Aaron, den hvidlige unge hest med et kæmpe ansvar hængende, opholdt sig nu hvor han ville samle flokken. Den store pil var et perfekt tilholdssted og bragte både læ og mad med sig indtil tingene havde stabiliseret sig. Den unge sjæl havde stadig små ar fra krigen, men de ville forsvinde i en rum tid da sårene ikke var dybe. Tavst stod han og stirrede fjernt ud over den nye verden som han nu var blevet en del af og han forstod stadig ikke hvad der helt var sket. Landet bar stadig nogle af de samme områder, men alt var ændret og de gamle virkede mere slidt. Han havde ikke set skyggen af sin fader og vidste for en stund ikke helt hvordan han skulle finde rundt, men han vidste trods alt at han blev nødt til bare at gøre det. Hvis der givet set var nogle tilbage. 

Et kort suk, efterlod dampe foran hans næsebor, denne køllige sommer morgen, hvor dugget stadig havde magt over græsset. Han mimrede sagte med mulen og løftede mulen mod himlen hvor han forsøgte at forme de små skyer der kom fra hans mule, uden held. De røde øjne gled kort i og en dyb afslappet brummen kom fra hans strube. 

Lydløst gled den bevingede hoppe over himlen, mens hendes glitrende, røde øjne nærmest bulede ud af hovedet på hende, i et forsøg på at se alt på én gang. Hoppen var Irissia Asandi, og hun havde ingen som helst anelse om, hvor hun var henne. En form for Proelio var det vel, men så alligevel ikke. Laylis som hun troede stod bag dette, havde hun intet set til, så hun var efterhånden begyndt at tvivle. Var det overhovedet hende? Dette nye land var stort og frodigt, i hvert fald de fleste steder. Iris havde ligeledes set et mangfoldigt dyreliv, men én ting manglede.. Heste. Her var ingen heste! Hun havde i hvert fald ikke kunne finde nogen. Men idet Iris ikke kendte dette land, kunne det selvfølgelig være, at hestene ikke færdes over det hele, men var i én bestemt del, en del hun så endnu ikke havde fundet frem til.

Oppe blandt skyerne var der et fantastisk overblik, og Iris havde derfor allerede nu, set en stor del af landet, til trods for det alt sammen kun havde været på afstand. Der var mange mærkelige ting, ting hun ikke forstod, og ting hun ikke vidste om var helt sikre, at vove sig nærmere. Det kunne jo faktisk også tænkes, at det var disse underlige landskaber, der havde slugt de manglende heste. Men selvfølgelig, så højt oppe som Iris befandt sig på nuværende tidspunkt, kunne hun selvfølgelig slet ikke se, om der skulle være andre heste i nærheden. Derfor slog hun nu vingerne let sammen, og begyndte nedstigningen ned mod et gigantisk piletræ.

Den unge hingst begyndte langsomt at blive mere afslappet i det han ganske stille smaskede veltilpast og tog et par skridt fremad. Hvor længe han ville vente og samle flokken var ham uvidst, men det var også et spørgsmål om at måske der slet ikke var andre i dette land end ham. Måske sov han bare? Turen fra det velkendte Meadow havde ikke været voldsomt langt, men det var bestemt ikke det samme Proelio som han havde kendt. Alt var nyt, sanseindtrykkende overvældende, men en ganske svag brise bragte et streft af velkendt fra sig. 

Forvirret så den unge hingst omkring, men kunne umiddelbart ikke se noget som indikerede at hun skulle være i nærheden, men snart så han skyggen bevæge sig over jorden og slog blikket op mod den guddommeligt smukke Iris og i dag kunne hun ikke være et smukkere syn. Et vrinsk kom fra Aaron i det han travede ud af pilegrenenes skjul og gav sig selv til kende. Hun var lige her! Uskadt. Den lyse havde været sygeligt bekymret for den smukke hoppe siden krigens ende. Han stoppede dog nu tøvende op. Mon hun ville kendes ved ham?

