Trudy travede af sted i et frisk tempo, mens hun med et vågent blik, forsøgte at opsluge alt, hvad hun kom forbi. Hvor det var hun befandt sig, vidste den sorte hoppe ikke. Hun havde faktisk absolut ingen anelse om det. Landet var fremmede, men alligevel velkendt. Da Trudy var trådt gennem den magiske ring, som hun troede var Flakezés værk, var hun kommet ud på Meadow, som var den eng, hun i forvejen havde opholdt sig på. Derfor havde hun ikke med det samme opfattet, at hun ikke længere var i Proelio. Flakezé havde hun ikke kunne se nogen steder, og det var først da hun forstod, at det ikke var hans værk, at hun bemærkede, at alting virkede anderledes, selvom det ved første øjekast var det samme sted. Trudy havde herefter bestemt sig for, at finde sin familie. I hvert fald det der var tilbage af den. Den sorte hoppe havde måtte sande, at hvor ondt det end gjorde, havde hun mistet sin mage DawnFrost og sin datter Ryhenna. Hun gik ud fra, at Frost endnu en gang var draget tilbage til sit hjemland, og havde taget Ryhenna med sig. Hvorfor han dog ikke havde sagt noget, vidste hun ikke, men der måtte vel være en god grund? Jagten var derfor gået ind på at finde hendes datter Jah-lila og sine to børnebørn Iris og Ajani. Trudy havde dog endnu ikke fundet dem, ja faktisk havde hun endnu ikke mødt en eneste hest, hvilket hun fandt ganske mærkværdigt, da dette fremmede land virkede ganske frodigt og hestevenligt. På nuværende tidspunkt befandt hun sig i en fredfyldt skov, med store åbne stier som sirligt snoede sig ind og ud mellem træerne.

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Det var tydeligt. Tydeligt at elementerne i dette land, denne verden, stadig var de samme, men horisonten var blevet udviddet, og luften var forandret. Gaizka Calanthia anede ikke hvad der var i optræk, hvortil hun var kommet, men det var sikkert at Proelios landskaber gemte sig i alt de ukendte. Junglen Zichaw var hun stødt på på sin vej. Ruinen Lapis og bjergene Maijak. Hun vidste at de brag hun havde hørt, den aften under blodmånene hvor hun forsvandt hertil, havde sendt hende væk. I tiden. Gaizka vidste naturligvis ikke om hendes konklution holdt, men dette var et eventyr - eller et mareridt. Et hun agtede at finde hoved og hale i som en af de første, for at beskytte sin nydannede flok. Til den opgave, fik hun brug for hjælp.

Gaizka søgte skoven Secrets igennem. Hun havde valgt dette område som opstart til sin fok. Det lå på en ø, isoleret fra fastlandet, men let at komme til for hendes medlemmer, da vandet var lavvandet op til fastlandet. Den eneste hun havde samlet op indtil videre var Selenes føl. Samuel. Selene selv, var Gaizka i længsel efter... Hoppen havde parkeret føllet et trygt sted til søvn, og nu ledte hendes skarpe, feminine øjne efter andre sjæle. En fært havde sporet sig vej ind i hendes følsomme næsebor, og trods hun ikke kendte den, var den mere 'hjemlig' end de andre dufte i denne verden. Den kom fra det Proelio hun kendte. Hoppens øjne skimtede endelig en farve. Pink. Og til den pinke man hørte en sort hoppe. Perfekt. Et hoppeligt indvid - det kunne kun være luksus for Gaizka. Hun smilede mildt, og vippede ørerne frem mod denne hoppe, inden en rolig og kontrolleret vrinsken kom fra hendes dybe, men feminine stemme.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Skoven som Trudy bevægede sig rundt i, var ikke ligesom Meadow, noget fra det gamle Proelio. Den var helt ny og fremmede for den sorte hoppe, hvilket blot resulterede i en sitren af spænding i den spinkle, men stærke krop. Trudy elskede at udforske alt nyt, og selvom hun ikke helt brød sig om, at hun ikke forstod hvad der var sket, og hvilket land dette egentligt var, så nød hun i fulde drag, at være kommet til et fuldstændig ukendt land, der blot ventede på og blive udforsket. At hun gerne ville have styr på, hvor hendes kære gemte sig, var godt nok i lille minus, men mon ikke hun nok skulle finde frem til dem. Det tog hun ikke så tungt.

