Hoppens rolige åndedart kunne høres et godt stykke væk, hendes øjne var skjulte, de som ellers bar en meget lys is farve lign. Det var en af de dårlige dage. Skyerne der var grå, gjorde dog stadig stedet her utrolig lyst, hun så lidt rundt, men det var som en tåge foran hendes øjne, det kunne ligeså godt havde været hun bar briller og de var dukket helt til.. hun kunne skam ikke se meget, dog i morgen kunne det ligeså godt havde været ændret til hun nærmest så perfekt igen. Det var en gåde. Men det gjorde hende dog alligevel ikke det store, fordi den store pandelok skjulte hendes små svage øjne. stille svang hun med den rød brune hale. Hun kunne høre vandets stille lød, når de fx skrabede mod stene. hun trådte tætter på en af de små floder, stod lidt og lyttede.. den lød sikker, vandet lød til at være lavt. der var mange floder her, og et eller andet sted var det et smukt sted, men farligt når hendes syn valgte at svigte hende som nu. forsigtigt lagde hun vægten bagover mod bagkroppen, mest for ikke falde ned, hun lod roligt glide ned i floden, og så det andet, hendes 'armbånd' klingede let mod hinanden. derefter fulgte bagbene med ned, så hun stod nede i floden, hun sænkede stille mulen og lod det kolde vande glide ned i hendes mave, før hun atter tog hovedet hurtigt op igen, lyttede igen til sine omgivelser. blot for at være sikker på ingen farrer kom. hun var skam altid opmærksom. hun slog lidt med den pjusket hale, det var altid dejligt at mærke vandet, dog var hun glad for det ikke var særlig dybt vandet, fordi hun vidste også udemærket godt det var koldt i vejret og derfor nok ikke en klog ide at tage en svømme tur. Hun satte atter frem i en rolig trav, lidt legende dansede hun dog en smule usikkert frem. hun elskede at høre vandets plasken for hver gang hende hov trængte igennem vandets overfalde og landte på den stenet lidt usikkere 'jord'.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Hvad lavede en fra mørkets lande,
i varmens hede sande?
Flodens løb var kølende frihed,
i denne verden af evig hede.

Gule, næsten pupilløse øjne skuede ud mellem træerne i en lille jungle der omkransede noget af det gigantiske område ved flodsystemet Aqua Rivers. Der fandtes alt for mange landskaber, både klipper, hvor der var langt ned til vandet, små jungler, og bjerge, og mange vandfald i de store floder. Det var næsten som at være rejst flere 1000'ende kilometer, men landet Proelio i fremtiden var forandret og forenet i syd, nord, øst og vest, og med ydeligere landskaber end dem. Narrator havde skam været til Flakezés store forsamling, hvor de havde fået det hele fortalt. Nu var han vandret, for at se dette land, og forstå hvilket valg han allerede havde taget, ved at støtte sin søster i Darkena. De landsdele han havde set, var meget anderledes, og mange af dem indeholdt mere af den type sjæl Narrator var end Darkena. Mørket. Mørket kunne man dog aldrig løbe fra, og viden om sin far, var alt han jagtede.

De gule øjne knebes let sammen, for en hoppe vandrede i den hede varme, dog en af de mildere dage i syden, for der var overskyet, og vandløbende var så kølende. Hun kunne nok se halvt så meget som Narrator for den store pandelok, og den damp fra varme og kulde der mødtes, der havde lagt sig omkring stedet. Narrator var musestille, indtil hun tog hovedet op fra vandet igen. På den anden bred, ved den lille jungle, sneg han sig ud, som en skygge i dagslys, men ikke fjendtligt. Historiefortællerens øjne var fjerne, men venligheden skuedes under mystikken. "Badende sjæl, med en klirrende klang i smykket om sin hov. Kan den grå og blå nærme sig, med ønsket om ej at være alene?" Narrators måde at tale på chokkerede ofte andre, for han talte som regel altid om sig selv i tredje person og som om han fortalte en historie. Med en melodisk, maskulin stemme, der gemte på tusind historier, talte han.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Hun var for fokuseret på at springe rundt og nyde livet for sig selv, først da stemmen lød, stoppede hun op og drejede hovedet hen mod lyden. Hun kunne svag skimte denne fremmes sjæl, hans stemme lød, som det var en fremmed han spurgte måtte komme hen til hende. Forsigtigt arbejde hun sig op af vandet og lod et roligt drillede smil finde sin mule. Ikke for at mobbe eller være flabet, men blot fordi hun fandt nyt selskab hyggeligt. Hun gennem arbejde lidt hans ord, overvejede hvordan hun mon skulle svare. Et eller andet sted fandt hun hans måde at tale på inspirerende. Det var en endelig en sjov udfordring for hende, hvis hun skulle tale således. Men hun ville dog gerne prøve, og hvis ikke det gik, så havde hun da faldet i forsøget og haft det sjovt ikke? Hun rystede kort på hovedet så pandelokken rokkende blidt til sidderne.. ”den grå og blå er mere end velkommen i 3 farvet hoppes selskab, det ville være en stor glæde med nogle nye bekendtskaber for hende” prøvede hun sig frem, med et varmt smil.

