Ryhenna

Farver, masser af farver... Det var hvad hoppen havde set da det endelig blev hendes tur at komme til fremtidens Proelio, eller det var vel nutidens Proelio. Nysgerrigheden var dog nu blevet skiftet ud med forundring og en let mistro mod oplevelsen. Endnu vidste hun ikke at hun nu stod i en ny tid, at hun nu var flere hundrede år fremme i tiden.

Ryhenna havde vandret rundt i dage, uden at se skyggen af andre heste. Hun vidste dog at hun ikke var alene i landet, for fremmede dufte af fremmede heste hang i luften og fortalte hende at hun var på ukendt grund om end landet endnu virkede en smule som sig selv. Hun havde set meget nyt, og selv om hun aldrig havde troet det var muligt følte hun sig faktisk mættet på indtryk. Derfor var hoppen blevet uendeligt glad da hun endelig var stødt på noget velkendt, nemlig Lapis! Ruinerne havde aldrig sagt den stribede hoppe noget, men på denne dag virkede de som en fantastisk velkomst og fik hende til at føle sig blot en smule hjemme.
Hoppen stod nu et niveau oppe i ruinens grå bygning i ganske lille rum. Den ene væg manglede dog og gav et fantastisk udsyn ud over landskabet. Ryhenna havde placeret sig lige ved kanten af gulvet og så ud i den tavse nat. Hendes grønne øjne funklede af fascination. Dette ville ganske vidst blive endnu et eventyr på den fine perlerække af minder i hendes endnu korte liv. Hun ville nyde hvert et øjeblik af det!

Nocturno havde lusket rundt omkring Lapis i søgen på noget han egentlig ikke havde fundet helt ud af endnu. Han kunne dog godt lide at udforske ruinerne som i tiden løb jo ikke var blevet yngre. Mange af de gamle ruiner som havde lagt her var næsten gået til med årene, men mange velkendte stod stadig.  De røde øjne gled op af en af dem og han måtte misse med dem da noget spraglet, nej stribet stod deroppe og beskuede landskabet. Nå der røg den udsigtspost. Han fnyste svagt, og vidste ikke helt om han ønskede at gå op til vedkommende, måske skubbe dem ned så han kunne se selv, men striberne virkede ham velkendt. Der var få stribede heste i Proelio. Derfor skridtede han hen mod ruinen og så direkte op på den stribede hoppe.  Ville hun opdage ham. 

" Nyder vi udsigten? "


Lød det tonløst fra den sandfarvede hingst med de mange ar på kroppen. Han mimrede svagt med mulen og vippede de mandelformede ører en anelse bagud indtil han havde set hendes reaktion. 

Ryhenna

Stjernerne var smukke denne aften og lyste hele området op. Stille lagde månen også sit spøgelsesagtige blå skær over alt, så selv Ryhennas spraglede udseende virkede til at få en dæmper. Endnu stod den mørke hoppe dog endnu ud i mørket med den skarpe grønne farve der snoede sig om hendes krop i magelige striber.

Hoppen så noget ud af øjenkrogen og sænkede blikket blot en smule, men ikke det højt hævede hoved. Nogen bevægede sig rundt nede på pladsen mellem ruinerne. Stille hævede hoppen sit blik mod stjernerne igen for at overveje. Hun var skam meget nysgerrig, det kunne ikke benægtes, men kunne hun stole på nogen i dette nye underlige Proelio, for hvem vidste hvad hun ville støde på? Hestene her kunne jo være blevet til alt, djævle og demoner hele bundtet måske. I så fald skulle hun nok give dem alle en lærestreg! Ryhennas tanker løb for en stund afsted med hende som hun forestillede sig pludselig at blive omringet fra hendes fine udkigspost og banke alle de mørke heste med underlige bizarra rovdyrstænder.
Overveje hvad hun ville gøre med den fremmede hest behøvede hun dog ikke, for det gav en svag sitren gennem hendes krop da en dyb stemme brød stilheden. Ryhenna håbede dog på at han ikke kunne se den ganske minimale bevægelse i hendes krop, for måske hun skulle spille lidt på hendes stilling. Hun stod trods alt med højt hævet hoved og i en gnske majestætisk positur. Ja, måske hun endda så betagende ud i månens blege lys. Et stille smil ramte kort hendes mule inden hun sørgede for at fjerne det igen for at gå i hendes valgte rolle. Hun sænkede sit hoved blot en smule, men så det endnu var højt hævet og lod hendes glitrende grønne blik falde på hingsten under sig. Et stille fnys lød fra hende inden hendes syngende stemme lød som en spejling af hans tonløse stemme, "Vi finder den ganske behagelig. Nyder De Deres?"
Ryhenna lå i hendes hoved på gulvet og sprællede med hovene i vejret og et kæmpe ustyrligt grin om mulen, men hun formåede heldigvis at holde sig til sit skuespil og hævede igen hovedet så hingsten ikke ville kunne tyde hendes ansigtsudtryk. Indvendigt gav hun sig selv et lille klap på hovedet, for normalt var hun bestemt ikke typen der kunne lyde flirtene og ligeglad.

