M e p h i s t o
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Den kraftige, røde hingst slog øjnene op og missede søvnigt med dem. Han smaskede døsigt og så sig lidt omkring. Hvor i alverden var han? Han havde været så opslugt af sin underlige fantasileg dagen før, at han slet ikke kunne huske, han havde lagt sig til at sove. Han satte gang i sin tunge krop og kom på benene. Han slog blikket op og så et stort træ, der havde givet ham ly for natten.
„Hvornår i alverden kom jeg hertil?" mumlede han forvirret for sig selv.
Han rystede kort på hovedet for ligesom at komme lidt til sig selv, inden han satte kroppen i bevægelse. Han syntes at kunne fornemme vand i nærheden. Han smaskede endnu en gang. Hans mund føltes tør og ubehagelig. Det ville ikke være i vejen med en tår vand.

Han skridtede lidt af sted uden egentlig at vide, hvor han var på vej hen. Han kunne tydeligt mærke i luften, at der var noget vand i nærheden - men det havde aldrig været hans stærke side at finde vej. Til hans held var den store sø, Rein, ikke langt væk. Han bevægede sig roligt gennem lidt småtræer, og så dukkede den op lidt derfra.
„Bahahaha!" lo han lavmælt for sig selv. Han var stolt over at have fundet den sådan helt selv.
Han trådte nærmere og sank mulen ned for at slukke sin tørst. Men pludselig fik han set ordentligt på den. Vandet havde helt forkerte farver! Han løftede hovedet med et sæt og sprang bagud.
„Hvad I?!?!" udbrød han.
Han trådte nærmere og snusede mistænkeligt til det mangefarvede vand. Hvad var det her for noget?

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

- Trinse

If you never try...

Luften var frist her omkring og lugtede af regn. Højst sandsynligt fordi der var en sø eller en anden form for vand i nærheden. Den store kraftige hingst gik med lange forsigtige skridt igennem en lille skov han aldrig før havde fundet sig selv i. Han prustede lavt af en lille fugl der fløj op fra en busk som hilsen. På trods af hans store størrelse var der intet ondt over ham. Han var godheden selv. Et lille skævt smil lå over hans mule og hans øjne søgte rundt mellem skovens slanke træer efter en form for selskab. Han var ikke glad for at være alene i så lang tid af gangen, mest fordi han var en meget social sjæl der kom fra en god flok og havde en god opvækst. 
Han slog roligt med den store lyse hale, og rystede sin tykke man der lå pænt ned over hans hals. Han nød livet som det var nu, og fortrød ikke at øjeblik at han havde forladt sin flok for at komme ud og opleve verdenen alene. En lille stribe lys faldt ned igennem trækronerne lidt fremme og afslørede skovbrynet. Han satte endelig farten lidt op til en kort trav der fik hans hove til at give genlyd mellem skovens slanke træer. 
Han nåede skovbrynet med en høj prusten og lagde mærke til en ensom skikkelse lidt fremme ved siden af en sø af en slags. Smilet på hans mule blev større imens han sænkede farten for ikke at skræmme den nye sjæl. Hans store tykke øre røg roligt frem imens han lagde halsen lidt frem for at hilse. En roligt brummen forlod hans strube i retningen af hesten.

You'll never know

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


De grå ben med de levende aftegninger var ikke længere forrevede og ødelagte. Hun haltede selvfølgelig stadig af sted på de svage forben, hvis led og scenefunktion var ødelagt for altid. Men endelig var smerterushet stoppet... Sådan da. Hun flygtede ikke i en hæsblæsende fart gennem krat og sten. Hun faldt ikke længere, knækkede sammen af anstrengelser eller kastede sig ind i træerne for at dæmpe den psykiske smerte. Hendes møde med Cherub der svagt levede i sin krop med sine 3 brødre hun elskede til verdens ende, havde ændret hendes smerte. Den var der. Fyldte hende til randen. Men den styrke hendes indre bar var langt om længe vendt tilbage. Vulkanens lava steg langsomt til toppen tilbage til hendes hjerte og tilbage ud i hendes åre, og gav de lava-lignende øjne et modigt, langt mere ildevarslende skær end nogensinde før. Måske skulle den lange røde krølleman endelig få lov at leve op til sin ildevarslende farve. Måske... Hun vippede med det ene arrede ører og det andet hele og slanke. De levende øjne bar smerten. Den unge naive hoppe der havde fået hendes hjerte til at slå og hendes indre til at slå koldbøtter... Hun var der stadig. Hun åndede. Men hun var blevet ældre. Hendes sjæl var mærket. Mærket af den mest sindssyge skabning på jorden... Insanus Amoris Drachmas. Men det skulle ej forhindre hoppen i at stå fast.

