Skoven var lydløs. Ikke en fugl sang. Ikke en vind rislede i bladene. Ikke en Kvist gav sig under den slanke sorte hingst der langsomt begav sig gennem Kanto. Hingstens øre lå fladt ned ad den mærke nakke og hans hoved hang nede ved jorden, som om al hans selvtillid og stolthed var forsvundet sammen med sit livs kærlighed. 
Små urolige tåre begyndte langsomt at løbe ned ad hingstens kind ved tanken om Prussia. hingsten han havde sloges med. Hingsten han var blevet hovedkuls forelsket i. Og hingsten han havde mistet lige så snart det var gået op for ham. 
Hans side erindring af hingsten var ikke det billede han havde ønsket sig. Han havde ikke ønsket at se sit livs kærlighed for foden af to af hans bedste venner, blodig og forslået. Uden den mindste gnist af sin kampgejst tilbage.

Uden varsel farede hingsten frem imod det nærmeste træ og bekende sine forhove ind i stammen. Den tørre stamme gav sig under hans væg og hans ben gik igennem. Han mærkede hvordan de tørre skår skar igennem hans ben og skabte dybe flænger. Han var ligeglad. Han trak med en sidste kræftanstrængelse benene ud ad stammen og så ned ad sig selv. Hans mørke ben var blevet endnu mørkere af det klistrede blod der kom fra hans egne åre. Han var ligeglad. 
Hans nakke gav efter og lænede sin pande imod den tørre stamme, og lukkede øjnene for at slippe for billedet af Prussias blodige krop. Han vidste ikke om den krop faktisk var en krop i dag, eller et lig. 
Han var desperat. Han havde brug for ham. Men det var næsten umuligt at slippe af med det billede i hans hoved når han vidste at det var den hingst han holdt mest af der lå malet i skyggen af vandfaldet.

M e p h i s t o
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Mørket havde efterhånden fået sit tag i Proelio, hvilket blot gjorde den store skov endnu mere uhyggelig. Mephisto var ikke helt sikker på, hvorfor han dog havde bevæget sig herind igen. Han havde kun været her én gang før, og det havde ikke just været en succesoplevelse. Men han var ikke helt normal i hovedet, og selvom han burde lade sig skræmme af uhyggelige steder, blev han blot mere draget af dem. Det var endnu ikke lykkedes ham at finde et sted i Proelio, han var decideret bange for at opholde sig på. Han var dog mere loren overfor de magiske steder, men det skyldtes nok mest det faktum, at det var så fremmed for ham. Der hvor han kom fra, var magi ikke andet end gammel overtro, som man skulle være et fjols for at tro på - men ikke desto mindre befandt Mephisto sig nu i dette land, hvor magien summede lyslevende foran ham. Han kunne selvfølgelig ikke garantere, at det ikke bare var ham, der var tosset - men det virkede nu meget reelt.

Hans kraftige ben med det tykke hovskæg bevægede sig med tunge skridt langs en lille sti i Kanto. Mørket var overvældende i denne dunkle skov og gjorde det mere besværgligt at se ordentligt end normalt. Mephisto havde ikke det bedste syn i mørket, og han var derfor ikke helt sikker på benene. Han brugte meget energi på at holde øje med de mange træer og beskytte sig selv mod at gå ind i dem. Det havde været en ufattelig dårlig idé at bevæge sig ind i denne skov så tæt på nattens frembrud - men Mephisto tænkte ikke altid helt logisk. Han blev draget af farer, og han var ikke bange for noget. Det styrkede hans selvtillid at bevæge sig rundt på steder som dette. Det fik ham til at føle sig uovervindelig - som et lille barn, der bevægede sig ud i mørket og legede.

Hans røde og sorte ører skød i vejret, da han hørte noget - det lød som et træ, der knækkede. Men det var ikke den almindelige knirkende lyd, som træer kunne udgive; det lød mere som et træ, der deciderede flækkede. Det var ikke en lyd, et normalt træ kunne fremsige af sig selv - der måtte altså være en anden sjæl i nærheden. På denne afstand kunne han ikke vurdere, om det var en anden hest eller et rovdyr. Enhver klog sjæl havde nok vendt om og søgt væk fra den fremmede - det virkede ikke just sikkert at opsøge en ukendt, der var i stand til at smadre et træ, midt i en mørk skov. Men som sagt var Mephisto ikke helt normal i hovedet, og han betragtede ikke sig selv som hverken klog eller logisk tænkende. For ham gav det fin mening at opsøge denne fremmede; for tænk nu, hvis der kom en sjov og spændende samtale ud af det?

