Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

I horisonten ragede den store vulkan op mod himlen som en majestætisk kejser. Det var et betagende syn, som Mephisto kun havde haft muligheden for at se én gang før. Han havde befundet sig i denne del af Galka, kort efter han var ankommet til landet. Men i den sidste måneds tid havde han været så optaget af at udforske landet, at han slet ikke havde tænkt på at tage tilbage hertil. Den idé havde dog strejfet ham nu. Vulkanen var jo et imponerende syn, som han ikke havde set meget af sidste gang. Han havde været blank på steder at tage hen i løbet af dagen, og derfor var hans destination nu sat tilbage til vulkanen.

Han skridtede roligt af sted langs græsset, der blev mere og mere smattet at træde i, jo tættere han kom på vulkanen. Han fulgte ikke nogen bestemt vej derned, da han ikke kendte denne eng så godt. Han håbede derfor ikke, at han ville komme i problemer med det sump-agtige græs. For fare vild var han ikke bange for; vulkanen rejste sig jo stolt mod himlen og gjorde det let at se, hvilken retning han skulle gå i.

Efter at have gået i lidt tid, kom vulkanens fod til syne foran ham. Han vippede nysgerrigt med ørerne, mens han skridtede nærmere. Da han kom helt tæt på, stoppede han op og lod de syregrønne øjne glide op langs den massive klippe. Det var i sandhed et syn for guder. Alt inde i ham skreg efter at bestige dens massive pragt og udforske alle dens hemmeligheder. Men han måtte være realistisk. Han havde vandret hele dagen, og det var blevet sent nu. Han havde brug for både energi og dagslys til at bevæge sig op i det stejle, ukendte tærren. Derfor aftalte han med sig selv, at han ville bestige vulkanen som det første den følgende morgen.

Han vendte blikket bort og så sig omkring i sine omgivelser. Der var ikke meget andet end vulkanen her - udover den ulækre sump, han allerede havde stiftet bekendtskab med én gang før. Han viftede kort med halen, inden han sænkede sin mule ned mod græsset. Det var ulækkert og smagte ikke af så meget andet end fugtighed. Men det var vel bedre end ingenting... Han havde alligevel ikke andet at lave denne aften, og han var bestemt ikke parat til at sove endnu. Et selskab ville måske være meget rart? Men endnu en gang måtte han se sin fiasko i øjnene; for hvem ville dog bevæge sig ud i dette øde område for at søge selskab?

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Det var blevet aften. Efter en hed dag var Akatas pels brændvarm og det føltes behageligt at nattens briser kom hende i møde og kølede den røde pels ned til en grad, som hun kunne holde ud. Akatas isblå øjne gled over landskabet. Hun havde vidst ikke været her før. Hun var ikke bange for nye steder, men her så lidt øde ud og hun ville nok være bange for at fare vild - trods vulkanen rakte højt mod den mørke himmel, hvis stjerner blinkede imødekommende og trygt - men også ukendt.



Hun skridtede hen imod vulkanen imens hendes opmærksomhed var rettet imod hendes egne tanker - hun havde meget på kort tid og havde mødt forskellige typer - og det blev hun ved med. Det gav hende meget og lærte hende meget: om livet og om hvem hun selv var.

Hun mindedes den venlgie brune hingst med arrene omkring sig. Han var så venlig og hun nød at være i hans selskab. Så var der den røde, sorte og hvide hingst som lærte hende hvad det ville sige at være egoistisk. Trods han virkede som en som skubbede folk fra sig, ville hun gerne hjælpe ham - selvom hun ikke var sikker på hvordan. Så var der hendes moder, som hun ikke kendte godt, nærmest ikke navnet på. Hendes fader havde hun nærmest aldrig set.

Og han stammede fra.. Den slags. Den slags med hugtænderne.



Akata sukkede. Gad vide hvad fremtiden bød hende. Og hvad hun kunne byde den.



Hun gik langs en sti af buske med en afslapept gang. Trods hun ikke prøvede at virke elegant, var der noget ved hendes attitude som fik folk til at tro hun var smuk og elegant - og det blev kun større ved man snakkede med hende med hendes venlige, ærlige og rolige sind.



Hun tænkte over hvad de sidste drømme mon betød. Med ilden i hendes ryg, den smattede, mørke jord.. Blodet ville herske skoven.

Hun kunne slet ikke lide det men råbte ikke op omkring det. Hun vidste ikke hvem hun kunne sige det til uden at virke komplet skør.
Hvis hun ikke var det i forvejen?