De slanke ben bragte hende rundt om Rein. Hun var født i denne verden. Vokset op i denne verden. Dette land. Proelio. Hun kendte det ind og ud. At skulle holde sig på Lux Umbras område var ikke nemt, når man holdt langt mere af Proelio på den anden side af Torpas floden... I Natiaum var der sket frygtelige ting. Hun betragtede vandets klare glitren i solens stråler. Hendes pels ar blank igen. Skinnende. Hun hævede hovedet da brisen bragte en fært med sig. To faktisk. Et par hingste. Hun standsede øjeblikkeligt. Hjertet slog kort i angst. Men stærkt så hun frem for sig, mod en rødlig kæmpehingst, der sprang tilbage fra vandet, som om han netop havde opdagets dets gyldenblå farve. Unaturligt... Men noget af det reneste søvand i Proelio. Crystal var klarere. Hun vendte blikket mod skovbrynet og de skarpe øjne fangede en anden rød kæmpehingsts tilkomst. Hans farver og afteng var anderledes. Men de to store hingste var intet frygtindgydende syn. Begge så lettere fredsommelige ud. Hun var blevet intelligent... Caeli smilede da det gik op for hende at hun forstod det... Kendte forskel. Måske hun var i stand til at begå sig bedre socialt nu? Nu hvor det lille indre barn havde forladt hendes ydre, og havde gravet sig ind i hendes indre. Hun var voksen nu. Et barn i en voksens krop havde hun plejet at tænke... Men nu... Nu følte hun sig sikker. Hun kastede sig frem, sikker til bens, ignoerede smerten og undlod at halte. Hun brummede blødt og vrinskede sagte med den feminine, rene stemme mod de to fremmede. Smerten lå stadig som en dyb undertone i hendes toner, men der var en råstyrke nu. En flamme der blussede op og bragte hende sikkert mod de frememde.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

M e p h i s t o
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Den store hingst lod et prust glide gennem hans mule. Det svage vindpust fra prustet fik bittesmå ringe til at forme sig i vandet.
„Hmm... Det opfører sig altså som almindeligt vand," mumlede den forvirrede hingst til sig selv.
Han betragtede det med et par store, nysgerrige øjne. Hvad var det dog for noget underligt vand? Det opførte sig som almindeligt vand, det lugtede som almindeligt vand... men hvorfor så det så sådan ud? Han rynkede forvirret et bryn. Han kunne mærke nysgerrigheden boble under hans pels, og alt inde i ham skreg efter at træde ud i søen og mærke det flerfarvede vand omfavne hans ben. Men ville det nu være sikkert?

Noget helt andet fangede pludselig hingstens opmærksomhed; tilstedeværelsen af to andre skikkelser. En brummen fra en hingst lød, og kort tid efter fangede hans ører lyden af et hoppet vrinsk. Han vendte sig om og så de to heste komme imod ham. De kom fra hver sit sted, så det var altså ikke to, der havde været sammen på forhånd. Det her var åbenbart et populært sted. Men det var jo også klart med den flotte sø i nærheden. Det mindede Mephisto om søens uopklarede mysterium...

"Hvad er det her for noget vand?" spurgte han direkte, henvendt til hvem end der nu ville svare.
Han var så opslugt af tanken om dette pragtfulde vand, at han slet ikke tænkte på at præsentere sig selv på den ene eller den anden måde. Men det lå generelt heller ikke rigtigt til Mephisto at være høflig og overholde de sociale spilleregler. Han havde det med at slynge de mest underlige bemærkninger ud på de mest underlige tidspunkter. Normalt ville han sikkert have sagt et eller andet, der ville forvirre og være uforstående for de to heste. Men ikke i dag. For alle hans tanker kredsede om dette vand. Han måtte have at vide, hvad dets hemmelighed var.

