Det syrede i benene, halsen smertede af den lette hvælving han havde holdt i den og ryggen værkede, men stoppe skulle han ikke! Frem var den eneste vej, og det han kunne føle i sin krop var jo kun smerte, og smerte sad i hovedet. Det var i al fald hvad den røde hingst fortalte sig selv som han endnu travede frem, taktfast og med underspillet energi. Forbi træer, over små vandløb og gennem bakkede landskaber. Det hele var et virvar af grønne og brune farver der blandede sig sammen. Rejser havde været lang, men målet var klart og han ville ikke stoppe før det var noget. Han skulle nå Proelio inden det ville blive mørkt!


Meget kunne man sige om Troy, men den skarpeste kniv i skuffen var der nok kun få der ville kalde ham. Længe havde hingsten travet gennem Proelio inden hans ben endelig gav efter. Det eneste han havde ænset da han stoppede op, var at der havde været vand foran ham. Den røde hingst lå længe der og mærkede hjertet i sit bryst hamre og lyden af hørte lyden af sit anstrengte åndedræt i sine ører. Men endelig, efter sekunder, minutter eller måske endda en time hejste hingsten sit hoved og fandt overskuddet til at kigge rundt.
Smukt! Foran ham var en flod med strømmende klart vand og på hver side af denne stod træer høje og prægtige. Det var dog ikke normale træer, det var kirsebærtræer. Troy havde set dem før, og farverne var betagende. Med fornyet energi af omgivelsernes skønhed fik hingsten kæmpet sig på benene igen, og ignorerede den protest de skreg til ham. I en lille piruette vendte han snuden 180 grader og dansede hen til det nærmeste træ hvor han stoppede og kiggede op på de rosa farver der spillede over hans hoved. Hans ansigt lyste af beundring og glæde som han stille skridtede rundt om træets stamme og sugede dette syn til sig.

A World of Posibilities

Den stjernedækkede hoppe havde fundet frem til en af de smukkeste skove, hendes hvide hove nogensinde havde betrådt. Hendes lyserøde øjne flakkede fra side til side, og hun blev næsten helt rundtosset, da hendes hoved gled frem og tilbage, op og ned og til alle sider for at betragte det smukke syn. Det var en helt skov fuld af kirsebærtræer - hendes yndlingstræ! Skoven var så stille, at man kunne høre sit eget åndedræt. Det var dog ikke en ubehagelig og uhyggelig stilhed; nej, stilheden havde fred og harmoni over sig, og den fik én til at føle sig rigtig godt tilpas. Et lykkeligt smil prægede hendes lilla mule, da hun skridtede rundt og undersøgte skoven. Hun var endnu en gang forundret over, hvilke smukke steder dette fremtidens Proelio bød på!

En bevægelse kunne pludselig skimtes mellem træerne, da hun nåede længere ind i skoven. Hun skridtede nysgerrigt tættere på og ankom til en smuk del af skoven ved en lille sø. Ikke så langt fra søen fik hun øje på en anden hest, der fascineret kredsede rundt om et af træerne. Et stort, muntert smil bredte sig på hendes mule ved synet. Dansende trippede hun nærmere og kunne ikke lade være med at le mildt, da hun ivrigt trådte ind ved siden af ham og deltog i dansen rundt om træet.
„De er smukke, er de ikke?" Hun så på ham med strålende øjne, da hun omtalte de lyserøde træer. Hun elskede dem simpelthen og var glad for at møde en, der tilsyneladende delte hendes fascination!

Endnu anede Troy ikke, at dette sted var Proelio, at dette var stedet han havde søgt efter i sin vilde vandring der havde taget de sidste par dage. Alligevel var hingsten med ét klar over, at dette var stedet han ville blive. I hvert fald blot for nu.