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Han græssede videre i så lang tid, han kunne klare, indtil det blev for afskyeligt. Han rejste sit hoved med afsky og skar en grimasse af det væmmelige græs. Han var ikke blevet mæt, men havde lige akkurat fået stillet sin sult - og mere kunne han godt nok ikke klemme ned af dette grufulde græs. Han så sig atter omkring i omgivelserne, inden han sukkede tungt og satte i skridt. Han ville nok ikke regne med at finde noget spændende her, og området var simpelthen for kedeligt til at blive hængende i. Han besluttede sig derfor for at lede efter et sted at slå sig ned nær vulkanen, så han kunne bestige den som det første i morgen tidlig.

Han drejede ind ad en lille sti og skridtede af sted langs den. De mange buske hobede sig op ved siden af ham og skrabede mod hans pels. Han væmmedes indvendigt ved tanken om alle de dyr, der kunne sætte sig i hans pels lige nu. Mephisto afskyede andre dyr - ligegyldigt om det var kryb, gnavere, fisk, fugle eller rovdyr. Han hadede dem alle sammen, og stod det til ham, skulle der ikke eksistere andet end heste i denne verden.

Han slentrede roligt af sted i sine egne tanker, da han pludselig stødte ind i en uventet forhindring; en anden hest. Han spidsede glad sine ører, da han virkelig havde trængt til noget selskab. Men hans ører faldt hurtigt ned igen, da han opdagede, hvem det var. Han havde aldrig troet, at han skulle støde på denne hoppe igen, men her var hun altså; den blodrøde hoppe, han havde mødt i en grotte på Maijak-bjerget. Han krængede overlæben op i en flabet grimasse, inden han bestemte sig for at tage kontakt til hende. „Godaften, du... Ja, undskyld, men jeg fik vist ikke fat i dit navn sidst?"

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Efterhånden kom hun til en lysning. Stien havde bredt sig ud og endte ud i en ring. Stedet var smattet, men nogle steder kunne man godt ligge uden at blive våd - her kunne hun hvile sig inden hun skulle videre. Men hvorhen, var hun ikke rigtig sikker på. Hun syntes hele landet lå øde hen, i en form af frygt. Ikke noget som hun havde oplevet før.

Månens belysning fik Akatas pels til at skinne sølvagtigt - på en køn måde. Om det var en smule uhyggeligt med de isklare blå øjne, måtte man bedømme selv. I lysningen var et lille vandløb, hvor hun gik hen og stoppede ved vandkanten for at tage en slurk. Men i stedet endte hun med at stå og betragte sig selv. Stammede fra blodsugerer.. Hvilket monster er hun så ikke? Hun betragtede de særprægede aftegninger inden hun sænkede hovedet og lukkede øjnene. Hun håbede ikke.. At folk fandt ud af hvem hun var. Trods hun ikke havde mødt sin fader, trods hun ikke vidste hvordan de handlede, vidste hun da hvordan de fik føde. Hun gjorde det ikke selv, men.. Hun havde de gener. Hun kunne havd været en af dem.

Akatas tankestrøm blev afbrydt af en hilsen, eller hilsen var så meget sagt: det var måske mere for at gøre sig bemærket. Akata hævede hovedet opmærksomt i et ryk og betragtede den trefarvede hingst som stod lidt fra hende. Akatas blå øjne så mod ham, opmærksomt.

Hun nikkede roligt, i hans retning. ,,Godaften, Mephisto." Hun erindrede svagt da han sagde sit navn - i hans talestrøm af sludder. ,,Er du virkelig interesseret i hvad mit navn er?" Hendes spørgsmål var ikke flabet eller nedgørende - ej usikkert eller trist. Det var ærligt, nysgerrigt og konkret. Hun var ikke helt sikker på om han bare sagde det for at have noget at indlede en snak med, eller var han virkelig interesseret?

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Hans tofarvede ører vippede let rundt, da hun talte. En undrende rynken formede sig på hans mule. Han huskede ikke at have fortalt hende sit navn - det lignede ikke ham sådan at præsentere sig. Men han måtte indrømme, at han havde talt unaturligt meget den dag, så det virkede meget tænkeligt, at han havde sagt sit navn ét eller andet sted imellem sin endeløse plapren. Han var dog sikker på, at han ikke havde fået hendes navn - eller var det måske bare ham, der ikke havde opfanget det? Han var pludselig ikke sikker. Det lignede ellers ikke ham at tvivle på sig selv. Men han vidste, at meget havde ændret sig ved ham, siden han var ankommet til Proelio - og han var ikke længere sikker på, om han kunne stole på sig selv, eller om hans sind blot spillede ham et puds.