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

- Trinse

Hingsten foran søen begyndte meget pludseligt at se i den modsatte retning af hvor han selv var kommet fra. Kenshi kunne ikke helt læse i hans bliv om han var skræmt eller nervøs, han stod for langt væk. I stedet satte han roligt farten noget mere ned og så i samme retning som hingsten, hvor en lys hoppeskikkelse tonede sig frem fra træerne. Kenshi sendte hende et lille smil og et roligt nik som hilsen med det store hoved. Han nærmede sig forsigtigt hingsteskikkelsen og kunne med det samme se at der var noget galt her som der ikke skulle være. Han fortrak ikke en mine da han åbnede munden for at præsentere sig selv for de nye sjæle, da han  blev afbrudt af hingsten, som spurgte ind til vandet. 
Kenshi tog sig ikke af at hingsten ikke præsenterede sig selv, eller spurgte ind på nogle måder. Han smilede bare roligt og så ned i vandet sammen med hingsten. 
"Jeg ved det ikke..." sagde han roligt og trak på skuldrene. Han havde aldrig set vand som dette før. 
"Jeg tror det er lyset der reflektere sig på overfladen." konstaterede han så og kiggede søgende på hingsten for at finde ud af hvad det var han følte virkede forkert.
"Det er meget smukt" sagde han så helt oprigtigt, mere henvendt til den nytilkommende hoppe. 
Kenshi var godheden selv. Han kunne trods sin store størrelse ikke finde på at skade nogen med vilje. Han havde kræfterne og instinkterne til det, men bare tanken om at skulle skade eller slå en anden ihjel gjorde ham direkte dårlig. Han nød selv livet i fulde drag, og kunne ikke drømme om at tage denne gave fra andre.
Han søgte efter en reaktion i hingstens ansigt, men fandt den ikke.
Ihvertfald ikke endnu.

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Den røde hingst ved vandet talte med sig selv. Men endnu var Caeli for langt væk til at registrere andet end en svag stemme og hans bevægelser ved læben. Hun vippede ørene frem. Den krøllede man trak sig let op langs hendes krop og blottede det enorme ar ved hendes skulder. Hun var ligeglad... For en gangs skyld. Hendes vrinsken fik en reaktion fra den røde. Han fik øje på hende, og på den anden. Hun skimtede over mod den lysmanede røde hingst der nikkede mod hende. Hun var tæt nok på nu, til at lugte dem tydeligt. Tæt nok på til at se afteningerne tydeligt. Caeli lyttede. Den anden røde var først ved søens bred. Hans spørgsmål var rettet direkte mod vandet, og ej mod dem. Det fandt Caeli på ingen måde underligt. Hendes social akavethed kendte ikke til normale normer, så som at præsentere sig før man talte. Det forekom hende ligegyldigt, det kom hen af vejen. Desuden havde folk det med at kalde hende en masse ting. Lille Måne. Himlens Regn. Min Datter. Naive tøs... Den slags. Hun standsede på en god afstand til dem. Helt tæt op af søbreden, og hendes mule gled ud mellem sivene der var foran hende, som den anden røde svarede den første røde, med Jeg ved det ikke. Caelis øjne glimtede velviddene. Vandet her var ikke farligt, blot anderledes. Svømmede man i det ville det være tykkere end almindeligt vand. Let at flyde på. Det smagte sursødt afhængigt ag hvem man var. Mysteriet om dets farve var Flakezés værk. Caeli plejede at forestille sig den gyldne farve var skyldet hans evige kærlighed til den forræderiske Laylis. Derfor var det mystisk og kaos lignede for nogen.

Hun lo mildt og vendte blikket mod dem da han foreslog at det var lyset der reflekterede på overfladen. Hun slog med den krøllede hale. Det unge blik var årvågent, og smerten dulmede i det. Hun smilede ikke, og ingen lyd forlod hende et øjeblik, da han henvendte sig til hende og sagde det var smukt. Hun så ind i hans øjne. "Vandet er tykkere end blod. Dets mysterium er Flakezés fortjeneste. Mange finder det sursødt, nogen sødt, andre surt. Men det er ikke farligt. Blot kaos-lignende. Hvilket leder mig til konstateringen at den er dedikeret til Flakezés håbløse evige kærlighed til hans forræderiske ex-mage Laylis." Caelis fortælling var indlevende, hun kendte historierne, og langt om længe troede hun på dem. Fordi hun selv var placeret midt i dem, som elsker til en budbringer der havde deltaget i krigen mellem Flakezé og Helzlori... Og som datter af Artemis. Den forhenværrende månegudinde. Caeli drog et dybt inderligt suk. Hun så ned i vandet og prustede mod dette.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

M e p h i s t o
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Mephisto spidsede nysgerrigt de røde og sorte ører, da den røde hingst foran ham begyndte at tale. Blikket i Mephistos øjne var meget intenst, da han insisterende stirrede på den fremmede hingst. Havde den mon svaret? Kunne den opklare mysteriet om det flerfarvede vand for ham?
Skuffelsen var stor i Mephistos øjne, da den fremmede blot svarede, at han ikke vidste det. Han foreslog, at det nok bare var lyset, der reflekterede sig i det klare vand. Mephisto brummede utilfreds og lagde surmulende ørene ned.
„Er du dum? Det er da så tydeligt som livet selv, at der er noget unormalt over dette sted," sagde han opfarende. "Tsk... Lys, der reflekterer sig. Må jeg være fri!"

