Den unge og brune hoppe havde fået sig en ordentlig mave. Hun havde kæmpet de sidste par dage. Hun var gået over tid, det var helt tydeligt. Og hun havde ventet og ventet på at føllet var klart. Hun var bange, det var der ingen tvivl om. Nok også fordi at hun manglede Sinn. Hvor var han henne?
Hun havde bevæget sig mod palmeområdet. Her var stadig varmere i vejret og her virkede tomt. Hvilket hun havde brug for lige nu.
Det så sjovt ud, eller hun så sjov ud. For hendes spinkle krop var blevet rund som en kugle. Det var lige før at hvis hun lagde sig ned af en bakke, så ville hun begynde at rulle.
Pludselig var der noget der sparkede og hun blev med et tvunget til at ligge sig ned. Kramperne begyndte at komme. Hendes øre lå i nakken og smerten var tydelig at se i hendes ansigt. Hun hvinede op, hun kaldte på Sinn. Hvor var han henne? Hun havde lagt halen væk og hovedet lå i jorden. Vejrtrækninger var hurtige og hun blev ved med at prøve og presse det ud. Hun ville have det ud. Hun begyndte at få varmen. Hun løftede hovedet en gang i mellem for at kigge tilbage, og se om det var på vej. Hvorfor kom det ikke bare ud? Det var smertefuldt.

Sinn havde ledt længe nu. Stadig havde han ikke fundet den sandfarvede Wanchaija. Det gik dog langsomt, for den stribede hingsts møde med en sort fugl havde svækket ham en del. Han kunne sagtens hurtigt omme frem, men det var som om han ikke kunne holde til særligt meget, for efter blot sekunder begyndte han at svede og hans åndedræt at blive hektisk. Sinn havde ufrivilligt bevæget sig ind på Wanchaijas vante område, en af de varme områder som han virkelig ikke brød sig om. Hingsten blev ved med at nyse og fnyse over sandet der hvirvlede rundt omkring ham og op i hans næsebor. Fortsatte gjorde han dog, for han måtte jo finde Wan.
En lyd splittede næsten himmelen og fik Sinn til at ligge sine ører endnu længere ned i nakken. Lysen havde været forpint, forvredet endda, men efter få sekunder gik det op for ham at lyden jo kom fra Wanchaijas strube, oghan rettede sig op i et ryk. Hun var i live endnu! Sinn ignorerede hans bens protest som han satte frem i en hastig galop over den golde jord og med retning mod lyden af hoppens hvin. Hans intense øjne scannede hver en del af området, for han vidste hun kunne være svær at spotte når hun sådan var i sit eget element. Adrenalinen skød gennem hans krop da han endelig så hoppen, kun lige synlig under nogle palmer, og hun så bestemt ikke ud til at have det rar, og hun var blevet... enorm.

Sinn satte farten ned og lagde sig hurtigt omme bag hoppens ryg og hans mule fandt hurtigt hendes hals som han strøg stille og beroligende. Mon det ville hjælpe at han var her, mon hun ønskede det? Uanset hvad ønskede han dog at være her, for om lidt ville han jo hilse på sin søn eller datter, og tanken var blevet noget mere behagelig for ham på det seneste.

Hendes vejrtrækninger var hurtige, hun var i store smerter. Men nu var Wanchaija jo også meget blid, og på en måde meget sårbar, og med det hørte også til ved hende at hun ikke var særlig godt til noget som helst der gjorde ondt, hverken psykisk eller fysisk. Og måske overreagerede hun en smule, hvem vidste? Men hun synes at det gjorde forbandet ondt, og det skulle bare ud nu! Hun sparkede ganske kort med bagbenene, i ren frustration. Hvorfor kom der heller ikke nogen? Hun havde kaldt, kaldt efter Sinn. Men hun var åbenbart lige meget nu! Ubrugelig! Der var mange tanker der kørte rundt inde i hendes hovede. Nok mest fordi at hun var alene og hun egentlig nok mest af alt var bange for hvad der skulle ske, og om det overhovedet ville gå godt! Hun ville ikke være alene.