Han lyttede til hendes ord og reflekterede lidt over sit svar. Han forblev tavs i lidt tid, fordi han ikke kunne finde ud af, hvordan han skulle få ordene over sine læber. Han besad ikke egenskaben "høflighed", og derfor skulle han virkelig tænke over sine ordvalg, hvis han ville forsøge at fremstå sådan. Det kom ikke naturligt til ham, og derfor måtte han give sig selv et slags manuskript at følge, hvis han skulle overbevise en anden sjæl om, at han var sådan. Det var dog for det meste alt for indviklet, kompliceret og besværligt for ham at følge - derfor valgte han da også denne aften at holde sig til sandheden. „Er jeg virkelig så nem at læse? For nej, egentlig ikke. Det virkede bare... forkert ikke at kende det."

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Hun betragtede ham, imens han var tavs, inden hun blot så ned mod sine røde forhove - derefter udover vandløbet som var stort nok til at være en lille sø. Hun lyttede til ham, men gav ikke signal om hun havde hørt ham - først efter lidt tid efter. ,,Som jeg sagde. Dine øjne afslører det dit hjerte siger. Eller er det dit sind som siger dit og dit hjerte noget andet?" Hendes isblå øjne kastede et blik på ham, inden hun så mod vandet. ,,Hvis du ikke er interesseret i at få mit navn afvide, hvorfor spørg du så? Hvad er det der er så forkert ved ikke at vide det?" Igen kastede hun et blik mod ham. Hun var konkret. Og ærlig som altid. Hendes attitude var rolig, men denne aften.. Hun virkede trist, nej, nærmest bedrøvet - og det var hun så sandelig også.

Atter så hun mod vandet og tav.

,,Det er godt at se dig igen," afbrød hun stilheden. Det var uvist hvad hun mente med det, men hvis han kendte hende godt nok, ville han vide det.

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Han betragtede hende indgående. Hun virkede også til at skulle reflektere lidt over tingene, før hun kunne give et svar. Han vippede underligt til mode med det ene øre. Måske var de to ikke så forskellige, når alt kom til alt... Han rystede usynligt på hovedet af sig selv. Han havde absolut intet tilfælles med denne hoppe! Han var hende langt overlegen!
Han lyttede til hendes ord, og igen måtte han med skamme indrømme, at hun vækkede en eller anden fascination i ham. Han vidste ikke, hvad det var med denne hoppe... Hun formåede på én måde at vække afsky i ham, fordi hun virkede så ung, dum og naiv - og ikke spor villig til at lære. Men alligevel kunne han ikke lade være med at lytte til hende ord og... ja, han ville ikke sige, at han tog dem til sig; men de fangede hans interesse, og han lyttede opmærksomt. Det skete ellers ikke så tit.

Han kunne ikke lade være med at rulle øjne af hende. Hvorfor skulle hun gøre alting så besværligt? „Kan det ikke være ligemeget? Har du tænkt dig at fortælle mig det eller ej?"
Han piskede med halen og forsøgte at virke irriteret. Men sandheden var jo, at han ikke vidste, hvordan han skulle få forklaret over for hende, at han faktisk ønskede at kende hendes navn... Han vidste ikke hvorfor, for navne sagde ham generelt ikke noget - og han var absolut ikke interesseret i denne hoppe, det var han sikker på! Men alligevel... Hvad var det, hun vækkede i hans gamle hjerte?

Stilheden sænkede sig over dem igen, og Mephisto benyttede sig af lejligheden til at betragte hende lidt mere. Han var ikke god til at læse andre, og han kunne derfor ikke tyde, hvad der var i vejen med dem. Han var ikke så god til det med følelser, og derfor var hendes adfærd lidt af et mysterium for ham.
Da hun sagde, at det var godt at se ham igen, bed han sig hårdt i underlæben og så undrende på hende. Hvad mente hun dog? Han lagde kort ørene i nakken og bakkede et par skridt tilbage. Det var egentlig ikke, fordi han var vred. Han var bare... chokeret. Han havde ikke forestillet sig, at hun ville være glad for at se ham igen - det var der aldrig nogen, der havde været. Han ville gerne give hende et eller andet svar, men han kunne ikke gøre andet end blot at stå og stirre måbende på hende.

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Hun studerede vandets bevægelser, imens det slog mod hendes hove og hvordan stjernerne blev reflekteret i overfladen. I tavsheden så hun ikke mod ham og så blot mod vandet som om det gav hende ro, trods hun aldrig havde været så vild med vand: men det gav hende stadig en usynlig ro.