Han vendte uinteresseret opmærksomheden væk fra hingsten, da den tog kontakt til hoppen bag dem. Han selv vendte blikket mod den nyankomne hoppe. Hendes grå krop var tildækket af ar, men trods hendes sølle forfatning så hun frisk og frejdig ud. Et stort smil spredte sig på Mephistos mule. Han kunne lide det unormale, det skæve... og hoppen her var i sandhed ikke som andre.
Mephisto havde næsten glemt den latterlige hingst bag ham, men de næste ord, hingsten fremsagde, fik ham til at fare op igen. "Smukt? Smukt?!?! Der er da absolut ikke noget smukt over dette vand - det er mystisk!"
Mephisto havde helt automatisk besluttet sig for, at han ikke brød sig om denne hingst. Ligegyldigt hvad hingsten sagde fra nu af, ville han misforstå det og være uenig. Han havde besluttet sig for, at denne hingst var latterlig og uvidende - og så ville intet kunne ændre hans opfattelse.

Hoppen derimod... Hun var i sandhed noget særligt. Et pragteksemplar, som enhver hest ville elske at have i sin nærhed. Mephisto mente ikke noget seksuelt med sin tanke; åh gud nej, det kunne aldrig falde ham ind at tænke sådanne modbydelige ting. Han var bare dybt fascineret af denne smukke skabning - selvom han end ikke havde hørt noget komme fra hendes mund. Han var blot så vild med hendes udstråling, at hun kunne sige et eller andet vildt idiotisk, og han ville stadig elske hende.
Han var dog heldig at få lov til at opleve denne skønne hoppes stemme; for i det samme åbnede hun munden og talte. Hendes ord var henvendt til den anden hingst, men det betød intet for Mephisto - på nuværende tidspunkt var den som luft for ham.

Et underligt udtryk viste sig i Mephistos øjne. Hvad i alverden talte denne hoppe dog om? Flakezé? Laylis? Hvem var de? Og hvorfor talte hoppen om dem, som om de var i stand til at skabe denne sø? Mephisto var normalt ikke typen, der blev mundlam. Han spurgte altid, når der var noget, han ville vide. Men de ord, der kom ud ad hoppens mund, forvirrede ham i så voldsom en grad, at han end ikke kunne få et eneste ord ud ad sin mule. Hvem var de? Hvad var de?

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

- Trinse

Kenshi tog sig stadig ikke af hingstens dårlige attitude. Han havde vel ret på en måde. Kenshi var ny i landet og vidste ikke noget om alle landets magiske og anderledes steder. Så som ligsom med denne så kunne han gætte på hvad magien handlede om. Men hingsten havde ret i at det ikke ligfrem lignede at lyset reflekterede sig på overfladen. Det lignede faktisk at lyst skød ud af vandet. Hans øjne lod sig glide hen ad overfladen. Han var ikke en hest der lod sig drage af konklutioner, han ville have fakta og ting der gav mening at tro på. 
Hingstens attitude blev bestemt ikke bedre jo mere han snakkede, og Kenshi prisede ham heldig for at det bare var ham han snakkede med og ikke en anden der kunne finde på at skade ham. Det kunne Kenshi ikke finde på, og det var måske grunden til at han havde fået sådan et venligt og roligt sind. Der skulle meget mere end et par smarte kommentarer til for at slå ham ud. Hvis det overhoved var muligt.
Han valgte i stedet at vende sig imod hoppen der lige var kommet. Jeg sendte hende et roligt smil før han præsenterede sig for hende. "Vær hilset." sagde han med sin bløde stemme og lød hovedet falde lidt ned som en hilsen "Mit navn er Kenshi"
Selvom han af en eller anden grund var kommet skævt ind på hingsten, var det forhåbenlig ikke gået ud over hoppen også. Hun virkede som om hun vidste hvad hun talte om, selvom hverken den anden hingst eller Kenshi gjorde.