Det var ikke fordi hun fandt det frastødende eller chokerende, men mere sjov og anderles. Hun kunne godt lide anderledes. Han var sin egen, speciel og unik, og et eller andet sted fandt hun det som en leg. Hun tillod sig endelig gå hen mod ham, mere eller mindre forsigtigt, fordi nu hvor hun fokuseret mod ham, var det svært at fokusere på jorden under hende med øjne og valgte derfor blot at gå stille frem, lavede lidt nogle sjove skridt nu og da. Da hun endelig nåede ham nappede hun drillede ud efter ham. 

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Den unge historiefortæller så mere end de fleste øjne kunne skue. Men han undgik oftest at se dybere ind i øjne, end højst nødvendigt, så denne fremmede hoppe, fik blot et lille skævt smil til gengæld for hendes nysgerrige, levende og ikke mindst feminine blikke. Trods farverne og den man og hale der synes filtret, var der noget spinkelt og fint over hoppen, særligt med de klirrende armbånd.

Hendes svar, var inspireret af hans talemåde, og det overraskede Narrator hvor mange der faktisk lod sig inspirere af hans sprogform. Hans øjne knebes let sammen, og nogle ville bestemt mene at han så uhyggelig ud. Der var træk i hans ansigt, han aldrig kunne ændre på, og dog ikke kun mørke - også lyse. "Da har du i lysets gru og varme, sikret ham fra ensomheden i disse timer."

Stemmen var stærk og forekom silkeblød. Hans smil trak let på sig, og han vippede ørene mod hoppen. "Narrator. Historiefortælleren."

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Hoppen så på ham, så godt som hun nu kunne. Der var meget man kunne sige, men hun så ikke så meget, end ikke så meget som de fleste så, tvært imod. Dog var det ikke fordi det generede hende, fordi hun havde lært at leve med tingene som det var, og nød mest sit eget selskab alene, uden andres øjne der hvilede i ryggen, klar til at grine eller stikke en dolk i ryggen på en. Uden de egoistiske leder. Hun stolede ikke på dem, stolede i bund og grund ikke på særlig mange, ikke fordi hun direkte havde noget mod selskab, fordi det generede hende ej at være sammen med andre. Til tider var det bare nemmest at forholde sig meget pessimistisk, grunden er ganske enkelt, når man er pessimistisk så bliver man ikke såret eller skuffet. Fordi 1. Du kan blive positivt overrasket over de andre eller 2. så for man ret. Det fungerede, men det betød ikke hun skulle snakke grimt eller noget, hun holdt det i sit indre, men var ellers venlig mod andre, dog kunne det hurtigt vende, fordi hvis der var noget hun ikke kunne forholde sig til var det leder af områder. Det pissede hende af, de pissede hende af, uden de rigtigt havde gjort noget, endnu.

Hun smilte ganske roligt til hans ord. ”ensomheden er sikkert for dem nu, men ligeså har den blå grå sikkert den langhåret hoppe lidt selskab i dette brusende sted” prøvede hun igen, dog var det nok mere vellykket første gang, men det betød ikke noget, fordi hun fandt det stadig sjovt at tale på denne mere eller mindre anderledes, men som sagt specielle talemåde.