Han skulle bare vide, hvor meget hun ville lære. Dog havde hun allerede sine meninger og tanker om livet og derfor fulgte hun ham bestemt ikke med hans egoistiske sind, men det kunne virke som om hun ikke ville lytte: men hun lyttede. Det gjorde hun altid. Hun vidste bare hvad hendes egne tanker var og hvordan hun tænkte man skulle behandle andre. Men det ændrede ikke hun fandt det underholdende, næsten fascinerende at snakke med ham. Blandt allde de sinde som gik rundt i Proelio, var han én af dem der havde en spøjs facon, en man burde stoppe op og snakke med - selvom det ikke altid var komisk for en. Men, man lærer hvordan ens egne tanker er om livet.

Hun vidste godt hun gjorde det lidt mere kompliceret, men hun ønskede, at han skulle uddybe sig - give ham lidt flere farver på hans udadtilstående "sort og hvid" syn. Akata havde på fornemmelsen det ikke kun var det han havde at gemme - det var også en af grundene til hun ikke bare havde tænkt han var en klovn også gået. Hun ville gerne se.

,,Ja," sagde hun og lod sine kønne, intense isblå øjne glide henover ham. - ,,.. Hvis du ville give mig en grund til at gøre det," tilføjede hun, roligt.

Hendes kommentar fra før fik ham til at se ud som om han havde set et spørgsmål. Hun betragtede hvordan han bakkede væk og Akata blev helt overrasket over den kraftige reaktion. Akatas ører sitrede undrende, imens hun blot i stilheden stod på samme sted. Hun ville ikke virke pressende og gå imod ham - så hun blev blot stående. ,,Selvom du er uhøflig mod mig, skubber mig væk og tager ikke ti ldig hvad jeg har at sige, glæder det mig stadig at se dig. Jeg tror jeg kan se mere end du er glad for - og det ved du." Akatas ører sitrede igen. Der lå mere i ordene - og det gjorde det. Hun vidste bare ikke helt om det passende at side dem, så hun lod være. Og lod blot de isblå øjne tale til ham, hvis han lyttede.

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Han lyttede til hendes ord og sukkede tungt. Han lagde det ene øre irriteret ned i nakken. Hun skulle da også bare gør alting så kompliceret... Hvorfor var der aldrig andre end ham, der kunne finde ud af at holde ting enkle og basiske? Han syntes altid, at han skulle kæmpe med andre sjæle for at forstå, hvad de mente - det havde aldrig skænket ham en tanke, at det kunne være ham, der var noget i vejen med... Han så derfor på hoppen foran ham med et stift blik. Det var så typisk hopper at spille kostbare på denne måde. De kunne aldrig bare give én den information, man skulle bruge - nej, man skulle først vinde retten til det.

Han tænkte længe over hendes spørgsmål. Hvad var grunden egentlig til, at han gerne ville have hendes navn? Han plejede jo selv hårdnakket at påstå, at han var ligeglad med andres navne - så hvorfor betød denne hoppes navn tilsyneladende noget for ham? Han rykkede forvirret rundt på sine ører? Hvad skulle han sige til hende? Han prøvede desperat at minde sig selv om, at det kunne være så inderligt ligegyldigt, hvad hun hed... Han burde forlade dette selskab med det samme og aldrig opsøge hende igen. Men alligevel kunne det ikke lykkes ham at gøre det. Han måtte vide hendes navn.

„Jeg..." Han fik ikke sagt mere, før han blev tavs igen. Han måtte atter stå i lidt tid og tænke over tingene, før han kunne fuldende sit svar. „Jeg ved det virkelig ikke. Jeg troede, at jeg var ligeglad med andres navne - men dit betyder tilsyneladende noget for mig alligevel."
Han prøvede at sende hende et blik, der viste irritation - men det fejlede vist lidt. For i stedet endte han med at bide sig selv i læben og se rødmende ned i jorden. Hvad pokker var der i vejen med ham? Han følte sig så forbandet svagelig. Han ville ikke sige, at han havde følelser for denne hoppe - for sådan noget var han slet ikke i stand til at have. Men han måtte alligevel indrømme, at hun gjorde et eller andet ved ham; noget, som han aldrig havde oplevet andre gøre før.