Dog dukkede Sinn pludselig op. Og i starten havde hun ikke opdaget det, fordi at hun var så koncenteret om alt det der skete med hende lige nu. Hun blev dog ikke bange for hans duft ramte hende hurtigt lige inden han lagde sig og det gjorde at hun faldt en del mere til ro. En kort brummen kom fra hende, en glædeligt brummen over at se ham, og at han var her, men også med en tydelig smerte. Hendes øre lå i nakken og lige nu ænsede hun ikke så meget det der skete omkring hende. Hun kunne dog mærke hvorfor det hele tiden kom tættere og tættere på at det skulle ske.

Efter det der føltes som en evighed kunne hun nu mærke hvordan det var tid og hun pressede hårdere. Og stoppede så kort op for at få noget luft, hvor efter at hun pressede igen. Sådan gjorde hun nogle gange hvor efter at hovedet først kom ud med forbenene. Derefter skuldrene og til sidst flød føllet ud af hende. En afslappet brummen, men også en lettet brummen kom fra hende. Der var dog ikke meget tid til at bare ligge. Hun så kort op på Sinn med et tilfreds smil. Glæden strålede tydeligt ud af hendes øjne. Hun rejste sig for at gå hen til føllet.

Synthrax Sinn

Sinn havde ikke lige med det samme forstået omfanget af hvad der var ved at ske, men han indså det meget hurtigt da han så hoppens hurtigt faldende og stigende sider og lyttede til det besværede åndedrag. En underlig ro faldt dog over hingsten, han følteikke at der var grund til at være bekymret, for det hele skulle nok gå, Wan ville klare den og de ville stå med en søn eller datter at skænke deres kærlighed. Han skulle nok råde bod på arven han havde fået fra sin fader, han skulle nok sørge for at hans føl skulle få det godt fra sine spæde dage.

Endelig skete det, og Sinn stoppede sine broligende strøg på Wans krop og kiggede i stedet ned bag hende. Føllet var rødligt nu, men under kunne han se skæret af sandfarvet beige, og et stille smil gled over hans læber, et af de smil kun dem der kendte Sinn vidste betød noget helt specielt. Hans øjne nåede derfor kort at mødes med Wans øjne der strålede som aldrig før. Det køige skær i hingstens egne øjne løftedes kort så man kunne se ind til den glæde han også følte.
Sinn selv kom også på benene for at betragte deres føl, mens han mærkede en underlig varme og stolthed vokse i sit bryst, en han aldrig før havde mærket.

Nymeria Eveleen

Alt var varmt.. Varmt, trygt og godt.. Men så blev der koldt.
Et lille hoppeføl slog for første gang øjnene op i landet der var Proelio. Hendes krop rystede let i chok over kulden der ramte hende, men også lidt i sensation over alle de farver der var omkring hende. Mest af alt lagde den lille hoppe dog mærke til de to skikkelser der stod over hende. De isblå øjne var rettet mod en stor blå hingst og en sandfarvet hoppe. Hendes hoved gled på sned. Derefter gled øjnene ned på hendes ben. Sandfarvede, hvide og blå. Igen kiggede hun op og et stort smil fyldte snart hele hendes ansigt, for hun kendte da de to heste! Det gjorde hun. En glædelig halvhvinenede pivende lyd lød fra hende i kæmpe glæde over at se de to heste. Endnu lå hun dog ned, tanken om at komme på benene igen havde slet ikke faldet hende ind endnu.