En feminin vrinsken lød nu pludselig gennem de lyse stammer, og gjorde opmærksom på, at Trudy ikke længere var alene. Det passede hende egentligt udmærket, og måske havde den anden et svar på, hvad det var der var sket? Se det ville jo ikke være så ringe og få opklaret. Snart trådte en smuk sort hoppe med den mest strålende røde hårpragt frem i hendes synsfelt. Til trods for at Trudy aldrig havde mødt denne hoppe før, vidste hun hvem det var. Der fandtes nok ikke en eneste hoppe i hele Proelio, der ikke havde hørt om Gaizka Calanthia. Hoppen der havde trodset hingstene, og skabt sin egen flok. En flok som så hopperne som det førende køn. Bare rygterne om denne hoppe, havde i Trudy skabt en respekt for hende. En hoppe som muligvis ikke kunne hamle op med nogen førehingst i styrke, men som klart var så stærk alle andre steder, at hun uden tvivl ville kunne styre det modsatte køn.
Trudy stoppede op i respektfuld afstand, og betragtede åbenlyst den anden. Hun havde hørt så meget om denne hoppe, nu var det på tide at danne sit eget indtryk af hende. Hendes blik gled hurtigt over den sorte hoppe, mens der langsomt bredte sig et smil på hendes hvide mule. Gaizka Calanthia så ung, smuk og stærk ud, det der dog var det bedste ved hende, var dog hendes grønne øjne, der lyste med et intelligent glimt. "Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det Gaizka Calanthia jeg står overfor?"

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

I første omgang var der ej mange, der noterede sig at det ene øje bar blåt og det andet grønt, da det grønne øjes genskind, nærmest funklede videre i det blå. Fænomenet var arvet af Athena, og Gaizka vidste at det var specielt. Gaizkas lange, smidige ben bragte hende til et stop ved dette smukke eksemplar af hopperne. Hun smilede, både varmt og åbent. Der var genkendelse i den fremmede hoppes øjne, og Gaizka vidste at hun havde hørt om flokken. Dens rygte var blevet spredt meget hurtigt, mellem hopper i landet, hvilket på ingen måde ærgede Gaizka. Faktisk havde hun regnet med at hendes opsigtsvækkende flok ville nå langt omkring i snak.

Intelligens og mystik var to ord der sad godt på Gaizka. Dog ville man også altid kunne kalde hende en beskytter, en veninde. For ingen hoppe i Proelio ville forstå det hun kæmpede for til sit fulde fem. Hopper blev voldtaget, talt ned til, behandlet som dukker, eller sat på plads. I ny og næ kunne selv en god og rar hingst, sommetider helt ubevidst træde hende over tæerne. Langt mere end hvad hun fortjente. Gaizka var selv et vodtægts offer. Hun havde født et uønsket føl, og givet det det bedste liv hun kunne. Hun havde elsket sin mor, og hadet sin voldtægtsmand, og savnet sin far hele livet. Hun rejste ud af landet væk fra alt, for at blive glad igen. Hun lærte ting derude i verden - nye og stærket ting, og hun agtede at tage hjem og elske sin familie og Diablo igen. Men da hun kom hjem var de alle døde. Alle døde. Alle døde. Alle døde. Undtagen hendes voldtægtsmand.