Som Iris nærmerede sig jorden, begyndte det rigtigt at gå op for hende, hvor stort dette træ egentligt var. Det fyldte jo det hele! Større end størst, kunne man vidst godt kalde det. Iris hang nu i luften direkte over træet, og lige meget til hvilken side hun kiggede, bredte træet sig i hele hendes synsfelt. Hvordan var det muligt? Aldrig havde hun set et træ, der bare var halvt så stort. Hvad var dette for et land hun var kommet til? Var alle træer så store som dette? Nej, det kunne ikke passe. Hun havde før set træer, når hun passerede over de forskellige landsdele, og de havde altså været almindelig størrelse.

Undersøgende lod hun nu blikket glide over træets krone, som hun hang lige over. Idet det var et piletræ var trækronen anderledes, og mindede mere eller mindre om et vandfald af grene og blade, der lydløst gled ned mod jorden. Forsigtigt landede først en hov, derefter en til, for til sidst at have plantet alle fire hove i træets krone. Iris stod nu oven på det store piletræ. Det var en underlig fornemmelse, men også god, for hun havde den bedste udsigt man kunne tænke sig, og det endda uden at skulle bruge vingekræfter på at holde sig oppe.

Som Iris stod der og tronede på toppen af piletræet, bemærkede hun pludselig bevægelse lige neden for. De mange grene skyggede dog for hendes udsyn, så hun ikke helt kunne se, hvad det var der bevægede sig. Et velkendt vrinsk lød nu til den stribede hoppes store overraskelse, og straks var hun sprunget ud fra træet, og med halvt åbne vinger, dalede hun ned mod jorden. Og der var han jo! Den hvide Aaron som hun måtte erkende, hun havde så kær. Han lignede sig selv, og stod der i al sin pragt, og fulgte hende med øjnene, som hun dalede ned fra himlen. Så snart hovene rørte jorden, var hun i bevægelse imod ham, med et kæmpe smil om den mørke mule. "Aaron!" Stemmen var så fuld af lykke, som den overhovedet kunne være. Tænk at den første hest hun skulle møde i dette hesteforladte land, lige netop skulle være ham. 

Det gav et sæt i Aaron, da det gik op for ham at hun virkeligt stod foran hende. Han tog et par hop frem og brummede dyb nede fra brystkassen, mens han nu endelig fik benene ordenligt i gang og kunne ile hende i møde. Hendes stemme bevidnede om at hun ikke var sur på ham, det var hun vel ikke? Derfor tøvede Aaron ikke, nej faktisk uden at tænke lagde han halsen over hendes og knugede hende indtil sig. Hendes duft blandede sig med duften af det nye, og det hele virkede pludseligt ikke så uoverskueligt mere. Aaron fik dog hurtigt en idé om hvad han havde gang i og trak sig et skridt en anelse kejtet, inden han ellers åbnede munden. 

” Årh Iris, jeg har været så bekymret for dig, krigen, om du var uskadt, og så ditchede min far mig bare og efterlod mig med hele flokken også. ” 

Han blaprede løs i en form for oprigtig bekymring, men overgearethed over hun stod foran ham. Han klappede dog gellerne i og rømmede sig så en anelse, inden han fik samlet de løse ender ind og nikkede let.  

” Hvordan har du det? ” 

Lød det så mere velkendt fra den varme og let dybe stemme, mens han nu knejsede let i nakken som intet var hændt.  

Af alle heste, lige netop Aaron! Iris kunne knap nok forstå sit held, og måtte da også lige blinke et par ekstra gange, for at være sikker på, at han rent faktisk stod der foran hende. Da den hvide hingst dog pludselig kom meget tæt på, og ligefrem lagde sin hals omkring hendes, var hun dog ikke længere i tvivl om, at han skam var der. Hendes første reaktion var at stivne. I et kvart sekund kom usikkerheden atter op i hende. Var han en af dem? Ville han slå hende ihjel? Men det varede dog ikke længe, før hun atter slappede af. Krigen var slut, ingen stræbte længere efter de overnaturlige, og desuden så havde Aaron aldrig så meget som krummet et hår på hendes hoved. Iris tillod sig derfor, at putter sig ind til den muskuløse hingst, mens hun nød hans nærvværd i fulde drag.

