Eftermiddagen var ved at nærme sig sit sidste lyspunkt, og selvom det havde regnet meget af dagen, så havde solen nu endelig formået at dominere igen og lod de varme stråler ramme landet. Azari havde forsøgt at undgå regnen, men havde opgivet kort efter, for han havde været for langt fra skovene til, at kunne få læ. Så han var fortsat frem imens dråberne havde gjort hans pels gennemblødt. Om det havde irriteret den blå hingst? I dén grad! Han hadede at blive våd når han ikke selv valgte det. Den tunge man klistrede sig altid til halsen, pandelokken var nærmest umulig at få væk fra hans øjne, når først den var gennemblødt. Så nej, hingsten havde bestemt ikke været tilfreds med situationen. Derfor var han også ganske tilfreds med, at solens stråler endelig kom frem og varmede hans våde pels. Langsomt var den begyndt at tørre, og vinden hjalp godt til, så hele processen gik lidt hurtigere end ellers. De stærke hove efterlod et tydeligt aftryk i det sumpede område som han bevægede sig hen over, men i dette landskab kunne man se langt, så han frygtede ikke for at støde på nogle rovdyr. Selvom Azari var pokkers kæphøj og selvsikker, så var han heller ikke dum og han vidste, at det ville være det rene selvmord, hvis han stødte ind i en stor gruppe ulve. Så han sørgede selvfølgelige for, at holde både øjne og ører åbne omkring sig. Det eneste der var i landskabet for nu, var de mange forskellige vadefugle, som nød det sumpede område og lange siv. Perfekt for dem - et helvede for ham. Men han havde hørt, at der skulle være et sted her omkring, ved floden, hvor græsset skulle være rimeligt og vandet til at drikke. Og hvad havde så fået ham til at vade igennem først regn, og derefter sumpen? Tjo, det var skam chancen for, at der nok ikke ville være andre heste i dette område.

Se, Azari havde ingen trang til at møde andre heste. De var det meste blot en gene, som han hellere end gerne tværede ud. For der var ingen der kunne måle sig med ham og hans skønhed. Enhver hest der stod ved hans side, var en grim sort plet, som lige så godt kunne forsvinde med det samme. Nej, man fandt ingen venlighed hos ham og jo mere man prøvede, jo større en nar ville han ende med at blive. Et lille stykke fra floden og det frodige græs, blev sumpen dybere. Irriteret prustede han og hævede halen endnu mere, så den ikke blev endnu mere våd og den skulle bestemt ikke blive mudret! Ad! Han hadede denne sump. Han hadede at føle sig klistret til med mudder om hovene, og uanset hvor forsigtigt han trådte, så sprøjtede der noget op under maven på ham. Med et lettet suk kom han endelig ud derfra og placerede hovene på den bløde jord. Inden han smagte på græsset gik han direkte hen til floden, og gik ud i den for, at fjerne mudderet både fra benene og maven. Endelig ren igen gik han op på bredden, og lod den sorte mule søge ned til græsset. Azari gik et par skridt før han fandt det helt rigtige sted, og lod tænderne lukke sig om en god mundfuld græs, og rev det til sig. 

Den lyserødbrogede hoppe kom dansende. Hendes hale vaf hævet og hendes nakke let knejst. Hendes fine og hurtige ben bevægede sig yndefuldt hen over det sumpede græs. Hendes øre lå dog i nakken, og det var ikke ligefrem noget man ville kalde en glædesdans. Nok nærmere det modsatte! Hendes hale slog samtidig med at den var hævet. Et tydeligt tegn på irritation. Hun ville ikke selv sige at hun var irriteret, det var nok nærmere kedsomhed der gjorde at hun spillede sådan op. De regnbuefarvede øjne var mystiske. Der var noget der dragede folk når man kiggede ind i hendes øjne. Nok fordi at de var så hemmelighedsfulde, og smukke? Det var jo ikke ligefrem tit at man stødte ind i en hest med regnbuefarvede øjne.
Valeñcia nød at danse hen over det åbne landskab. Hun kunne se at andre heste var på lang afstand af hende. Hun skulle ikke hele tiden koncentere sig om når andre kom mod hende. Og specielt ikke gode heste! Hun havde sådanne en periode hvor hun bare ikke kunne holde dem ud! De var alt for smilende og glade, og det kunne man ikke ligefrem sige at Valle's liv var i øjeblikket. Hun følte sig godt og grundigt svigtet. Hun var stadig sur på Sagiv, men det var nok også fordi at de havde deres datter sammen! Og hver gang hun så sin datter, så blev hun mindet om ham. Måske også fordi at hun inderst inde savnede ham! Hun rystede på hovedet. Hun ville ikke mindes om ham!
Hun så sig omkring og ikke ret langt fra hende var der en blå hest med grøn hale. Det var ret tydeligt at det var en hingst. Hun brummede og slog irriteret med hovedet. Men ignorede det lidt, men holdt skarpt øje med den fremmede. Hvad var han for en? Ham havde hun ikke set før, heller ikke nogen der lignede.