Hans åndedræt blev endeligt langsomt og regelmæssigt, hans hjerte stille og taktfast og lyden af hans hove blev dæmpet som hans muskler varmede op og lidt elegance igen fandt vej ind i hans gangart. Hingsten haltede et sekund i hans dans, da han pludselig lagde mærke til at disse lyde var alt han kunne høre, og det var som om de var forstærket. Modvilligt lod han øjnene vandre hen mod andre kroner, og nej, der var der heller ingen let vejen af grene og blade, ingen let sukken af vinden at høre. Troy rystede dog blot på hovedet og så op på 'sit' træ, at dette var et helt fantastisk fænomen af naturen og ikke fordi der blot var vindstille opfangede han ikke... Det ville have været for absurd. Derfor kredsede hingsten blot videre om det smukke træ, opslugt som dansede han med en elsket.


Vaner er svære at bryde, og mange ligger indlejret i sindet og kroppen så de slet ikke kan brydes. En af disse var Troys vane til at skulle ses fra sin bedste side når andre var i hans nærhed. Da en let trommen blandede sig med den fra hans egne hove mærkede han derfor et let sug igennem sin krop da hans muskler spændtes, halsen satte sig i en let bue og den hvide hale blev hævet bag ham. Alligevel stoppede han dog ikke hans dans, noget sagde ham, at hun ville komme til ham. Ja hun, for den blide duft af viol fra hoppens krop havde allerede nået hans næsebor.
Ganske rigtigt dansede hun nu ved hans side. Et stort smil skød frem på hingstens mule da han vendte sine øjne mod den feminine stemme og et nyt syn. Han så lige ind i to brændende stjerner af glæde og fascination, og rundt om disse var flere små stjerner på en violet himmel, omkredset af silkeblød hvid man. Wow! Troy lod dog ikke hans overraskelse over hoppens skønhed ramme sit ansigt, i stedet lå et skævt lettere drillende smil på hans læber, som vidste han allerede at dette møde kunne ende i en skøn og fantastisk leg.

Jo Det er De! Det grønne i hans øjne hvilede blot et sekund for længe på hendes lyserøde inden han kiggede op med et let tandsmil. Hun havde dog ret, smuk var træet, og smuk var stjerne hoppen skam også! Dansende saknede Troy et øjeblik sin fart og dansede bag om hoppen og over på hendes anden side, som en sand gentleman skulle hun skam have den cirkel der krævede mindst energi! Tilfreds nikkede han let da han endnu var ved hendes side og kiggede op i de lyserøde blade der pludselig mindede ham om mange  par øjne der fuld af glæde og fascination kiggede tilbage på ham.

A World of Posibilities

Hun mødte hingstens charmerende blik og glædede sig over synet af det store smil, der bredte sig om hans mule. Det havde måske været en kende uhøfligt blot at indtræde andres dans på den måde, så det glædede hende at se, at han ikke var blevet fornærmet eller følte sig generet over hendes tilstedeværelse.
Hans stemme lød nu, og ordene fik en svag rødmen til at blusse frem på hendes kinder. Hendes blik hvilede i hans grønne øjne i lidt for lang tid, inden en mild latter forlod hendes strube.
„Jamen mange tak, Den herre! Sikke en charmør jeg er kommet i selskab af!" Hendes stemme var munter og kærlig, og hendes øjne strålede.

Hun fulgte ham nysgerrigt med blikket, da han kortvarigt bremsede sin dans, blot for at fortsætte om bag hende og dukke op på hendes anden side. Hun lo endnu en gang. Den unge hingsts energi var smittende og fik hende til at live helt op. Hun elskede selskaber som disse! Høflige og behagelige, men alligevel en smule grænseoverskridende og spændende!
Hun slog ivrigt med det feminine hoved, inden hun kort nappede ud efter hans hvide pandelok. „Mit navn er Gizhebi. Hvem er De, jeg har været så velsignet at møde?"

En hoppes latter var altid noget Troy ville påskønne. Det mindede ham om nogle af de bedste dage han havde haft i sit liv, og bragte altid skønne minder til hans hjerne. Derudover var det jo også altid et skulderklap at kunne formå at få andre til at være så glade at en klokkeklar lyd kunne komme over deres læber. Som svar på hoppens ord vendte han dog blot blikket mod hende igen og sendte hende et stort drillende smil og en kort latter der rungede en smule mere end den syngende lyd hun formåede at lave.