Han bevægede sig roligt i den retning, lyden var kommet fra, og snart opfangede han da også lugten fra den anden sjæl; som heldigvis var en hest som ham selv. Han fulgte lugten, og snart kom den anden hest til syne. Det var en hingst som ham selv, og udfra hans noget sølle holdning så han ikke ud til at være farlig. Han virkede... deprimeret? Han lænede sin pande mod den stamme, han tilsyneladende lige havde smadret, og virkede ikke til at have det særlig godt. Mephistos nysgerrighed blev vakt, og han skridtede nærmere den sorte hingst uden at sige et ord. Da han kom tættere på, bemærkede han en klistret, mørk konsistens, der flød ned ad hingstens forben; blod - var han kommet til skade, da han havde ødelagt træet?
„Du bløder," lød Mephistos toneløse stemme.
Han præsenterede sig ikke først og sagde ej mere end dét. Han vidste, at det ikke sås som høfligt at blande sig i en fremmedes liv på den måde uden i det mindste at give sig selv til kende først - men det var aldrig noget, han havde grublet så meget over. Han var ligeglad med at præsentere sig selv som et høfligt individ. Han sagde, hvad der faldt ham ind, og i dette tilfælde var det synet af blod på hingstens ben.

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

- Trinse

Luksus reagerede slet ikke på lyden af den nye hingsts stemme. Intet. Der var helt tomt. Hans tanker var forsvundet, hans smerte havde overtaget hans krop og havde fyldt den med tomhed. Den efterfølgende stilhed i skoven fik det bare til at føles som om han var død på forhånd. Han pressede panden hårdere imod stammen og følte en let smerte før en tynd stribe af blod begyndte at løbe ned ad hans kind blandet med et par gyldne tåre. 
Han havde intet. Han var alene. Han havde set sig selv forelsket for første gang i sit liv, og han havde set sig selv få revet dem kærlighed væk så hurtigt at han ikke engang kunne nå at forsvare sig. 
Det var som om den tomhed havde givet ham ny styke. Men han ville ikke have styrken. Han ville faktisk ikke have  nogetsomhelst andet andet end Prussia.
Hingsten blottede sine tænder i smerte, og kneb øjnene så hård sammen at de sidste tåre blev presset ud af hans øjne. 
Hingstens ben knækkede sammen under ham, og han røg fladt ned på jorden hvor han kort så hen ad den tørre skovbund før klappen gik ned og alt blev sort. 

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Mephisto betragtede den sorte hingst adfærd med forundring. Den havde valgt at ignorere hans kontakt, hvilket kom meget bag på ham. De fleste heste ville nok ikke have fundet sig i at blive ignoreret på den måde; men han var fascineret. Det var sjældent, han mødte én, der som han selv var ligeglad med de sociale spilleregler. Det ansås i dén grad som uhøfligt at ignorere andre folk - og alligevel havde denne fremmede gjort det. Mephisto sagde ej heller mere; han betragtede blot hingsten foran ham, der tydeligvis ikke havde det godt. Den pressede sin pande yderligere mod stammen, indtil blodet flød fra den. Enhver venlig sjæl ville nok have forsøgt at få den til at stoppe sin adfærd, men det havde han ikke i sinde. Det fascinerede ham at se, hvordan denne hingst led og pinte sig selv for det. Mephisto følte ingen trang til at hjælpe, men ej heller til at gå. Han betragtede synet foran ham med største fornøjelse; som var det en underholdende forestilling til ære for ham selv.

Blodet løb fortsat ned ad den sorte hingst, og den var i al tydelighed i smerte. Til sidst kunne den ikke mere, og dens ben knækkede sammen under den. Den faldt til jorden og bevægede sig ikke. Med en langsom, uhyggelig bevægelse drejede Mephisto sit hoved på skrå. Var den mon død? Det var mørkt, og han kunne derfor ikke se, om den var død eller blot besvimet. Han havde dog ingen intentioner om at hjælpe den; det måtte den selv finde ud af. Han blandede sig ikke i andres problemer, og da slet ikke når de behøvede hjælp. Med et skræmmende smil trådte han baglæns, forsvandt ind mellem skyggerne og efterlod den blødende hingst på jorden.

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

- Trinse

Selv da hingsten kom til sig selv igen have han ingen intentioner om at rejse sig. Ikke engang tanken om at følge efter den anden hingst havde strejfet ham. Han blev liggende på siden og lod tårene vande den tørre døde jord, som han måske snart selv ville blive en del af. Alting snurrede rundt for ham og han kneb øjnene hårdt sammen for at få smerten til at gå væk, hvilket virkede som en umulig opgave. Blodet løb stadig ned fra hans pande og ned over hans hårdt lukkede øjne. Tanken om hingsten ramte ham ikke igen. Han var ligsom alle andre forsvundet til fordel for smerte og ensomhed.
Endnu en gang lod han billedet af sir livs kærlighed glide igennem sit sind. Igennem sine blødende sår og skar dem helt ind til knoglen. Han blottede endnu engang sine tænder i smerte, og et stille næsten lydløst suk forlod hans mule gør hans krop endnu engang tog bevidstheden fra ham.

//out