Med ét trak Aaron sig dog væk fra hende, og efterlod en forvirret Iris tilbage. Havde hun gjort noget galt? En lang, usammenhængende smøre lød nu fra den hvide hingst, mens Iris blot stod og kiggede en smule paf på ham. Krigen, hun havde ikke selv set Aaron under krigen, men hvis sandheden skulle frem, huskede Iris ikke ret meget fra slagmarken. Én ting stod dog lysende klart i hendes erindring, eller rettere sagt hesten. Den hest der havde endt med at gøre hende ukampdygtig, og havde brækket hendes vinge. Bare ved tanken om denne, røg hendes ører en tur ned i nakken. "Jeg blev skadet, men er uskadt nu." Der var ingen grund til at gå i detaljer, Aaron kunne trods alt hverken gøre fra eller til. "Hvorfor forlod din far dig?" Undrende studerede hun Aaron. Hun vidste ikke, hvem hans far var, men synes nu det var en underlig ting at gøre. Var det trods alt ikke hans flok? Iris tvivlede dog ikke på, at Aaron nok skulle blive en god og retfærdig leder, sådan virkede han i hvert fald på hende.

Da talestrømmen endelig ebbede ud, så Aaron så forlegen ud, at Iris ikke kunne andet end grine. "Sikke meget du havde på hjertet," lo hun og puffede blidt til hans bløde mule. "Og jeg har det godt tak, hvad med dig?" Hun lod sine øjne falde hen i hans, der var lige så røde som hendes egne. "Og ved du hvor vi er havnet henne?" Med ét var det Iris der følte sig forlegen, da hun følte, at hun havde fordybet sig lidt for meget, i hans varme blik.

Hans mule mimrede svagt ved hendes ord og han ilede en runde om hende for at se om det nu var rigtigt at hun var uskadt nu. Han følte en form for dårlig samvittighed over ikke at kunne have set hende tidligere. Måske han kunne have hjulpet hende. Han så på hende endnu engang, stadig tavs, men med en mere rank holdning. Hendes spørgsmål ramte luften mellem dem og blev opfanget af de mandelformede ører og det slog Aaron at hun jo nok ikke vidste hvem hendes fader var. Han rømmede sig lidt.  

” Han er min morfars, øhm, Helzloris budbringer. Jeg går ud fra det tager meget tid.. ”  

Det slog først Aaron nu at hun jo selv bar vinger. Han havde hørt at det kun var budbringerne der blev skænket disse og det fik ham da til at studse over hvem hun egentlig var. Faktisk kendte de tog hinanden ikke ret godt, men han fandt det ligegyldigt. Han trådte atter nærmere og så sig omkring inden han rystede stille på hovedet.  

” Jeg har det udmærket, men jeg har ingen idé om hvor vi er, men jeg tror det her er Proelio.. Dead søen er her.. Skyggebjergene.. Mange velkendte steder, men alt er anderledes. ”  

Svarede han så. Han havde fået info fra sin far der ind i mellem kiggede forbi. Han mule mimrede let inden han lod den hvile mod hendes hals. Han havde savnet den guddommeligt smukke hoppe.   

Da Aaron nu valgte at tage en runde omkring den bevingede hoppe, kunne Iris ikke lade være med, at nappe drillende ud efter ham. Hun kunne godt lide og se ham bevæge sig, kunne godt lide at se musklerne arbejde under det hvide skind. Med ét gik det op for hende, hvilke tanker der fløj rundt i hendes hoved, og en let varme skød op i hendes kinder, ved denne erkendelse. I et forsøg på at aflede Aaron fra hendes brændende kinder, foldede hun de mægtige vinger ud i deres fulde størrelse, således han selv kunne konstatere, at hun var fuldkommen uskadt, i hvert fald på nuværende tidspunkt.