Det grønne blik havde været vendt mod det lyserøde i træets krone, af denne grund kom det som en overraskelse at nogen pludselig havde fat i hans fine pandelok. Med en mild latter rystede han på hovedet af hendes opfindsomhed, det var rart med en anden sjæl i sit selskab, og så endda også en behagelig en af slagsen. Som gengæld nappede han ud i luften ved siden af hoppen, dog uden intentioner om at ramme. Aldrig skulle man lave mærker på noget der var smukt!
Gizhebi var navnet på hoppen med de mange stjerner, og et lille nik blev det endda til fra det ædle hoved som for at fortælle at det ville han for alt i verden huske! Mens de endnu dansede rungede hingstens dybe varme stemme til svar "En ære at træffe Dem Gizhebi! Jeg er Troy... men de kan kalde mig hvad De vil" Normalt var Troy ikke så høflig, men for at give et godt indtryk for hoppen med de smukke øjne gjorde han det gerne.

Dansen blev ved en stund inden Troy pludselig begyndte at kedes ved det lyserøde træ. Brat stoppede han op og fik et noget undrende ansigtsidtryk mens hans hjerne arbejdede på højtryk for at finde på noget nyt at foretage sig. En ide fik hans ansigt til at lyse op i et smil, for idéen var fantastisk, hvis han selv skulle sige det. Hans øjne landede på den kønne lille hoppe inden han med en munter stemme henvendte sig til hende. "Gizhebi du kønne, kunne du måske vise en ensom, forvirret gentleman rundt i området?"

A World of Posibilities

Hun betragtede hans store smil, der var henvendt direkte til hende, og blev næsten helt blød i knæene. Han var altså noget af en charmør, det måtte hun give ham... Hendes øjne funklede som diamanter, da hun hørte hans rungende latter. Hun elskede simpelthen at grine sammen med andre! I hendes verden var der ikke noget mere behageligt eller befriende end at kunne le i selskab med en anden. Det var det ultimative tegn på, at selskabet fungerede perfekt, når man kunne slippe tøjlerne på den måde i hinandens nærvær.
Han rystede nu på hovedet og lo atter mildt, da hun havde nappet ud efter hans pandelok. Som gengæld nappede han også ud efter hende, men han sørgede omhyggeligt for kun at ramme luften ved siden af hende. Dette fik hende et øjeblik til at blive helt paf. Meget havde hun oplevet i sit lange liv, men aldrig havde hun oplevet en hest, der ikke gengældte et legesygt nap. Denne hingst ønskede tilsyneladende ikke at skade hopper, heller ikke selvom det bare var ment for sjov - og det var nok en af de mest høflige gestusser, hun nogensinde havde oplevet. Hun brød sig allerede rigtig godt om denne hingst!

Hans navn var Troy. Det var et ganske kort og simpelt navn, men det klingede godt på tungen og passede utrolig godt til ham. Det var et muntert navn, og det var lige præcis følelsen af munterhed, hun fik ved at være i selskab med denne hingst.
„Æren er helt på min side," sagde hun og mente det oprigtigt. „Og Troy er absolut mere end fint!"
De fortsatte med at danse lidt rundt om hinanden, men pludselig stoppede Troy brat op og fik et undrende udtryk i ansigtet. Han blev stående sådan i lidt tid, som om hans hjerne tænkte, så det knagede. Så lyste hans ansigt op i et stort smil, som om han lige havde fået en helt fantastisk idé. Hun mødte hans blik og kunne ikke lade være med at smile muntert. Han var i sandhed en finurlig hingst, og hun kunne ikke vente med at høre, hvad han nu havde fundet på! En svag rødmen skød frem på hendes kinder, da han kaldte hende køn. Hun elskede at få komplimenter, og de var bestemt også mere end velkomne fra denne skønherlige hingst!

„En ensom og forvirret gentleman, siger De? Du godeste, det må vi da gøre noget ved..." lo hun. „Desværre må jeg skuffe Herren med, at jeg er lige så ukendt i denne lyserøde skov som De. Men vi kan jo altid forsøge at udforske den sammen?"
Hendes øjne glimtede en anelse udfordrende. Hun elskede at være på eventyr, og lige nu var der ikke noget, hun havde mere lyst til, end at drage på eventyr i landet med denne Troy!