Han lyttede til hendes næste ord, og hans stædighed bød ham at modsige hende og tænke, at alt dét, hun stod og sagde, blot var noget pladder- ja, det var i hvert fald sådan, han ville have reageret overfor en hvilken som helst anden hest. Men han kunne ikke helt ignorere den lille knude i maven, der fortalte ham, at hun talte sandt. Han skar en lille grimasse af sig selv. Hvorfor havde han det sådan her? Hvorfor kunne han ikke bare få sig selv til at snerre lidt af hende, vende sig om og gå? Han vippede utilpas begge ører til siden.
„Måske har du ret..." Han sukkede kort. „Jeg er ikke nogen god hingst. Jeg afskyr andre, og jeg befinder mig kun i deres selskab for at gøre grin med dem eller underholde mig selv."

Hvad pokker var det, han var i færd med at sige? Det var jo den nøgne sandhed - og den holdt han kun for sig selv. Alligevel var han i gang med at blotte sig fuldstændig for denne hoppe, som han end ikke kendte navnet på. Han tøvede lidt, inden han bed sig i læben og fortsatte. „Men alligevel har du formået at fascinere mig... Give mig en interesse for en anden sjæl, som jeg aldrig troede, at jeg skulle opnå - og jeg aner ikke hvorfor."
Han skar en grimasse. Sikke noget ulækkert pladder... Han fortrød sine ord, lige så snart han havde sagt dem - men desværre var han ikke i stand til at spole tiden tilbage, så han lukkede blot øjnene og ventede på hendes hån.
Dette var i øvrigt også en helt ny ting for ham; at føle anger. Han fortrød aldrig noget, han havde sagt, da andres meninger var ham så inderligt ligegyldige. Alligevel stod han her og frygtede, hvad hun ville sige til hans ord - som var latterlige i hans ører, men sande...

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Hun vidste godt hun skulle være lidt forsigtigt. Hun ønskede ikke han skulle misforstå på hende - som om hun nedgjorde ham eller belæret ham - eller slet ikke mente hvad hun sagde. For det gjorde hun - for Akata er af sind en sjæl der aldrig siger noget hun ikke mener. Desuden.. Ønskede hun at finde ud af hvad der gemte sig under hans trefarvede pels. Hvad der blev gemt bag uhøflighed og egoistme.  

Hun afventede tålmodigt med ørene rettet mod ham, tålmodigt. Hun blev stående hvor hun var, gik ikke nærmere - desuden synes hun var en udmærket afstand når det hele var sådan. Hun kunne ikke helt sætte finger på hvad, men spændingen mellem dem.. Var meget specielt. Intens.. Hvad var det? Hvad var det der lå og udviklede sig? Det har gået så hurtigt, fra deres mundhuggeri, til det her, at Akata nok ikke har lagt helt mærke til det i farten - før nu. Hun blinkede med ørene og hans tøvende indledning fik hende ud af tankerne. 

Hun så atter afventende mod ham. Hun lyttede til ham og bemærkede hvordan hans "irriterede" blik gik galt og endte i stedet i jorden. Akata vippede ørene en anelse tilbage, ikke helt sikker på hvad hun skulle gøre, for der ikke skete noget. Normalt tøvede Akata aldrig, eller, i alt fald viste det ikke. Men det var noget andet lige nu.  

Hendes tvivl blev blot større efter hans næste ord. Hans sandhed kom bag på hende og det kunne man se på det overraskede udtryk - hun kunne ikke forhindre det. Hun var blevet overrasket. 

For der var sandelig sket noget. 

I noget tid sagde hun ikke noget, stod blot og betragtede ham atter med de isblå øjne. ,,Jeg tror ikke du afskyr andre med vilje og tro i det - jeg tror mere du gør det fordi du ikke hvad man ellers gør." 

Akata så på ham. 

Hans ærlighed for hende fik hende til at blive varm, men heldigvis var det ikke til at se for hendes blodrøde pels. Det var noget underligt noget, hun havde aldrig oplevet sådan noget - så hun var hellere ikke sikker på hvor hun skulle træde med sit unge hjerte og sind. ,,Hvis du kun befandt dig i andres selskab for at gøre grin med dem.. Ville vi sandsynligvis ikke stå her. Hvis du er det, du påstår du er, fortryder jeg, jeg glæder mig over vi er mødtes igen og hvad du har sagt til mig, for jeg stoler ikke på det," hun stoppede der imens hun trak vejret dybt.   

,,Jeg stoler på du gemmer mere end hvad du selv vil vide.” 