Wanchaija havde endnu ikke lagt mærke til hvor dårligt Sinn egentlig gik. Hun var fuld fokuseret på det nye der var ved at ske. Hun havde svært ved helt selv at forstå det, men hun var lykkelig. Hun så ned på føllet og straks begynde hun at skubbe til det, for at få det op at stå. Det lå i hendes instinkter at det skulle op at stå nu! Med det samme. Hun kunne slet ikke kommer over hvor smuk et lille føl der lå der foran hende, og hun var lille. Hun lignede egentlig meget hende selv, måske lige lidt kraftigere som hendes far. Wanchaija var ovenud lykkelig og ikke mindst stolt over hvad de havde lavet sammen, hun var velskabt. Dog var hun stadig træt, men trætheden kunne alligevel ikke helt falde over hende endnu.
Selv om at de nu stod her med en lille en, så følte Wanchaija ikke det var helt en familie. Men måske var det heller ikke meningen at det skulle føles sådan. Hun følte sig dog stadig som en mor, og det var det vigtigste! For det var det hun skulle være, og hun elskede vel egentlig også Sinn på en måde, om det var på den ene eller anden måde vidste hun ikke.
Hun så op på Sinn med en tydelig glæde og hun så noget nyt hos ham. Hun så hvordan stoltheden, men også glæden lyste mere ud af ham, og det gjorde hende glad, det varmede endnu mere om hendes hjerte. For det var vigtigt for hende at han elskede hende mindst lige så højt som hun selv elskede hende. Hun lod roligt mulen ganske kort ligge på hans hals. "Tak" sagde hun med en meget blid, mild og næsten hviskende stemme. Hun vidste at hun ville elske og beskytte denne lille skabning med hele hendes liv.

Synthrax Sinn

Den lille blev ren og Sinn kunne nu betragte hende mens Wanchaija begyndte at opfordre føllet til at komme op. Først og fremmest var det tydeligt at det de havde fået var en datter. Føllet var smalt og velskabt som sin moder, med aftegn på næsten hele kroppen. Det var tydeligt hvem der havde stået bag denne lille hoppe, med hendes striber og sandfarvede base, de blå aftegn og markeringerne omkring hendes øjne. Sinn vidste i det øjeblik at han nok aldrig ville blive træt af at kigge på den lille skabning.
Tak lød det fra Wan. Gennem al sin glæde mærkede han det sitre let ved hans hals der hvor hoppens mule havde berørt ham, og med et blik på hoppen vidste han, at hun ville forstå han også takkede hende. Det hele var sket så hurtigt, men nu hvor de endelig stod her, med en skabning de havde skabt fortrød han intet, det ville han nok aldrig gøre.

Snart kom en tanke til at nage den stribede hingst, for som han så på den lille skabning der endnu prøvede at komme på benene forstod han at hun jo intet navn havde.. Det kunne jo ikke du! "Wan.. Hvad skal vi kalde hende?" Sinns stemme var varm og dyb som altid, endnu i kontrast til de kølige intense øjne. Det lille smil lå dog endnu over hans mule som han kiggede fra den ene til den anden.

Nymeria Eveleen

Med store øjne kiggede hun på den sandfarvede der kom tættere på og hendes mund dannede et perfekt O da denne hest nu begyndte at puffe til hende. For hvad lavede hun? Hoppeføllets første anskydelse var at begyndte at græde, og kort var hendes ansigt ved at splittes i en gråd, men inden hun nåede at hulke begyndte hendes instinkter at kicke ind, og hun vidste hun måtte lære at bruge sine lange stænger.
Med koncentration i blikket kiggede hun ned på sine lange ben og begyndte at sætte dem i arbejde. Først det ene forben, så et bagben, dernæst det andet forben osv osv. Det tog føllet fire forsøg før hun endelig stod på sine ben. Med et stort stolt smil så hun op på de to heste og sendte dem begge et glimt af hendes glædesstrålende ansigt. Inden hun igen kiggede på sine ben med koncentration. At gå kom hende mere naturligt, for snart var hun på vej ned langs hoppens side, hen mod hendes bagpart, instinktivt vidste hun hvad hun sigtede efter. Snart stod det lille hoppeføl såmænd også og diede tilfreds hos sin moder.

Glæden var stor og det hele sitrede i hende af glæde. Det var sært rart. Noget hun ikke rigtig havde følt før, men hun nød det stadig. Meget mærkeligt.
Hun hjalp den lille op at stå, men hun virkede nu ikke som om at hun var helt tilfreds med det. Men hun blev nød til det! For selvom at Wanchaija elskede hende, og at hun ville gøre alt for, så var der også bare nogle ting som hun skulle igennem den lille.