Gaizka smilede prydende da hoppen spurgte til hende. "De er ganske korrekt i Deres antagelse." lød den mørke, men varme, feminine stemme. "Det mere interessante spørgsmål vil dog være - Hvis kønne skind, ligger jeg mine øjne på?" Gaizkas øjne var sigende og afventende.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Trudy følte sig ganske tilfreds med, at det netop var denne hoppe, hun var stødt ind i. Rygtet om den feminine flok havde nemlig sat gang i hendes tanker. Den sorte hoppe havde selv prøvet at have det hele. En mage hun elskede helt op til skyerne, et par skønne døtre der overstrålede alt i Proelio, og et livsstykke af to børnebørn. Hun havde stadig noget af denne familie tilbage, men hendes elskede DawnFrost og datter Ryhenna var ikke længere at finde. Trudy havde sørget længe, og var kastet sig ind i krigen med sådan en ildhu, at man skulle tro, hun gav fjenden skylden for deres forsvinden. Til sidst havde hun dog accepteret det uundgåelige. Og det var her Amazona flokken kom ind i billedet. For da det var kommet Trudy for øre, hvad denne flok stod for, gik det op for hende, at hun muligvis burde bruge sin styrke til fordel for andre, og ikke kun hende selv og resterne af hendes familie. Trudy havde nu kæmpet i to krige, på Flakezé side hver gang, naturligvis. Og havde derfor opnået en del erfaring i at kæmpe, hertil havde hun sin hårdt arbejdet styrke og ikke at forglemme magien fra Killippa. Den sorte hoppe var dog ikke dum, og selvom hun havde holdt sig meget for sig selv, havde hun godt bemærket, hvordan flere og flere heste i landet, voksede i styrke på den ene eller anden måde. Trudy der før i tiden ville have kunne give enhver røvfuld, var ikke længere med i ligaen. I hvert fald ikke når det gjaldt hingstene. Men det kunne der jo gøres noget ved..

Da Gaizka Calanthias spørgsmål nu lød, besvarede Trudy roligt hendes intense blik der lå i hendes øjne. "Du behøver ikke sige De til mig, jeg er såmænd blot Trudy." Måske en lidt utraditionel præsentation, men den sorte hoppe havde aldrig været helt ligesom alle andre. "Din flok Amazona interessere mig," for Trudy var der ingen udenomssnak, det var lige på og hårdt. "Jeg har hørt rygter om, at denne flok tager vare på hopper, således de kan føle sig trygge og ordentligt behandlet." Dette var måske mere en konklusion, end et egentligt spørgsmål. "Jeg kunne så godt tænke mig at vide, hvordan du vil beskytte disse hopper?" Måden det blev sagt på, kunne måske have virket spottende, men på grund af tonefaldet, var det tydeligt, og der ikke var andet i spørgsmålet end oprigtig interesse fra Trudys side. Når det gjaldt fysikken var hopperne underlegne i forhold til hingstene. Dette var ikke for at tale ned om nogen, men sådan var sandheden blot.

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizka, bemærkede, den fremtoning den sorte hoppe foran hende havde. Hun var ældre end Gaizka, mere erfaren, og der synes at ligge en del bag hendes grønne øjne. Gaizka smilede svagt. Livserfaring var godt, Gaizka overvejede hvilke erfaringer hun måtte have. Måske lykkeligere end Gaizkas egne, måske værre. Men roen der synes at være i hendes stærke legeme, fortalte i Gaizkas øjne noget om visdom. Visdom kunne komme med erfaringer - men hvilke?

Trudys svar lød, og Gaizka nikkede mildt. "Blot en respekt" sagde hun om 'De'. Hun lyttede hernæst godt efter. Der var noget i Trudys stemme, men det lå bag den oprigtige interesse, så Gaizka kunne ikke helt spotte denne. Hun smilede dog, og hævede kroppen en anelse med en glæde og stolthed. Flokken skulle præcis beskytte hoppernes køn. Men uden beskyttelse, stod dens formål ustabilt. Gaizka ledte efter få hingste, af ære og styrke, men de var svære at finde, uden grumme hensigter. Cinna og Samuel, ville tjene flokken, men spørgsmålet var - var de stærke nok, og ønskede de at lege vagter?

"Som ganske ung, blev jeg offer for hingstene, og jeg har siden, søgt en måde at beskytte hopper på. Flokken her, er mit bedste bud, men som det tegner sig lige nu, er vi svage." sagde hun, men hendes øjne fortalte tydeligt om ilden der ønskede at brænde skoven op. Fuego havde voldtaget hende, og andre hopper skulle ikke lide et sådan overgreb. "Jeg søger feminine hingste, af styrke. Men min interesse ligger også i de stærke hopper, maigen, og hvor ellers jeg kan søge styrke, til forsvar."