Da den hvide hingst atter stod foran hende, var det lidt af en overraskelse, han nu kom ud med. "Helzloris budbringer.." Gentog hun spagfærdigt, og følte sig lige pludselig helt svimmel. Aarons morfar? "Du er barnebarn til Helzlori?" Underligt som skæbnen til tider formede sig. "Ved du hvem jeg er efter?" Spurgte hun så stille. Det sande omfang var ved at gå op for den unge hoppe. Helzlori var Aarons forfader, og Flakezés var hendes. De to guder var ærkefjender! Ville det få nogen betydning? Herefter trak informationen om, at Aarons far var budbringer ind i Iris hoved. Hvem var det? Havde Helzloris budbringer ikke været den sorte hingste med de gule øjne? Ham der havde givet hende råd om, hvordan man brugte vingerne optimalt, dengang hun stadig var nyfødt pegasus. Iris var tydeligvis ikke helt opdateret. "Hvad hedder din far?" Spurgte hun så endelig. Nu skulle dette mysterium løses.

Heller ikke Aaron vidste, hvor de befandt sig. En form for Proelio, men så alligevel ikke. "Ja, her er flere velkendte steder. Det har jeg bemærket." Hun viftede let med vingerne, for at indikere at hun havde set meget af landet fra luften. "Men jeg tror faktisk, at der er flere nye steder. Anderledes steder." Et eftertænktsomt blik dukkede op i de rubinrøde øjne, som Iris i tankerne atter så de mærkværdige steder hun var fløjet over. Den unge hoppe forstod ingenting. Én ting vidste hun da, og det var, at hun måtte se og finde Laylis. Hun var sikker på, at hendes farmor ville kunne svare på de mange spørgsmål.

En blød mule pressede nu blidt mod hendes hals, og Iris sendte Aaron et varmt blik, inden hun lod mulen glide let henover hans muskuløse bringe. Mon de to var de eneste i dette underlige Proelio? Tanken generede hende ikke synderligt.

Aaron så til mens hun foldede de enorme vinger ud. De var et imponerende syn og ligeledes kunne de være ganske farlige hvis hun valgte at bruge dem som våben. En stille brummen forlod hans strube, mens han beskuede dem med sine røde øjne. Iris kom med en masse spørgsmål der for en stund virkede som en stor ordgylp indtil han fik dem sorteret fra hinanden. Han nikkede stille til hendes første spørgsmål og trak overlæben en anelse op for at vise hende hugtænderne der var det mest afslørende ved hans stamtræ.  Han sendte hende et forsigtigt smil, fordi for ham betød det skam ikke noget for ham. Det var blot hans 'held' med den familie.  Han så nøje på hende, betragtede hver en lille fjer, men han kunne ikke sætte en hov på det. 

" Ingen anelse. Mit eneste gæt er at du er budbringer med det imponerende vingefang. " 

Det var svært for den lyse hingst at sætte nogle heste på Iris. Det var jo ikke fordi han var synderligt involveret i hvad der havde foregået i Proelio, men hans bud var at de måtte være nogle smukke heste. Da hun spurgte til hans fader fik han et underligt udtryk i hovedet. Han var stadig ikke helt på god fod med den brune dæmon, der havde ændret sig noget så drastisk over årene. 

" Dawn of Death.. " 

Det var ikke just stolthed der brusede ud af Aaron da han nævnte dette navn, men han trådte i stedet hen til Iris og lod nu mulen hvile i hendes man. Han havde en kort tænksom mine over sig da snakken nu gik over på dette nye land. Han brummede roligt og sendte hende et varmt blik. 