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Caeli lod sig ikke gå på af den første hingsts opfarende ord til den anden hingst. Hun skimtede sørgmodigt ud over vandet i stilhed i stedet. De glimtende velvidende øjne var ved at briste et kort sekund før hun fik styr på sig selv og så på dem igen. Den første hingst kiggede på hende. Ignorerede nu helt den andens tilstedeværelse. Heldigvis så den anden ud til at slappe helt af og blot lade det stille hen at den første hingst så afgjort havde dømt ham dum. Hun trak vejret dybt. Hendes talen havde bragt undren frem i den førstes blik. Hun så dybt ind i hans øjne og sænkede mulen svagt, så den krøllede man strejfede jorden. Hun lod mulen ramme vandets overfalde og strøg den kort over det, så ringe i vandet dannede sig og hurtigt spredte sig. "Guderne." forklarede hun stille. "Flakezé livets skaber, og Laylis tid og kaosets gudinde skabt af den selvsamme hingst..." stemmen var mild og mystisk. Hun kneb øjnene svagt sammen inden hun hørte den anden snakke. Han hilste. Hun trak underne på smilebåndende og panden.

Det var da en lidt underlig sammenhæng at præsentere sig i var det ikke? De var jo lige ved at tale om vandet og dets guder... Hun så uforstående, uskyldigt på ham. Men hun skilte læberne og svarede. "Ved månelysets overfalde. Hun døbte mig Caeli Pluvia. Men hun er kun en skygge af sin egen intethed." hun bøjede hovedet væk og stirrede ud over vandet. Hendes historie var ligeså pinefuld som den var smuk. Hun så sig selv gentagende gange. Synet der flakkede klarest bag hendes øjne var synet af føllet. Det Krystallerne i hendes indre sang så livligt efter. Et føl. En historiefortæller... Insanus' næste søn. Forhåbenligt sidste. Hun rystede tankerne bort. Veg ansigtet mod de to røde igen. Kenshi. og? Hun trådte frem mod den opfarende nu tavse hingst. "Hvem er du?" hendes stille stemme og det vågne naive blik var kendetegnende for Caeli. Hendes sans for timing var også normalt dårlig. Men noget udviklede sig langsomt i hende. Om hun nogensinde ville slippe sit tag i sin fortid var uvist, men hun ville altid have sit indre jeg gemt under den nyskabte facade. Rå og mystisk var denne. Men den var skabt af ødelæggelse, sorg, smerte og ar.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

M e p h i s t o
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Den røde fremmede virkede slet ikke til at tage notits af Mephistos hadefulde ord mod ham. Men det var godt det samme; for Mephisto gad godt nok heller ikke have noget med ham at gøre. Han lagde surt ørene i nakken, da den fremmede fjernede opmærksomheden fra ham og præsenterede sig selv for den guddommelige hoppe. Egentlig kunne Mephisto være fuldstændig ligeglad, for han havde jo selv skubbet hingsten, som nu havde præsenteret sig som Kenshi, væk - men på det punkt var han lidt som en mavesur, snotforkælet teenager; han måtte godt ignorere andre, men andre måtte ikke ignorere ham.

Han fik dog ikke mulighed for at gøre noget ved situationen, da han stadig stod som lammet til jorden og betragtede denne skønherlige hoppe. Hvem var hun - og hvorfor havde hun denne virkning på ham? Mephisto var aldrig fascineret af andre end sig selv. Han følte intet seksuelt for hopper og ville helst ikke have nærkontakt med nogen af dem. Og det var da heller ikke en seksuel tiltrækning, han følte af denne hoppe - nej, det var noget andet, meget mere uforklarligt... Det var skam en tiltrækning, men ikke udfra det ydre; den kom dybere indefra, fra det blotte sind. Mephisto følte sig draget af denne hoppes personlighed. Han kunne mærke visdommen, livserfaringen i hendes stemme. Hun var ikke en hoppe, der havde en masse flabede ord i munden; nej, hende her var reel. Hun havde en masse kløgtige ord at bidrage med, og det fascinerede Mephisto meget mere end en eller anden irriterende fornærmelse, man ellers normalt fik fra en ung, næsvis hoppe.

