Vejret var fredeligt, lettere solrigt og himlen prydet med lette skyer. Det var næsten lidt trykende, kun en beskeden vind, friskede op, i ny og næ. Omgivelserne var stille.
Under et stort lindetræ, lå den brogede, unge, hoppe, Tonks. Hun havde netop spærret øjnene op, efter et hvil. Afslappet, fnøs hun, og lod sine grønne øjne søge lidt rundt. Et svagt smil hang i hendes lyse mule, hun kom på benene, og rystede sig, et par blade forlod hendes lange man, og hendes grønne perlesmykke, klirrede lavt.

Tonks havde fulgt en anden hests færd, og lagt god afstand til denne, siden hun var kommet til disse nye omgivleser. Indtil nu var hun, havnet på en større, separat ø. Hun havde krydset et større, men fredeligt vandleje, for at komme her ud.
Hendes håb var at finde denne hest: Den sortskimle hoppe, med den røde man, Gaizka Calanthia.
Tonks havde forinden hun havnede her, troppet op, da den sorte hoppe, havde samlet en mindre flok hopper, for at tale om hendes nydannede flok. En hoppe-flok. Egentlig havde Tonks forholdt sig neutralt, og tilbagetrukket, under mødet, men havde siden da, overvejet hoppens tilbud, kraftigt. Desuden havde der hersket en troværdighed og gensidig respekt, der havde sagt spar to, under mødet. Tonks ville vide mere..
Så nu håbede hun på, finde Gaizka Calanthia, for at kunne tale med hende, under mere private omstændigheder, så at sige. Tonks brød sig ikke om tanken om, at skulle tale i hoppeforsamlingen, og udstille sig selv, uden at være sikker på, hvad hun ville med det.

Hun satte nu frem i en tung, doven trav, ind mellem træerne, i skovbrynet, til en af de store stier der smøg sig gennem området. Det var smartest at forholde sig lettere skjult, desuden var Tonks god til at bevæge sig næsten lydløst, og ikke mindst hurtigt, i tætte terræn, skoven, var ingen undtagelse. Nu var spørgsmålet blot, om hun ville støde på den kønne, mørke hoppe her omkring, eller om hun måtte fortsætte sin søgen?

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Det sidste døgns tid havde været afgørende, for Gaizka Calanthia. Hendes valg om at samle flokken på denne ø i denne smukke skov, var ikke just tilfældigt. Hun havde ledt i hele den varmere landsdel, for at finde frem til et sted med køligere vinde, og beskyttelse af enten hav eller bjerge. Skoven her var en god start, nu manglede hun bare at få spredt rygtet ud, til de heste der var kommet samme vej fra som hun selv... Verden var forandret - meget. De heste hun kendte og de heste hun havde dannet relationer med, var de taget med hertil? Hun var ikke alene - Samuel og en hoppe kaldet Trudy, var rejst med videre. Hvem ellers?

Gaizkas ben bragte hende smidigt og let fremad, mens hendes skarpe, mystiske blik vurderede omgivelserne. Den sidste tid... Hun havde følt sig let overvåget. Ikke fordi nogen bogstaveligt talt kiggede på hende, men nogle fulgte måske efter hende, så hun vendte sig, og i stedet for at fortsætte skoven rundt, gik hun en ny fært i møde, med milde øjne. Hun havde duftet den her før... Men det var meget blandet, om hun kunne huske den. Hun skimtede mellem de store træer, og snart fik hendes øjne, lidt besværet øje på den brogede hoppe - en hun havde set før. Hun smilede øjeblikkeligt, men mystikken lå stadig, som altid i Gaizkas øjne.

