![[Trinse] Mephisto Avatar](https://i.imgur.com/Ebs9gil.png)
Post by [Trinse] Mephisto on Jul 26, 2014 10:51:48 GMT 1
Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"
Mephisto slog langsomt sine syregrønne øjne op og glippede kort med dem. Han gabte stort, inden han strakte sin tunge krop. Han slog blikket op og missede kort med øjnene, da de blev mødt af den kraftige sol, der sendte sine varme stråler mod jorden. Han gabte en sidste gang, inden han fik gang i sin dovne krop og kom op at stå. Han befandt sig lige nu under et stort, skyggefuldt træ midt på engen, Galka. Han befandt sig på det mest frodige sted, hvor der var både træer, søer og masser af grønt græs. Han glippede kort med sine trætte øjne, inden han satte i skridt, væk fra det enorme træ.
Han huskede at have set en flod i nærheden, da han var ankommet på den store eng dagen forinden. Han satte farten op til en taktfast trav, mens han satte kursen mod floden. Han bevægede sig op og ned ad nogle forskellige høje, indtil han nåede op til den ende, hvor floden bugtede sig langs engen. Han satte farten lidt op, da han kunne se floden i nærheden. Han nåede hen til den og stoppede op. Han skridtede helt hent til kanten og kastede glad med hovedet, inden han begravede mulen i det kølige vand. Han drak nogle lange slurke og nød fornemmelsen af hans tørre hals, der blev fugtig igen.
Efter at have slukket sin tørst trådte han ud i vandet. Det rislende vand gjorde hans hovskæg vådt og kølede ham helt ned. Han trådte lidt længere ud og dyppede hovedet ned i vandet. Han svang det legesygt op og ned og sprøjtede vand på sin varme krop. Han stod lidt på den måde, indtil han var kølet helt ned. Så stoppede han op, stillede sig i en hvilende stilling, lukkede øjnende i og sukkede tungt. Han befandt sig stadig ude i vandet og nød den kølige fornemmelse.
Han kunne næsten ikke tro, at han kun havde været i Proelio i knap en måned. Han havde allerede oplevet så mange forskellige ting, og landet var virkelig krybet under huden på ham. Han havde det som om, at han havde boet her hele sit liv. Det eneste, der mindede ham om, at han var helt ny i landet, var alle dets hemmeligheder. Proelio bar på så mange ting, han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad var. Han havde oplevet så mange hovedrystende ting i dette land, at han oprigtigt var begyndt at tvivle på, hvorvidt han var helt normal i hovedet eller ej.
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"
Mephisto slog langsomt sine syregrønne øjne op og glippede kort med dem. Han gabte stort, inden han strakte sin tunge krop. Han slog blikket op og missede kort med øjnene, da de blev mødt af den kraftige sol, der sendte sine varme stråler mod jorden. Han gabte en sidste gang, inden han fik gang i sin dovne krop og kom op at stå. Han befandt sig lige nu under et stort, skyggefuldt træ midt på engen, Galka. Han befandt sig på det mest frodige sted, hvor der var både træer, søer og masser af grønt græs. Han glippede kort med sine trætte øjne, inden han satte i skridt, væk fra det enorme træ.
Han huskede at have set en flod i nærheden, da han var ankommet på den store eng dagen forinden. Han satte farten op til en taktfast trav, mens han satte kursen mod floden. Han bevægede sig op og ned ad nogle forskellige høje, indtil han nåede op til den ende, hvor floden bugtede sig langs engen. Han satte farten lidt op, da han kunne se floden i nærheden. Han nåede hen til den og stoppede op. Han skridtede helt hent til kanten og kastede glad med hovedet, inden han begravede mulen i det kølige vand. Han drak nogle lange slurke og nød fornemmelsen af hans tørre hals, der blev fugtig igen.
Efter at have slukket sin tørst trådte han ud i vandet. Det rislende vand gjorde hans hovskæg vådt og kølede ham helt ned. Han trådte lidt længere ud og dyppede hovedet ned i vandet. Han svang det legesygt op og ned og sprøjtede vand på sin varme krop. Han stod lidt på den måde, indtil han var kølet helt ned. Så stoppede han op, stillede sig i en hvilende stilling, lukkede øjnende i og sukkede tungt. Han befandt sig stadig ude i vandet og nød den kølige fornemmelse.
Han kunne næsten ikke tro, at han kun havde været i Proelio i knap en måned. Han havde allerede oplevet så mange forskellige ting, og landet var virkelig krybet under huden på ham. Han havde det som om, at han havde boet her hele sit liv. Det eneste, der mindede ham om, at han var helt ny i landet, var alle dets hemmeligheder. Proelio bar på så mange ting, han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad var. Han havde oplevet så mange hovedrystende ting i dette land, at han oprigtigt var begyndt at tvivle på, hvorvidt han var helt normal i hovedet eller ej.
„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"