Nocturno kunne ikke helt forstå hvad den stribede hoppe havde gang i deroppe. Det lignede lidt at hun stod og havde en samtale med sig selv. Han skar en grimasse og vippede det ene ører ud til siden.  Hun stod rigtig deroppe på sin lille pedistal og spillede dronningen af Lapis. Han fnyste kort og himlede med øjnene. De røde øjne ledte dog efter noget andet, så derfor så de ikke på hende. Han kom med et lummert smil da hun talte tilbage til ham, hvortil han uden et ord forsvandt ud af syne. Ulempen ved hendes højde var at hun stadig havde blinde punkter i det lidt lavere område. Lydløst luskede hingsten omkring. ruinerne som han i sin tid havde lært at begå sig i. Lapis var tidligere hjem for Artemis og Apollons lille hemmelige rum, men eftersom templet nu stod, så var det her ikke længere.  

Den sandfarvede hingst havde fundet sin vej op til hoppen gennem mørket hvortil hans dybe stemme nu lød. 

" Mmh, meget bedre fra denne vinkel. " 

Kom det så fra ham, med et skævt smil trukket over mulen, med den ganske tydelige hentydning gemt i ordene. Ja hun kunne flirte og være fjollet, men han kunne skam også lege den leg. Måske det endda morede ham, mens blikket helt åbenlyst var vendt på hendes fine popo, bare for at understrege hans pointe. 

Ryhenna

Ærligt talt blev Ryhenna en smule skuffet da hun endelig overgav sig og lod blikket glide ned hvor hingsten for minutter siden havde stået. Men nu var han væk! Hun hørte sig selv tsk'e en smule inden hun lod det glide bort, måske det også var fint nok, for tænk nu hvis hendes stille dagdrøm var sandheden, og den sandfarvede hingst rent faktisk var en slags dæmon fra dette underlige nye Proelio.

Et sæt gled gennem hoppens stribede krop da hingstens dybe stemme endnu en gang gled gennem mørket. Hun skyndte sig at vende sig om og formåede kun lige at holde den lettere overlegne positur hun havde prøvet at bruge da han stod på jorden. Der gik dog et eller andet galt da hun endelig havde stået sådan i små 5 sekunder. Enten var det hingstens stemme der endnu rungede i området, eller måske det var hingstens ansigt der lyste så meget af charme at det så ud af alt for meget, eller måske var det den lette sorg i hendes hjerte om en tabt kærlighed der skinnede igennem på en noget anderledes fason. Hvad end det var stod Ryhenna snart og grinede ustyrligt af den sandfarvede hingst og hun prøvede gang på gang at holde mund, men nåede det blot i et splitsekund endnu hun igen brød ud i latter og til sidst måtte trippe på stedet for at prøve at få latteren ud af kroppen, mens hun endte med at trippe skråt frem og stødte på en af de gamle vægge i den modsatte ende af rummet end hvor den fremmede hingst stod.
"Undskyld, haha", "Nej undskyld pssssh, ha ha ha" Kort pause, "jeg mener det virkelig!".