Pludselig vendte den grå hoppe opmærksomheden mod Mephisto og så dybt ind i hans øjne. Mephisto mærkede en underlig fornemmelse glide gennem hans krop. Det var, som om hun havde læst hans tanker; som om hun vidste, at han ikke havde den fjerneste idé om, hvad hun talte om. Hans sorte og røde ører skød i vejret, da hun venligt begyndte at forklare ham, hvordan det hang sammen. Hendes fløjlsbløde stemme var som sød musik i hans ører. De ord, der kom fra hendes mund, forvirrede ham dog næsten endnu mere. Guderne? Dér, hvor han var vokset op, havde historien om guderne altid været gammel overtro, som ingen andre end flokkens Ældste havde troet på. Og nu stod denne hoppe i ramme alvor og fortalte ham, at guderne virkelig eksisterede? At de havde skabt denne sø, dette land, alle hestene...? Han så blot på hende med et blik, der ikke rigtigt var til at definere.

Hoppen vendte sig nu mod den irriterende Kenshi og præsenterede sig selv. Caeli Pluvia var hendes navn. Mephisto smagte lidt på navnet. Han kunne godt lide det. Det var anderledes, eksotisk og mystisk; fuldstændig som hoppen selv. Hun talte i gåder, og han forstod ikke det meste af dét, der kom ud ad hendes mund. Men alligevel var han som draget af hendes ord. Hun var en af de sjældne sjæle, der virkelig havde fanget hans opmærksomhed. Han var en rigtig egoist, der simpelthen ikke gad at tage sig af andre end sig selv. Men denne hoppe... hun havde vækket noget i ham. En fascination af en anden hest, som han simpelthen ikke vidste, at han kunne have.

Han spærrede kortvarigt øjnene op, da Caeli atter tog kontakt til ham. Hun spurgte efter hans navn. Han rynkede lidt på mulen og så ned i jorden. Forlegen var ikke det rigtige at kalde hans udtryk; men det var tæt på. Han havde ikke på noget tidspunkt tænkt på at præsentere sig selv, selvom de to heste foran ham gjorde det. De sociale normer faldt ham simpelthen ikke naturligt ind. Men selvfølgelig ville han besvare denne hoppes spørgsmål, når hun nu så pænt havde henvendt sig til ham.
„Mephisto er mit navn," svarede han og løftede igen sit blik op på hoppen. „Hvem jeg er, er et glimrende spørgsmål. Det har jeg aldrig selv vidst. Jeg er blot en hingst, der er dukket op fra det ukendte, aldrig passede ind og nu er havnet her."
Han smilede fjoget. Hans ord gav ikke meget mening, det vidste han godt. Men selv havde han aldrig fundet noget meningsfuldt i sin fortid.
Hans blik ændrede sig og blev mere intenst. „Du nævnte... guderne? Der hvor jeg kommer fra, ville en udtalelse som din dømme dig tosset for evigt."
Han så på hende med oprigtig interesse i blikket. „Men du påstår altså skråsikkert, at de eksisterer?"

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"

- Trinse

Kenshi lod et venligt blik falde på den kraftige hingst med de livlige farver. Han attitude havde ikke just ændret sig, og det kunne være svært at finde sin plads i samtalen
#1 Fordi hingsten virkede kold og ligeglad med en, måske endda hadede en uden grund.
Og #2 fordi han havde havde viet Proelios mange guder en tanke. Han plejede at gå efter de mere realistiske grunde for tingene, og der var grunden med lyset kommet på banen. Hingstens attitude gjorde ham dog stadig intet, han havde tydeligvis problemer med at være social eller bare var dårlig til at læse folk.
Han hjerne ledte efter en hurtig sætning at smide ind for at melde sig i samtalen, men hver gang stødte han på en mur og lod i stedet blikket glide over en af hestene ved hans side. Han lod interaseret blikket lede efter udtryk i hingstens ansigt og øjne som samtalen skred frem. Bare noget der kunne fortælle ham at hingsten rent faktisk tog sig af hvad der blev sagt. Selv lyttede han interaseret på hoppens svar.

Caeli Pluvia
Lying beside you. Listening to you breathe. The life that flows inside of you, burns inside of me. Hold and speak to me, of love without a sound. Tell me you will live trough this and I will die for you. Cast me not away, say you'll be with me. For I know I cannot... Bear it all alone.


Det var sjældent sket før at Caeli havde virket så moden og fuldendt. Det var jo ej det hun var. Inde under skindet, bag de vulkan-lignende øjne var hun fortvivlet, såret, havde været døden nær og dog kæmpet videre. Hvad kæmpede hun da for? Det eneste der nogensinde havde givet rigtigt mening for hende... Hendes liv var et stort rod hun ikke turde vende rundt i. Sådan føltes det i hvert fald. Da hun var lille var hun særpræget, naiv og dumdristig. Hvilket sandsynligvis havde ført hende ind i den historie hun havde nu. Hun så mod disse to hingste, noterede sig ikke deres reaktioner, på hendes fortællen. Ej havde normale ting, som at læse andre, forstå dem, almindelig høflighed nogensinde før været i hendes sind. Men der var en svag ting der begyndte at røre på sig i hende. Et instinkt tila t begynde at gøre dette. Det måtte være den nye flok. Hun var ganske tryg i nærheden af dens leder... Men ude af Slavians trygge rammer, borte fra Dawn og hendes moder, hendes søn var hun ganske alene, og nødsaget til at tage hånd om sig selv. Derfor modnede hun langt om længe.