" mmh. Måske landet mente det var tid til en ny start.. Hvem ved.. " 

Konkluderede han i hans stille sind, som han dog delte med Iris. Hans stemme var lav, men varm i det han forsøgte at forholde sig optimistisk på fremtiden, mens han stod her så kunne det i hvertfald ikke se helt sort ud. Med en varm brummen nappede han så let til hendes man. 

Vingerne blev nu atter foldet sammen, så de lå pænt over den svungne ryg. Taget i betragtning af hvor store de var, fyldte de faktisk ikke specielt meget, når de var foldet sammen. Aaron der nu fremviste et imponerende tandsæt, lod ikke til at mene, at det betød specielt meget, hvem Iris familie bestod af. Men han vidste det selvfølgelig heller ikke. Da hans eneste bemærkning nu var, at han gættede på, at hun var budbringer, kunne Iris ikke lade være med at trække på smilebåndet. "Du er ikke så lidt observant, hva." Drillende hev hun i en tot af hans mørke man, inden hun atter blev alvorlig. "Min far hedder Fermaz og er halvgud. Hans far er Flakezé." Stille stod hun nu med blikket stift rettet mod Aaron, for at se hans reaktion. Forstod han, at de allerede inden de selv vidste det, var trukket ind i et spind af tråde, der var så oldgamle, at de gik længere tilbage end selv deres egen eksistens.

Da Iris spurgte ind til Aarons far, fik den hvide hingst et besynderligt udtryk i ansigtet. Helt hvad det betød, kunne Iris ikke gætte, men hun var ikke sikker på, at det var noget positivt. Dawn Of Death? Men, ham kendte hun jo! Eller kendte og kendte, Iris havde aldrig mødt den omtalte hingst, men hun havde hørt så meget om ham! Den brune hingst var jo en af hendes mors bedste venner. Hun kiggede derfor undrende på Aaron, idet hun ikke forstod, hvor han ikke just virkede imponeret over sin egen far. Iris selv havde kun hørt godt om denne Dawn Of Death. "Jeg har hørt meget godt om din far," nævnte hun så med en blid stemme.

Da den hvide hingst nu trådte nærmere, og placerede sin mule i hendes man, tillod hun sig at læne sig let op af hans varme krop. Hans varme stemme lød, og hun lyttede afslappet til hans gæt på, hvad det var der var sket. "Jaaa det kan godt være. Jeg håber vi en dag støder på én, der kan fortælle os, hvad der er sket." Herefter stod de to heste i tavshed, mens de hver især, studerede det fremmede land omkring dem. "Aaron?" Det blev Iris der brød tavsheden. "Nu hvor det er din flok, hvor kommer I så til at holde til?" Iris var faktisk pænt ligeglad med flokken, det eneste hun ville vide var, hvor hun kunne finde Aaron. Men det behøvede hun jo ikke og fortælle.

Han lo over hendes bemærkning og nappede blidt ud efter hendes kind da hun besluttede sig for at rykke i hans man. Aaron var ganske rolig og svaret fra Iris omkring hendes forfædre og forældre generede ham ikke det fjerneste. Der var absolut ingen der skulle bestemme hvem han sås med. Han trak derfor blot på smilebåndet og trykkede mulen mod hendes hals i stedet for, som at fortælle hende at det var han ikke just bekymret for. Han nippede blidt til hendes man og puffede nu let til hende. 

" Betyder det at jeg får ballade nu? " 

Brummede han så bare i det han satte mulen mod hendes og pustede hende i næseborene, inden han lod den glide op i panden på hende hvor han trak i hendes pandelok. Han klukkede stille, men tav ved bemærkningen om hans fader og rystede stille på hovedet. 

" Det må høre fortiden til " 

Bemærkede han så blot, for så at lukke den der. Han ønskede ikke at fokusere på hans fader, som han ikke helt var på talefod med endnu. Han var stadig skuffet, men vidste også hvorfor han havde handlet som han gjorde. Det var måske det der generede den unge hingst, men her hos Iris ønskede han ikke at bekymre sig om det. Tavsheden lagde sig for en stund over dem, indtil hun atter spurgte. Han smilede blot svagt, med et lille nik og lod blikket vandre op på det store piletræ. 

