Caeli Pluvia
You hold me without touch... You keep me without chain. You loved me cause I'm fragile, when I thought that I was strong. Set me free. Leave me be. I don't want to fall another moment into your gravity. But you're onto me.. . And all over me.

De øjne der havde set så meget og stået igennem det hele - omend med tungt hjerte - stirrede nu vemodigt ud over Clear Ices skinnende is. Hendes blik var langt, langt væk. Der var meget der skulle ske, og det var som om det allerede var sket. Var det smerte? Lidelse? Eller den tomhed der ville følge med døden hun følte? Hoppen så tilbage på sit halvstore føl. Hans stærke lemmer, hans krøllede hår der voksede dag for dag. Snart ville han være højere end hun. Hans gule øjne kiggede tilbage på hende, og hun smilede. "Snart Narrator. Snart skal jeg fortælle dig om det iskolde møde på isøen." sagde hun blidt. Hendes øre vippede. Junglen bag dem og floden foran dem havde hver deres lyde, men en anden lyd fangede hoppens følsomme arrede ører.


I live here on my knees, as I try to make you see that you're everything I think I need here on the ground. But you're neither friend or foe, though I can't seem to let you go... The one thing that I still know is that you're keeping me... Down...

Shimo var kommet på afveje, strejfet fra Hitsugaya flokkens områder. Hun var nysgerrig og måtte se hvad der var på den anden side af Tropas floden.
Rukia, hendes trofaste føl havde hun efterladt hos Too Close hvor hun legede med Zangetsu, føllet efter Artax og Too Close. Det var rart at være alene lidt, og hun vidste at hende halvstore føl var i sikkerhed på flokkens arealer, og bekymrede sig endelig ikke.
Shimo gik i land ved Ziclaw og rystede den tykke pels fri for vand. Hun havde følt sig så frisk og veloplagt siden mødet med Flakezé og havde fornyet energi. Dog ville heldet snart vende og hun ville miste sin energi igen, hendes svagelighed ville vende tilbage inden længe.

Det var nu da hun opdagede en fremmed hoppe med et føl, jævnaldrene med hendes eget. Hun smilede venligt og gik langsomt mod hende. "Hej ^^!" Sagde hun venligsindet.

Caeli Pluvia
You hold me without touch... You keep me without chain. You loved me cause I'm fragile, when I thought that I was strong. Set me free. Leave me be. I don't want to fall another moment into your gravity. But you're onto me.. . And all over me.

Caelis øjne vendtes mod en fremmed hoppe, hendes øjne aldrig havde beskuet før. End ikke nogen der lignede. Nysgerrighed af den slags Caeli altid havde båret i sine unge år, sneg sig frem i hendes blik. Men blikket var også endnu tynget, af det liv hun befandt sig i. Hun vidste nu med sikkerhed at hun ikke ønskede sit liv anderledes... Ikke mere. Hun smilede svagt, tøvende og usikkert mod den anden langt yngre hoppe. Således var hendes social akavethed og hun var aldrig vokset fra den. Hoppen hilste og Caeli stirrede mod himlen, som hun havde for vane når hun blev genert, eller usikker.

"Dag." sagde Caeli og trak hovedet ned igen. Hun mærkede Narrators mule mod hendes skind. Han genkendte hoppen, det kunne Caeli se i hans øjne. Dapå simlede hun mildt. "Caeli Pluvia." det var måske en af de sidste hilsner der ville forlade hoppen. "Himlens regn.." døde den svage, klare stemme ud.


I live here on my knees, as I try to make you see that you're everything I think I need here on the ground. But you're neither friend or foe, though I can't seem to let you go... The one thing that I still know is that you're keeping me... Down...

Shimo gik den anden svagelige hoppe i møde og forsøgte ikke at lægge for meget mærke til hendes handicap.
Hun vidste hvordan det var.
Blikket man fik.

"Shimo." Præsenterede hun sig selv umiddelbart efter krøblingehoppen nu kaldet Caeli. Det næste hun sagde forstod Shimo ikke. "Himmelens Regn?" Gentog hun og lagde hovedet lidt på skrå som forventede hun der kom en forklaring.

Caeli Pluvia
You hold me without touch... You keep me without chain. You loved me cause I'm fragile, when I thought that I was strong. Set me free. Leave me be. I don't want to fall another moment into your gravity. But you're onto me.. . And all over me.