Det var som om de to hingste nu byttede pladser. Kenshi blev tavs. Den aftegnsrige hingst talte. Den eneste hun hidtil havde kunnet læse var Insanus og alle hans brødre. Til dels hendes mor og søn. Resten havde hun simpelthen ikke kunnet. Nu forsøgte hun at læse hingsten. Det var svært at definere hvad han tænkte og følte. Men der var noget i hans blik der gav hende et indtryk af at han så op til hende. Hun mimrede kort med mulen. Den anden så ganske afslappet og interesseret ud. Hun vippede ørene frem. Lyttede til ordene der blev svaret på det hun selv havde sagt.

Mephisto. Caeli lagde hovedet kort mod sin egen bringe. Han måtte være ny her. Det måtte de begge være. Hun løftede ej blikket som han gjorde, men spejdede i stedet mod himlen, med et ører lyttende på ham. Halen var hævet svagt som i gamle dage inden kaos og smerte. Pludselig ramte hans ord hende. Det har jeg aldrig selv vidst. Jeg er blot en hingst der er dukket op fra det ukende, aldrig passet ind og nu havnet her. Hun så omgående på ham. Noget af masken faldt og man så det lille skræmte barn hun bar på. Det kunne være hendes egne ord, hvis hun da nogensinde havde turde tale således om sig selv. Hun anede ikke sig gode råd om hvem hun var. Hun vidste hun var her. Hun vidste hvad hun følte, men kendte ikke den rette plads. Hun hørte til hos Insanus, for det var der hendes hjerte var, andre kunne sige dit og dat om hende og hvem hun var. Men inderst inde kunne hun sandt nok sige hun aldrig selv havde vidst det. Hun var jo også mange ting. Lille måne. Himlens Regn. Ting andre kaldte hende. Hun selv beskrev sig som en vulkan, hvis krystaller klirrede dybt inde i hendes indre og skreg af rædsel, sorg og intensitet. Dog samlignede hun også sig selv med både måne og regn. Aldrig passet ind... Ligeledes følte hun. Dog kunne man vel og mærke sige hun endelig havde fundet et sted at passe ind. Selvom... det stadig nok ville være de færreste der klikkede med hende.

Hun blinkede da han stoppede med at tale og smilede fjoget. Det gav mening for hende det han havde sagt. "Ved alt der aldrig har forstået mig. Jeg forstår det du siger, Mephisto." hun bed sig i underlæben. Øjnene glimtede skræmt. Hun så dog hans blik blive mere intenst og samlede sig selv værdigt igen. Guderne. Dømt tosset? Det var hun vist allerede i forvejen, men mange i dette land troede inderligt på guderne, havde noget med dem at gøre... Insanus, Dawn, Fermaz, hun selv. Hun smilede svagt. Mystisk igen. "Jeg er allerede dømt tosset for andre ting." stemmen var ligegyldig. Ensom et øjeblik inden hun fortsatte i en mild, velvidende tone. "Min mor var selv en månegudinde. Min... Leder er Dødsgudens tro tjener..." Caeli kendte heller ikke meget til at holde igen med informationer. Dog vidste hun godt at det ville være dumt og naivt nu at fortælle ud overalt. "Ja. Guderne findes. Smeyé har gang i et eller andet, du kan tage til skyggebjergene og tjekke det selv." Hun afsluttede derpå den information hun gav ud før. De var ej farlige disse to. Hun så enddog sig selv i godt selskab her, trods det ikke føltes trygt som hos Gealach og Nocturno fx.. Hun var heller ikke lille, legende og naiv nu.


The pain that grips you. The fear that binds you. Releases life in me. In our mutual, shame we hide our eyes, to blind them from the truth that finds a way from who we are. Please don't be afraid, when the darkness fades away. The dawn will break the silence, screaming in our hearts. My love for you still grows, this I do for you. For I try to fight the truth, My Final Time.

Mephisto
„A question that sometimes drives me hazy: am I or are the others crazy?"