Det var de færreste som ønskede at nærme sig Azari. Mest fordi hans udstråling virkelig viste, at han ikke ønskede andre i nærheden af sig. Så var der jo selvfølgelig de små stakler, som absolut skulle opsøge ham, fordi de troede på det bedste i andre, og elskede at stifte nye bekendtskaber. Ja, well, Azari hadede det! For det første kunne han bare ikke være høflig, det ord var ikke en del af hans ordbog. Han kunne måske være det, hvis en nogenlunde smuk hoppe var i brunst, men ellers ikke. For det andet så var det bare så belastende, at skulle starte en small-talk for ingen grund. Han ville alligevel aldrig se dem igen, fordi de endte med at hade ham efter få minutter. Så måtte man jo også indrømme, at han ikke gjorde noget for at få dem til at kunne lide ham, for meningen var, at de aldrig skulle komme igen. Indtilvidere var det lykkedes ham og sådan skulle det gerne blive ved med. Et godt stykke væk fra ham, kunne han ane skikkelser fra andre heste, men ingen der ville genere ham. Så han tillod sig selv at slappe lidt af, og blot nyde at græsse i fred og ro. Men næ nej, freden skulle da ikke få lov til at vare ved særlig længe, for ud af øjenkrogen fangede han glimtet af en hest. Overlegent himlede han med øjnene imens han rettede sig op, og lod blikket hvile på hesten. Og synet fik ham da virkelig først til at se nærmest nedladende ud. Hvad fanden var det der kom imod ham. Uden tvivl var det en hoppe, det måtte det være med de farver. I mange andres øjne ville hun virkelig være smuk, unik, men Azari fandt hende bare alt alt alt for pink. Det var jo lige før det gjorde ondt i øjnene!  Nuvel, denne blå hingst mente jo at alle andre var ufattelig grimme og han var enestående, så selvfølgelig havde denne hoppe ikke en chance for, at blive betragtet med et venligt blik - i hvert fald ikke af ham.

Et hvin forlod snart den blå hingst, imens halen svirpede faretruende bag ham, og blot for at understrege sin pointe, kastede han kort med hovedet. Hun førte sig frem som var hun den ukronede lille prinsesse i landet. Men hun kunne tro nej kunne hun! Azari hadede sådan noget, for der var jo bare ingen bedre end ham, så hun kunne godt forsvinde derfra igen. Den muskuløse krop stod i en stolt og rank holdning, imens de brune øjne hvilede køligt og stadig nedladende mod hende. Intet kunne få denne hingsts selvsikkerhed til at forsvinde. Intet. For han havde været igennem lidt af hvert, og denne hoppe ville næppe kunne byde på noget, som han ikke havde prøvet før.

Den fine hoppe havde danset rundt, og gjort som hun ville, som hun altid havde gjort. Hun havde været fuldstændig ligeglad med hvad andre synes om hende, og det var hun stadig! En ting var sikkert, dem der synes at Valeñcia var grim, de var kun misundelige! Hun havde vel på sin vis ret. Hendes regnbuefarvede øjne var ikke på hingsten mere, kun hendes øre, for at høre om han nu ville komme mod hende. Han virkede ikke særlig imødekommende, men Valeñcia var fuldstændig ligeglad med om hesten var imødekommende eller ej. Hun gjorde som hun ville, og det var der ingen andre der skulle ændre! Hun havde det med at gøre det modsatte af alle andre. Hvis han kom tæt på, så ville hun have ham væk, men hvis han stod langt væk, så gik hun tættere på. Hun var altid grænseoverskridende og hun elskede det! Elskede at udfordre, elskede at blive udfordret! Og hun elskede at pisse andre af.
Hingsten hvinede nu op som en eller anden sindsyg. Hun fnøs fornærmet! Han skulle da ikke bestemme hvor hun skulle være! Hun havde garanteret været her i længere tid end ham, ellers ville hun jo nok have lagt mærke til denne hingst noget før! Hun fik dog et lumsk smil om mulen og pludselig ændrede hun retning til mod hingsten. Hendes øjne var dog stadig tomme og viste intet. Hele hendes krop var lukket, ud over den elegante dansen. Hun ville skam ikke afsløre hvad hun havde tænkt sig. Men hun håbede at denne hingst ville udfordre hende! At hun ville få noget sjov med ham! Hvis ikke, så ville hun gå, for så kunne han jo ikke bruges til noget. Denne hingst der troede at han var ååh så stor! Hun rystede på hovedet af hendes tanke. Nææh nej. Hun skulle vise ham, måske ville han blive lige så fascineret som Fuego var? Hun havde egentlig ikke set den hingst i lang tid, måske var det meget godt? Han var da i hvert fald lettere sindsyg.