Hun holdt inde et øjeblik. "Fortæl, hvad du har på hjertet, omkring dette?" Gaizka smilede en anelse gådefuldt.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

At Gaizka Calanthia vidste sin respekt til hende, igennem ordet De, fik egentligt Trudy til at føle sig ganske smigret. Hun fandt dog ordet De gammeldags, og følte at man på en måde holdt hinanden på afstand med denne taleform. Selvfølgelig kendte de to hopper ikke hinanden, men det ville de jo muligvis komme til, og det i sådan en grad, at de ikke skulle holde hinanden på afstand.
Som Trudy havde beskrevet flokken, var den sorte hoppe foran hende, vokset adskillige centimeter af ren og skær stolthed. Et varmt blik dukkede kortvarigt op i de mosgrønne øjne, som hun betragtede den anden, der tydeligvis var stolt af sin mission. Det var godt, for der var vidst ingen tvivl om, at Gaizka Calanthia ville kæmpe for sin flok, og kæmpe, det skulle hun nok komme til.

Fortællingen om hvorfor flokken var opstået, lød nu mellem de to sorte hopper. Trudy lyttede opmærksomt, mens hun eftertænksomt nikkede stille for sig selv. Gaizka Calanthia ønskede ikke, at andre hopper skulle misbruges, som hun selv var blevet, men alligevel formåede hun at holde hovene solidt plantet på jorden, og forstod det realistiske i den flok hun havde skabt. At den fysiske styrke ikke ville kunne hamle op med de andre flokke, ikke medmindre de fik hjælp. Da den sorte hoppe med det brændende blik nu fortalte, hvad det var hun søgte, bredte der sig langsomt et ildevarslende smil på Trudys bløde mule. Åh jo, Amazona flokken skulle nok få hjælp.

Gaizka Calanthia spillede nu bolden over til Trudy, og bedte hende fortælle, hvad hun havde på hjertet, hvilke tanker hun bar rundt på. "Jeg kan lide din mission, jeg kan lide dig.." Trudy lod et signende blik glide over den anden sorte. "Jeg har tidligere kæmpet for mig selv og min familie. Min familie vil jeg stadig beskytte med mit liv, men jeg tror det er på tide og komme videre. Kæmpe for noget mere, end blot mig selv. Kæmpe for at beskytte hopperne i Amazona flokken." Trudy begyndte nu at skridte rundt om Gaizka Calanthia. Hendes skridt var stærke og smidige. Selvom Trudy måske ikke var så køn som i sine unge dage, grundet de mange ar der efterhånden var strøget ud over hendes spinkle krop, så skinnede den sorte pels stadig og musklerne var ej forsvundet under det mørke skind. Grundet sin ringe størrelse var der mange hingste, der havde undervurderet hende, det havde været dumt. "Jeg vægter min frihed for højt til, at jeg ønsker medlemsskab i din flok kære Gaizka Calanthia, men.. Jeg ønsker at kæmpe ved din side, ønsker at hjælpe med at beskytte din flok, beskytte dine hopper. Så hvis du ønsker det, er jeg din." De grønne øjne glimtede af indestængt iver. Det var som om, at med Trudys nye mål, fandt hun atter en mening med livet. Ja, hun var ganske vidst svag i dette øjeblik, men hvis Gaizka Calanthia ønskede hendes hjælp, skulle hun nok gøre noget ved dette problem. Hun havde ganske vidst aldrig opsøgt ham før, aldrig så meget som været i nærheden af ham faktisk, men én gang skulle jo være den første. Og hvad der ville vente hende? Det havde Trudy ingen anelse om, men nu var det ikke længere kun hende selv hun kæmpede for, nu var det en større sag, og det måtte jo bringe ofre på den ende eller anden måde, det var hun ganske udemærket klar over.