Han præsenterede nu sit navn, dog havde hun ikke ligefrem en ting, hendes navn betød måne, men et eller andet sted betød hendes navns betydning intet, ligeså havde hun heller aldrig rigtigt noget sådan betydning efter, så hun valgte blot at præsentere sig selv. ”Luna” lod hun den rolige stemme svare ham tilbage, i en venlig og varm tone.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Narrators øjne hvilede et øjeblik længere på den fremmede hoppe, inden han så væk for at skridte et stykke længere hen mod vandfaldet. Han lyttede dog opmærksomt til hendes ord, der besvarede hans, i et forsøg på at bringe historien videre. Det var hans livsmål, hans essens. At bringe historien videre. Han trak vejret dybt og fredfyldt. Luften der fyldte hans lunger føltes så ren og rensende. Han lukkede øjnene i. Hendes stemme lød efter en pause, og et navn fulgte vinden der ville bringe det videre i evigheden. Luna. Hans øjne åbnedes og han betragtede hende indgående. "Føler denne langhårede hoppe sig nogensinde ensom? Forliges hun med ensomheden, der vender vernder på hovedet? Luna... Luna et navn, men hvad indeholder hun?" hans stemme var flydende og han virkede et øjeblik mørk og fjern. Langt væk, på himlen, i mørket ved hans far. Men han slog med halen og kastede det fra sig, for at give Luna sin fulde opmærksomhed igen.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Hans mange spørgsmål undrede dog hoppen, som han pludselig blev mere ’trængende’ på. Hun knep øjne sammen bag den store pandelok hun havde. Hun prustede kort. ”Hoppen kunne spørge Dem om det samme” tillod han sig blot at sige igen. Ej fjendtligt blot påpasselig. ”hvis hingsten ville finde ud af hvem hoppen er, må han se det for sig selv” hun fremtvang et venligt smil. Han ændrede en smule, blot en smule. Men hun tog sig ikke af det, fordi hun havde selv nogle sider. An på hvad andre var overfor hende, men også hvem de var, hvad de stod for. Hun sænkede hovedet og tog en bid græs, holdte dog stadig vagt, hingsten var dog ved at undersøge det store vandfald. Hun trådte forsigtigt mod floden igen, så blot en smule sløret mod vandet ”No horse steps in the same river twice, for it’s not the same river and the horse’s not the same it was” lod hun blot stemmen lyde for sig selv.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Trods hun ej var fjendtlig, viste hendes afslag på hans spørgsmål ham også at hun ikke stolede på ham. Hvem ville også stole på en fremmed? Narrator ville. Han ville vurdere hesten, ligesom han vurderede Luna, og beslutte sig for om de var tiden værd. Om de var en sjæl, man skulle huske, gemme på eller lukke op som en sovende blomst i morgensolen. Han brummede stille, og lod hende blot tænke i stedet for at tale. Han slog med halen, hvorefter hingsten skridtede lidt væk, for at søge i krattet. Frosten lagde sig snart. Der var ikke mange uger til at sneen ville falde. Narrators pels var også allerede tyk og varm, for i det mørke Darkena ventede kulde og vinter.

Lunas stemme fyldte området med et fremmed sprog, og han kneb øjnene let sammen. Han forstod det hun sagde, men kun når han lyttede efter. I hans gule øjne sås en gnist af nysgerrighed. Det var sande og smukke ord. "If that river floats forever, so will the horses who stepped in it. Always rememberd by the water, that once washed them clean." hans fyldige stemme lød maskulin og stærk et øjeblik. Forstod hun hans videre byggelse på historien?

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Hun så kort efter ham da han gik lidt væk, hvad mon han søgte I krattet længere henne. Hun lod det dog ligge. Hun så op da han talte, svarede hende på samme sprog, som hun selv lige havde talt. ”If only there was a forever” sagde hun stille, hendes øjne hvilede stadig på ham bag den store pandelok. ”det starter med smerte, efterfyldt af had. Der er snart så lidt i denne verden, de færreste har ikke længere nogen for hvad der er rigtigt og forkert” hendes stemme lød langsomt, der lå noget smerte i den, men ej heller mere. Hun lukkede stille øjne i, for atter at åbne den, før hun sænkede hovedet en anelse igen. Afventede, hvordan han ville tage disse ord? Hun ville ikke engang selv vide hvordan hun skulle tage det hvis en anden sagde således til hende, men mon historiefortælleren kunne komme op med et svar? Hun var nysgerrig.