( De er lidt korte, men har ikke så meget tid til at skrive, håber de bliver længere svarene ;-) )

I løbet af den længere vandring han havde været igennem, for at komme til dette land, havde han mødt en del forskellige heste. Selvfølgelig var han ikke den eneste der havde det, men de havde alle sammen haft én ting til fælles; i sidste ende kunne de ikke holde ham ud. Enten var de blevet så fornærmet over hans opførsel, at de var gået. Andre var blevet såret over det og kunne slet ikke forstå, at en hest kunne være så ligeglad med andre. Men de forstod bare ikke, at Azari var blevet opdraget på en helt speciel måde og det var derfor han var blevet sådan. Hele sit liv havde han fået at vide, at han var unik, og det var der ingen der nu kunne lave om på. Der fandtes ingen der var bedre end ham, og sådan var det bare! Derfor kunne han heller ikke se det imponerende over den lyserøde hoppe længere fremme. Nej faktisk blev hans øjne blot irriteret over synet. Hun måtte gerne holde sig væk, langt væk, for han skulle ikke have sådan en pink ting for tæt på ham. Desværre så havde hoppen nogle helt andre tanker, for selvom han adfærd tydeligt viste, at hun hellere skulle holde sig langt væk fra ham, så valgte hun at komme tættere på. Hvad var meningen med det?! Skulle  han nu, igen, til at jage en anden hest væk? Det ville være langt nemmere hvis de bare valgte at holde sig væk til at starte med, for hun kunne jo tydeligt se, at Azari ikke ønskede selskab. Og især ikke af hende! 

Alligevel blev han stående og tog udfordringen op. Den blå krop var spændstig og afslørede de muskler der hvilede under pelsen, imens den grønne hale af og til piskede i luften bag ham. Hun lignede en hoppe der plejede at få sin vilje, men der var bare én lille ting hun ikke havde taget højde for; Azari gjorde aldrig hvad andre ønskede af ham, og han bukkede især ikke under for en tåbelig lille hoppe. Nu skulle man ikke tro, at han var typen der angreb andre, ih nej. At slås kunne han godt, men han fandt det ganske enkelt tåbeligt at begive sig ud i det. Hans krig blev ført ved hjælp af ord. Kunne en hest ikke finde ud af dette, så blev de stemplet som decideret dumme hos den blå hingst, og de stod slet ikke til at redde. Advarende brummede han imod hende, imens han stod med fronten direkte imod hende. Hovedet var højt hævet og de brune øjne var fæstnet mod hendes noget irriterende pels. Da hoppen var tæt nok på, lod han den spydige stemme komme frem. "Vil du bare ikke forstå en hentydning, eller er det fordi du er for dum til at opfange den?"

Valeñcia var stik modsat alle andre, og sådan ville hun nok altid være! Hun elskede at frembringe en provokation hos andre. Men på en måde, så var det også de onde og lidt mere hingstede heste som hun bedst kunne lide at være sammen med. De dominerende! De gav hende modspil og udfordring. De var også dem der typisk var pænest at se på. Hun følte sig dog ikke helt tiltrukket af denne hingst. Men hele hans kropssprog sagde hende at han ville være sjov at være sammen med. Ikke noget hun ville sige til ham, eller vise ham. Men han var anderledes og havde nogenlunde de samme tanker som hende, det var helt tydeligt. At han troede at han var den bedste og unik, hvilket ikke helt passede! For det var hende der var perfekt og unik. Der var vidst noget der var gået grueligt galt i hans opvækst! Det var der ingen tvivl om. Hun nærmede sig ham, på den mest provokerende måde hun kunne og et lille smil lå omkring hendes mule, som om at hun nærmest grinte af ham.

Hun hørte hans advarende brum, men ignorerede det helt tydeligt. Hun var heller ikke ude på en krig, hun var blot ude på sjov! Det var længe siden at hun havde haft det sådan sjovt med nogle. Hun havde haft det med Sagiv, og Fuego havde erstattet det lidt bag efter. Men ikke helt på samme måde. Hun savnede egentlig stadig Sagiv til tider, men hendes skuffelse og vrede var som regelt det der fyldte hende mest. Så savnet, det blev en smule mindre. Hvilket nok var meget godt for hende! Derfor forblev hun også skuffet og vred på ham, tilgive ham, det ville hun aldrig.
Hun var nået frem til hingsten og begyndte at skridte, men stadig elegant og dansende. De regnbuefarvede øjne studerede ham. "Hvilken hentydning?" sagde hun provokerende og prøvede at spille som om at hun ikke havde lagt mærke til den. Dog var hun ikke dum! Hun havde stadig det udfordrende blik og smil omkring mulen. Hun var ret tæt på ham nu. Hun skulle lige finde ud af hvor hans grænser gik, og derefter, så skulle der laves sjov! Valeñcia var nemlig heller ikke nogen svag hoppe i forhold til hendes størrelse, også var hendes ego bare enormt stort!