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizkas indebrændte vrede og had, ville brage løs, hvis nogle misbrugte hendes kæreste hoppemedlemmer, og der ville blive et blodbad. Gaizka havde intet ønske om at nogen hingst nogensinde igen, skulle mishandle et forsvarsløst individ, og Amazonerne straffer hårdt, hvor de kan. Det var en magisk verden, og Gaizka kendte sine legender. Trods Gaizka vandrede med indædt had, var hun som man så udadtil, en endnu anstændig og kløgtig hoppe, med hjertet på et godt sted. Men nåde ville der ikke blive vist til de der ikke fortjente denne...

Det Trudys mund nu talte om, vækkede Gaizkas øres opmærksomhed, og hun kiggede med interesse på den sorte hoppe. Det var lidt smigrende for en hoppe der var tiltrukket af andre hopper, at få sætningen 'Jeg kan lide dig'. Hun smilede sigende mod Trudy, og lyttede videre. Trudys vandren omkring Gaizka, styrkede hoppens ord, og hun fik en status Gaizka beundrede, og nød at ligge øje på. Hun standsdede da hun var færdig, og Gaizka nikkede med et tænksomt blik. Hendes ord om hendes frihed, forstod Gaizka godt. Flokken kunne dog bruge hendes bekyttelse, man så tydeligt musklerne under den sorte pels. Og så var Trudy ikke mindst smuk og velfungerende! Et logisk individ.

"Kære, Trudy. Jeg vil med glæde acceptere dine vilkår, og modtage din beskyttelse af Flokken. Men jeg anser at du kommer mindst 2 gange i måneden for at følge op på flokkens velbefindende og tilstand." hun smilede venskabeligt mod den sorte, og håbede at det ikke var for meget at forlange.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Et nyt venskab havde muligvis fået sin spæde opstart, i dette øjeblik, hvor de to hopper accepterede hinanden. Trudy bemærkede godt, både Gaizka Calanthia sigende smil og hendes gnistrende blik, men lod sig ikke mærke med noget af det. Hun var nu klar til at påtage sig et nyt mål, et nyt ansvar. Og det ville blive sammen med denne hoppe, denne søster i sort. I et flygtigt øjeblik gled hendes tanker tilbage til DawnFrost, om hvad han mon ville sige, til det hun nu havde forpligtiget sig til, og det som hun planlagde at gøre. Mindet om den stribede hingst gjorde dog stadig for ondt, og hun skubbede ham så langt bag i hovedet, som det lod sig gøre. Han var fortid, nu måtte hun holde fokus på fremtiden i stedet.

Da Gaizka Calanthia fremlagde sine krav, nikkede Trudy blot samstemmende. "Det er ganske retfærdigt, og jeg skal nok rette mig efter det." Den sorte hoppe holdt ganske vidst ikke til, i samme landsdel som Amazonflokken, men det så hun dog ikke som noget problem. Hun skulle trods alt blot komme forbi, og ikke blive i flere uger. "Jeg vil nu forlade dig Gaizka Calanthia. Der er ting der må gøres, aftaler der må laves. Jeg vil atter vende tilbage til dig, når tiden er inde." Hun måtte videre. Ud og opsøge ham, som kunne gøre det muligt, at kunne passe på flokken, selv over for de hingste, der på nuværende tidspunkt, langt overgik hende. "Pas på dig selv, til vi ses igen." Kort puffede hun til Gaizka Calanthias skulder, måske med en anelse strygende effekt, på en yderst tirrende måde. Herefter vendte hun sig rundt i en sådan fart, at den pinke hale fløj gennem luften, inden hun i strakt galop hurtigt forsvandt ud i det nye og fremmede Proelio.

//Trudy out..

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizka lyttede til de mange sidste ord den smukke Trudy havde at sige om flokken og sig selv. Det var alt sammen fornuftigt, og Gaizka glædede sig over mødet og beskyttelsen fra en stærk medhoppe. "I lige måde" Hun smilede pænt da Trudy tog sin afsked, og derefter begav hun sig selv, ud for at finde Samuel. Der skulle gives lidt lektion i fin opførsel.


/Gaizka Out

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...