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Han kunne ikke undgå at se, hvor overrasket hun var blevet over hans ord. Fedt... Så havde hun altså også ment, at de var noget sentimentalt pladder. Det var nemlig sådan, han så hendes reaktion. Som sagt var han ikke så god til at læse andre heste, og han var derfor ikke i stand til at se hendes reaktion som en positiv overraskelse - nej, i hans hoved havde hun måbet sådan, fordi hans ord havde været så latterlige.

Stilheden sank sig lidt over dem, og han stirrede bare skamfuldt ned i jorden, mens han ventede på, at hendes overraskelse havde lagt sig, så hun kunne sige et eller andet. Han var overbevist om, at hun var paralyseret i chok over hans kvalmende ord og derfor havde brug for masser af tid til at finde ud af, hvad hun skulle sige for ikke at såre ham. Endelig sagde hun noget, og det fik Mephisto til mistroisk at lægge ørerne i nakken. Hvad mente hun med dét? Han vidste da så absolut, hvordan man omgås andre!

Han sendte hende et fornærmet blik, men det svandt hurtigt ud. For i takt med, at hendes ord trængte mere og mere ind i hans hoved, fik det hans tanker til at glide hen mod sin triste opvækst. Han havde aldrig kendt sin rigtige mor. Han vidste, at han var adopteret, og han havde aldrig følt, at han hørte til... nogen steder faktisk. Han havde aldrig oplevet længerevarende kærlighed. I hans hoved var reaktioner blevet noget, man havde, blot for at miste det igen. Han havde aldrig tænkt på, hvordan det nu påvirkede hans voksne liv... Men kunne der være noget om det?

Han vippede usikkert ørerne til siden og overvejede lidt, om han skulle åbne op og fortælle hende om sin fortid... Han vidste ikke, hvorfor det overhovedet skænkede ham en tanke. Men af en eller anden grund var denne hoppe så nem at snakke med. De kendte knap nok hinanden, men alligevel havde hun fået mere at vide om ham, end han havde afsløret hele sit liv. Det var i sandhed et mysterium, som han langt fra var kompetent nok til at løse. Han så på hende med ægte sårbarhed i øjnene. Han var allerede godt i gang med at krænke sit hjerte ud til hende, så han kunne lige så godt fortsætte.

„Du har ret..." sukkede han. „Jeg holder folk ude. Det sker ubevidst, men det sker vist bevidst i min underbevidsthed. Jeg har aldrig oplevet andet end svigt i mit liv, og det har lært mig, at man ikke kan stole på andre, og at man derfor lige så godt kan være egoistisk."
Han holdt en kort pause, inden han tøvende fortsatte. „Og at det ikke kan betale sig at skabe bånd til andre... for man mister dem alligevel til sidst."
Han bed sig hårdt i læben og vidste slet ikke, hvordan han skulle reagere. Han havde aldrig indrømmet det her for nogen før; end ikke sig selv. Det lød helt fremmed for ham, når ordene blev bragt til virkelighed.

Han havde snakket så meget om sig selv, at han næsten helt havde glemt hendes sidste ord - dem om, at han gemte på mere, end han selv vidste. Han så derfor på hende med et skævt smil. „Tja, det havde du vist ret i."

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Hans fornærmede blik fik hende ikke til at rykke sig - hun stod blot og stadig betragtede hvordan han skiftevis reageret - mellem at være irriteret og vred, til at være en anelse usikker. Hun kunne sagtens forstå hvorfor han var usikker - for hoppen med det unge hjerte og kvikke sind var ligeså usikker på hvad hun skulle gøre for ikke at få ham til at misforstå hende. Som om hun nedgjorde ham eller lignende.. Hun havde lagt mærke til hvor råden han var til at læse situationer eller folk. Tanken fik hendes øjne til at glimte en anelse, med et svagt smil i mundvigene. Men hun ønskede han skulle blive god til det. Få nogle relationer. Få et liv.

Hans sårbarhed som skinnede i hans øjne, overraskede hende endnu en gang - men denne gang sørgede hun for ikke at gøre det så tydeligt. Hun ønskede at være hans støtte, så han ikke var bange for at vise hvad han følte. Igen: hun ønskede han ville få et liv og ikke leve på noget så andre tror han er en idiot. Akata troede det selv lige i starten, men lærte hurtigt, folk gemmer ting som de ikke burde gemme.

Hun skulle til at træde et skridt frem, men stoppede sig selv. Hun mindede sig selv om afstanden var fint nok.

