen før, så hans stemme var venlig, trods der altid indebag hans venlighed, var en ukuelig ild. Han smilede skævt, og drenget.


But I don't know where to start.

Hoppen holdte sit gunstige blik mens vinden vendte sig i hendes man og førte duften af hingst med sig til hendes følsomme mule. Hun indsnusede luften og kunne mærke hvordan hun begyndte at svede ganske let ved duften alene.
Som hoppe ad Ice'es flok måtte hun dog styre sig og tage sig lidt sammen. Hun startede ud med at rømme stemmen ganske venligt inden hun blidt udtalte sig. "Rask er vel ikke ordet for en syg hoppe." Lagde hun kortene på bordet.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Hingsten lagde hovedet op og rankede sig ganske let. Hoppens svar overraskede ham dog - hun lignede ej en syg sjæl, så han måtte hurtigt tænke videre. Hvis hun ikke var ramt af virussen, havde hun en anden sygdom. Han brummede mildt.

"Jeg undskylder min fejltagelse. I denne tid, er det sjældent man ser en 'almindelig syg' sjæl, der ikke er ramt af virussen." besvarede han, med et lidt mere autoritært toneleje. "Mit navn er Nabendu Raakaa. Øverste i Vustlaum" bekendtgjorde han.


But I don't know where to start.

Shimo overvejede kort hans ord inden hun tog sig selv i at snakke løs igen. "Jeg er ikke sikker på at jeg forstår? Ser de, jeg er ny her. Der skete noget mærkeligt og nu leder jeg efter min fars flok, Hitsugaya flokken." Hun frygtede at hun var den eneste guderne havde placeret i dette mærkværdige rige og længtes efter sin familie. Hun måtte snart lære at stå på egne ben i stedet for altid at læne sig op ad sin fader.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Hun lignede lidt en der ikke var med. Han lyttede opmærksomt og så hende i øjnene da hun talte igen, og gav sig til rent faktisk at se på hende. Hun så fremmed ud. Ikke på en dårlig måde - men anderledes. Anderledes en nutidens heste. Han rynkede brynene. Han havde aldrig hørt om Hitsugaya flokken, og han var intenst involveret i dette land. Og hun kendte ikke virussen.

"Der findes ingen Hitsugaya flok her i..." han gik i stå, og meget hurtigt arbejde hans hjerne sig mod fortiden. "Hitsugaya. Det var en flok der stod gennem De Fire Klaners Krig." hans øjne var undrende. Var hun sindssforvirret? Eller ... eller rent faktisk fra fortiden? "Dette er fremtiden. Hitsugaya forsvandt sporløst efter den krig. Siden er der gået 700 år, og denne verden er ved at dø." alvoren i hans stemme var råfast, og han smilede en anelse mismodigt mod hende, trods han ønskede at hjælpe hende - mod sin far hvis han kunne.


But I don't know where to start.

"Hvad...?" Spurgte hun bekymret og så en smule skeptisk på den fremmede hest, som havde han lige fortalt at jorden var gået under. Hun gjorde det op med sig selv, hvis hun var alene dette sted, uden sine venner og sin store familie, var det et tegn. Hun måtte finde nye venner, starte sig en ny familie! Dette var et eventyr! Hun smilede venligt til den fremmede trods usikkerheden lumrede i maven på hende. "De må undskylde, jeg er vidst lidt forvirret." Hun så ned og var tæt på at ramme ham med geviret da hun sank hoved.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Han betragtede hendes ansigt, da hendes bekymrede og skeptiske stemme lød. Han kunne ikke konstatere om hun var sindsforvirret, eller talte sandt endnu. Alt kunne være muligt - hans øjne var blevet åbnet for dette, i de seneste år. Han smilede mildt tilbage mod hende, da hun smilede, trods der var usikkerhed at skue.

"Du skal ikke undskylde. Hvad ved De om denne verden? Og må jeg hører hvem De er?"

