Dystopia
Den hvide og blodrøde hoppe bevægede sig en let trav gennem natten. De hvide øjne opfangede ikke ret meget i mørket, ikke noget ud af det sædvanlige. Den hvide hale hang bag hende som en fane, som hun slog over i en svævende galop. Hun følte en let vind mod sit ansigt og hvordan hendes to fletninger forsøgte at slippe fri fra deres bånd, men forgæves.. HUn var mest på jagt efter den flok der havde bo sat sig i nabo riget. De kunne have brug for hjælp til at finde ud af de forskellige ting i landet og sådan, hun havde ikke meget at lave, så det ville være et godt projekt.. Dyst manglede også et par eventyr, hun kedede sig og de nye heste interesserede hende virkeligt! 

Aaron stod for en stund og vogtede over hvad der var de sørgelige rester af Slavian.  Hans fader var ude på et erinde som Aaron egentlig ikke havde i sinde om at blande sig ret meget i, udover han dog havde en dårlig fornemmelse, men netop hvad den fornemmelse indebar gjorde at han så alligvel ikke gjorde noget ved det. Han sukkede kort og lod blikket vandre ud mod horisonten hvor noget hvidt tegnede sig op foran ham. Han missede med de røde øjne og rynkede let på mulen inden han knejsede i nakken og trådte et skridt frem da han fandt ud af hvad det helt præcist var der bevægede sig mod ham.  Hun så målrettet ud og derfor afventede han blot om hun ville noget eller om hun blot ville pasere.  En rungende lyd kom fra hans brystkasse da hun var tæt nok på til at kunne høre ham mere tydeligt. Aaron var dog ikke den første til at præsentere sig, for han gjorde egentlig blot opmærksom på sig selv. 

Dystopia
[alignt center] Den hvide hoppe med den todelte man stoppede kort, da hun så en hvidlig hest med mørk man længere fremme. Hun overvejde kort om hun havde fundet den hun søgte eller om det blot var en vandrende sjæl, dog tog hun en beslutning og travede den sidste afstand hen til hingsten. Hun smilet venligt, men friskt til ham.
"Goddag, er du en del af Slavian? "
Hendes stemme matchede hendes smil og de hvide øjne syntes tomme, men alligevel bar de den samme åbenhed og venlighed hun udstrålede.

[/center][/i][/div]

Aaron så på den fremmede og vippede let med de mandelformede ører da hun nu tiltalte ham. Hun er et frisk vindpust på denne dag og det gjorde at han nu følte sig mere imødekommende. Han nikkede let til hendes ord og rømmede sig så han kunne give hende en ordenlig præsentation. 

" Goddag. Ja det kan jeg ikke lyve mig fra. Min fader er lederen og jeg selv den som varetager kommandoen når han er bortrejst. " 

Forklarede han så roligt og afventende for at se hvad hendes formål var. Hun virkede ikke fjendtlig på nogen måde og derfor forholdt Aaron sig helt rolig i toneleje og kropssprog. 

Dystopia
Hun fik sit svar og hun trippede kort på stedet og lagde hovedet på skrå. Hvor heldigt! "Jeg tænkte jeg ville tilbyde min hjælp, nu hvor i lige er ankommet til Proelio.. Igen.." Hun kunne ikke lade være med at sige det sidste ord med et lille fnis, det var lidt underligt, først forsvandt de og så endte de her, det samme sted, men stadig væk så anderledes. Hun kunne ikke lade være med at spekulere på hvordan det havde været i det gamle Proelio og hvordan Rigerne var fordelt dengang. "Jeg er født og opvokset her og Flakeze sagde vi godt måtte give jer en hånd, hvis i havde brug for det" Det var i hvert fald noget i den stil han havde sagt..

Aha. Aaron stod for en stund blot og betragtede hende med det der intetsigende udtryk i det røde øjne. Han gumlede svagt på hendes ord inden han nikkede roligt. Han var ikke bekymret for om han kunne stole på hende. Hans fader skulle nok tage sig af det. 

" Hjælp ville være velset, dog Dystopia, vil du finde at mange af os støtter Helzlori.  Måske endda vil du se at jeg som hans barnebarn er den mest neutrale, men De skal være velkommen, vi mangler en alfa, som kender området og hestene omkring det. " 

Aaron var rolig i sin tale, mens han afventede hendes svar. Han ønskede hun kom med til flokken, for her var det lettere at hun kunne hjælpe. 

Dystopia
Hun lyttede opmærksomt til den hvide hingst med de lilla aftegn. Han talte om Døds Guden Helzlori. Hun måtte indrømme, at hun ikke var frygtløs og hun frygtede den mørke gud, men hun kendt eham kun fra historierne. Han var, for hende, intet andet end en legende, der aldrig ville se dagens lys igen. Desuden ville Flakeze beskytte dem alle, det var hun sikker på, hvis ikke ham, så ville Laylis. Hun mødte ham med et let smil i mundvigen og et mere eller mindre selvsikkert udtryk. "Det betyder intet for mig, så længe i føler jer velkommene og hvis jeg kan hjælpe vil jeg." Hun var ung og forstod vel enligt ikke hvad den ren dyrkede ondskab Helzloris tilhængere besad og var skabt af, men i hendes verden var pesten det værste og Flakezes beskyttelse ville altid være der.
//Smider en ansøgning i Bbogen nu:)

Aaron vippede med de mandelformede ører og nikkede stille, inden han rømmede sig en anelse. Han skulle vel så have hende med. Hun ville være vigtig i integrationen i fremtiden. Han vandrede en cirkel om hende så de til sidst stod side ved side og han sendte hende et let smil. 

" Så er det afgjort, kom, så lad mig vise dig hvor vi holder til for nu " 

Aarons stemme blødte op til det lidt mere drengrøvsagtige, for han var skam så ung som hende, men overfor fremmede forholdt han sig nu meget distanceret, men han vidste at hun jo blev nødt til at se hans andre sider når nu de skulle have et tæt samarbejde.