Hun lyttede til ham som hun så tit havde gjort - dog viste hun ikke yderligere tegn på hvad hun tænkte. Dog efter han havde sluttet af, nikkede Akata kort og roligt: ,,Vi lærer af de bånd vi skaber og vi lærer af det vi taber. Du er egositisk fordi du ikke har lært hvad et bånd ellers kan byde, udover smerten. Det kræver mod at stole på andre - noget som ikke alle har styrken til."

Akata vendte hendes side til ham, med blikket mod vulkanen. Hun kastede et blik på ham:
,,Har du styrken?"

Hendes ører vippede, dog var det ikke helt til at sige om det var en opmuntrende gestus eller en anden form for det. Akata forstod ham godt - hun var også bange for at miste dem hun har kær. Men hun indrømmer, hun hellere vil skabe båndet, lærer af det og miste det, end ingenting. Hun håbede han ønskede det sammen.
Hoppen gemte jo også sine egne dæmoner - om hvem hun er. Hun prøver bare at være stærk.

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Hans syregrønne øjne hvilede opmærksomt på hende. Han forsøgte virkelig at læse hende, men det var svært. Anstrengelsen fik det til at knirke i hele hans hoved, men han ignorerede forvirringen og forsøgte alligevel. Han koncentrerede sig om hendes ansigt. Et lille smil tegnede sig på hendes mule. Hvad betød nu det? Gjorde hun nar af ham? Eller forsøgte hun blot at grine med ham? Hans reflekser bød ham at smække ørerne i nakken og snerre af hende, at hun godt nok ikke skulle stå dér og le af ham. Men han formåede for en gangs skyld at beherske sig. Han vidste, at latter var en overdrivelse - hoppens bevægelse var ikke andet end en lille antrækning til et smil. Det kunne betyde så mange ting, og han formåede endelig at overbevise sig selv om, at det var bedst bare at holde mund og acceptere, at han ikke kunne forstå hende endnu.

Han forsøgte dog stadig at læse hende. Han måtte gøre et forsøg, hvis han skulle have noget håb om at opbygge et... venskab med hende. Gåsehuden prikkede helt i ham ved tanken om det ord. Han havde aldrig haft en ven. Tanken lå ham så fjern, at det næsten var urealistisk at forestille sig, at det kunne lade sig gøre. Men et eller andet ved Akata fik ham til at ønske, at det kunne blive en realitet. Men i så fald måtte han fortsætte sin øvelse... for hvem ville dog være ven med én, der ikke engang kunne almindeligt hestesprog?
Han betragtede hende indgående og koncentrerede sig om hendes mindste signaler. Hendes krop gjorde en lille antrækning, der kun kunne betyde, at hun havde været tæt på at træde et skridt frem, men så havde fortrudt. Et lille smil gled over hans tofarvede mule. Han var jo ved at blive helt god til det her.

Han lyttede interesseret til hendes ord. De gav så sandelig mening, og selvom han ikke var meget for at indrømme det, havde hun jo helt ret. Han havde aldrig selv set sådan på det; for i hans verden havde der aldrig været plads til andre end ham selv. Men efter mødet med Akata havde hun fulgt hans hoved med spørgsmål. Var det virkelig den rigtige vej, han fulgte? Var det korrekt, at alle relationer blot blev skabt, så andre havde noget at bruge mod én? For sådan havde han altid set på det. Man skulle ikke bruge venner til noget, så folk kunne kun have én grund til at få dem; så de kunne have noget at bruge imod én, for så at smide én ud som skrald efterfølgende.

Han fulgte hendes blik op mod vulkanen og lyttede reflekterende til hendes spørgsmål. Havde han styrken? Det var vel noget, end ikke han kunne svare på. For havde han den allerede? Og hvis ikke, kunne han så opnå den? Ønskede han overhovedet at opnå den? Han mødte hendes blik og så atter på hende med sit sårbare udtryk. „Det ved jeg virkelig ikke. Hvis den er der, er den nok godt gemt væk under alle uhøflighederne og de sårende ord... Men jeg er villig til at forsøge at få den frem, hvis du... øh..."
Han prøvede at få alle ordene fra sit hjerte ud, men han gik i stå. Han kunne ikke få sig selv til at afslutte sætningen. Dét, han prøvede at sige, var, at han gerne ville have Akata som ven. Men det var svært for ham at få ordene ud... Derfor så han bare på hende med et smertefuldt blik og skar en let grimasse. Det var flovt, at han ikke havde kunnet få ordene ud over sine læber - han håbede bare, at hun havde forstået, hvad han mente, så den akavede situation ikke blev trukket endnu længere ud.