Hun kiggede på Sinn igen da den lille var kommet op at stå på sine vaklende ben. Han spurgte hvad den lille skulle hedde og hun lagde hovedet på skrå hvor efter at hun betragtede den lille. "Det skal være fint og feminint som hende" sagde hun og så på den lille med strålende øjne. Hendes lilla'e øjne var fyldt med liv og glæde. Hun strålede faktisk nærmest op.

Den lille var ikke længe op at finde vej hen til hvor maden var og første gang hun tog fat gav det et sæt i Wanchaija og hun var lige ved at sparke ud efter hende, men det gik op for hende hvad det var. Hun slappede nu mere af, men hun var meget opmærksom på den lille. Det var også meget sært for hende det der skete lige nu, men også ret syrealistisk. Hun skulle lige vænne sig til det, men hun det ville hun nok også rimelig hurtigt gøre. Hun skulle jo passe hende, de næste mange måneder frem, ind til hun kunne klare sig bedre på egen hånd.

Synthrax Sinn

Sinn betragtede forundret det lille mesterværk af en hoppe Wan og ham havde skabt. Hoppeføllet var på mange måder perfekt. Nej, hun var perfekt. Sinn rettede sig en smule op i sin gldesrus og tænkte over det store spørgsmål.
"Hvad med.. Nymeria?" Hingsten kiggede spørgende på Wan, derefter på hoppeføllet. Hun kunne sagtens være en Nymeria, det var faktisk meget passende syntes han. Nymeria som en kriger, en hoppe med styrke, en hoppe der ville kunne klare sig selv i svære situtationer. Sinn mærkede sig selv nikke stille ved idéen, han syntes dog alligevel Wan skulle være enig. Det var vigtigt. Dette var en stor beslutning, et navn var noget man ville bære resten af livet. Han ønskede ikke sit føl skulle blive mærket forkert, som han selv syntes han var blevet med navnet Sinn.
Stille rykkede Sinn tættere på den sandfarvede hoppe da føllet forsvandt bag Wan for at die. Roligt lagde han hovedet over hende i et stille kram så de kunne nyde glæden sammen.

(Nymeria dier bare videre og pludrer lidt i baggrunden )

Hun betragtede Sinn, det var lidt svært at se på den lille prinsesse når hun blot stod og diede. Men hun vidste hele tiden hvor hun var, hun kunne mærke det og egentlig var resten af hendes opmærksomhed rettet mod den lille. Hun måtte ikke blive væk! Og der måtte ikke ske noget med hende. Wanchaija havde aldrig nogensinde troet at hun havde så meget kærlighed i hendes krop. For hendes kærlighed til denne lille guldklump var ubeskrivelig! Hun kunne næsten ikke være i sig selv.
Hun rettede mere af sin opmærksomhed mod sin da han snakkede. Ikke fordi at hun ikke ville lytte, men hun blev nød til at holde øje med den lille. Hun smagte ganske kort på navnet Nymeria. Det var som om der manglede noget, men måske også fordi at hun havde forestillet sig lidt noget andet? "Jeg synes nu også Eveleen kunne være meget på hende" sagde hun med den blide og milde stemme, men den bar præg af al den kærlighed der lå i hendes lige nu. Det var ikke fordi at hun synes Sinns idé var dårlig, men mere fordi at hun også synes at det andet var pænt.
Sinn kom nu tættere på hende og hun så på ham, prøvede at læse ham, hvad ville han? Han lagde sit hovedet over hende, som for at give hende et kram og for første gang følte Wanchaija ikke at hun skulle flygte, men i steden for lagde hun hovedet trygt op mod hans side. Hun prustede en smule ud, egentlig fordi at det var dejlig afslappende, men hun var også meget træt nu, og varmen var rar mod hendes trætte krop. Hun havde fået sig en lille hængemave, men man kunne jo heller ikke rigtig forvente andet når hun havde båret på den lille skønhed, det var det hele værd!