" Lige her.. Det er meget godt, synes du ikke? Så kan vi sætte dig som pynt oppe på toppen" 

Brummede han så med en drillende klang og lagde halsen over hendes med et roligt veltilpas suk. Hvis så bare hun kunne blive her. Måske han skulle overveje det med pynten, men hvordan ville han lige komme op til hende. Aaron lagde hovedet tænktsom på skrå. 

Aaron virkede ikke det mindste bekymret over det forfædrende ophav, og hans afslappethed smittede af på Iris, der nippede let til hans mule. "Hhmmm jeg tror mere spørgsmålet er, om jeg får ballade. Min familie er vidst mere tilgivende end din." Dette var på ingen måde for at virke negativ over for Helzlori, men en dødsgud? Han havde vel sine egne planer, og det var ikke sikkert hun indgik i dem. En trækning gik dog over Iris kønne ansigt, da hendes tanker gik fra Helzlori til hendes egen far. Måske ville det alligevel ikke blive Helzlori, man skulle frygte..

Som Aaron nu lod sin mule glide op af hendes næseryg, for til sidst at havne i hendes pande, hvor pandelokken fik et let ryk, kunne Iris ikke lade være med at fnise en smule genert, som var hun et lille føl. Uden at turde se ham i øjnene, gemte hun nu sit hoved ved hans skulder, mens hun forsøgte at få rødmen der skyllede op i hendes kinder, til at forsvinde. Som en straf for den måde han fik hende til at opføre sig, modtog han nu et nap i skulderen, inden hun selv lod mulen glide let tirrende op af hans hals, inden hun endte ved hans brede kæbe, som hun blidt kærtegnede. Hendes hensigt havde egentligt været at ende oppe ved øret, men der havde Aaron alligevel været for høj.

Den hvide hingst ønskede ikke at tale om sin fader, det var ganske tydeligt. Iris lod derfor emnet falde, og håbede i stedet for selv at komme til at stå ansigt til ansigt med den brune hingst engang. Hun fandt det interessant, at han kunne skabe så forskellige følelser. Hans egen søn var ikke videre imponeret, mens hendes egen mor nærmest forgudede ham. Ja, det var ganske interessant.

Da Aaron nu bekendtgjorde, at flokken ville holde til her, ved det store piletræ, følte Iris sig yderst tilfreds. Her ville hun altid kunne finde tilbage til. "Jeg synes, at det er perfekt. Men mig som pynt? Er du nu sikker på, at det ikke skaber problemer? Jeg mener, de andre flokke blive da helt syge af jalousi over at de ikke har så smuk en frontfigur." Leende trak hun sig nu væk fra Aaron, og begyndte at bevæge sig mod de mange hængende grene. Da hun nåede fordi Aarons bagdel, fik den et nap for at få ham til at følge med. Mon der var noget under træet?

Aaron klukkede blot over hendes bemærkning, for han så ikke noget negativt i den som det ellers kunne frygtes. Han bemærkede godt trækningen og i stedet nappede han til hende med et kådt udtryk. Han så ned på hende som hun gemte sit hovedet ved hans skulder og nu tilmed nappede den. Han skulle lige til at hapse igen da hun så ellers valgte at glide sin mule op af hans hals.  

Det fik Aaron til at knejse i nakken og spænde de muskler han nu havde ingen en meget dyb, maskulin brummen forlad hans brystkasse og halen slog et par slag bag ham. Han var trods alt en hingst og Iris havde bare den virkning på ham. Han kunne ikke selv gøre for det. Hans egen mule lod han derfor køre over hendes ryg i det omfang han nu kunne nå. Han trak let på smilebåndet da hun nu talte om at de andre flokke ville blive misundelige. Det ville de skam nok blive.   