Kenshi sagde ikke mere, hvilket behagede Mephisto. For hans skyld måtte den anden hingst godt bare tage at forsvinde. Hvis han alligevel ikke havde noget at tilføje denne samtale, hvorfor skulle han så stadig stå dér og lytte med? Mephisto svingede irriteret med halen, men da hoppen atter talte, rettede han igen opmærksomheden mod hende og glemte alt om hingsten. Hendes reaktion på hans ord havde virket til at ramme et eller andet i hende, og hendes ord bekræftede ham kun i sin teori. Hun havde åbenbart den samme følelse af at være fortabt og ikke høre til nogen steder, som også han bar rundt på. „Jeg føler med dig, Caeli Pluvia. Det er ikke en rar følelse. Jeg har dog på fornemmelsen, at dette land vil have indflydelse på min person og skabe mening i mit liv; jeg håber oprigtigt, at det samme vil ske for dig."

Hoppens ord fortsatte, og hun fortalte nu, at hun allerede var dømt tosset. Mephisto rynkede mistroisk på mulen. „Det finder jeg meget svært at tro. Hvad kan der da være ved dig, som andre finder tosset?"
Hans hoved gled let på skrå. Han kunne virkelig ikke finde på noget ved denne hoppe, der kunne klassificeres som tosset. Jovist, hun var da en unik sjæl, der virkede en anelse gådefuld. Men han fandt hende mere fascinerende end noget andet. Han kunne slet ikke forstå, at andre kunne opfatte hende på andre måder end han selv.
Han lyttede dybt fascineret til hendes fortælling om guderne. Han havde aldrig skænket gudernes eksistens en tanke. Men dette mystiske land havde virkelig fået hans hoved til at komme på arbejde. Han havde oplevet ting her, som ikke kunne beskrives som andet end guders værk.

„Din information er super interessant," sagde han med tydelig fascination i stemmen. „Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke kender noget til de guder, du her nævner."
Et akavet smil formede sig på hans mule. „Jeg har vist ikke været typen, der lyttede så opmærksomt til de gamle fortællinger. Men jeg tror bestemt på dig, når du siger, at du kender til dem personligt. Og med forlov; du siger, at din mor er månens gudinde. Det må jo så betyde, at du er en gudedatter."
Godt nok havde han ikke lyttet specielt opmærksomt til fortællingerne som ung, men han mindedes bestemt at have hørt noget om gudernes afkom, halvguderne. „Har du så selv nogle... evner?"
Det ville måske kunne forklare den underlige fascination, han havde haft af denne hoppe, siden hun var dukket op. Faktummet om, at hun måske var en halvgud, ændrede dog sjovt nok ikke hans fremtræden for hende. Han var ikke typen, der ville kunne få mere respekt for en hest, blot fordi denne var datter af en gud. Det var ham så inderligt ligegyldigt sådan noget. Han var end ikke sikker på, at han ville have respekt for en rigtig gud, hvis han nogensinde skulle møde sådan én. Han kunne dog ikke fornægte den dybe fascination, han følte af disse guder. Det ledte ham til hans næste spørgsmål. „Hvis du kender guderne personligt, så må det jo betyde, at de også vandrer her på jorden. Er det muligt for sådan en som mig at møde dem? Og hvis ja, hvordan?"

Han lyttede til hendes sidste ord, nemlig dem om Smeyé og skyggebjergene. Smeyé. Det navn lød bekendt, men han kunne ikke lige umiddelbart komme i tanke om hvorfra. Skyggebjergene havde han heller ikke hørt om før. Han havde dog godt bemærket et bjerg, der altid lignede en skygge, når man så op mod det. Det var som om, at det ikke var muligt for solen at skinne ned på det. Kunne det være det bjerg, hun talte om? „Jeg har aldrig betrådt dette skyggebjerg. Dog har jeg en formodning om, hvad det er for et. Men det lyder da rigtig interessant. Hvordan kommer jeg derop? Og hvordan kan jeg være sikker på at finde denne... Smeyé?"
Han vidste, at hans spørgsmål var meget direkte og en anelse kommanderende. Men han var virkelig ikke typen, der tog sig af sådan noget. Hvis man ønskede svar på noget, måtte man spørge ind til det. Der var ingen grund til at pakke det ind i forvirrende formuleringer og høflige fraser. Hvis hoppen ikke ønskede at svare på hans spørgsmål, kunne hun blot lade være.

„Maybe your weird is my normal. Who's to say?"