Hans ru og maskuline stemme, forsøgte roligt at få hende til at tale, om noget hun vidste noget om.


But I don't know where to start.

Shimo lyttede roligt og svingede med sin store hale, som sad solidt plantet på hendes fede mås. Hun bestemte sig for at her var hyggeligt at være og hun satte sig derfor ned på numsen midt i det hele, tryg ved den fremmede.

"Jeg hedder Shimo, datter af Ice og Kesha. Mor til Rukia Kuchiki" svarede hun til det sidste og gav sig i kast med hvad hun kunne huske af det første. "Jeg tror jeg gik gennem en form for verdensskifter. Noget ligner sig selv men af hvad jeg har set, så har verdenen ændret sig meget. Det er næsten somom jeg er blevet flyttet til en anden tid."

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Det undrede ham en anelse at hun satte sig på sin bagdel, men han stod endnu rank og ædelt op. Hans øjne betragtede hende, som hun fortalte. Hun lod til at slappe mere af igen - så han tillod sig selv, at smile lidt større. Navnene hun nævnte kendte han ikke - måske kunne han huske Ice, som en del af krigen for så lang tid siden, men det stod meget uklart for ham. Han lod hende tale ud. Det sidste var det der fangede hans ører mest.

"Verdensskifte?" han brummede maksulint, og hævede hovedet let. "Shimo - Jeg er nødt til at spørger, hvad er det De fejler? Jeg formoder ikke der er noget galt med forstanden, men det du siger, lyder en anelse vildt." svarede han hende, med en rolig stemme.


But I don't know where to start.

"Hvad jeg fejler?" hun lagde hovedet på skrå da han nævnte noget med forstanden. "Jeg er født med et problem med mit hjerte, så jeg får tit næseblod og er en anelse træt meget af tiden." forklarede hun ærligt. "Måske dør jeg snart, så jeg lever hver dag som var det den sidste!" Hun smilede stort selvom det måske var lidt sørgeligt at tale om.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Han blev stum et langt øjeblik. Det hun sagde ramte hingsten, der huskede de svagelige i hans stammer. Heste som hende ville være blevet efterladt, når stammen rejste videre, hvis de ikke kunne klare turen. Det var en af grundende til at han havde gjort oprør og vendt sig mod dem. Han brummede mildt.

"Shimo, det er absolut en grund til at gøre hver dag til noget særligt." stemte han sig enig i. Han sænkede mulen en anelse i respekt. Hendes smil vidnede alligevel om at hun var stærk nok indeni, til at stå igennem. Hvor kom hornet mon fra? "Du siger altså, at du kommer fra fortiden? Ved du om der er andre end dig?" han så på hende med en smule ulæselige øjne.


But I don't know where to start.

Shimo rystede på hovedet. Nej, hun vidste ikke om der var andre end hende. "Fortiden siger du...?" hun var endnu forvirret og betragtede hans kæde med samleobjekter. Dette interesserede hende mere end hvad hingsten snakkede om. Det lød som nonsens. "Hvad er historien bag dem der?"

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Det var ærgeligt at hun ikke vidste om der var andre end hende. Det styrkede den mulige mistanke om sindsforvirring, men han dvalede ikke ved det. Snart måtte han undersøge sagen selv - som øverste var det pligt at følge op på sådanne ting. Han så hendes forvirring osm han hørte den i hendes stemme, og da hun skiftede emne, lettede det lidt.

Men emnet det slog over på, fik ham til at tage en kølig attitude på, og han hævede nakken stolt, trods han inderligt afskyede sin stamme, som var de der havde givet ham alle dimserne i kæden. Han havde ødelagt dem, og balgt at bære dem til evigt minde. "Dette Shimo, er et skrig fra mine forfædre. Et minde, om en tid der er forbi." der var en dramatisk tone i hans maskuline stemme.


But I don't know where to start.