Endelig døde hoppens latter ud og med sænket hovede kiggede hun nu op på hingsten med et uskyldigt udtryk, men undskyldningen hun havde prøvet at udtrykke i sine krampagtige undskyldninger kom ikke helt til udtryk i hendes kropssprog. Hun lignede blot en uskyldigt, drillende ung hoppe der enlig havde nydt sit lille latteranfald.

Nocturno havde et intetsigende blik på hoppen, som nu gav et sæt da det gik op for hende hvor han befandt sig. Hendes reaktion derimod var noget der fik ham til at vippe ørerne bagud og foretrække en næsten frastødt grimasse, som dog hurtigt fortog sig til en mere intetsigende.   Han mimrede med mulen og trak sig kort et skridt bagud. Hun var jo helt bims! Han himlede atter med øjnene og rystede på hovedet, inden han overvejede om han skulle gå igen. Han vidste da ikke helt om han orkede en hyperaktiv hoppe vimsende rundt.  De uskyldige øjne ramte hans, men han tog sig ikke rigtig af det, for han var langt fra uskyldig.    

" Øhm.. Ja O-okay så, det var da ehm.. hyggeligt.. "

Lød det så fra ham, mens han trak sig gradvist mere og mere væk. Han ville ikke smittes med hvad end hun var inficeret med.Måske en slags særlige magiske lus der gjorde en skør. Ew. Nocturno rynkede på mulen og kunne lige forestille sig det. Han skulle ikke have hendes lus!

Ryhenna

Hoppen havde endnu tårer i øjnene pga. den hæsblæsende latter hun havde været fanget i. Stille rejste hun dog hovedet og fik snart et noget mere undrende udtryk. Det var dog et kedeligt bæst der stod foran hende, ja, når hun nu så på denne hingst syntes hun endda at selv hans farve var kedelig. Kun når månelyset af og til rørte hans krop så han noget mindre kedsommelig ud.

Stille rystede hun på hovedet og prustede let. "Det kunne det da i hvert fald være, hvis en hvis herre stak hovedet ud af sin rumpe og prøvede sig med et bette smil nu og da". Ryhenna ligefrem himlede med øjnene af hingsten. Man skulle næsten tro at han var bange for latter, ha! Hvem kunne være det? Hun rystede kort på hovedet og nu var det hendes tur til at vise en let foragt. Sikke dog en underlig hingst.. Hun fik dog taget sig en smule sammen og besluttet at give ham en chance til, måske han gemte på noget under det sandfarvede lag, måske en prangende pæn pink! Ja det ville klæde ham!

Nocturno fnyste af hoppen der nu kom med modsvar og han vippede ørerne bagud og skar en yderst fornærmet grimasse. Han gik bestemt ikke med hovedet i bagdelen.  Han stak næsen i sky med et lille hmpf, inden han med høje knæløft vimsede hen forbi hende så månelyset endelig kunne ramme hans krop. En svag trækning kom på hans mundvige. Det nærmeste han nu kunne komme på et smil, men det var der. De mange ar på hans krop blev nu tydelige sammen med en masse andre små detaljer som der ikke kunne ses i mørket.  

" Hovedet oppe i rumpen.. pfft! "

Mumlede han for sig selv, inden den trækning blev en anelse større, jo det var næsten et smil, men det forsvandt snart igen. De røde øjne fæstnede sig ude over den udsigt han egentlig oprindeligt var kommet for at nyde. Selvom den han endte med at se på var væsentlig bedre. Derfor skævede Nocturno meget indiskret ud af øjenkrogen for at se om han ikke kunne få øje på den igen. 