De svagelige forben stod ustabilt, men ikke vaklende. Hun var placeret nogenlunde i sandet, med sine mange forrevne ar. Hun kiggede op mod hoppen og gentog blot i sine tanker navnet Shimo. Hun havde ikke hørt det før. Længe kiggede hun bare. Men så gik det også op for Caeli at Shimo havde spurgt til hendes navns betydning.

"Caeli Pluvia, betyder Himlens Regn." svarede hun stille. Smilet forsvandt langsomt, og den svagelige hoppe kiggede ned i jorden. De lange krøller fulgte ned mod jorden, som hovedet skænkedes. Hun kiggede ned i græsset og den svage frost som havde hun kunne se sit spejlbillede.


I live here on my knees, as I try to make you see that you're everything I think I need here on the ground. But you're neither friend or foe, though I can't seem to let you go... The one thing that I still know is that you're keeping me... Down...

Shimo smilede da hun forklarede. "Mit navn betyder dis, som i tåge." forklarede hun hendes navns betydning, men lod så mærke til mens hun snakkede, at den anden hoppe virkede så trist.
"Hvad er der galt?" Spurgte hun bekymret.

Caeli Pluvia
You hold me without touch... You keep me without chain. You loved me cause I'm fragile, when I thought that I was strong. Set me free. Leave me be. I don't want to fall another moment into your gravity. But you're onto me.. . And all over me.

Caelis øre fangede Shimos forklaring af hendes navn. Men trisheden havde lagt sig svagt som et tæppe om Caeli. Dog rejste hun hovedet, så til siden, og opfordrede Narrator til at stikke på eventyr. Han luntede væk.

"Der er intet galt i den store vidde verden, der er blot sind i hver enkelt krop, hvert sit, hvert vores. For mig? Galt? Intetheden." sagde Caeli og smilede uskyldens smil, på sine grå læber. Men tynget kunne man ikke komme fra at hun var uanset hvem man var. Arrene vidnede om et liv gennem fysisk vold og smerte. Men havde denne fulgt det pykiske? Til dels. Men ikke tilnærmelsesvis nok til at slå hende ud.


I live here on my knees, as I try to make you see that you're everything I think I need here on the ground. But you're neither friend or foe, though I can't seem to let you go... The one thing that I still know is that you're keeping me... Down...

Shimo stod uforstående overfor den grållige hoppe af samme nuance som hende selv. Hun forstod ikke alle de fine ord den ældre hoppe kom med, men det kunne også være ligemeget hvad hun sagde, hun havde brug for trøst og Shimo ville være der for hende.
Hun gik roligt helt hen til hoppen og lagde halsen over hendes i et 'kram' "Det skal nok gå det hele." Sagde hun i et forsøg på at muntre hoppen lidt op.

Caeli Pluvia
You hold me without touch... You keep me without chain. You loved me cause I'm fragile, when I thought that I was strong. Set me free. Leave me be. I don't want to fall another moment into your gravity. But you're onto me.. . And all over me.

Caeli kendte ordet omsorg, men havde sjældent taget det fra andre, fremmede og uvekommende i hendes liv. Hun stirrede ind i Shimos øjne da den yngre hoppe kom tæt på og fortalte at det hele nok skulle gå. Det var ej heller det det handlede om for Caeli. For i den sidste ende gik alt sin gang, og det ville den altid. Men det var de følelser der blev ladt tilbage i en krop, det var dé der ville stikke sig vej gennem sjæl og sind, til der ikke var mere. "Shimo, alt i livet skal nok gå sin gang, som stod det skrevet, inden man gjorde." sagde hun stille, hun smilede igen svagt. "Det der må sidde tilbage i kroppen, er det der intet kan gøres ved. Medmindre... at nye ting går sin gang, og ændre det der sidder tilbage i kroppen."


I live here on my knees, as I try to make you see that you're everything I think I need here on the ground. But you're neither friend or foe, though I can't seem to let you go... The one thing that I still know is that you're keeping me... Down...

Shimo stod længe med hovedet over manen på den noget ældre men yndefulde hoppe der dog havde sine problemer med sine forben. Ja, og meget andet kunne hun forstå.
Dog var der noget hun ikke forstod, hoppenns vise ord tog længe om at sive ind. Shimo måtte gentage sætningerne inde i sit hoved og oversætte dem indtil de gav mening.
"Men følelser." Startede hun ud. "Er stadig et produkt af ens minder, og når følelserne er negative og man er ked af det, har man brug for selskab og trøst. Det er derfor jeg prøver at hjælpe." Hun trak hovedet lidt til sig og sendte hoppen et opmærksomt, dog bekymret smil.