Synthrax Sinn

Eveleen.. Sinn smagte lidt på navnet i sine tanker, og han syntes faktisk om det. Eveleen var en bly hoppe, uskyldig, uspottet. En positiv forsigtig sjæl, og som han betragtede hoppeføllet der nu havde fjernet sig fra under sin moder og nu blot stod lænet op af sin moders mave, kunne han godt se det for sig. Men måske var hun begge dele? Måske var hun både en modig stærk Nymeria, og en bly og genert Eveleen. Sinns stille smil dukkede atter op. "Nymeria Eveleen?" Hans øjne var dog ikke rettet mod Wan, men mod det lille føl der nu vippede med ørerne og kom med et stort bedårene tandsmil mod ham og Wan, mens hun pludrede ord der måske kunne tydes som mor og far? I al fald følte Sinn stoltheden svulme i sit bryst som han så på hoppeføllet, og da vidste han at det var hendes navn, Nymeria Eveleen, og at Wan ville være enig.
Hingstens øjne faldt igen på Wan og han nød kort varmen ved at have hende tæt på sig. Først lidt efter lagde han mærke til hvor træt hun så ud. "Måske vi burde få os en nats søvn?" Hingstens stemme var varm og omsorgfuld som han nikkede hentydede hen under palmerne, det var et ganske fint og passende sted at sove, men læ og beskyttelse mod hvad end mørket havde at skræmme med.

Wanchaija var tilfreds og lykkelig. Sinn havde gjort hende positivt overrasket og det virkede som om at han havde vokset med opgaven, hvilket var virkelig rart. Hendes lilla'e øjne så på ham med et blidt og varmt udtryk. Derefter søgte de ned på hoppeføllet. Hun lyttede til hans ord ved at vende ørene mod ham, i mens at hun kiggede på den lille for ligesom at få et billede af det hele og hun nikkede forsigtigt. "Nymeria Eveleen er smukt" sagde hun med et nikkende hovede for ligesom at understrege det. Hun elskede dette lille føl og hendes store smil fik hende nærmest til at græde. For hun var stolt og ja, lykkelig. Hun havde lyst til at græde af lykke faktisk. Og pludselig begyndte der at ses blanke øjne, men det var tydeligt at det ikke var fordi at hun var ked af det. Det var hendes lille guldklump. Wanchaija strakte sin mule kærligt ud mod føllet og nulrede hende ganske kort på kinden. En moderlig brummen kom fra hende.
Hun vendte hovedet mod ham da han spurgte om de skulle sove, og hun nikkede udmattet. Det trængte hun bestemt til! Og det ville være rart hvis han var her den første nat i hvert fald. For hun var træt og udmattet og hun trængte til søvnen. For hun vidste at de næste nætter ville hun ikke få meget søvn. Hun blev jo nød til at være klar til at hjælpe Nymeria op hvis der kom noget, der ikke skulle komme.

Synthrax Sinn

Den stribede hingst havde en underlig varm fornæmmelse i kroppen, noget ganskeulig hvad han nogensinde før havde følt. Det summede nærmest helt ud i hans hove. Nymeria Eveleen var i dag blevet født, og han havde aldrig før set Wan så lykkelig. Det var en kombination der var vildt smittende, noget der ikke kunne andet end at gøre ham ufatteligt lykkelig. Det hele var endt godt.. Som han stod der og betragtede de to hopper der var så lig hinanden vidste han, at han aldrig ville fortryde den dag Wan og ham mistede kontrollen, for ud af den lille begivenhed var kommet en helt fantastisk skabning.
Som hans isblå øjne igen betragtede hoppeføllet så han hende gabe, og måtte selv undertrykke et. Stille rystede han på hovedet og tog de få skridt der var over til en af palmerne. Her lagde han sig og rettede øjnene op mod Wan og Nymeria. Det lille hoppeføl kom straks over til ham og lagde sig søvnigt op af hans side. Fire isblå øjne så dog nu op på Wan og ventede på at også hun skulle ligge sig så de alle tre kunne få noget søvn. Om end han nok ville sove let i nat for at våge over dem alle.

Endelig kunne hingsten dog få noget søvn, og da han snart lukkede sine øjne var det for at falde i en søvn fyldt med glade drømme.