” Vi skulle nødigt have at de kommer og kidnapper dig. ”  

Lo han nu og nappede let ud efter hende, inden han nu modtag et nap i bagdelen, som fik ham til at trippe let på stedet. Han så kort efter hende, men luskede der efter med. Han gengældte hendes fine nap på lidt anden vis. Han placerede først et nap ved hendes kryds, inden han strøg hele sin store krop op langs hendes side i det omfang de sammenfoldede vinger nu tillod, inden han puffede let til hende med bagpartiet. Derefter rettede han blikket frem mod det enorme træ og dets forunderlige rodsystem. Det var et sted hvor man let kunne skjule sig for andre, mens der samtidigt var områder der var mere åbne og frodige. Vand fandtes også herinde og Aaron nikkede stille til sig selv. Det var perfekt.  

” Scenariet er ganske yndigt herinde.. og træet og det omkring det er vel også meget flot ”  

Charmede han så om sig, inden han nippede til Iris man med en varm brummen.  

Iris var ganske godt tilfreds med den reaktion hun fik fra Aaron, via hendes kærtegn. Han var en ganske imponerende hingst, især når han sådan stod og gjorde sig til, men det behøvede han jo ikke og få af vide. Da hans mule nu bevægede sig ned af hendes ryg, kunne hun ikke holde en lille sitren tilbage, selvom hun dog forsøgte. Iris forstod ikke helt selv, hvorfor det var så vigtigt at holde disse ting hemmelige for Aaron, men det var det altså bare.

Da Aaron nu kommeterede, at de andre flokke muligvis kunne finde på og komme og kidnappe hende, kunne hun ikke holde en latter tilbage. "Ja det er jo faktisk en mulighed. Noget så værdigfuldt, bliver svært at holde for sig selv." Et drillende blik spillede i de rubinrøde øjne, som hun betragtede hingsten ved sin side.

Det var en underlig fornemmelse, at bevæge sig ind mellem piletræets grene. De gled let hen over hende, samtidig med at de spærrede udsynet til alle side. En underlig stilhed havde ligeledes lagt sig over hende, og den varede ved lige indtil hun kom igennem grenene, og nu stod under træet. Det var fantastisk! Intet andet ord kunne bruges om det scenarie, der bredte sig ud foran hende. Det mindede mere eller mindre om en lille eng, fyldt med små hvide blomster. En lille å løb ligeledes over mini engen og dens hyggelige klukken, fyldte hendes ører.

Et nap i hendes kryds, fik nu den bevingede hoppe til at vågne op, og et svirp med halen vidnede om den bratte opvågen. En stor krop gled nu tæt op af hendes, selvom der ikke var helt plads til det, på grund af vingerne. Iris mærkede tydeligt varmen der bredte sig i hende, der hvor han rørte hende. Let løftede hun den ene vinge, og lagde den over ham. "Her er ganske smukt," samtykkede hun, og da Aaron nu kom med sin kommentar om det omkringliggende, kunne hun ikke andet end at grine. "Som du dog kan charmere Hr. Scoretrold." Drillede hun muntert.

Aaron lod et lille smil tegne sig på hans mule i det han langsomt bevægede sig langs Iris og blot beskuede hvad for ham allerede var beskuet. Et imponerende område og netop derfor var det her han ville holde til med flokken. De røde øjne så nu drillende på Iris i det hun lagde den ene vinge over ham og han hapsede nu efter hendes man og blinkede til hende.  En let klukken lød fra hans bryst i det han nu bevægede sig hen til den lille bæk der løb ud og ind mellem grenene der havde forplantet sig i jorden omkring dem. Han så tilbage på Iris og brummede så blot af hende. 

" Jeg er ikke til at stå for " 

Kom det så fra ham, mens han nu begyndte at spankulere rundt i bækken med høje knæløft og knejset nakken så musklerne spillede under det lyse hårlag, der langsomt med plasket til med vand. Han hoppede derefter op af denne og hen til Iris for at ryste sig. Hun skulle da også have lidt vand.