Ryhenna

Var det et smil? Ryhenna løftede det ene 'øjenbryn' af hingsten der gjorde noget underligt med sit ansigt der måske skulle minde om at smile, men det nærmere at han havde lidt ondt i maven og derfor ikke helt kunne se glad ud. Med et opgivende prust rystede Ryhenna på hovedet så den ustyrlige man blev kastet omkring hendes hoved i en kaskade af stride hår. Uanset hvad hingsten havde tænkt sig at sige ville hun nok fra denne dag af og fremefter altid have et billede i sin hjerne om den sandfarvede hingst med hovedet i sin egen numse. Kort fortrak hun en fnisen over billedet, men hendes muntre udtryk forsvandt hurtigt da hun så hingsten glide forbi månelyset. Som hende selv bar han en masse ar og hun kunne ikke lade være med at lade hovedet glide på sned for en stund, krig var ikke ualmindeligt, men alligevel blev hun altid forundret når hun kunne se at andre havde mærker efter slagsmål.
Ryhenna stod faktisk for en stund og blot betragtede hingsten, for pludselig virkede han en smule mindre irriterende. Før havde hun været klar til at gå, fanget i sin fornærmelse over hingstens dårlige opførsel, men nu besluttede hun sig for at blive, i al fald et lille minut mere.

Stille skridtede hun over ved siden af hingsten, dog stadig med en smule afstand, hun skulle skam ikke nyde at hans underlige grimasse skulle smitte.
"Hvad kigger vi så efter på denne aften?" Hoppens stemme var nu en smule mere neutral men med en smule varme, men man skulle ikke tage fejl af hoppens venlighed, selv om Ryhenna var en godhjertet hoppe kunne hun vende på en tallerken i løbet af sekunder.

Nocturno stak kort i et gab, men måtte stoppe halvvejs da han nu ud af øjenkrogen bemærkede hun begyndte at komme nærmere, med tungen halvvejs ude af munden stod han nu og stirrede en anelse på hende, inden han dog formåede at få sig selv til at se nogenlunde normal ud.  Hun holdt sin afstand og det gjorde også at Nocturno ikke blot begyndte at vrisse og skære flere mærkelige grimasser. Nej faktisk havde det den modsatte effekt, nu ville han tæt på!  Han kom med endnu et pffft, men det der mindede om et smil var der skam. Om det var over ham selv eller hende var uklart.  Hendes spørgsmål kom ikke helt uventet, men måske hans svar var af en lidt mere lummer karakter, ja måske drillende. 

" Well. Jeg kom for at kigge ud over horisonten, men din rumpe distrahere mig. " 

Kom det så fra ham, inden det der måske var et kækt smil trak over mulen på ham og han hævede hovedet en anelse og sagde hovedet på sned, mens blikket skævede over mod selv samme rumpe, blot for at bekræfte sin pointe. 

Ryhenna

Ryhenna måtte skjule et lille smil over hingstens ganske komiske udtryk, som han sådan stod der med tungen ude af munden. For at dække over det kom hun blot med endnu en øjenvending så han ikke kunne bemærke hvor meget han endelig pludselig kunne more hende.
Ude ved kanten kunne hun nu se ud over Lapis ruiner der var badet i spøgelsesagtigt blåt lys. Faktisk troede Ryhenna et øjeblik på, at hende og den sandfarvede måske var blevet forvandlet til spøgelser. Måske var det det der var sket da hun kom hertil, måske dette var himlen? I så fald var den nu ikke helt slem, men om hun ønskede at den sandfarvede skulle være en del af hendes evighed vidste hun dog ikke helt. Kort skævede hun hen på ham med et lettere opgivende blik. Tænk nu hvis han var det eneste andet spøgelse, og hun skulle se på dette der underlige forvrængede ansigt altid. Nej! Det ønskede hun skam ikke. Han var en fin lille afledning lige nu, men mere end det blev han nok aldrig. Da han begyndte at tale igen blev dette blot bekræftet.
Ryhenna modstod at rulle øjne af ham endnu engang og prustede blot mod ham. "Den er nu også ganske flot!" Kækt lød hoppens svar, men nu også en smule arrogant. Hun vidste da godt at hun så godt ud, hun skillede sig ud med sin vilde man og den lettere tætte spinkle bygning som hendes moder også havde. Da hingstens øjne gled over mod hendes popo kunne hun heller ikke lade være med at ryste let med den mens en munter latter forlod hendes mule. Hun havde ganske vidst aldrig fået et kompliment for hendes bagdel.