Selvsikkerheden manglede ikke når man var en fri sjæl som Troy uden bekymringer. Derfor var det heller ikke svært for ham, at give Gizhebi ret, ja Troy var et mere end fint navn! Ingen komplicerede betydninger, intet svært for tungen at rumme og det var simpelt. Ligesom ham!

Noget den røde hingst aldrig helt havde forstået, var hans evne til at charme visse hopper. Jo ganske vidst troede han på sig selv, og mange hopper brød sig skam også om hans selskab, men Troy anede ikke at dette var grundet charme. I hans verden var det, at sige nogle pæne ord til en hest der fortjente det, den mest naturlige ting i verdenen. Spurgte man Troy, ville han nok sige at alle hingste havde det på den måde, og at alle nok havde det så nemt i det modsatte køn som han selv. Alligevel kunne han skam stadig værdsætte at se en rødlig farve på en hoppes kinder. Det var sådan en fin farve, hans farve!
Hoppens ordspil var brilliant, og Troy måtte gøre sit bedste for at nikke ivrigt og have sin mest fortvivlede grimasse på, for han havde allermest lyst til at grine muntert af hende ord. Ved hoppens næste ord kunne han ikke lade være med at føle sig en smule skuffet. Af en eller anden grund havde han været helt sikker på, at denne hoppe ville kunne fortælle ham alt i verden han ønskede at høre om Proelio. Dette gjorde det også lidt nemmere at strække stilheden ud efter hendes ord, således at det i sandhed virkede som om han overvejede hende ord. Selvfølgelig var der dog kun et svar på hoppens spørgsmål, eventyr sagde man ikke nej til! Ja, i det hele taget skulle man jo helst ikke sige nej, vel?

"Gizhebi, en lady som dem og en gentleman som jeg må jo så i sandhed hjælpe hinanden! Lad os vandre sammen." Den varme stemme rungede først i et høfligt tonefald, men seriøsiteten røg snart af den da et stort smil splittede hans skuespillers maske. Med et stille hop på stedet satte Troy frem i stille trav, klar på de eventyr han og hoppen dækket af stjerne nu skulle opleve. 

A World of Posibilities

En lille, bekymret rynke formede sig på hendes pande, da han trak stilheden en anelse længe ud efter hendes ord. Han overvejede det tilsyneladende virkelig, og det fik hende til kort at føle sig usikker. Havde det mon været dumt af hende at foreslå? Var de stadig så fremmede for hinanden, at det var for tidligt at foreslå sådan en ting? Eller var han måske bare slet ikke interesseret i at drage på eventyr sammen med hende? Bekymringerne væltede ind over hende, men de forsvandt som dug for solen igen, da hun hørte hans ord. Hans stemme var først høflig, men derefter brød et stort smil frem på hans mule. Da gik det op for ham, at han blot havde spillet lidt skuespil overfor hende. Han havde slet ikke været i tvivl om, hvorvidt han ønskede at drage af sted sammen med hende eller ej. Det havde hele tiden været hans hensigt og ønske - han havde blot drillet hende lidt. Hun brød ud i en lettet latter og slog livligt med det feminine hoved.

Han afgav nu et lille hop på stedet, inden han satte af sted i trav. Hun smilede muntert og tøvede ikke med at sætte efter ham. Vinden fik hendes lange man til at bølge, og den lange hale blev slæbt efter hende som et slør. Hun travede op på hans side og sneg sig til at kaste et blik på hans muskler, der spillede under hans røde pels. Det var et kønt syn, og bare tanken fik hende til atter at rødme let.
Hun flyttede straks sit blik og så kortvarigt rundt på de smukke træer, inden hun atter vendte opmærksomheden mod ham. „Så, Sir Troy... Hvor meget ved De om dette land, Proelio?"
Hun kunne næsten regne ud, at han var ny. Så han kunne vel næppe være en af fortidshestene... Selvom hun ikke vidste meget om denne fremtid, var der jo alligevel en masse om Proelio, hun kunne fortælle ham om.