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

Hun bemærkede godt hans reaktion - og hun vidste også hvad det kom af. Men hun afventede blot at han ville kommenterer på det. Men det kom aldrig.
Så han prøvede virkelig. Akatas ører med de hvide titter sitrede opmærksomt.

Hans sårbare blik inspireret hende, men til hvad og hvordan, vidste hun ikke helt. Som hun havde tænkt så mange gange før, var hun for ung til at forstå det hele, men hun prøvede så godt hun kunne. Men der var noget mellem det hele hun simpelthen ikke kunne forstå helt, om hun så prøvede. Hun gengældte blikket, dog med sine venlige, rolige isblå øjne. Det var op til hver enkelt om hun var let at læse eller svær.

Hans ufærdige spørgsmål fik hende til at sænke hovedet en smule, dog igen med et svagt smil på læberne. Hun forstod godt hvad han mente, hvad han prøvede at sige. Hun ville gerne hjælpe ham, så godt hun nu selv kunne for selv havde hun meget at lære. ,,Hvis du vil give mig chancen, skal jeg med glæde hjælpe dig." Hun blinkede med øjnene, inden hun så væk - igen var hun usikker på udfaldet af det her, men mindede sig selv om det ville være en interessant vej - sammen med denne trefarvede hingst.

I stilheden var der noget der gik op for hende og hun hævede atter hovedet en anelse. ,,Jeg glemte det helt," indledte Akata og prustede roligt.

,,Mit navn er Akata." Da hun sagde sit navn, var der noget usikkert over hende - ikek fordi den diskrete usikkerhed var uvant, men andre kunne ikke altid læse den men denne gang var det tydeligt. Det var nemlig kun anden gang hun havde præsenteret sit eget navn overfor en.

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Han mødte hendes isblå øjne og søgte desperat efter et svar i dem. Et eller andet, der kunne lede ham på rette vej... Give ham en formodning om, hvordan denne hoppe tog hans selskab. Men han havde kun lige forstået lidt af kropssproget; sjælens spejl ville der nok komme til at gå lang tid, før han kunne læse.
Nok havde han øvet sig i at læse hende, men han var stadig forvirret. Så da hun sænkede hovedet, tippede han uforstående sit eget på skrå. Dette var en af de situationer, hvor han var utryg ved andres signaler. Under normale omstændigheder havde han reageret temmelig aggressivt; sat paraderne op og slået forsvarsmekanismen til for at beskytte sig selv. Men hoppen her var absolut ikke et normalt tilfælde. Han vidste, at han kunne ende med at skræmme hende væk, hvis ikke han opførte sig ordentligt; og det ønskede han for alt i verden ikke.

Hun var så ung. Så naiv og så uskyldig. Han vidste, at det var forkert af ham at rode hende ind i noget som helst, der havde med ham at gøre. Han var ikke et godt selskab for hende... men når han så på den hoppe, der her stod foran ham, så han ikke en lille, irriterende plag - han så en ung hoppe, der var absolut lige så moden og værdig som ham selv. Selvom hun var ung og ikke kunne have meget erfaring i livet, følte han det alligevel som om, at hun vidste så meget mere end ham; at hun havde så meget, hun kunne lære ham.
Hun smilede nu, og så kom hendes ord. Han gengældte hendes smil med et lettelsens udtryk i øjnene. Han var ikke god til de små signaler; men ord, dem kunne han forstå sig på.

„Det vil være mig en ære," sagde han, og af en eller anden grund mente han det alvorligt. Han bed sig lidt i læben, inden han skamfuldt sænkede blikket mod jorden. „Jeg forstår ikke, at du kan se noget i mig... Men jeg er meget taknemmelig for, at du vil give mig en chance."
Et stort smil tegnede sig på hans mule, da hun gav ham sit navn; Akata. Navne plejede ellers ikke at interesse ham, men det var overraskende rart at kende hendes. „Jeg er meget glad for at have mødt dig, Akata."
Han blev tavs i et øjeblik, inden han nærmest farede op i panik. Han havde ikke præsenteret sig selv igen! Det var ikke spor høfligt! Han mindedes dog svagt, at hun allerede kendte hans navn? Han pressede øjnene hårdt sammen og tænkte, så det knagede - hukommelse var ej heller hans foretrukne. Han faldt lidt til ro igen og så på hende med et undskyldende blik. Det var i hvert fald heller ikke ligefrem vejen frem at opføre sig som en, der var ved at få et anfald... Så han besluttede sig for at gå med sandheden. „Jeg kan ikke huske, om du har fået mit navn? Men i så fald er det Mephisto."

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"