"I was walking among the fires of hell, delighted with the enjoyments
of genius.. wich to angels look like torment and insanity". 

En nynnen fulgte den kraftige skikkelse, hvis tunge krop langsomt banede sig vej igennem ruinerne. En ildorange skikkelse, prydet med sorte skyggear og pigge, og tegn på mange kampe i fortiden. Noget der højest sandsynligt heller ikke ville stoppe her i fremtiden. Selve hans statur var hvad mange ville kalde ganske sammensunket, og af grunde man kun kunne undre sig over. For svag var den orange skikkelse bestemt ikke, så valgte han at gå således. Måske. Ethvert valg han traf, havde aldrig været gennemtænkt som sådan. Og selv det, havde nok heller ikke ændret sig i denne... nye tid. Verden var i forandring, men det var som om at han stod stille. Som om at han krampagtigt holdt fast i en fortid han vidste var forsvundet. Et svagt smil gled kort over mulen, og trak op i gamle sår.

Det ville nu engang ikke undre ham. De havde altid været lidt gammeldags anlagt.

En svag latter, og han genoptog med samme energi som før sin svage nynnen. En melodi af delvist glæde men også med undertonen af... jah, af hvad? Noget uhåndgribeligt. Noget man ikke kunne sætte ord på. Som en spilledåse, hvis tandhjul langsomt var rustet og knækket. Et ødelagt stemme, hvis skingre toner var hæse af brug.

I et ryk stoppede han op, og hævede det rødlige blik en anelse. Skyggerne blev lange som dagen svandt ind. Men ingen skyer prydede himlen, og en fuldmåne kunne allerede ses på den lilla himmel. Dette, ville blive en smuk nat. Fuego smilede. Jah, stjernerne var ude i aften.
//Soundtrack

"I Dont suffer from insanity. I enjoy every minute of it". - Fuego

Twisted nerve

Den spraglede hingst vandrede surmulende og mumlende henover de ødelagte klippestykker i Lapis. Han sørgede omhyggeligt for at sparke til hvert stykke, så småstenene fløj til alle sider. Han var i dårligt humør i dag, og det skyldtes ikke så lidt. I modsætning til så mange andre var han nemlig ikke særligt begejstret over dette nye fremtidsfænomen! Det forvirrede ham noget så forfærdeligt, at han var blevet revet fra sit gamle hjem på den måde og nu var havnet her. Det var selvfølgelig stadig Proelio, men det var ikke længere bare tæt på at være det land, han kendte. Det var han derfor sur over! Han havde endelig efter mange års søgen fundet et sted at høre til - så det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at de højrøvede guder skulle komme og tage det væk fra ham på den måde! Han var da fuldstændig ligeglad med disse fremtidsheste og deres elendige sygdom - de kunne passe dem selv, kunne de! Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at det skulle være fortidshestenes ansvar at rydde op i deres problemer!

Han var derfor søgt til Lapis denne sene aften for at tilbringe natten her. Den gamle ruin havde han altid holdt meget af, faktisk lige siden hans ankomst til Proelio i sin tid. Han vidste, at han burde være hjemme i hulen og beskytte Akata og Eremiel, men på en dag som i dag, hvor han var i så dårligt humør, var det bedst, at han bare blev væk. Han elskede sin nye rolle som familiefar, men en gang imellem havde han altså bare brug for noget alenetid! Lapis havde derfor været den oplagte valgmulighed, da det også var et af de steder i Proelio, der ikke var blevet ændret i fremtiden. Han skridtede de sidste meter ind i ruinen, inden han kom til det store, flade marmorstykke, som han så tit havde ligget på før. Han skrabede et par gange på overfladen med det ene forben, inden han hoppede op og lagde sig til rette. Han lå på maven med alle fire ben bøjet ind under sig ligesom en kat. Sådan lå han helt stille som en statue og stirrede blot frem for sig i mørket med de syregrønne øjne.