Et højlydt gisp kom pludselig fra den stribede hoppe! Hun huskede pludselig hvad hun burde have spurgt den sandfarvede om i al den tid hun nu havde haft ham som selskab. Hvor var hun dog dum!
"Fortæl mig. Hvor filan er vi to enlig henne?" Ryhenna kiggede på ham med fornyet nysgerrighed, og de intense grønne øjne lyste med en ganske smuk og forundret glød i månens blå lys.

Nocturnos blik blev mere fjernt igen og han fjernede blikket fra hendes bagdel og droppede det der med at være 'sjov'. Det faldt ham ikke naturligt, men nærmere akkavet. I stedet fulgte han hendes blik ud på det spøgelsesagtige lys og han lod blikket vandre mod moderens måne. Han sukkede svagt, mens øret var vippet mod den stribede hoppe. Længe stod han egentlig bare og stirrede sig blind på månen, natten, indtil hendes stemme lød og han så over på hendes med et undrende blik. Hun måtte være fra fortiden siden hun ikke vidste. Han trak et svagt grin efterfulgt af et smil. 

" Du er i Proelio, fjolle. " 

Måske en svagt drillende klang ulmede under den dybe stemme, inden smilet dog falmede og han blev mere alvorlig. Han rømmede sig en anelse. 

" Fremtiden vel og mærket. 500 år fra hvor du passerede igennem portalen.  Proelio har ændret sig meget siden da, verden er smeltet sammen med magiens gudinde Jaymelias.  Jeg har ikke vandret i Proelio i lange tider, men har formået at vandre imellem sløret på de to verdener før de smeltede sammen. Jeg blev bragt hertil af selv samme gudinde for at tage imod jer. " 

Forklarede han roligt, som han nu var blevet lært at han skulle. Hans røde øjne flyttede sig nu atter på månen. Jo den havde han jo helt familiære bånd til, ja selv solen efterhånden. 

Ryhenna

Først lagde hoppen ikke rigtig mærke til hingstens ord, for hun var blevet fanget af den latter der kom fra ham. Det fik et tandsmil frem på hoppens mule, og som hendes grønne øjne blev rettet mod hingstens hoved igen og med et grin på læben og et smil så han skam tusinde gange bedre ud! Ryhenna kunne ikke lade være med at komme med et stille smil, ja, han blev jo næsten pæn.
Endelig da hingsten sagde ordet fremtid skyllede en bølge af chok over hoppens krop. Hendes læber formede et overrasket O og hendes ører gled ned i nakken. Resten af hingstens ord lød kun som en halv tone i det hav af tanker der gled gennem hendes hoved. Hvis hun var i fremtiden, var hendes moder og fader her så overhovedet, og hvad med alle de heste hun havde lært at kende? Hvad med hestene fra Islandet, så var de jo døde for længst. En tristhed svømmede gennem hendes krop som var det drevet af blodet i hendes årer og fik en kulde til at glide gennem hendes krop. Den forsvandt dog hurtigt igen, for således var hoppens følelser skabt, tristheden lå hende ikke naturligt. I stedet kom en fornyet glæde og interesse,for hvis hun var i fremtiden var dette jo et helt nyt uudforsket sted, et nyt eventyr! Endelig gled hun ud af sin transe og hun gav et lille hop af glæde med et højlydt hvin, inden hun kort stod og trippede på stedet af glæde. Herefter puffede hun glædeligt til den sandfarvede hingst med et grin. "Fremtiden! Hvor fortryllende". Herefter kunne hun ikke holde sig tilbage, det duede jo ikke at bare sådan stå og stirre ud i luften, man skulle jo ud at se noget. Hun rystede glædeligt på hovedet og trippede baglæns væk fra hingsten inden hun vendte helt rundt. Endnu et glædeligt grin forlod hendes læber da hun snoede sig vej ned gennem Lapis ruiner uden tanke for om den sandfarvede hingst fulgte efter hende eller ej. Hun vidste bar at hun måtte afsted, om hun så skulle dø af træthed et sted på vejen, det var nødvendigt. Ryhenna var så opstemt at hun ikke en gang vidste om hingsten endnu fulgte hendes søde popo nogen steder.

//out