"At se endnu en hest fra Proelio, er i sandhed en gave. Og så dig." lød den feminine, stærke stemme, respekterende, og venligt. Gaizka havde set hende til sin flokforsamling. Havde hun fulgt efter hende? Det ville betyde hun havde interesse, for flokken, sandsynligvis. Håbefuldt tippede Gaizka hovedet på skrå.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

De grønne, skarpe øjne flakkede søgende, mens Tonks travede afsted, hendes tempo var blevet friskt og energisk. Ligeledes var hendes udstråling, ganske som altid. Et par talestrømme løb tavst gennem hendes hoved, som tanker: hvordan skulle hun henvende sig, og samtidig forsvare, at hun jo havde fulgt efter Gaizka - Hvis altså hun ville støde på hende..

Lyden af hove i skoven omkring Tonks, hun sænkede farten, og så sig om, næsten som ud af ingenting, kom Gaizka til syne! I al sin pragt. Nærmest pr automatik, brede et stort smil sig, i den brogede hoppes mimik, specielt i hendes sigende, skarpe øjne. Det var rart at se hende, skønt de ej kendte hinanden, som sådan.. Kort løb det koldt ned af ryggen på Tonks, da den mørke hoppe nærmede sig.
Hun hilste med venlighed og respekt på Tonks, Og så lige dig? gentog Tonks inde i sit hoved.
“Det er også rart at se dig Gaizka Calanthia.. Jeg har fulgt efter dig... Jeg håbede vi ville rende ind i hinanden, på den ene eller anden måde...” Tonks sendte hende et ærligt blik, og sænkede hovedet kort, i respekt, og for ligesom at undskylde sin gerning.

“Er du den eneste her - Jeg husker der var et godt fremøde, til din samling i den gamle ruin?” Spurgte hun, og løftede nysgerrigt det orange, hoved, og så på Gaizka. Det var vidst en passende måde at åbne den på. Tonks havde en mindre række spørgmål, og forespørgsler

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Det var næsten som om Gaizka havde en behagelig effekt på alle hopper hun mødte. Det var næsten som om at de ved første øjekast, smilede bredt, og nød hendes selskab. Måske var det begrundet af at Gaizka var en af de eneste hopper i Proelio, der forsøgte at lave en revolution mod hingstes magt. Hopper burde og kunne være ligeså strategiske og smarte. Det skulle hun nok bevise.

Gaizka, stod og betragtede dette prægtige eksemplar af hoppernes køn, mens hendes øjne mildt bød hoppen at tale. Det gjorde hun så, med en ærlighed og respekt. Det forundrede Gaizka, hvorledes hun havde opsamlet sig et ry, og opnået disse ting, hun aldrig havde forstillet sig som ung. Det var helt surrealistisk, men hun nød sin posotion, og ville gøre hvad end der skulle til for at kæmpe sine flokmedlemmers kamp.

"Nej, jeg er i overbevisning om at meget af Proelio er blevet bragt hertil. Her er anderledes, næsten som om vi er rejst til i morgen." svarede hun tænksomt, med det lettere mystiske fjerne blik. Men hun var tydeligt til stede i situationen, og hendes smil og øjnes opmærksomhed, var blide og beskyttende. "Jeg har et føl fra flokken her i skoven, men jeg afventer endnu mine andre flokmedlemmers ankomst..." Gaizka lod ordene hænge en anelse bydende i luften og smilede sigende til Tonks.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Uden overladt tvivl, eller mistro, lyttede Tonks intenst til de ord som den sortskimle hoppe delete. Der var ikke meget at misforstå, af de simple sætningere, som nåede den unge, brogede hoppes øregange, for dernæst at blive omsat til tanker, og ledt videre mod de egentlige spørgsmål, om hun bar. Ja hvilke hun havde båret siden hun førstegang havde set og hørt, Gaizka tale, i Ruinen.
Forstående, nikkede Tonks, og lod kort blikket vandre over træerne omkring dem. Hun drog et tungt åndedrag, lidt ligesom et suk, ike fordi hun frygtede hvad hendes spørgsmål og tanker ville fører til. Men snare over det ‘men’, Tonks kunne finde på at sætte op.

“Gaizka Calanthia.. Jeg føler mig meget tilpas, omkring Dem, skønt vi ej kender hinanden bedre. Og jeg vil med stor kløgt og loyalitet, anmode om optagelse i Deres folk.”
Tonks bukkede for den mørke hoppe foran sig, i respekt over dennes mod, og indstilling, og ikke mindst hendes væseen. De to hopper delte klart visse værdier. Og Tonks vidste med sig selv, at hun ville kunne bidrage og falde til, under Gaizka Calanthia.

Hun ranskede sig op, og smilede svagt, på sin lidt kække måde, som naturligt lå til hende.
“Hvor bunden ville jeg blive, og er der særlige forbehold, jeg skal vide af?”
Tonks blik var sikkert - Det hvinede i hendes mave, lidt som den blæsende fornemmelse, mellem de høje klipper, i kløfterne. Hun holdt endnu sit ‘men’ tilbage, uden at det var tydeligt. - Skulle hun til at leve flok livet igen, den unge frie Tonks?

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizka, lyttede atter til denne prægtige hoppes ord, og måtte konstatere, at hun med største glæde ville optage dette indvid i sin flok af hopper. Hun smilede, et feminint og blødt smil - et lille lykkehvin kom fra hoppen, det var godt der var heste derude, der støttede dette protjekt, der kunne synes umuligt. Hoppers magt voksede, og Gaizka var en stor del af det.

"Jeg vil med allerhøjeste glæde optage dig i Amazona flokken." stemmen var oprigtig og beskyttende. Hun lyttede dog igen, med åbne øre, og varme arme, til Tonks. Bundet ville hun ikke som sådan blive."Flokken regeres af hopper, vi har få hingste individer for beskyttelse. Vi er nådige og stemmer om alle nye ting. Jeg kan ikke beskytte dig udenfor flokkens område, og opholder du dig væk i længere tid, anses du som ude af flokken, da det er svært at sende en redningsmission, med de få individer vi er nu. Arbejd for flokkens bedste, og du vil blive belønnet." det var de vigtigste ting i flokken. Dermed var det ikke sagt at man ikke måtte bevæge sig væk fra flokområdet. Gaizka tippede hovedet på skrå, og betragtede den brune indgående. Ville hun acceptere? Var der et men?

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Et sikkert, sigende smil, trådte frem i Tonks grønne øjne. Hun nikkede anerkendende, og vippede opmærksomt ørerne frem. Intenst lyttede hun, det var præcis noget i den stil Tonks havde ventet at hører som svar. En vis lettelse, slap hende, da hun ikke ville få lagt lænker om sig, i den konservative forstand, der ville kunne have fået hende til at tøve.

Hun var sikker på at kunne og ville opfylde, de regler, som Gaizka lagde ud. 

“Jeg vil med stort arrangement, og glæde, være en del af Amazona. Og jeg vil yde mit ypperste, for at gøre et godt eksempel, og arbejde, med al min loyalitet,” lød det så fra den brogede hoppe, hendes stemme afslørede selvsikkerhed, og de grønne øjne afspejlede den ligeså. Der havde været et vist tryg på ‘loyalitet’, dette var en alfa omega for Tonks, i alt hun forestog sig, lige fra at være det overfor sig selv, og sine løfter og følelser, tli de bekendtskaber hun gjorde sig. 

Tonks nikkede, som for at sætte punktum, i sin korte tale, fra dette nu, var hun klar til at parærer ordre fra sin leder, Gaizika Calanthia

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Tonks svar var en godkendelse af Gaizkas reglement, og hun smilede helt blødt mod hoppen. Hendes ører var vendt mod hende, og hun udtrykkede sin glæde og spædning over at have fundet et nyt medlem til sin flok. Hun bemærkede trykket på ordet 'loyalitet' og dette fact kunne kun glæde Gaizka mere. Hun var så stærk og parrart i tiden. Hvad end livet smed i hovedet på hende, ville hun klare mosten uden sorg og bekymring. Den gamle lille uskyldige hoppe var væk. En ægte krigerinde var trådt i hendes sted, og trods tabet af hele sin familie, var der liv at kæmpe for. Hoppernes.

"Det behager min sjæl at høre disse ord. Tonks, jeg erklære dig optaget i Amazona." hun puttede sin mule forsigtigt mod Tonks pandelok, og et nænsomt, venskabeligt kys blev placeret der, som for at sige: Dronningen har godkendt dit væsen. Hun trak sig atter. "Vi holder til i Secrets skoven lige nu. Spred gerne vor rygte til store og små. Jeg forventer at vi snart er stærke nok til at forsvare os mod trusler." Gaizka sukkede lettet og slog let med halen. Hun hævede hovedet i stolthed. Deres møde havde bragt Gaizka frugt og Tonks et trygt sted at være.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

En smule spændt, holdt Tonks vejret, selvom det nærmest lå åbent i luften, at hun var velkommen i Amazona. Ting kunne ændre sig, til de var bekræftet eller fastslået. Et bredt hjerteligt smil, delte Tonks lyse mule i to. 

"Tunsind tak Gaizka Calanthia - Jeg vil ikke skuffe dig!" Taknemmeligt, bukkede hun kort, for sin nye leder, inden hendes mule puffedes ind i Tonks lyse, svagt gyldne pandelok. Svagt skubbede Tonks sin pande mod, som for at tageimod, Gaizkas gestus. "Jeg vil holde mig omkring, og sprede vor rygte, ved lejlighed," konstaterede Tonks, og så sig omkring. 

Hun følte sig spændt, og lettere dirrende, - ligesom da hun føl og oplevede vilde ting, det var lige på grænsen til at hun måtte samle sig. 
"..Er der andet jeg bør vide, eller være opmærksom på? " Tonks ville lige sikre sig en sidste gang, hun ville gerne gøre et godt eksempel, så hellere spørge en ekstra gang. 
Skønt hun var en sikker hoppe, var hun kun lige blevet fuldvoksen, og havde endnu nok at lære, og forstå, specielt hvad angik Proelio..

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Deres samtale, havde været interessant, og betydningsfuld, for Gaizka der snart så sin flok vokse sig større end mange andre i landet. Hun trak vejret dybt og lyttede igen, med respekt og behag. Rygtet spredtes, rygtet spredtes. Det var en leg. Og sammtidig dødsalvorligt, at få deres budskab ud i verden.

"Vi har to hingste i flokken. Cinna og føllet Samuel. De vil blive beskyttere, og er derfor accepterede. Mere er der ikke, netop nu, Kære Tonks." svarede Gaizka forsikrende og blidt.

Hun så sig let omkring, og smilede svagt. "Med det sagt, skal jeg finde Samuel, han skal snart have en lektion mere i vores love." hun smilede lidt bredere. Åh han var en bølle. Der skulle fin skik på hans muddermanere.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Tonks luttede ører nok en gang, og så med stor interesse på sin leder. Hun ar i sandhed kløgtig, og et pragteksemplar af en hoppe. Måske Tonks kom til at kiggede beundrede på hende for længe? - Hun vippede let med hovedet og sukkede, for så at nikke. "Det er forstået Gizka, " konstaterede den brogede hoppe, og smilede sikkert til den sortskimle.
"Samuel, - En yogster.. Sig til hvis jeg kan jeg kan hjælpe med ham,
eller noget som helst andet," Hun havde stor entusiasme i sin stemme.

(Har du lyst til en ny tråd med Tooonnkkkks og Gaizka ? )

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

/Helt bestemt Opret endelig jeg skal nok svare med den lille tid jeg har

Gaizka smilede tilbage til sit nye flokmedlem. Denne hoppe skulle blive interessant at have med i Amazona. Det var på ingen måde umuligt at forestille sig at Gaizka ville få et godt øje til hende... Hun viftede let med halen. "Jeg takker for din tiltro. Samuel vil du møde snart. Vi ses, kære." lovede Gaizka, inden hun vandrede bort for at opdrage den lille bølle.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...